Klumme

Dilemmaer og superkræfter

Vil du helst kunne flyve eller blive usynlig? Og foretrækker Lars Barfoed god sex eller mad af sin partner? Overvejelserne bag et dilemma kan afsløre noget grundlæggende om vores banale værdier
19. juli 2013

Hvilken superevne ville du vælge, hvis du var den eneste i verden, der kunne få den? Evnen til at flyve? Eller evnen til at kunne gøre dig usynlig?

Min absolut foretrukne ugentlige journalistiske næring er radiomagasinet This American Life, der i sidste uge sendte udsendelse nummer 500. Mit favoritprogram hedder ’Superpowers’. Her bygger radioreporter John Hodgman et indslag op omkring det evigt frydefulde tankeskema: dilemmaet. Hodgman har i årevis stillet sine venner og bekendte over for ovenstående superevnedilemma: Flyve eller usynlig? Og hans kobling af svarene stikker fingeren smertefuldt dybt ned i vores forestillingsevner, moral og perversioner.

For dilemmalege er gode. Vil du helst gå i seng med Berlusconi eller have hele verden til urokkeligt at tro, at du har været det? Foretrækker du at tage 50 kg på, som du ikke kan smide igen, eller miste højre ben?

Dilemmaer er dels en befriende form for eskapisme, dét at måtte tvinge sig til at forestille sig selv i andre end hverdagens forventelige scenarier for at træffe et helhjertet valg. Og så kommer man også i dilemmaprocessen til at afsløre sandheder om sig selv, ikke i svaret, men i de overvejelser, som ligger bag den endelige beslutning. Således også hos Lars Barfoed på forsiden af Ekstra Bladet i går. Ekskone Vibeke Sylvest lækkede et stykke papir, hvorpå Barfoed i januar havde noteret sig ulemper og fordele ved partikammerat Helle Sjelle og sin hustru (nu ekskone), Vibeke. Vibeke var god til at lave mad, men var tit sur, havde Barfoed noteret sig. Elskerinden Helle, derimod, var god til sex, men et rodehoved.

Hverken dilemmaet eller Barfoeds valg af Sjelle er i sig selv opsigtsvækkende. Men de overvejelser, som den konservative formand har gjort sig, er. De afslørede hans pinagtigt kønsnormative kriterier for kæresteri og kvindedyder.

Man kunne også give Barfoed en chance og sige, at Barfoed-dilemmaet afslørede noget dybere end hans egen overfladiskhed. At hans håndskrevne note måske var et udtryk for samfundets generelle prioriteringer. Hvis det er behov som sex og mad og yndig indretning, som vores begær retter sig mod – også når man måler det kommercielt (tv og internettet er fyldt med sex og madporno og boligdrømme) – så er vi måske alle lige så overfladiske som Lars indeni. De fleste er bare hverken bevidste eller banale nok til at skrive det ned på et papir. Eller kendte og intrigante nok til, at det ender på en forside som kollektiv udskamning – sådan en, der belejligt fortrænger vores eventuelle identifikation med formandens banalisering af livsværdier.

På Hodgmans spørgsmål i This American Life om superkræfterne svarer folk forbavsende hurtigt. Enten er man åbenbart flyvetypen, eller også er man den usynlige type. Sådan er det. Folks begrundelser handlede umiddelbart om en lavpraktisk vurdering af, hvor smarte de to superevner var, med to slags praktiske logikker på spil.

Men en dybere læsning af deres svar siger måske noget andet: De, der svarer, at de helst ville kunne flyve, er ekshibitionistiske af natur. De vil ses og beundres for deres nye super særlighed. De, der derimod vælger usynlighed, er dem, der har anerkendt deres fundamentalt perverse og voyeuristiske natur. De vil derfor hellere skjule deres særlighed end vise den frem.

Og så er vi tilbage ved de dybere bevæggrunde. For det afslørende ved folks svar var, hvad de overvejede at kunne bruge deres evner til. Én kvinde ville tage fem cashmeresweatere på i et omklædningsrum, gøre sig usynlig og stjæle dem. En mand ville snige sig til at se på lækre damer i brusebadet. Han blev fortvivlet blot ved tanken om den afhængighed, han utvivlsomt ville udvikle. En fyr ville flyve hen og aflevere sine børn i skole og så flyve hen på en bar og drikke en øl. Ingen overvejede at bekæmpe kriminalitet, sikre fred på jord eller redde folk i nød. En anden ville flyve til Paris. »Jeg kunne være ’Tager til Paris-Man’«, foreslog han. Selv med superkræfter ville der ingen superhelte være.

Og det var måske faktisk det, som folk, der svarede »usynlig«, i virkeligheden havde indset. At der ingen grund er til at vise sine evner frem. At det, vi ville se, var en slags pinlig sandhed om vores banale forestilling om det gode liv.

Katrine Hornstrup Yde er kultur- og filmanmelder på Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu