Kronik

Glæden ved at dø uden oprør

Kierkegaard og Camus pegede hver især på nogle grundvilkår ved vores eksistens. De to eksistentialister mindede på sin vis om hinanden. Livet handler om at skabe mening – uden lidenskab, ingen mening. Når man lever inderligt, kan man dø uden oprør
I år ville den franske forfatter Albert Camus være fyldt 100 år. Desværre blev han kun 46 år. Han døde den 4. januar 1960 i en bilulykke på vej hjem til Paris fra sin juleferie i Provence. Mellem bilens vragstykker lå der et ufærdigt og  håndskrevet manuskript til romanen ’Det første menneske’. Camus fik nobelprisen i litteratur i 1957.

I år ville den franske forfatter Albert Camus være fyldt 100 år. Desværre blev han kun 46 år. Han døde den 4. januar 1960 i en bilulykke på vej hjem til Paris fra sin juleferie i Provence. Mellem bilens vragstykker lå der et ufærdigt og håndskrevet manuskript til romanen ’Det første menneske’. Camus fik nobelprisen i litteratur i 1957.

AFP Photo

15. juli 2013

I år ville den franske forfatter Albert Camus være fyldt 100 år. Desværre blev han kun 46 år. Han døde den 4. januar 1960 i en bilulykke på vej hjem til Paris fra sin juleferie i Provence. Bilen blev kørt af Camus’ redaktør, Michel Gallimard, der døde få dage senere på grund af sine kvæstelser. Efterfølgende blev der fundet en togbillet i Camus’ jakkelomme. Oprindeligt havde han planlagt at tage turen tilbage til Paris i tog. Hans tragiske død kan ses som et udslag af skæbnes ironi, idet friheden til at vælge var et afgørende anliggende for Camus. Mellem bilens vragstykker lå der et ufærdigt og håndskrevet manuskript til romanen Det første menneske – et manuskript, jeg vender tilbage til.

Først vil jeg dog drage et par minimale paralleller mellem Camus og en anden fødselar, nemlig den danske filosof Søren Kierkegaard.

I år fejrer vi 200-året for Kierkegaards fødsel, hvilket altså er 100 år mere end Camus. Hvorfor ikke holde en fælles 300-års-fødselsdag? Kierkegaard bliver af mange betragtet som den første eksistentialist; Camus som en af de mere tilgængelige. Hos Kierkegaard er det Gud, som skaber mening, mens det hos Camus er den enkelte, der selv skaber mening. For begge gælder det, at den enkelte må forpligte sig på livet, hvis ikke det skal forblive absurd, meningsløst og fortvivlende.

Hvorfor bringe disse to sammen? Normalt møder man først faderen eller moderen, hvorefter man udbryder: Hvor I dog ligner jeres far (eller mor)! Med Camus og Kierkegaard var det for mit vedkommende omvendt. Da jeg læste Kierkegaard, tænkte jeg: Sikke du ligner dit barn! Gud eller ej, der er noget evigt på spil. Camus kan gøre Kierkegaard lidt mere spiselig – forstået som nemmere at gå til.

At være det første menneske

Tilbage til manuskriptet i bilen. I forbindelse med Det første menneske udtalte Camus: »I virkeligheden er vi alle, inklusive mig selv, på en vis måde ’det første menneske’, vor egen histories Adam.« Mennesket fødes ind i en historie, hvor det selv skal prøve at skabe sin egen. Her ville faderen Kierkegaard være enig med sit afkom Camus.

Desværre ser det ud til, at en stor del af dagens danskere spiller en sekundær rolle i deres eget liv (eller de får tildelt en). Dette ses blandt andet, når flere bliver deprimerede og stressede, fordi de simpelthen ikke er det ’første menneske’ i deres eget liv. Noget andet overskygger dem, såsom higen efter anerkendelse, penge, magt og så videre. Spørgsmålet er derfor, hvem eller hvad der styrer fyldepennen. Eller sagt anderledes: Hvad gør den enkelte med sin egen frihed, og hvad pålægges den enkelte? Er det eksempelvis mit eget frie valg, som gør, at jeg drømmer om anerkendelse, eller er det samfundets idealer og normer, der får mig til at drømme, som jeg gør? Det er klart, at hvis det er samfundets idealer og normer, så er mine drømme absurde eller meningsløse ifølge Camus. Kierkegaard ville være endnu mere drastisk og tale om både angst og fortvivlelse.

Lidenskab og mening

Romanen Det første menneske slutter i sin provisoriske form med, at Camus taler om den sultne lidenskab, en vanvittig livslyst eller livskraft, som altid har været i ham, og som bevarede hans liv intakt:

»Og også han, endnu mere måske, fordi han var født på en jord uden forfædre og uden erindring, hvor tilintetgørelsen af dem, der var gået forud, havde været endnu mere fuldstændig, og hvor alderdommen ikke fandt nogen hjælp i melankolien, som den gør i civilisationens lande, han, ligesom en ensom og stadig vibrerende bølge bestemt til brat og for altid at brydes, den rene lidenskab ved at leve stillet overfor den fuldstændige død, følte i dag livet, ungdommen, menneske forlade ham, uden at han overhovedet kunne redde dem, og han havde kun det blinde håb tilbage, at den dunkle kraft, der i så mange år havde båret ham hen over dagene og næret ham uden mål, ligesom de hårdeste omstændigheder, også ville give ham, og på den samme gavmilde måde som den havde givet ham hans grunde til at leve, nogle grunde til at blive gammel og dø uden oprør« (Det første menneske, s. 225).

Det er livslysten, som nærede Camus uden andet mål end livet selv; det er livslysten, som gjorde, at han kunne dø uden oprør. Han kunne dø afklaret, selv om han reelt døde, mens han var i færd med at leve. Han dør med blæk på hænderne. Her minder Camus igen om Kierkegaard (og omvendt). Det er viljen til at skabe mening, som er i højsædet. For den ene sker dette i kraft af håbet; for den anden i kraft af troen på Gud. Enten tror man som Kierkegaard på Gud, det evige; eller også afprøver man sin tro, hvilket vil sige lever i overensstemmelse med ens lidenskab. Forskellene til trods kan begges tanker samles i devisen: Dø uden oprør!

Dø med et smil på læben

Camus fandt eksistensen absurd, men ikke desto mindre synes passionen og livskraften at være det, som gennemsyrer hans forfatterskab. Han vil skabe mening. Han vil være den, der virkeliggør hans eget liv, om det så er på trods. Læser man biografier om Kierkegaard, er det tydeligt, at han også har haft, måske ikke et absurd forhold, men et komisk og ironisk forhold til livet, men på ingen måde mindre lidenskabeligt, hvilket hans egne tekster vidner om – især de sidste i forfatterskabet.

De to stiller evigt gyldige spørgsmål såsom: Hvad er vigtigt for en person? Hvad er alvor for vedkommende? Hvornår fortaber man sig i et projekt? Hvornår er livet absurd eller fortvivlende? Svaret fra begge kunne lyde i retning af følgende: Livet er absurd eller fortvivlende, når det leves uden passion. Og et liv er uden passion eller lidenskab, når intet synes vigtigere eller mere alvorligt end noget andet.

Hvad leder dette til? Jeg tror, at man ved at læse Camus og Kierkegaard sammen og på tværs kan nå frem til en positiv etik, hvis mål er at dø uden oprør. Det vil sige dø uden bitterhed. Dø med et smil på læben. Hvad er vigtigere end evnen til at skelne mellem noget vigtigt og noget irrelevant? Evnen til – eller nok snarere modet til – at leve i overensstemmelse med ens passioner og lidenskaber? Intet. Angsten kommer, når vi ikke længere kan skelne, fordi selve glæden ved livet jo udspringer af denne evne. Noget er smukkere end noget andet. Og det er vel denne evne, som i dag nærmest er forsvundet, hvorved enhver lader sig lede af tidens strømninger uden anden guide end den, der måske en dag slår en ud.

Modstand gennem fiktionen

Det er i svaret på disse spørgsmål, at det digteriske eller fiktive hos de to forfattere træder frem. Fiktionen bruges til at stå imod de herskende måder at leve, tænke og føle på, som vil forhindre den enkelte i at leve et ordentligt liv. Tilsvarende, så sker denne modstand ved at skabe en alternativ sti, hvorved den enkelte kan vove sin tro eller overbevisninger ved at prøve den eller dem af. Det fiktive giver plads til et konstruktivt samspil mellem både lidenskaben eller passionen og det alvorlige eller vigtige, fordi denne konstellation til enhver tid er det bedste værn mod fortvivlelse, absurditet eller det, vi i dag måske bedst kan betegne som apati.

Camus’ alt for tidlige død vidner om, at vi aldrig kan undslå os konsekvenserne af vores handlinger. Og når nu vi ved dette, hvorfor så ikke forsøge at matche livet? Det vil sige række den gavmildhed videre, som Camus talte om, fordi det jo er den, der har givet ham grund til at leve. Livet er allerede generøst. Kunsten er at leve ligesådan: generøst. Et generøst liv ender uden oprør. Det er for mig at se en værdig ambition. Og god grund til at bage en stor kage med plads til 300 lys.

 

Finn Janning er filosof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Et generøst liv ender uden oprør" hører man fra endnu en kandidat fra UNIs filosof-pølsemaskine.
Lirumlarumkattengøræg fra en MortenAlbæk-idem

Maj-Britt Kent Hansen

Jeg så for nylig en film om Camus' liv, og jeg fik deraf indtrykket af en person, der i alle forbindelser mest tænkte på sig selv. Det var sådan set en stor skuffelse. Ikke at jeg har haft forestillinger om Camus som den store oprører, men da ikke som initiativløs og nydelsessyg.

Manchetten her siger:

"Livet handler om at skabe mening – uden lidenskab, ingen mening. Når man lever inderligt, kan man dø uden oprør."

Og det gjorde han så. Det er i sandhed ret så absurd.