Læserbrev

Frit valg afgørende for rehabilitering

Debat
17. juli 2013

Da Hjemmehjælpskommissionen tidligere på sommeren offentliggjorde en række fornuftige anbefalinger til fremtidens hjemmehjælp, handlede debatten særligt om den ældres evne til at klare sig i eget hjem. De ældre skulle gennem hverdagsrehabilitering hjælpes fra hjemmehjælp til selvhjælp.

Synspunktet er fornuftigt, idet hverdagsrehabiliteringen kan forene større livskvalitet for borgeren ved at mestre eget liv med markante besparelser i udgifterne til hjemmehjælp.

Men anbefalingen af øget hverdagsrehabilitering kommer med en pris. I dag kan man som ældre frit vælge den udbyder af hjemmehjælp, der passer én bedst. Men hvis færre ældre i fremtiden skal have almindelig hjemmehjælp efter servicelovens § 83, og flere i stedet må nøjes med hverdagsrehabilitering, risikerer vi at udhule borgernes frie valg. Det sker, når den ældre fratages muligheden for at vælge en anden leverandør end det offentlige.

Vi ser det allerede i dag. Stadigt flere borgere visiteres til hverdags-rehabilitering uden at kunne vælge en anden leverandør end kommunen. Hverdagsrehabilitering kan altså betyde færre frie valg for borgeren.

Dette er ikke mindst et problem, fordi kommunerne har hver deres model for rehabilitering. Som borger bliver man derfor meget afhængig af, hvilken kommune man tilfældigvis bor i. Man kan ikke være sikker på at få samme gode behandling, som der i visse tilfælde tilbydes i nabokommunen.

Hvad gør vi så, når hverdagsrehabilitering virker indlysende rigtigt både økonomisk og menneskeligt?

Ensartet høj kvalitet

Løsningen er i virkeligheden simpel: For det første skal borgeren, der rehabiliteres, også have frit valg af leverandør. Med de nye fritvalgsregler kan det sagtens lade sig gøre i praksis. Kompetencerne er til stede hos de ikke-offentlige aktører, som gerne tager ansvar for en mere helhedsorienteret og koordinerende indsats.

For det andet skal vi tænke rehabilitering i pakker, så alle kommuner følger de samme overordnede retningslinjer. Det vil sikre en mere ensartet høj kvalitet for borgeren, og vi undgår 98 forskellige kommunale modeller. Det gør det også lettere at inddrage de private og selvejende aktører, der har meget at byde ind med.

I Dansk Erhverv ser vi frem til, at Hjemmehjælpskommissionens anbefalinger skal realiseres i praksis. For det er muligt at sikre økonomisk bæredygtige løsninger af høj kvalitet, uden at det stiller hverken virksomheder eller borgere ringere.

Marie Louise Løvengreen Rasmussen, velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her