Læsetid: 1 min.

Duellen: Omskæring er et spørgsmål om barnets rettigheder

Debatten om omskæring af drengebørn bør handle om barnets rettigheder, ikke sundhedsmæssige komplikationer og risici, siger overlæge Morten Frisch, der gerne ser et forbud
Debat
10. juli 2013

Morten Frisch

Kæden hopper af, hver eneste gang spørgsmålet om omskæring af drenge bliver reduceret til et spørgsmål om komplikationer, risici og langtidskonsekvenser, siger Morten Frisch, der er overlæge og adjungeret professor i seksuel sundhedsepidemiologi.

Han mener ikke, at sagens kerne er, hvilke sundhedsmæssige ulemper eller fordele der eventuelt kan være ved en omskæring. Det er ikke et sundhedsfagligt spørgsmål, men derimod et børnerettighedsspørgsmål, siger han.

»Drengene bliver frataget et valg, som de retmæssigt bør have, og som er fuldstændigt klart nedskrevet i FN’s børnekonvention.«

Om der er få eller hyppige tilfælde af komplikationer er ikke den vigtige diskussion:

»For selvfølgelig er der få tilfælde, når vi har at gøre med en praksis, der finder sted i minoritetskulturer,« siger han og nævner, at der alligevel er eksempler i Danmark på børn, der bliver bragt til skadestuen med alvorlige problemer efter en omskæring.

Spørgsmålet bør i stedet handle om børnenes ret til en intakt krop og en ubeskåret seksualitet, siger Morten Frisch, der gerne ser omskæring af drenge forbudt.

»Hvorfor i himlens navn skal hunde, piger og grise i Danmark forskånes for unødvendig lemlæstelse, når drenge ikke skal?« spørger han.

Morten Frisch opfatter det som en grov krænkelse af drengenes rettigheder at omskære dem, hvorfor han ikke ser det som formynderisk at forbyde forældre at omskære deres børn.

»Selvfølgelig skal forældre langt hen ad vejen varetage barnets interesser, men det her er den eneste undtagelse, hvor det er sanktioneret, at man kan skære sundt, funktionelt og erotisk væsentligt væv fra et raskt barn væk. Det kan du ikke gøre i nogen andre sammenhænge. Hvorfor denne undtagelse?« spørger han og kommer selv med et svar:

»Det er kun et krumspring for at please folk og kulturer, der har denne tradition, at det ikke forlængst er blevet forbudt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her