Kronik

Hvordan bekæmpes arbejdsløshed?

Det er det store spørgsmål i dansk og europæisk økonomisk politik. Men for at svare fornuftigt på det spørgsmål må man først forstå, hvorfor vi har arbejdsløshed og dermed hvilken type, der er tale om
Den danske økonomi stimuleres bedre med offentlige investeringer end med skattelettelser, mener tidligere overvismand Niels Kærgård.

Malte Kristiansen

26. juli 2013

Økonomernes analyser tager ofte udgangspunkt i et ideelt samfund med fuldt fleksible priser, hvor lønningerne går op, hvis der er mangel på arbejdskraft, og ned, hvis der er arbejdsløshed. I et sådant samfund kan arbejdsløshed aldrig blive det store problem, da arbejdsløsheden kun vil være forbigående. Der kan dog stadig være arbejdsløshed, da der altid er virksomheder, der er i tilbagegang og fyrer folk, og andre, der vokser og ansætter folk. Selv med nogenlunde ligevægt mellem antal job og folk i arbejdsstyrken kan der være en gruppe af ledige, der er fyret og endnu ikke har fundet et nyt job.

De nuværende arbejdsløshedstal i Danmark er imidlertid klart over, hvad der kan skyldes en sådan naturlig tilpasning. Vi har en bruttoledighed, dvs. arbejdssøgende, der enten får offentlig overførselsindkomst eller er i aktivering, på omkring 150.000, og hvis man også medtager arbejdssøgende uden offentlig forsørgelse, f.eks. fordi ægtefællen tjener for meget til, at vedkommende kan få kontanthjælp, får man den såkaldte AKU-ledighed på godt 210.000. Vi har altså i øjeblikket en klart højere ledighed, end hvad der kan forklares ved løbende tilpasninger. En sådan høj ledighed kan have to fundamentalt forskellige årsager – hvad økonomer kalder henholdsvis keynesiansk og klassisk arbejdsløshed.

Hvilken type arbejdsløshed?

Klassisk arbejdsløshed fremkommer, når de eksisterende priser og lønninger gør produktionen urentabel, og virksomhederne derfor ansætter for få. Med de herskende priser er det i og for sig muligt at sælge flere varer, men det er ikke profitabelt at producere dem – i hvert fald ikke i det pågældende land.

Keynesiansk arbejdsløshed er et helt andet fænomen. Her er det rentabelt at producere til de herskende priser og lønninger, men der er ingen efterspørgsel efter varerne. Problemet, der holder produktionen og dermed beskæftigelsen nede, er manglende afsætning.

I praksis kan arbejdsløshed normalt ikke klassificeres som rent keynesiansk eller rent klassisk, men i mange situationer kan man dog se, hvad der er dominerende. Når byggeriet er gået i stå efter 2008, er det ikke, fordi det pludselig er blevet urentabelt at producere typehuse, men fordi der ikke er nogen afsætning. Modsat, når vi ikke længere har syersker i Danmark, er det ikke, fordi efterspørgslen efter tøj er faldet bort, men fordi det med de herskende priser er uprofitabelt at producere tøj i Danmark.

Lønsænkning forværrer

Hvis man skal bekæmpe arbejdsløshed, er kuren ganske forskellig, alt efter hvilken type arbejdsløshed der er tale om. Det nytter f.eks. ikke at øge efterspørgslen, hvis den lokale produktion er urentabel; det kommer der hverken flere job eller en lavere arbejdsløshed ud af.

Ændringer i lønnen har helt forskellig effekt på en keynesiansk og en klassisk ledighed. Hvis arbejdsløsheden er klassisk, vil en lønsænkning mindske omkostningerne og gøre mere produktion rentabel og derved øge beskæftigelsen. Er arbejdsløsheden derimod keynesiansk, kan en lønsænkning forværre situationen, for den sænker lønmodtagernes købekraft og dermed efterspørgslen efter forbrugsgoder; der kan sælges endnu mindre, og produktionen går yderligere ned.

Meget tyder på, at den danske arbejdsløshed efter 2008 i høj grad er keynesiansk. Vi har sat omkring 180.000 job til i en kort periode fra 2008 til 2011, og om end de danske lønstigninger i 00’erne var noget større, og produktivitetsstigningerne noget mindre end vore konkurrenters, har der ikke været tale om pludselige hop i perioden.

Misforstået kur

Det er derfor vanskeligt at se, at dansk produktion pludselig skulle være blevet meget mindre rentabel. Aktiekurserne (i hvert fald for de store børsnoterede produktionsselskaber i C20) er også tilbage på det niveau, de var før krisen – her er der ingen tegn på en åbenbar profitklemme. En langt mere nærliggende forklaring er et dramatisk fald i den private efterspørgsel som følge af mere pessimistiske fremtidsforventninger hos forbrugerne forårsaget af den internationale krise og en begyndende usikkerhed om de fremtidige beskæftigelses- og pensionsmuligheder.

En række af de indgreb, der er foretaget, og mange debatindlæg forudsætter imidlertid, at arbejdsløsheden er af klassisk type. Sænkede selskabsskatter, lavere energipriser osv. øger profitabiliteten, men ikke i særlig grad efterspørgslen. På sigt kan lavere omkostninger forbedre konkurrenceevnen og dermed øge eksportefterspørgslen, men det er en langsigtet og indirekte effekt. Udsagn som ’vi må grundlæggende gøre det mere attraktivt at producere, investere og arbejde’ synes klart baseret på en formodning om, at arbejdsløsheden først og fremmest er klassisk, og det er der som nævnt meget lidt, der tyder på.

Indenlandsk eller udenlandsk?

Det mest effektive middel imod den aktuelle arbejdsløshed synes derfor at være en stimulering af efterspørgslen. Det kan gøres med øgede offentlige udgifter eller sænkede skatter. Staten kan selv efterspørge flere varer, eller den kan sætte skatterne ned og regne med, at forbrugerne så vil bruge skattelettelserne til at købe varer for. Det mest effektive er øgede offentlige udgifter, da det øger efterspørgslen direkte. Ved lavere skatter kan man omvendt aldrig være sikker på, at forbrugerne faktisk bruger de ekstra penge. Specielt hvis de velstillede får skattelettelserne, kan en betydelig del af dem blive sparet op, og det stimulerer ikke efterspørgslen.

For en lille åben økonomi som den danske er der imidlertid det problem, at en betydelig del af efterspørgselsstimuleringen retter sig mod udenlandske varer. Stimuleres det danske forbrug, køber vi ikke kun dansk producerede varer, men i høj grad også f.eks. udenlandske biler, franske oste og italiensk rødvin. Dermed stimuleres importen i stedet for den danske produktion og beskæftigelse. Danmark kan derfor vanskeligt stimulere efterspørgslen, hvis nabolandene holder igen. En fornuftig dansk politik i den aktuelle situation består derfor dels i at stimulere egen økonomi og dels (og måske navnlig) i at støtte de kræfter i EU, der går ind for en mere efterspørgselsstimulerende politik.

Det er værd at bemærke, at offentlige udgifter også i den forbindelse er et bedre instrument end skatterne, fordi skatterne virker via privatforbruget, og privatforbruget har et væsentligt højere importindhold end de offentlige udgifter.

Job via offentlige investeringer

Men er stimulering af efterspørgslen ikke kun en kortsigtet løsning, der ikke løser de strukturelle problemer? Vi har ganske vist strukturelle problemer med en velfærdsstat, der er under pres på grund af globaliseringen og en aldrende befolkning, men det akutte problem er, jf. ovenfor, mangel på job forårsaget af en for lav efterspørgsel.

Og det må ikke glemmes, at arbejdsløsheden ikke kun har kortsigtede virkninger. En høj arbejdsløshed bevirker, at en del mennesker ikke får den jobtræning, de ellers ville have fået. Deres produktivitet bliver derfor – også når de engang i fremtiden kommer i beskæftigelse – lavere. Nogen bliver endda helt udstødt af arbejdsmarkedet og overført til førtidspension, tidlig pensionering eller en tilværelse som hjemmegående. Langvarig arbejdsløshed betyder derfor også, at den fremtidige arbejdsstyrke bliver mindre.

Selv hvis man ser helt bort fra de sociale og psykiske omkostninger ved arbejdsløshed og alene ser på de økonomiske effekter, er det altså ikke fornuftigt ensidigt at koncentrere sig om de langsigtede problemer. Det er helt afgørende så hurtigt som muligt at få gang i efterspørgslen.

Gennemføres sådanne udgiftsstigninger i form af offentlige investeringer i f.eks. istandsættelse af skoler, fremskyndning af hospitalsbyggeri og trafikinvesteringer, vil de ikke nødvendigvis øge den offentlige sektors størrelse på langt sigt.

Investeringerne kan måske endda være med til at holde de fremtidige offentlige udgifter nede, idet der så er mindre behov for investeringer i de kommende perioder og samtidig måske mulighed for en billigere og mere rationel drift.

Begrænsningerne i de offentlige udgifter i den nuværende situation bliver derimod let skadelig for den økonomiske udvikling – både på kort og lang sigt.

 

Niels Kærgård er fhv. overvismand og professor på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Morten Lind
  • Jarl Artild
  • Henrik Klausen
  • Martin Christian Dylla
  • Torben K L Jensen
  • n n
  • Thorbjørn Thiesen
  • Bo Isaksen
  • Henrik Brøndum
  • Jens Falkesgaard
Ervin Lazar, Morten Lind, Jarl Artild, Henrik Klausen, Martin Christian Dylla, Torben K L Jensen, n n, Thorbjørn Thiesen, Bo Isaksen, Henrik Brøndum og Jens Falkesgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Scheel Andersen

Poul Schou

Jeg har ikke påstået at man ikke kan have udmærkede jo i de perifere beskæftigelser.

Jeg skriver netop at det er tilfældet, men at de er meget mere følsomme overfor politisk vilje og strømninger, netop fordi de er perifere og ikke basale.

I sammeøjeblik viljen ikke længere er til stede til at sikre den fordeling af købekraften, som er nødvendig for at aftage den mere og mere automatiserede produktion, så er langt hovedparten af disse perifere job overflødige.

Det er muligt at du mener købekraften er den samme, og virkningen af den er den samme uanset antallet af hænder den er fordelt på.
Hvis du eksempelvis producerede kartofler eller biler, ville du nok have et andet syn på vigtigheden af at sprede købekraften.
Selv hvis du producerede diamanter eller luksusbiler ville en meget koncentreret købekraft have sit naturlige mætningspunkt.
Derfor har en manglende spredning af købekraften ved anvendelsen af eks. robotter de omtalte effekter, at man får besvær med afsætningen af egne produkter.

Poul, jeg tror man skal være mere end naiv hvis man ikke tror at politikere og politisk knyttede økonomer, ser en stigning i arbejdskraftreserven som en bekvem inflationsdæmpende faktor, og at arbejdsgiverne samtidig tager imod denne stigning i arbejdskraftreserven, som et kærkomment middel til at holde lønninger nede.

Niels Kærgård siger: "Hvis arbejdsløsheden er klassisk, vil en lønsænkning mindske omkostningerne og gøre mere produktion rentabel..." Med en let omskrivning kommes sandheden lidt nærmere: "Hvis arbejdsløsheden er klassisk, vil en lønsænkning mindske omkostningerne og gøre produktion mere rentabel..."

Økonomerne er blevet endog meget politisk korrekte, grænsende til det berøringsangste. Jeg husker at økonomernes mere bramfri - men også ærlige -udtalelser i 80'erne om, at en øget arbejdsløshed var ønskelig - netop var en parameter i drøftelserne om inflationsbekæmpelse i de vanvittige dyrtids 80'er.

Bill,

jeg tror at det du refererer til, er indsigten at man ikke permanent kan holde den faktiske ledighed under det strukturelle niveau (altså operere med en konjunkturbestemt ledighedskomponent som er negativ). Det vil nemlig skabe en uholdbar løn- og prisinflation, som man før eller siden alligevel skal gribe ind overfor, hvilket vil tvinge arbejdsløsheden op, måske med en større krise som resultat. Derfor vil man med rette opleve økonomer - og også fornuftige politikere - der vil tale for konjunkturstramninger hvis man mener at man befinder sig i sådan en overophedningssituation. Tankegangen er at en justering som gør ondt på nogle i sådan en situation vil være at foretrække for en langt større og mere smertefuld tilpasning senere som vil være det uundgåelige alternativ.

Det er almindelig anerkendt; det strider imidlertid ikke imod et ønske om at den STRUKTURELLE ledighed bør være lav. At mene at væsentlige grupper af politikere og/eller økonomer direkte ønsker en høj strukturledighed, virker besynderligt i mine øjne. Noget andet er at nogle af de mest oplagte midler man typisk vil kunne pege på som kan reducere strukturledigheden, samtidig kan medføre en mere skæv fordeling af goderne. Det gælder således nogle af de vedtagne arbejdsmarkedsændringer. Og da dette også har betydning for politikere, kan det være et logisk nok standpunkt at sige at der er grænser for hvor lav strukturledighed man ønsker, hvis det samtidig medfører en uønsket fordeling. Men her er det vel snarere politikere til venstre end til højre der vil indtage sådan et standpunkt.

Claus Jensen

At mene at væsentlige grupper af politikere og/eller økonomer direkte ønsker en høj strukturledighed, virker besynderligt i mine øjne.

Poul Schou, nu troede jeg lige vi var blevet enige om, at du ikke forstår marxistisk, og at jeg ikke taler østrigsk, men her snakker du så videre, som om du alligevel har forstået, det du ikke forstod.

Hvad definerer du som "høj ledighed", og hvem har sagt, at nogen ønskede den?

Lad os for argumentets skyld sige at man lykkedes med at afskaffe de forskellige markedsfejl som skaber strukturledigheden, sådan at denne kom ned på 0 pct. Tager man din kommentar med citat ovenfor som udgangspunkt, siger den at så vil "den borgerlige blok" skride ind og sørge for at gøre noget så ledigheden alligevel ikke bliver 0, men noget højere, for "den borgerlige blok" er åbenbart ifølge tankegangen imod en strukturel ledighedspct. på 0. Det er den tankegang jeg synes virker besynderlig.

Flemming Scheel Andersen

Der findes som sagt flere måden at afspore en debat på. En af de meget udbredte er at nægte at kunne se virkeligheden.

Claus Jensen

Flemming Scheel Andersen og andre:

Tidspunktet er nok kommet til at løfte en flig af tæppet for, hvad der foregår her.

Som vel ikke bare Flemming S. Andersen har lagt mærke til, så er der nogle punkter, hvor den ydmyge og tålmodige Poul Schou selv med bedste vilje slet ikke kan hitte ud af, hvad folk mener, før han har fået omdefineret det.

F. eks. var han aldeles uforstående overfor begreber såsom (arbejderens skabelse af) "merværdi". Jeg måtte da mene "marginalprodukt"

Og når Bill Atkins forsøger det samme punkt i to udførlige poster: "at arbejdsgiverne samtidig tager imod denne stigning i arbejdskraftreserven, som et kærkomment middel til at holde lønninger nede", trækker Poul Schou atter en blank. Han ved da virkelig ikke, hvad politikerne taler om, måske Bill på ubehjælpsom vis henviser til, "indsigten at man ikke permanent kan holde den faktiske ledighed under det strukturelle niveau (altså operere med en konjunkturbestemt ledighedskomponent som er negativ). Det vil nemlig skabe en uholdbar løn- og prisinflation, som man før eller siden alligevel skal gribe ind overfor, hvilket vil tvinge arbejdsløsheden op, måske med en større krise som resultat"?

Flemming S. Andersen har allerede suppleret med flere eksempler, som at Poul Schou heller ikke kan forholde sig til betydningen af, om købekraften er akkumuleret på få hænder eller spredt ud på mange.

Dette er fordi Poul Schoul hverken taler marxistisk eller almindeligt dansk, som han påstår. Han taler østrigsk.

Det er vist åbenlyst for alle, at økonomi ikke just er en eksakt videnskab, det er ikke engang en videnskab i den forstand, at man kan blive enige om ret mange af de grundsætninger og begreber man slynger om sig med, som om man har snappet veldefinerede bidder af virkeligheden ud af luften. Det har resulteret i, at man har forskellige perspektiver eller skoler inden for økonomi, som dårligt har et fælles grundlag at tale sammen på.

Den østrigske skole, de bourgeois økonomer, kunne ikke lide den klassiske Labour Theory of Value, specielt ikke, da man så, hvad Karl Marx kunne bruge den til. Man skabte derfor sin egen værditeori, som dejer sig om Marginal Utility. Marginal Utility anlægger et andet perspektivt, som er gyldigt nok, men det har den afgørende fordel, at hvis man holder sig enøjet til den, så forsvinder alle de problemer Marx's teorier havde skabt. Pist væk er class antagonism, exploitation of the worker og lignende ubehageligheder. Som Poul Schou på tålmodigste vis gentog for mig ovenfor:

"Som sagt: Arbejderen får netop den fulde værdi af det arbejde han udfører, altså hans marginal(omsætnings)produkt."

Og så er den ikke længere.

Det får være, hvad det være vil, Poul Schou er måske oprigtigt uforstående, måske ikke, men derfor kan vi jo alle sammen stadig høre på hinanden. Vi kan endda indvillige i at debatere udelukkende på Poul Schous præmisser, vel vidende at vi bliver styret udenom kernen i det vi andre vil frem til.

Men, Poul Schou, aftalen er: Vi accepterer, du taler østrigsk og derfor intet forstår om klassekampen mellem arbejdere og kapitalister om fordelingen af kagen. Men du får ikke lov til først at spille helt uforstående angående noget, som alle andre har forstået, og så bagefter køre videre med din stråmand om konspirationsteorier i forbindelse med kapitalistens manglende interesse i fuld beskæftigelse.

Det er enten eller.

Jørn Petersen, n n, Bill Atkins og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Claus

Du og andre bør snart stoppe jeres såkaldte klassekamp op, hvor I er højest under jordbær plukning. Dette skrevet på danks, håber du forstår det

Sören Tolsgaard

Danks, Per Nielsen, for en berigende kommentar ;)

Et af de alvorligste anslag mod et tåleligt ledighedsniveau, er hævelsen af efterløns- og pensionsalderen, koblet med den beskyttelse mod tab af dagpengeret, som dagpengemodtagere tidligere var sikret, når de fyldte 55. Man skulle fortsat stå til rådighed, og de svagest udrustede lønarbejdere fungerede derigennem som en reserve eller en buffer, som kunne mobiliseres, når der var behov for mere arbejdskraft, men var i øvrigt sikret mod at havne på bistandshjælp, dvs. mod at blive klædt af til skindet i en alder, hvor man ikke længere har udsigt til karrieremæssige tigerspring.

Sådan er det ikke lægere. Nu kan de 60-65 årige (bortset fra de få, som på trods af de umiddelbare fordele ved at få efterlønnen udbetalt, har fastholdt denne ret) meget hurtigt miste dette sikkerhedsnet, hvis de bliver fyret. Så må de melde sig i suppekøen og bøje nakken i et såkaldt nyttejob, hvor de end ikke kan optjene ny dagpengeret, men fastholdes indtil de endelig som 68-70 årige kan slippe for denne ydmygelse. Og snart vil de sidste rester af efterløn og seniorjob som beskyttelse af de 60-65 ligeledes blive udfaset, så de allermest udslidte borgere skal konkurrere på lige fod med de unge øst- og sydeuropæere, som i stigende tal strømmer hertil som konsekvens af arbejdskaraftens frie bevægelighed.

Det kan givetvis være en fordel for den enkelte arbejdsgiver, men om det er en fordel for det danske velfærdssamfund, kan man have sine tvivl om. Den uudtalte agenda er givetvis, at nationalstaterne og de lokale arbejdstageres mulighed for at organisere sig skal undermineres.

Det genererer altsammen profit hos de store spillere, men er ødelæggende for samfundets fællesskab.

Jørn Petersen, n n, randi christiansen, Claus Jensen, Bill Atkins og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Søren
tak

Jeg kan i min vildeste fantasi ikke se, at vi har råd til at have raske og rørige mennesker til at gå på efterferie, seniorjobforkælelse, folkepension i 25-30 år.

Kan slet ikke forstå hvorfor det grå segment skal beskyttes i hoved og røv.
Jeg vover påstanden at en ikke uvæsengtlig del har friværdier og pensioner, som fint kan spises. Kontanthjælpen er der altid, det samme med folkepensionen

Sören Tolsgaard

Per: "Kontanthjælpen er der altid, det samme med folkepensionen"

Åhja folkepension, inden længe først som 70 årig, indtil da i tilfælde af fyring og efter to år tab af dagpengeret gælder det bistandshjælp. En "værdig sortie" at tilbyde ældre borgere, som måske i 30-40 år har bidraget til fællesskabet.

Vel er der 60-70 årige, som sagtens kan beskytte sig selv mod denne elendighed. De store årgange af 68'ere har jo begunstiget af konjunkturerne flydt ovenpå og skaffet sig fordele, hvormed de nu nyder deres otium. De følgende generationer har i langt ringere grad kunnet skumme fløden på arbejdsmarkedet og kan i de kommende år, mens deres livslys brænder ud, se frem til at blive behandlet som undermennesker af et stadig mere konkurrencepræget samfund. Især de ringest stillede, som i genemsnit kun har udsigt til at blive godt 70 år gamle, vil til det sidste (dog først når de har afviklet alt, hvad de ejer og har) blive pisket frem som pakæsler i såkladte "nyttejobs", som myndighederne strikker sammen i samarbejde med lokale feudalherrer.

Vi har først lige overværet startskuddet til det den nyliberale udnyttelse af arbejdskraften, som i de kommende år vil blive effektueret. Nturligvis for vores egen skyld, så vi i kraft af feudalherrernes øgede profitter kan sikre, at produktion og forbrug af luksusvarer vedbliver at stige.

Jørn Petersen, n n, Bill Atkins, Nic Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Claus Jensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Claus Jensen

"Claus

Du og andre bør snart stoppe jeres såkaldte klassekamp op, hvor I er højest under jordbær plukning. Dette skrevet på danks, håber du forstår det"

Per Nielsen:

Ingen forstår et ord af det du skriver.

Hvad skulle det i øvrigt gavne at stoppe klassekampen op i næsen?

Søren

So ist Leben eben.

Tror du virkelig selv på at vi har råd til, at folk mere end det halve af livet er på offentlig forsørgelse ??. Når gennemsnitslevealderen stiger, så skal FP lader naturligvis følge med. Alt andet ville da være tåbeligt

Ingen tvinger mennesker til hveren ryge, drikke eller spise usundt ej hellere at frasige sig motion

Claus.
At du ikke forstår det, det forbavser mig ikke. Drøm du bare videre o mhammer og segl

Allerede Joseph Townsend 1786 siger om armoden som nødvendig betingelse for rigdommen:

»Tvinge folk ad lovens vej (til at arbejde) er forbundet med for meget besvær, voldsanvendelse og spektakel ... sult derimod er ikke blot en fredelig, tyst, uophørlig tilskyndelse, men som det mest naturlige motiv til flid og arbejde fremkalder den den kraftigste anspændelse.«

I øvrigt som min nabo sagde - han skal arbejde til han er 72 år og er allerede her først i fyrrerne kværnet i ryggen af hårdt arbejde: "Det siges at folk bliver gamle i Sydeuropa på grund af middelhavsmaden og den sunde olivenolie, jeg tror det er på grund af den tidlige pensionsalder...

Men ovenstående er i økonomisk sammenhæng; fornemmelser og følelser. De matematiske sammenhænge i problematikken om merværdi, kapitalens akkumulation, arbejdskraftreserven og arbejdernes forarmelse har Karl Marx behandlet i Kapitalen, som er så komplekst, at alle ansvarlige i dag kan slippe af sted med at bekræfter hinanden i at det er noget forældet sludder.

Tak til Flemming, Claus, Søren og alle de andre der bidrager til opklarelsen. Det bliver stadig tydeligere, at der er store huller i de borgerlige økonomers verdensbillede, og at Karl Marx allerede har beskrevet forklaringernes nu tilgroede stier. Frem med macheten.

Jørn Petersen, Flemming Scheel Andersen, Claus Jensen og n n anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Nu prøver jeg så med lidt husmoderlig snusfornuft - jeg er ikke så god til alle de hokuspokustermer, som Poul Schou benytter - hvis du ikke kan tale dansk, fortjener du ikke at blive taget alvorligt ...

Synes du at

De, som kontrollerer ressourcerne - og husk, de 200 største multinationale selskaber kontroller 80% af BGP - gør et godt stykke arbejde for det fællesskab, som de er en del af men synes at gøre alt for at underminere?

At ressourceadministrationen overordnet set er hensigtsmæssig?

At vi - de 99% - har tid til at vente på, at den 1% gør noget ved deres efterhånden godt nedgroede og krisepåkrisegenererende finansielle
magtmisbrug? Deres finansielle kontrol over fællesskabets værdier er akkumuleret uretmæssigt, og de administrerer den med ødelæggende effekt.

At den socioøkonomiske fordelingsnøgle er retfærdig? Eller kan du måske godt få øje på, at den sociale arv er så tung og kompleks, at ikke engang det danske system blot tilnærmelsesvis udligner dens konsekvenser?

Og mens algoritmebørserne høvler derudad, venter de fordømte på at
forklarelsens lys vil spredes i de skriftkloges formørkede hjerner og hjerter

Poul Schou

Den kom du let om ved!!

Så er vi tilbage -

Med eller uden stråmænd.

Hvad er det egentlig du vil opnå og hvilke værktøjer har du som du mener vil, i det mindste, reducere arbejdsløsheden, eller sætte den på en formel som vil gøre den acceptabel og ikke stigmatiserende?

Flemming Scheel Andersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Claus Jensen

"Som vel ikke bare Flemming S. Andersen har lagt mærke til, så er der nogle punkter, hvor den ydmyge og tålmodige Poul Schou selv med bedste vilje slet ikke kan hitte ud af, hvad folk mener, før han har fået omdefineret det."

Tak for en skarp analyse

Flemming Scheel Andersen

"Der findes som sagt flere måden at afspore en debat på. En af de meget udbredte er at nægte at kunne se virkeligheden."

Og virkeligheden lige nu er at over 20.000 er smidt af brædtet, og det stopper ikke her.

Men i statistikken optræder de snart ikke længere, for de skal ikke stå til rådighed når de ikke modtager hverken DP eller kontanthjælp.

Så fikst kan man reducere arbejdsløsheden - teknisk set altså.

Lise Lotte Rahbek, Jørn Petersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Bill Atkins

»Tvinge folk ad lovens vej (til at arbejde) er forbundet med for meget besvær, voldsanvendelse og spektakel ... sult derimod er ikke blot en fredelig, tyst, uophørlig tilskyndelse, men som det mest naturlige motiv til flid og arbejde fremkalder den den kraftigste anspændelse.«

Men dette system kunne kun eksistere med strenge straffe for tyveri - som jo var almindeligt i 17 og 1800 tallet.

Lad erindre om at landboreformen i danmark var tilskyndet af den holdning at selvbestemmelse og indflydelse var en god motivationsfaktor og samtidig var en kilde til større produktion.

At så nogle af bønderne blev storbønder og fik godsejermanerer er en anden historie.

Frygt og sult er ikke en holdbar eller brugbar motivationsfaktor i længden.

Jørn Petersen, Flemming Scheel Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Erik Lang det er efter min mening stadig frygten for sult, armod og social deroute, der udgør sammenhængskraften i det kapitalistiske samfund. Som Lars Løkke siger: "Vi skal som nation og enkeltindivid have sulten tilbage..."

Samtidig med at han lægger op til en kontanthjælpsreform, der skal presse lønninger ned på lavtlønsarbejdsmarkedet, så de kommer ned på østarbejdernes lønniveau.

Lise Lotte Rahbek, n n, Jørn Petersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Den hovedløse rytter.

"Tidligere kapitalistiske kriser afvikledes altid på den måde, at kapitalisterne tvang arbejderne til igennem arbejdsløshed, nød, lavere lønninger, hårdere arbejde at bære omkostningerne ved krisens afvikling.

Det samme forsøg gøres også denne gang, men endskønt det i virkeligheden er lykkedes at trænge arbejderklassen tilbage til slettere levevilkår, så har krisen ikke fundet sin udløsning, endnu er der ikke tale om, at der blot tilnærmelsesvis er bragt ligevægtige forhold til stede i verdensøkonomien.

Der må altså meget mere til. Arbejderne må meget længere tilbage, langt dybere ned, før det normale profithjul igen kan gå rundt (det unormale går med god vind).

Men ved gennemførelsen af denne "socialøkonomiske" plan har kapitalisterne truffet på en afgjort og stærk modstand hos arbejderne. De er stødt på en bevidst arbejdervilje, der vil det modsatte af, hvad de selv vil."

(Marie Nielsen dansk revolutionær og tjenestepige 1908)

---

Til ovestående, som kunne være skrevet 2013, vil en borgerlig økonom sige: "Arbejderklassen har da fået det bedre og bedre."

Dertil er svaret at arbejderklassen har knoklet mere og mere, og flere og flere er blevet indrulleret i den kapitalistiske arbejdsarmé:

»Thi havde en mand hundrede tusind tønder jord og lige så mange pund i penge og lige så meget kvæg, men ikke én arbejder, hvad ville den rige mand da være andet end en arbejder? Og eftersom arbejdere gør folk rige følger, at jo flere arbejdere der er, jo flere rige vil der være ... de fattiges arbejde er de riges guldgrube«.
(John Bellers 1696)

Den borgerlige økonom siger: Arbejderklassen har fået det bedre bedre og bedre, og arbejderklassen kan samtidig bære rytteren - den rige overklasse med rustning, våben og oppakning - på ryggen.

Problemet er at kapitalismens kriser siden dampmaskinens opfindelse i 1700-tallet, er blevet mere og mere fundamentale. Kravet for en genrejsning af økonomien efter en krise, er blevet mere og mere omfattende. Akkumuleringen tapper den eksisterende økonomi kun en udvidelse af økonomien kan igen sætte gang i "profithjulet".

Men der er ikke længere et uopdaget USA at udvikle, der er ikke flere sønderbombede Europa'er at opbygge, eller et Østeuropa der kan inddrages i kapitalismens omsætningsproces. Der er ingen opfindelser, der kan erstatte kapitalismens behov for et stadig større afsætningsmarked. Et stadigt større BNP er ikke muligt.

Kapitalejerne har ladet profitmulighederne bestemme verdens udvikling og den udvikling er hovedløs - uden styring...

...tænk hvis det havde være den kollektive intelligens, der havde planlagt en krisefri udvikling i verden.

Lise Lotte Rahbek, n n, Jørn Petersen, Claus Jensen, Flemming Scheel Andersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Bill Atkins

Helt korrekt, Bill, med ham Lars, som jo heldigvis er så fjumset at komme til at sige hvad han mener af og til.
Hvad hjertet er fuldt af løber munden over med.

Men rigtigt er det også at denne, hans og andres indstilling, ikke er holdbar.

randi christiansen

Det hedder ikke 'arbejdsløshed' = fri for slaveri for finansherrerne, det hedder 'arbejdsmarkedsmarginalisering' = holdt uden for et rum der er kuppet af udbyttere - det ene værre end det andet

Det sunde arbejdsbegreb er vandaliseret af hjerteløse finansgribbe og nådesløse algoritmebørser - og i Fukiyama 'aner de' - iflg amerikanske atomkrafteksperter - 'ikke hvad de gør' - der er stadig stigende radioaktive værdier i omgivende hav og luft

Så deet - går jo rigtig godt for forvalterne af vores fællesskab? Der er nok snarere tale om ignorant og inkompetent vanrøgt .... forsøger at trøste mig med tanken om, at noget ikke kan blive til ingenting og så ellers nyde det, så længe det varer - god aften

Bill Atkins

Fint at du også tager historien alvorligt.

Et omfattende problem er at den historiske hukommelse hos danskerne er næsten ikke eksisterende.

»Thi havde en mand hundrede tusind tønder jord og lige så mange pund i penge og lige så meget kvæg, men ikke én arbejder, hvad ville den rige mand da være andet end en arbejder? Og eftersom arbejdere gør folk rige følger, at jo flere arbejdere der er, jo flere rige vil der være ... de fattiges arbejde er de riges guldgrube«.
(John Bellers 1696)

Bellers rammer jo en guldåre af erkendelse. Problemet i dag er blot at vi (dem der stemte for) gennem EU har gennemført arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed.

Så vi kan ikke engang sige: "Tænk hvis de lavede et samfund og der ingen kom", for der kommer stadig flere fra de lavtlønnede Østlande.

Jeg er dog stadig af den overbevisning at hvis en meget stor gruppe begynder at tænke selvforsyning og almindelig tuskhandel, så vil det kapitalistiske system blive trængt.

Og noget kunne tyde på at den nuværende regerings asociale tiltag kunne udvikle netop en sådan gruppe.

Danskere der er smidt ud af A-kasse, ikke modtager kontanthjælp, kunne være dem der startede denne bevægelse.

Og det er bevægelse der skal til. Den stille revolution. Den langsomme udsultning af "Bilka," og alle deres gerninger.

Et er sikkert; det bliver ikke gennem det eksisterende politiske system og de nuværende partier forandringerne kommer.

Og tilbage til Bellers: "Thi havde en mand hundrede tusind tønder jord....." jamen det er de færreste der har jord.

Eftersom urbaniseringen har flyttet de fleste borgere til storbyerne, og jorden er opkøbt af storbønder, konsortier og offentlige institutioner, så er muligheden for at dyrke sig ud af fattigdommen borte for de fleste.
Fiskeretten skal der også betales for og jagten som ellers kunne give et godt tilskud til gryderne, er forbeholdt de få.

Altsammen en allemands ret der er fjernet. Prisen for denne kunne være Borgerløn.

Derfor endnu engang en opfordring til Borgerløn, Basisindkomst, Negativ skat - og kombiner det gerne med andre løsninger.

Jeg så gerne genindførelse af statshusmandbrug eller tilsvarende, dyrknings- og produktionsfællesskaber.

Lise Lotte Rahbek, Flemming Scheel Andersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Netop Lang : Allemandsretten > Fællesskabets værdier er eksproprieret ned i lommerne på diverse aktører - ikke blot uretmæssigt men også (u)systematisk fejlforvaltet og misbrugt - og som du siger - borgerløn kunne kompensere noget og lette omstillingen til den nødvendige bæredygtighed. En forudsætning er nok at flere - især de såkaldt 'besiddende klasser' - snarest foretager en ordentlig 'hovedrengøring' - her er masser at gøre for de nye nyttejobbere

"Altsammen en allemands ret der er fjernet. Prisen for denne kunne være Borgerløn."

Præcis. At være jordløs, at blive født uden en naturlig ret til nok jord eller en ækvivalent til at brødføde sig selv som en fri mand burde i sig selv kvalificere til borgerløn, uanset om man valgte at bruge den til at ryge hash og se fjernsyn i sin hybel resten af livet. det er mer end en god forretning for kapitalisten.

Hvis kapitalisterne og deres politikere ikke vil gøre byttehandlen land for borgerløn hvis de vil have folk ud af dagpenge- og bistandssystemet, så giv dem deres land tilbage. Der er garanteret fuld returret.

Sören Tolsgaard

Alternativt kunne man også fremhæve (menneske-) retten til et ordentlig lønnet arbejde.

Den ret har vi aldrig indført på det danske arbejdsmarked, hvor det i krisetider er den enkeltes problem at indynde sig hos en arbejdsgiver, og man ellers i tilfælde af ledighed er overladt til selvforsørgelse indtil alle midler er opbrugt, hvorefter man må arbejde for bistandshjælp i et såkaldt "nyttejob", der end ikke gælder som et "rigtigt arbejde" eller medfører de rettigheder, som andre lønarbejdere (endnu) har, bl.a. dagpengeret i tilfælde af ledighed.

Som Per Nielsen så malende beskriver det, så er der ikke længere råd til "seniorforkælelse". Hvis den 60-65 årige arbejdsmand eller kontordame bliver fyret, så har han/hun to år til at finde et nyt job, ellers må man afhænde alt, hvad man ejer og har, for derefter at trælle i et "nyttejob" uden rettigheder, indtil man pensioneres som 70 årig. Det er en ringe tak, de svagest stillede efter et langt liv som lønarbejdere nu kan se frem til.

Det er et meget barsk arbejdsmarked, politikerne med de seneste års reformer har strikket sammen. Humane hensyn til de svageste lønmodtagere barberes væk, mens friske unge immigranter lukkes ind i tusindtal, så virksomhederne kan få fuldt udbytte af den skærpede konkurrencesituation.

Det vil medføre enorme menneskelige omkostninger, som vil blive skjult af vildledende statistikker, hvor de marginaliserede gøres usynlige. Og deres lidelser skal jo heller ikke betales af virksomhederne, som kun vil skumme fløden, men af hele samfundet, som pga. solidaritetens definitive sammenbrud vil blive dybt splittet mellem den stadig rigere og grådigere overklasse, og et stignede antal "working poor" og andre udstødte borgere.

Fortalerne vil udbrede den splittende mentalitet, at når sidemanden falder, så gavner det den, der endnu står.

randi christiansen, Lise Lotte Rahbek, n n og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Claus

Jeg mangler stadig nogle spørgsmål vedr. borgerløn eller basisindkomst.

Hvad med folks fradrag for f.eks. pensionsopsparing, en meget goddansk model

De beregninger, jeg har set på basisindkomst giver f.eks. et pensionist ægtepar i lejebolig 40000 mere omåret medens et funtionær ægtepar i ejerbolg skal af med 30000 mere.

Har meget svært ved at forstå at skaffedyrene på arejdsmakredet skal af med endnu højere satter, medens en meget stor gruppe på passiv forsørgelse skal have boksen i stigning

Per - En indførelse af en given basisindkomst vil naturligvis resultere i ændringer i både opad og nedad gående retning. Det er jo det der er formålet.
Hvad de, der er i arbejde, enkeltvis skal betale i skat, har intet med basisindkomst at gøre.
Men at indførelsen skal ledsages af en skattereform, er der ingen tvivl om. Alene af den grund at basisindkomstbeløbet sikkert vil blive bundfradrag i skatteberegningen og alle andre ældgamle specielle fradrag afskaffes.

Ingen kan sige noget præcist om talstørrelser i et system, der ikke er tilrettelagt endnu !!

Selv om det er på kanten af emnet her - et par ord om "allemandsretten" som et par af jer kommer ind på.

Det er en århundreder gammel ret, der røres ved. Bekræftet af grundloven. Selv om loven ikke præciserer hvad den private ejendomsret omfatter, er der ingen tvivl om at der først og fremmest var tænkt på jorden - og stadig menes dette.
Men loven åbner samtidig for overtagelse mod erstatning.
Hvis danskerne mente, at alle ganske grundlæggende har ret til denne begrænsede jord, der kaldes Danmark, kunne det lade sig gøre at gøre jorden fælles, og lade alle ejere blive rådighedshavere mod betaling af jordleje til fælleskassen.
Hvad dette vil betyde for det økonomiske liv i landet er indlysende og tænk jer - EU har ingen indflydelse her.
Udvides begrebet jord til at omfatte "jorden", gøres princippet universelt og den nødvendige løsning for den grønne planet. Men her skal alle være med og EU kunne gå forrest.

Ud fra samme retfærdighedslogik bør alle borgere have ret til underhold, når samfundet ikke er istand til at give en grundlæggende mulighed for at lønarbejde og derved "at ernære sig og sine ", som grundloven siger i § 75.
Denne "ret" fortoner sig i utallige forhindringer, skabt af emsige politikere gennem flere årtier. Alle disse forhindringer skal væk og erstattes af kun èn tydelig ordning :
Basisindkomst.
Arbejdsfriheden vil være indført for den, der ønske et beskedent levegrundlag og den, der ønsker mere, må arbejde for at få det.

Retsstaten i stedet for slavepiskerstaten.

randi christiansen, Flemming Scheel Andersen og n n anbefalede denne kommentar

Leo

Opbakingen til basisindkomst har for mig i allerhøjeste grad noget at gøre med min evt. økonomiske bidrag at gøre. Hvis jeg evt. údover at skulle betale ekstra i skat også skal vnke farvel til en betydelig pension, så bliver det sgu så som så med opbakning herfra.

Det virker for mig dybt ulogisk at et ægtepar på overførselsindkomst skulle evt. have 40000 mere og et ægtepar so i forvejen betaler en høj skat skulle af med yderligere 30000 samt miste en betydelig pensionsopsparing derudover mistet rentefradrag kørselsfradrag. Alt andet lige så kan jeg kun se, at de højestydende skaffedyr idag som tillig pendler langt vil blive de helt store tabere

Per Nielsen

Du er jo i forvejen med til at financiere kæmpemæssige rentefradrag i Nordsjælland, Århus og Hovedstadsområdet plus alle de andre subsidier du iokke tænker på til daglig.

Du kunne jo tænke Basisindkomst som Negativ Skat.

Erik

What ever. Når dagen er slut, så betyder min egen bundlinie rimelig meget for mig.

Det er ikke kun i Nord sjælland fradrag har betydning, hvis du skulle være i tvivl

Barnets navn er i den henseende mig underordnet

Omend tanken med at fjerne offentlig bureaukrati og derigennem mindske antallet af offentlig ansatte tiltaler mig meget

Per - : "Omend tanken med at fjerne offentlig bureaukrati og derigennem mindske antallet af offentlig ansatte tiltaler mig meget".
Der kom du med en motivering, der gik lidt ud over din egen privatøkonomi, som du i virkeligheden intet kan vide om.

For mig er det politik og ikke min egen økonomi.
Det er idealistisk set om retfærdighed, personlig frihed, mindre offentlig sektor og et samfund, der er gennemskueligt for alle borgere.

Erik.

Forskellen er fradragets størrelse. Men ikke desto mindre betyder det noget,

Leo
Beklager at jeg ikke ligger mig fladt ned, hvis min private økonomi liver markant ændret.
Jeg ligger mig ikke på slagtebænken af ideologiske årsager.

Har kun set tallene på basisindkomst hjemmesiden.

Det ville være meget fordelagtigt om, du i stil med skat lavede et regneark, hvor man inviduelt du regne på sin egen øonomiske sitiuation ved finansiering a,b og c

randi christiansen

Som det er nu, bliver fællesskabets værdier > naturværdierne forvaltet på en måde, som giver fordele til nogen på bekostning af andre, og disse fordele nedarves endvidere qua den sociale arv, således at nogle fra start vil være bagud på point - det er ganske enkelt hverken hensigtsmæssogt eller retfærdigt.

I omstillingsprocessen, Per, vil det derfor være uundgåeligt at adgangen til ressourcer vil blive omlagt for alle. Fordelen for alle vil være smuk, fri og bæredygtig overlevelse og frem for alt ingen kaos og kriser men et toptunet velfungerende samfund med optimale vilkår for alle - ikke kun for nogen få udvalgte.

Bemærk en af vort nuværende systems seneste katastrofer : Fukiyama lækker radioaktiv stråling i stigende doser til omgivende hav og luft, og iflg amerikanske atomkrafteksperter 'aner de japanske driftsledere ikke hvad de har med at gøre'. Det er blot een blandt uhyggelig mange fejl i et system, der er livsfarligt for planeten og dens indbyggere. Den eneste løsning er miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed, og mit håb er, at de,
som tror her er tale om ønsketænkning og utopi, snarest - kraft af de forandringer af både positiv og negativ karakter, som tiden byder på, vil indse, at det er sandt, hvad jeg siger.

Per - Ingen kan opstille forskellen på den nuværende økonomiske tilstand og en fremtidig ditto, som ikke er tilrettelagt endnu. For landet og for den enkelte.
Derfor er dine tal uden mening.

Per - En bemærkning mere.
De fleste danskere har samme indgang til politik som dig.
Det har avlet den krævende, egoistiske velfærdsdansker.
Jeg vil gå så vidt som at påstå, at socialdemokratismen har ødelagt den danske folkekarakter på 50 år.
Helvedes svært at komme tilbage til en tid, hvor samfundet tog sig af de svageste, i stedet for at dele ud til alle gennem en uoverskuelig jungle af gratisydelser, kontante ydelser og fradrag.
Omfordeling fra de 80% stærke til de 80% svage giver 60%, der betaler til sig selv, fratrukket gebyret til det offentlige. Nogen siger endda 90%.
Vanviddet er til at få øje på.

randi christiansen

Leo - Per er nok ikke så villig til at slippe den ellers godt vingeskudte fugl, han tror han har i hånden, frem for nogen han anser for at være de rene fantasifostre - hermed giver han anledning til at formidle en stadig mere skærpet argumentation til påvisning af, at virkeligheden er en anden, end han tror - at den bundlinje, han klamrer sig til, bliver truet af bl.a. hyperinflation, eksploderende kriser, uigennemtænkt og uansvarlig forvaltning med meget mere

Leo

Jeg vil hjertens gerne have lavet velfærdsnarkostaten om

Men når dagen er slut, så har jeg som sådan ikke noget imod at afgive f.eks. nogen på børnefamilydelsen ifht. indkomst.

Men jeg har bestemt noget imod at afleverer "uforholdsmæssigt" meget på totalen ikke mindst for at se, at visse passive grupper skal have meget mere.

Men klart, hvis skatte% er 15, så de "manglende" fradrag intet problem,

Randi
Hvor se du hyper inflation ??. Der er kun 1 til at sørge for min pension, mig.
Dine drømme om rød grøn er da tiltalende, men jeg ser ingen grund til at DK skal være first mover og da slet ikke mig. I noget sal risikerer at blive et meget dyrt eksperiment uden nogen form for reel indvirkning alligevel. Lidt ala co2 bekæmpelse

Ok, Per. - Jeg har forstået, at din holdning kan der ikke rokkes ved, selv om du udtrykker sympati for flere af elementerne.

Randi - Personificeret i Per har vi det demokratiske problem. Man kommer ikke videre med noget væsentligt, før befolkning og organisationer kan lægge et tilstrækkeligt stort pres på politikerne. Thorning forsvarer sin velfærdsstat hver gang hun åbner munden, samtidig med at regeringen forsigtigt skærer i salamien.

Flemming Scheel Andersen, Bill Atkins, n n og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Per - Den amerikanske nationalbank trykker 85 mia dollars ekstra om MÅNEDEN - det peger lissom i den retning, og sammenlagt med miljø-og socioøkonomiske kriser (Fukiyama afgiver stadig stigende radioaktivitet til omgivende hav og luft - er du tryg?) algoritmebørser der genererer enorme formuer på tilsvarende få hænder mv, er tiden inde til afgørende nytænkning i form af en forståelse for, at planeten og dens indbyggere er bedst tjent med at samarbejde om de fælles overlevelsesressourcer - i håbet om at afbøde de værste konsekvenser af denne amatøragtige håndtering af verdensøkonomien. Du sidder måske ikke yderst på brædtet, men det kan du hurtigt komme til - du sidder nemlig næstyderst - og hvis du tror, at du og kun du har ansvaret for din pension, så er det dig, der lever i en lille boble, som ganske vist set fra et myreperspektiv (dit) er meeget stor, meen...du er ikke first mover eller nogen stor tænker - det må du overlade til andre, som vel egentlig har godt af den kommunikationsudfordring, som du leverer.

Flemming Scheel Andersen, Bill Atkins og n n anbefalede denne kommentar

Leo

Selv du bør kunne forstå, at der skal være lidt balance i tingene overfor skaffedyrene i samfundet.

Og balance er for mig ikke at brandbeskatte de højestydende skaffedyr markant mere. Dermed ikke sagt at ideen om borgerløn ikke har sin positive sider. Men finansieringsdelen kræver for meget mere forklaring

Randi.
Du kan velhave ret vedr. amerikanerne, men det er nu en gang, den måde de har valgt. Det kan vise sig, at det for USA er det rigtige på sigt. Tvivler.dog

Falder jeg ned af brædtet, så må jeg jo kravle op igen.
Sætter ihvertfald ikke min lid til fantasier om rød grønne drømme her og nu, derimod til min egen virkelyst. Men kan du sikkert ikke forstå

Sider