Gør telefonen mænd mere aktive eller mere dovne? Ødelægger det familielivet og den gode gamle skik med at besøge sine venner?«
Således spurgte et meningsmålingsbureau i USA i det herrens år 1926.
Citatet blev lagt ud på Facebook af en af mine mest verbalt aktive og skarpe venner – hun er nyhedsredaktør på et konkurrerende dansk dagblad, der udkommer på lyserødt papir dagligt – som en kommentar til den standende kampagne mod sociale medier i al almindelighed og Facebook i særdeleshed. Naturligvis for at vise den gamle, men fortsat gode pointe, at der altid har været rigeligt med bekymrede røster om, at nymodens opfindelser såsom telefonen, tv, computerspil og altså nu sociale medier ødelægger noget mere ægte, autentisk og i sagens natur ordentligt.
Intet andet sted føres der en mere intens kampagne mod især Facebook end i den gode avis Politiken. I forrige uge lod avisen sin journalist Kjeld Hybel opholde sig i det nordsjællandske ferieparadis Tisvilde, hvorfra han i en hel uge gjorde sig lystig over den selvfede trang til selvfremstilling, som mediet efter hans og mange andres mening fremmer.
Hybel er en velskrivende herre, så serien var ikke uden underholdende kvaliteter, og overtegnede var nærmest rørt til tårer (ud fra devisen at dårlig omtale stort set altid er bedre end ingen) over at være en slags hovedperson i serien i dens første dage. Om end jeg fortsat tvivler på, at Politikens sagesløse læsere er særligt interesserede i citater fra mine ferieopdateringer om vintage-kjoler, solbriller, Wimbledon eller en opulent og storslået middag på det franske slot Versailles, som Hybel citerede fra.
Jeg var ikke engang pikeret over, at han fermt undlod at nævne den tsunami af professionelle opdateringer om amerikansk politik, som til daglig dominerer mit såkaldte newsfeed på Facebook – om end han i abstrakt form skrev om en mængde »klummer, analyser og meninger«, som blev spyet ud fra Washington DC. For som gammel journalist ved man jo selv kun alt for godt, at når vinklen er lagt, så er den lagt. Og så skal man ikke komme alt for godt i gang med at underminere sin egen historie.
For overtegnede, der fortsat er på ferie – pt. pendler jeg mellem Skanderborg og Paris, men er, når disse linjer læses, i London – rakte det med et rammende citat fra en anden virtuel ven, der arbejder ved Nordisk Film. Han skrev på min væg om de sociale medier tirsdag i sidste uge:
»Det er som at komme til en fest. Der er nogen, der bidrager og skaber festen med deres humør og generøsitet. Og så er der dem, der gemmer sig i hjørnet, intet gør for at bidrage, og intet giver af sig selv.«
For sådan er det jo. Facebook er – nøjagtigt som alt andet her i livet – hvad man gør det til. Har man kedelige, pralende eller ikkereflekterende venner i det virkelige liv, er der en vis sandsynlighed grænsende til sikkerhed for, at deres opdateringer på Facebook også er det. Har du interessante, tænkende, generøse og udadvendte af slagsen, ja tænk engang, så er det nok også sådan, de opfører sig online. Til gengæld er det sådan – og det er en bonus, der er speciel for sociale medier – at interessante mennesker, der måske er gangbesværede, generte eller har en sygdom – mentalt eller fysisk – der normalt ville afholde dem fra at være aktive deltagere i en debat, der fandt sted f.eks. i et medborgerhus eller et debatmøde i det fri, faktisk kan være mere aktive og ’til stede’ på eksempelvis Facebook.
Og når lokummet brænder i bogstaveligste forstand, og man savner en blikkenslager i sit sommerhus, eller ens barn er blevet stukket af en ond bi, kan Facebook via et enkelt ’hjælp mig’-opslag på ens væg skaffe hjælp lynhurtigt fra mange venner, der lige er online på det tidspunkt. Hurtigere og langt mere effektivt end en e-mail eller et enkelt telefonopkald. Ligesom man som journalist kan skaffe sig tonsvis af nye, uventede kilder og vinkler på sine historier ad samme vej.
Så nye medier kan rent faktisk mere og andet end blot iscenesætte kendte træk. De kan også skabe nyt. F.eks. bedre vilkår for demokratisk samtale og debat for flere mennesker. Men den pointe høres desværre kun sjældent, når de danske medier ruller deres skræmmehistorier ud for fuld skrue.
Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC og blogger på USAnu.dk
Jeg er meget glad for Facebook. Desværre er det også muligt at blive udsat for virkelig mærkelige menneskers forfølgelse - nogen man overhovedet ikke kender eller er FB-venner med, der åbenbart har en skrue løs. Det er også ’lidt interessant’ men irriterende, for sådan nogle ’stalkere’ er jeg aldrig stødt på i virkeligheden.
Oplever nu også Kjeld Hybels indslag som vældigt generøse. Jeg synes at han morsomt og generøst deler sin følelse af kiksethed, misundelse og fremmedgjorthed i forhold til mødet med Facebook. En dimension der sjældent deles på facebook. Hvis man KUN får delt sit glamourøse jeg, forekommer det mig ikke at være særlig generøst, men virkelig kedelig og ligegyldigt.
Som syg, og bruger af et par grupper på Facebook, som platformen jo er en god udbyder af, så har jeg svært ved at skille mig af med det. Jeg ville så uendeligt gerne, men jeg kan ikke, pga. min sygdom. Så jeg bruger det sociale medie til at være social med nogle af dem der fejler det samme som jeg.
Men som tidsluger og den, 'se-mig' tendens det har, det synes jeg er enormt kendelig. Jeg finder endda mig selv i det nogen gange, hvor jeg skal fortælle at jeg har overgået mig selv i en stor ting. Se mig mor! Jeg har kogt æg!
Jeg bruger Facebook temmelig meget, men føler det ikke som en fest. Der er intet fysisk nærvær, så det føles mere som et medie, hvor bl.a. andres fester kan vises el. refereres.
Har du interessante, tænkende, generøse og udadvendte af slagsen, ja tænk engang, så er det nok også sådan, de opfører sig online.
Det er muligt men ikke givet. De tænkende formidler ikke nødvendigvis ret mange af sine tanker på Facebook, og de generøse og udadvendte kan have for travlt med alt muligt andet til at være på Facebook.
Hvis ens bekymring over FaceBook foerst og fremmest gaar paa hvordan de andre, men ikke en selv, goer alt for meget for at goere sig interessante - kan man maaske finde troest i denne Kirkegaard observation:
"Den der keder andre - keder sjaeldent sig selv."
Lidt mere Facebook humor:
"På Facebook lyver man for dem man kender, mens man på Twitter skriver sandheden til fremmede".
"Hvad kalder man det sted, hvor mennesker taler til sig selv, skriver på vægge og lever i en imaginær verden? Et sindssygehospital? Nej, Facebook."
"Hvis du har et liv udenfor Facebook, kan du så huske adgangskoden?"
"Facebook er det næstmest populære ord, der begynder på F og slutter på K."