Klumme

Did you drink and like?

Når jeg er fuld, liker jeg billeder, jeg ikke kan lide. Dagen efter fortryder jeg, fordi jeg tror, mine likes har mistet værdi. Men virkeligheden er, at de i forvejen er værdiløse
1. august 2013

Hver dag bliver der uploadet over 45 millioner billeder på Instagram. Den er ret populær, den amerikanske billeddelingstjeneste, hvor brugeren tager et billede med sin smartphone, justerer kontrast og farver på det rå fotografi og straks deler det lille værk med hele verden eller bare sine følgere. Voilà.

Mest bliver tjenesten brugt til personlige formål. I nyhedsstrømmen på min egen konto er der i skrivende stund billeder af:

1) En tom togkupé i Tyskland (billedteksten forklarer, at der ikke er aircondition).

2) En baby, der sidder på et træ-gulv og roder med et par grammofonplader.

3) En blomsterbuket i en vindueskarm.

4) Tre nøgne børn, der spiser vandmelon i et badebassin på en græsplæne.

5) Fire kagefade med henholdsvis kringle, chokoladekage med glasur, citronmåne og blåbærbastognekage.

6) To unge mænd iført solbriller på en båd.

7) Et bord med et vådt spækbræt, hvorpå der står fire-fem snapseglas indrullet i sølvpapir, en flaske snaps og en vandkaraffel.

8) En bælgøjet festdeltager, der smiler til kameraet og forsøger at skjule, at han har drukket rigeligt snaps.

De sidste to billeder er taget ved samme begivenhed, men af to forskellige brugere.

Hvorvidt opslagene er repræsentative for hele Instagram, ved jeg ikke, men jeg har det på fornemmelsen. I hvert fald er de ret repræsentative for de billeder, som de omtrent 50 mennesker, jeg følger – familie, kolleger, tidligere kolleger, gamle studiekammerater – lægger op.

Lige nu scroller jeg med fingerspidsen gennem de otte billeder. Jeg ’liker’ et par stykker, men kun de virkelig sjove. Babybillederne er søde nok, måske, men de får ikke et like herfra.

Og sådan er det. Det er ynkeligt og forfængeligt, men jeg sætter en vis pris på mit like. Det skal ikke gå til hvad som helst.

Havde jeg været beruset, ville sagen være en anden. Det gik op for mig, da jeg morgenen efter en våd bytur løb gennem billederne i nyhedsstrømmen og til min rædsel opdagede, hvad jeg havde liket: Et billede af en solnedgang, en hund med en bowlerhat, to perifere veninder, der drak cocktails, en lille plastikisbjørn. Hvad som helst.

Det er åbenbart en tendens. Hvis jeg logger på Instagram, lige inden jeg går i seng klokken fire om morgenen efter at være kravlet hjem fra et værtshus, liker jeg amok.

Når jeg er ædru, er jeg kræsen og forfængelig. Her anser jeg mine ’synes godt om’-tilkendegivelser som temmelig værdifulde, og det handler langtfra om billedets kunstneriske kvalitet, men i lige så høj grad om min relation til den, der deler. Mit behov for, at andre ser, at jeg liker – at jeg klapper nogen på ryggen for på et senere tidspunkt at vinde noget – overvinder mine naturlige instinkter. Det er en slags absurd bytteøkonomi.

Men når jeg er fuld, smider jeg min tilbageholdenhed, forfængelighed og alle fine fornemmelser. Og så mister mine likes værdi. Bilder jeg mig ind.

Men virkeligheden er, at alle mine likes er værdiløse.

En bekendt har en lillebror, hvis vennegruppe altid liker hinandens opslag på Facebook. På den måde er de alle sammen sikre på altid at få ti-tyve likes. Det er en gentlemen’s agreement.

Andre taler om ’pligt-likes’: Hvis din gamle gymnasiekammerat skriver, at hun er blevet mor, skal du like. Det er en slags kodeks, og det gælder specifikt opdateringer om familieforøgelse, avancering på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet og den slags skelsættende begivenheder. De høster altid mange likes, og det er ikke så underligt, for man føler sig nærmest afstumpet, hvis man ikke liker. Uanset hvor meget eller lidt man i virkeligheden synes om det.

Jeg kan ikke gennemskue, om jeg ville ønske, at jeg kunne være en lige så bramfri liker, når jeg er ædru, som når jeg er fuld. For hvis mine likes er mere værdiløse end værdifulde, burde jeg egentlig like hvad som helst. Men når de er værdiløse, er det vel også ligegyldigt, hvad jeg liker?

Under alle omstændigheder er der prestige i at få dem, og som en veninde formulerer det, giver man en lille bid kærlighed og viser anerkendelse, hver gang man liker. Men anerkendelsen er ringe – og kærligheden den omtrent mest overfladiske, vi kan give.

De nyeste tal fra Instagram viser i øvrigt, at der nu bliver givet 1 milliard likes. Hver dag.

 

Rasmus Elmelund er kulturjournalist på Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Rehhoff
Søren Rehhoff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Har der nogensinde været noget mere kedeligt end at skulle se andres fotoalbums og lysbilleder?

Tyder ovenstående på, at det har ændret sig? .

Og alle som en er smartphone-fotograferne talentfulde, nyskabende, idérige. Kunstnere! Der fotograferer skævt, ufokuseret, sig selv, mad - tidens objekt. Og MÅ absolut udkomme. MÅ ses af omverdenen. Den snævre i det mindste.

Heldigvis er der rigeligt med rygklappere.