Kronik

Hvordan bekæmpes arbejdsløshed?

Det er det store spørgsmål i dansk og europæisk økonomisk politik. Men for at svare fornuftigt på det spørgsmål må man først forstå, hvorfor vi har arbejdsløshed og dermed hvilken type, der er tale om
Den danske økonomi stimuleres bedre med offentlige investeringer end med skattelettelser, mener tidligere overvismand Niels Kærgård.

Malte Kristiansen

26. juli 2013

Økonomernes analyser tager ofte udgangspunkt i et ideelt samfund med fuldt fleksible priser, hvor lønningerne går op, hvis der er mangel på arbejdskraft, og ned, hvis der er arbejdsløshed. I et sådant samfund kan arbejdsløshed aldrig blive det store problem, da arbejdsløsheden kun vil være forbigående. Der kan dog stadig være arbejdsløshed, da der altid er virksomheder, der er i tilbagegang og fyrer folk, og andre, der vokser og ansætter folk. Selv med nogenlunde ligevægt mellem antal job og folk i arbejdsstyrken kan der være en gruppe af ledige, der er fyret og endnu ikke har fundet et nyt job.

De nuværende arbejdsløshedstal i Danmark er imidlertid klart over, hvad der kan skyldes en sådan naturlig tilpasning. Vi har en bruttoledighed, dvs. arbejdssøgende, der enten får offentlig overførselsindkomst eller er i aktivering, på omkring 150.000, og hvis man også medtager arbejdssøgende uden offentlig forsørgelse, f.eks. fordi ægtefællen tjener for meget til, at vedkommende kan få kontanthjælp, får man den såkaldte AKU-ledighed på godt 210.000. Vi har altså i øjeblikket en klart højere ledighed, end hvad der kan forklares ved løbende tilpasninger. En sådan høj ledighed kan have to fundamentalt forskellige årsager – hvad økonomer kalder henholdsvis keynesiansk og klassisk arbejdsløshed.

Hvilken type arbejdsløshed?

Klassisk arbejdsløshed fremkommer, når de eksisterende priser og lønninger gør produktionen urentabel, og virksomhederne derfor ansætter for få. Med de herskende priser er det i og for sig muligt at sælge flere varer, men det er ikke profitabelt at producere dem – i hvert fald ikke i det pågældende land.

Keynesiansk arbejdsløshed er et helt andet fænomen. Her er det rentabelt at producere til de herskende priser og lønninger, men der er ingen efterspørgsel efter varerne. Problemet, der holder produktionen og dermed beskæftigelsen nede, er manglende afsætning.

I praksis kan arbejdsløshed normalt ikke klassificeres som rent keynesiansk eller rent klassisk, men i mange situationer kan man dog se, hvad der er dominerende. Når byggeriet er gået i stå efter 2008, er det ikke, fordi det pludselig er blevet urentabelt at producere typehuse, men fordi der ikke er nogen afsætning. Modsat, når vi ikke længere har syersker i Danmark, er det ikke, fordi efterspørgslen efter tøj er faldet bort, men fordi det med de herskende priser er uprofitabelt at producere tøj i Danmark.

Lønsænkning forværrer

Hvis man skal bekæmpe arbejdsløshed, er kuren ganske forskellig, alt efter hvilken type arbejdsløshed der er tale om. Det nytter f.eks. ikke at øge efterspørgslen, hvis den lokale produktion er urentabel; det kommer der hverken flere job eller en lavere arbejdsløshed ud af.

Ændringer i lønnen har helt forskellig effekt på en keynesiansk og en klassisk ledighed. Hvis arbejdsløsheden er klassisk, vil en lønsænkning mindske omkostningerne og gøre mere produktion rentabel og derved øge beskæftigelsen. Er arbejdsløsheden derimod keynesiansk, kan en lønsænkning forværre situationen, for den sænker lønmodtagernes købekraft og dermed efterspørgslen efter forbrugsgoder; der kan sælges endnu mindre, og produktionen går yderligere ned.

Meget tyder på, at den danske arbejdsløshed efter 2008 i høj grad er keynesiansk. Vi har sat omkring 180.000 job til i en kort periode fra 2008 til 2011, og om end de danske lønstigninger i 00’erne var noget større, og produktivitetsstigningerne noget mindre end vore konkurrenters, har der ikke været tale om pludselige hop i perioden.

Misforstået kur

Det er derfor vanskeligt at se, at dansk produktion pludselig skulle være blevet meget mindre rentabel. Aktiekurserne (i hvert fald for de store børsnoterede produktionsselskaber i C20) er også tilbage på det niveau, de var før krisen – her er der ingen tegn på en åbenbar profitklemme. En langt mere nærliggende forklaring er et dramatisk fald i den private efterspørgsel som følge af mere pessimistiske fremtidsforventninger hos forbrugerne forårsaget af den internationale krise og en begyndende usikkerhed om de fremtidige beskæftigelses- og pensionsmuligheder.

En række af de indgreb, der er foretaget, og mange debatindlæg forudsætter imidlertid, at arbejdsløsheden er af klassisk type. Sænkede selskabsskatter, lavere energipriser osv. øger profitabiliteten, men ikke i særlig grad efterspørgslen. På sigt kan lavere omkostninger forbedre konkurrenceevnen og dermed øge eksportefterspørgslen, men det er en langsigtet og indirekte effekt. Udsagn som ’vi må grundlæggende gøre det mere attraktivt at producere, investere og arbejde’ synes klart baseret på en formodning om, at arbejdsløsheden først og fremmest er klassisk, og det er der som nævnt meget lidt, der tyder på.

Indenlandsk eller udenlandsk?

Det mest effektive middel imod den aktuelle arbejdsløshed synes derfor at være en stimulering af efterspørgslen. Det kan gøres med øgede offentlige udgifter eller sænkede skatter. Staten kan selv efterspørge flere varer, eller den kan sætte skatterne ned og regne med, at forbrugerne så vil bruge skattelettelserne til at købe varer for. Det mest effektive er øgede offentlige udgifter, da det øger efterspørgslen direkte. Ved lavere skatter kan man omvendt aldrig være sikker på, at forbrugerne faktisk bruger de ekstra penge. Specielt hvis de velstillede får skattelettelserne, kan en betydelig del af dem blive sparet op, og det stimulerer ikke efterspørgslen.

For en lille åben økonomi som den danske er der imidlertid det problem, at en betydelig del af efterspørgselsstimuleringen retter sig mod udenlandske varer. Stimuleres det danske forbrug, køber vi ikke kun dansk producerede varer, men i høj grad også f.eks. udenlandske biler, franske oste og italiensk rødvin. Dermed stimuleres importen i stedet for den danske produktion og beskæftigelse. Danmark kan derfor vanskeligt stimulere efterspørgslen, hvis nabolandene holder igen. En fornuftig dansk politik i den aktuelle situation består derfor dels i at stimulere egen økonomi og dels (og måske navnlig) i at støtte de kræfter i EU, der går ind for en mere efterspørgselsstimulerende politik.

Det er værd at bemærke, at offentlige udgifter også i den forbindelse er et bedre instrument end skatterne, fordi skatterne virker via privatforbruget, og privatforbruget har et væsentligt højere importindhold end de offentlige udgifter.

Job via offentlige investeringer

Men er stimulering af efterspørgslen ikke kun en kortsigtet løsning, der ikke løser de strukturelle problemer? Vi har ganske vist strukturelle problemer med en velfærdsstat, der er under pres på grund af globaliseringen og en aldrende befolkning, men det akutte problem er, jf. ovenfor, mangel på job forårsaget af en for lav efterspørgsel.

Og det må ikke glemmes, at arbejdsløsheden ikke kun har kortsigtede virkninger. En høj arbejdsløshed bevirker, at en del mennesker ikke får den jobtræning, de ellers ville have fået. Deres produktivitet bliver derfor – også når de engang i fremtiden kommer i beskæftigelse – lavere. Nogen bliver endda helt udstødt af arbejdsmarkedet og overført til førtidspension, tidlig pensionering eller en tilværelse som hjemmegående. Langvarig arbejdsløshed betyder derfor også, at den fremtidige arbejdsstyrke bliver mindre.

Selv hvis man ser helt bort fra de sociale og psykiske omkostninger ved arbejdsløshed og alene ser på de økonomiske effekter, er det altså ikke fornuftigt ensidigt at koncentrere sig om de langsigtede problemer. Det er helt afgørende så hurtigt som muligt at få gang i efterspørgslen.

Gennemføres sådanne udgiftsstigninger i form af offentlige investeringer i f.eks. istandsættelse af skoler, fremskyndning af hospitalsbyggeri og trafikinvesteringer, vil de ikke nødvendigvis øge den offentlige sektors størrelse på langt sigt.

Investeringerne kan måske endda være med til at holde de fremtidige offentlige udgifter nede, idet der så er mindre behov for investeringer i de kommende perioder og samtidig måske mulighed for en billigere og mere rationel drift.

Begrænsningerne i de offentlige udgifter i den nuværende situation bliver derimod let skadelig for den økonomiske udvikling – både på kort og lang sigt.

 

Niels Kærgård er fhv. overvismand og professor på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Morten Lind
  • Jarl Artild
  • Henrik Klausen
  • Martin Christian Dylla
  • Torben K L Jensen
  • n n
  • Thorbjørn Thiesen
  • Bo Isaksen
  • Henrik Brøndum
  • Jens Falkesgaard
Ervin Lazar, Morten Lind, Jarl Artild, Henrik Klausen, Martin Christian Dylla, Torben K L Jensen, n n, Thorbjørn Thiesen, Bo Isaksen, Henrik Brøndum og Jens Falkesgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren 2 Jensen

Per Nielsen
Du spørger mig hvordan jeg gerne vil have ændret fordelingspolitikken.

Jeg ser gerne at vi tager en diskussion om hvilken levestandard vi skal have i landet.
Når vi så har fundet ud af hvad en rimelig levestandard er, så syntes jeg at vi skal tilstræbe at alle borgere får samme levestandard, samtidig med at vi deles om de jobs der er.
Med hensyn til spørgsmålene der har med tal og procenter at gøre må jeg være dig svar skyldig, det har jeg ikke viden nok om til at kunne udtale mig kvalificeret om.

Men jeg tror også at mit svar giver dig en ide om hvor jeg gerne vil hen med samfundet.

Søren

Din form for system er forsøgt østpå med meget ringe succes.

Du og Randi bør slå pjalterne sammen og gå igang med at skabe jeres samfund sammen med de mennesker, som er enige med jer om præmisserne.

randi christiansen

Per - nu er det så ikke kun USA, der pumper penge ud - hørte i går ATP direktør i Deadline tale om, at der ikke er nogen, der ved, hvordan den situation skal landes, uden at det ender med et ordentligt knald - vi kan kun håbe. Dereguleringen i 80'erne skulle iflg ham være iværksat for at stimulere en også dengang krise-og nedgangsramt økonomi...

Lissom om, der er nogen økonomer, politikere og erhvervsfolk, som gambler lige heftigt nok med alles liv, og at det er på tide med andre paradigmer. Spørgsmålet er hvilke, som er mest hensigtsmæssige for verdenssamfundet > konkurrence eller samarbejde om overlevelsesressourcer? En virksomhed - i dette tilfælde Planeten - som kriges og konkurrerer indbyrdes om overlevelsesressourcer, er en svag
virksomhed.

Randi

Som skrevet mange gange før. Få du BRIK landene samt USA med på ideen, så skal jeg nk overveje at støtte op. Indtil da, så meler jeg 100% min egen og min families kage.

Dvs. udnytter internationlisering, globalisering til det maksimale. Jeg er kunde og jeg er konge. Polsk oksekød, Thailands tøj, børnetøj fra Tyskland syet i Fjernøsten og hensynet til dansk velfærd rager mig en høstblomst i den sammenhæng

randi christiansen

Ja Per - eet er, hvad du i et snævert perspektiv finder opportunt for dig selv - noget andet hvilken politik som i et større perspekriv er den rette. Nogen må gå forrest og inspirere resten om nødvendigt - det er tydeligvis ikke din opgave.

randi christiansen

USA og brik landene har ikke for mange brikker at flytte med, de er skolegårdens pubertetsramte og uregerlige møgunger - de skal nok falde til patten, når ti-øren falder

randi christiansen

Hvis ikke det er for sent > der sidder x personer på en tømmerflåde og vinker farvel til en gylden mulighed, som blev tabt pga dumhed

Sider