Klumme

Om fisser, der narrer dem

Lad ’narrefissen’ visne, og lad også ’politisk korrekthed’ dø som hånsord, så vi kan lade være med at være politisk ukorrekte uden at skulle føle os kedelige og forudsigelige
Debat
12. juli 2013

Min kæreste kaldte for ikke så længe siden en sandwich for en »narrefisse«. Den indfriede ikke hendes forventninger til akut behovstilfredsstillelse. Den så indbydende ud, men når det kom til stykket, var det som at stikke tungen (eller kønsdelene?) ud ad vinduet. Det rene ingenting.

Blot få timer forinden havde vi væddet om, hvem af os der i længst tid kunne afholde os fra at fyre sexistiske floskler af. For den slags flyver snildt ud af mig og venner i vores selvfede, kollektive fællesforståelse af, at vi naturligvis er højt hævet over det underliggende i det, vi faktisk siger. Ord som ’narrefisse’ bør forklares som en ironisk parafrase over folkedybets reelle sexisme. På den måde er det nærmest politisk korrekt. Eller også parafraserer vi bare automatisk alt det lort, vi hører, uden rigtigt at lægge mærke til normaliseringen af det. Det, kan man sige, er meget ’politisk korrekt’ af mig at skrive.

’Narrefisse’ er på en måde et sjovt ord om en sandwich, fordi det komplet udvander ordets oprindelige betydning ved at pege på den platte essens: skuffelsen. Man kan også sige, at der i begrebet ’narrefisse’ ligger antagelsen om, at en kvinde, der lover adgang til sit underliv, og dernæst skifter mening, fortjener et prædikat om sin slags. Og samtidigt styrker sammenligningen også begrebet. Når man kan beskrive ét fænomen ved hjælp af et andet, så er det at sætte stor fed streg under det første fænomens værdi. Når vi fælles forstår, hvordan en sandwich kan være en narrefisse (eller hvorfor sangerinden Lana Del Rey i april med sin optræden i Falconer Salen var en fæl en af slagsen ifølge Ekstra Bladets musikanmelder, Thomas Treo), så er der nok noget om narrefisseri. Om fisser, der narrer dem, der har gjort sig fortjent til fisse.

Munksgaards Fremmedordbog fra 1997 definerer ’politisk korrekthed’ som »en bevægelse el. retning der er opstået i USA, og som stræber efter at beskytte mennesker (især farvede, handicappede, homoseksuelle og kvinder) mod ringeagt og overgreb fra andre samfundsborgeres side.« Ifølge et nyhedsbrev fra Dansk Sprognævn fra 1998 har det amerikanske begreb, political correctness, siden dets oprindelse i midten af 80’erne delt befolkningen.

På den ene fløj har politisk korrekthed været betegnet som en kamp mod diskrimination med den underliggende idé, at sprog svier og diskriminerer og fastlåser stereotyper. På den anden fløj hører de til, der bruger ’politisk korrekthed’ som en ironisering over, hvad de anser for en frelst, måske endda hyklerisk, omgang med sproget og den virkelige verden.

Det er også sådan, som vi nu i Danmark anvender ordet og tænker konceptet. Det politisk korrekte er det pedantiske, kedelige, hæmmende og ikke helt ærlige. I det ligger en antagelse om, at sandheden snarere er et spadestik dybere. Den politiske korrekthed er overjeget, der får dets levelystne modsætning til at buldre lystent. Det er også sådan, at ordet skulle forstås, da Blachman i DR2’s Blachman så »den politisk korrekte« puritanisme som det ene (kønsbelastende) yderpunkt og pornografien som det andet i den danske mands syn på og sprog for kvinder. Og det er den position, det politisk korrekte, som vi også her på denne avis er bange for at låse os fast i. Hvis vi bliver for politisk korrekte, er vi ikke blot kedelige og forudsigelige, men også hæmmet af selve den politiske korrekthed, der bliver et fælt overjegsmonster med eget liv.

Modsætningen, det politisk ukorrekte, er den danske, lune, selvtilgivende latterliggørelse og stereotypicering af minoriteter. Det politisk ukorrekte er et ’helle’ for vores forestilling om det ulideligt politisk korrekte.

Forestillingen er altså, at der på den ene side er sandwichen som narrefisse. På den anden side fornægtelsen af sandwichens (og den nægtende kvindes) sande karakter.

Men synes man, at en politisk korrekt omgang med sproget er overflødig, og mener man, at ord bare er ord, og at ordets magt er begrænset, så demonstrerer selve begrebet ’politisk korrekthed’ ironisk nok, at et ord eller begreb kan punktere en position eller holdning. For ’politisk korrekthed’ er netop et magtfuldt ord, der får den tydeligt berettigede kritik af det misogyne og stereotypificerende til at lyde af noget kedeligt og forudsigeligt. På den måde giver ’politisk korrekthed’ sig ud for at være noget meget federe, end det er.

Katrine Hornstrup Yde er kultur- og filmanmelder på Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Palle Pendul

Det betyder vel så, at dem der kritiserer politisk korrekt sprogbrug er -- skuffejern?

Peter Jensen

Det egentlige problem med politisk korrekthed, er dens iboende dobbeltmoral. Den medfører i praksis at særlige grupper ensidigt defineres som dem der har behov for beskyttelse. Det betyder at ord, omtale og argumenter, der kan opfattes som kritiske eller ubehagelige for denne gruppe på forhånd er stemplet som ukorrekte, uanset sammenhæng, relevans eller evt. berettigelse. Og uanset at man måske uden videre accepterer det samme i andre sammenhænge, når blot det er vendt mod grupper der ikke står under den politiske korrektheds beskyttelse.

Det er således karakteristik at diverse talemåder og hentydninger til kvinders kønsdele automatisk registreres som misogyne og sexistiske. Til gengæld giver alle de mange, og langt hyppigere forekommende, hentydninger til mænds kønsdele aldrig anledning til at tale om sexisme og misandri. Det sidste begreb anvendes knap nok.

Robert Ørsted-Jensen

herlig fræk fisse hende der Yde :)

steen ingvard nielsen

Yde forud for at nyde!
@Katrine Hornstrup Yde

En konklusion afledt af artiklen kunne være, at vi ikke kan undvære hverken det politisk korrekte eller det politisk ukorrekte. I øvrigt om sprog Katrine, hvad betyder en sandwich så ellers? og så forsøger jeg selv at give svaret, en kvinde og to mænd. Kunne en sådan, så ikke være tegn på over-/tilstrækkelig-stimulering, snarere end det modsatte?

Merete von Eyben

Mere om sprog: "farvet" om en minoritets/ikke-hvide amerikaner er ikke bare utrolig racistisk, men også gammeldags. I sydstaterne var der som bekendt skilte på alle offentlige faciliteter, restauranter etc med "white" og "colored," det der hed Jim Crow love, og som var en af de ting, borgerrettighedsbevægelsen handlede om. Efter borgerretsbevægelsen brugte man bl.a. betegnelsen "people of color," men den ser man også sjældent nu. "Non white" kan bruges, men ellers "African American" eller sort - der er INGEN, der mere siger "Afro American" - Asian, Native American, Latino etc.
Og hvis denne her smøre lyder PC, som politisk korrekt betegnes i daglig tale herovre, så vil jeg skynde mig at påpege, at det er de pågældende etniske grupper, der selv har valgt de betegnelser. Ligesom "negro" opfattes som utrolig gammeldags og lettere racistisk, mens "the N-word" simpelthen ikke kan hverken siges eller skrives i medierne. Så det vil jeg selvfølgelig heller ikke...
Bortset fra det, så savner jeg faktisk gode, danske fønord som hængerøv og vatpik, selvom det sidste vel må siges at være nøjagtig lige så sexistisk som narrefisse. Det findes derimod på engelsk og hedder cock teaser, men er også blevet noget gammeldags og ses mest i den lidt ældre litteratur.

Niklas Rassing

En person der behandler dette emne meget nydeligt er den britiske komiker Stewart Lee, jeg kan anbefale hans standup.

Her er et kort radioklip der opsumerer hans position på emnet:
http://www.youtube.com/watch?v=1IYx4Bc6_eE
Og hvis der er nogle der er interesseret i en længere rutine, så er den her anbefalelsesværdig:
http://www.youtube.com/watch?v=bmsV1TuESrc