Kronik

Hvordan socialdemokraterne forrådte danskerne

Socialdemokratiets manglende evne til at analysere den katastrofale vekselvirkning mellem Dansk Folkepartis succes, velfærdsstatens afmontering og global ureguleret kapitalisme – og derigennem skabe et sandt politisk alternativ – er i færd med at fratage partiet dets eksistensberettigelse
Da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) fra Folketingets talerstol proklamerede, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive stuerene, var det ifølge kronikøren udtryk for dyb afmagt. En afmagt, der trækker tråde til den krise, Socialdemokraterne befinder sig i i dag.

Keld Navntoft

2. juli 2013

Acting out er et begreb fra psykologien. Det beskriver kort fortalt analysandens forsøg på at undgå at huske, opleve og formulere indre psykiske konflikter og dermed forbundet angst. I stedet kommer sådanne konflikter til udtryk i adfærd uden for analysen og uden at give indsigt i bagvedliggende motiver og impulser. Et af de mest skelsættende eksempler i dansk politik på acting out var, da den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1999, henvendt til Dansk Folkeparti, sagde: »Stuerene, det bliver I aldrig.« Dette uovervejede og spage angreb er med rette blevet set som udtryk for den dybe afmagt og frustration, topsocialdemokrater følte over, at det ekstreme højre i skikkelse af Dansk Folkeparti allerede dengang gjorde kraftigt indhug i det gamle arbejderparti.

I sådan en situation, hvor hverken Poul Nyrup eller nogen andre partimedlemmer havde skyggen af en idé til, hvordan denne alvorlige trussel kunne afværges, udtrykte han sit formålsløse angreb som en impuls – noget der ikke kunne kontrolleres eller holdes tilbage.

Men den udførte handling – i dette tilfælde Nyrups beskyldning – er skadelig for personen selv eller andre og forhindrer ofte en mere konstruktiv bearbejdning af følelserne. Således har denne socialdemokratiske acting out, som dækker over en manglende evne til at omstille sig til en ny tid og nye trusler, haft voldsomme konsekvenser for partiet selv, det danske samfund og den velfærdsstat, som det i sin tid spillede en meget stor rolle i at bygge op.

Sidstnævnte har Socialdemokraterne stadig ingen ideer eller politiske visioner til at forbedre og videreudvikle under globaliseringens fuldstændig anderledes vilkår. Derfor – og med et par årtiers katastrofal politik i baghovedet – straffer vælgerne nu omsider partiet, så det kan mærkes. Ifølge de seneste meningsmålinger appellerer Socialdemokraterne kun til 18 procent af danskerne. Det kan sammenlignes med 37,4 procent ved valget i 1990, inden globaliseringen for alvor satte ind.

Væk fra værdierne

Socialdemokraterne har endnu ikke opnået tilstrækkelig indsigt i de mekanismer, som allerede, da Nyrup holdt sin historiske tale, var i færd med at underminere velfærdsstaten. Det er mekanismer, der fungerer som et direkte angreb på hele det socialdemokratiske projekt. 14 år efter Nyrups dramatiske acting out fra Folketingets talerstol er tankegangen blandt ledende socialdemokrater stadig præget af samme idéforladthed og forstening. De har ikke haft modet til at se nogle måske skræmmende realiteter i øjnene. De har ikke evnet at omstille sig til en ny virkelighed på en god måde.

Nærmere bestemt har Socialdemokraterne ikke formået at analysere den katastrofale vekselvirkning mellem Dansk Folkepartis succes, velfærdsstatens afmontering og global ureguleret kapitalisme for derigennem at skabe et sandt politisk alternativ til det neoliberale regime, som partiet i stedet er blevet en del af.

Siden Nyrups acting out har Socialdemokraterne i desperation brugt tiden på at tilpasse sig og overtage Dansk Folkepartis udlændingepolitik – til skade for mennesker med anden etnicitet. Og de har ligeledes overtaget de borgerliges økonomiske politik – til skade for arbejdsløse, fattige og underbemidlede mennesker. Sådanne politikker er ikke solidariske. De strider mod det, Socialdemokraterne traditionelt stod for.

Men i lyset af partiets historisk lave tilslutning er tidspunktet kommet, hvor medlemmerne bør tage de sidste årtiers fejlslagne politik op til revision. Socialdemokraterne står ved en skillevej. Vil de fortsat bidrage til at ødelægge, hvad deres forgængere gennem de sidste 50-70 år har bygget op, eller vil de i partiets oprindelige ånd prøve at finde nye løsninger til bevarelsen og videreudviklingen af et solidarisk samfund?

Glemt er folks bekymringer

Det, der gør Nyrups beskyldning til et så godt eksempel på acting out, er selvfølgelig, at han forudsatte, at Dansk Folkepartis succes ikke havde noget med ham selv eller den politik, hans eget parti fører, at gøre.

Men i stedet for at opfatte Dansk Folkepartis fremgang som et mysterium uden nogen form for logik burde ledende socialdemokrater allerede dengang have taget et kig på sig selv og deres eget partis politik for på den måde at komme frem til en forklaring, der i og for sig er ligetil: Socialdemokraterne har svigtet sine vælgere og sine traditionelle forpligtelser over for velfærdsstaten. Det var forpligtelser, der i sin tid gav partiet sin eksistensberettigelse. De er blevet forsømt ved fuldstændig ukritisk som både regeringsparti og som opposition at overtage neoliberale politikker om privatiseringer og kommercialisering af samfundslegemet for på den måde at tilpasse Danmark til globaliseringen.

I den proces har Socialdemokratiet konsekvent ignoreret almindelige mennesker og deres følelse af ængstelighed og utryghed over for særlig den økonomiske del af globaliseringen, der er fuldstændig uden for demokratisk kontrol.

Disse følelser bunder i angst for ikke at kunne opretholde livsgrundlaget og er dermed netop økonomisk betingede. Men de bliver dygtigt udnyttet af Dansk Folkeparti til at projicere had mod fremmede og udlændinge.

Erkende sin egen umulighed

Det har haft den katastrofale konsekvens, at Danmark nu har et af de største, mest veletablerede og langt ind i den politiske mainstream accepterede ekstreme højrepartier i Europa.

Ved at undlade at formulere og arbejde for politikker, der gør, at Danmark kan indgå i en solidarisk globalisering – det vil bl.a. sige at gøre den til et spørgsmål om økonomi og international fordeling af goder – har Socialdemokratiet en stor del af ansvaret for dette.

Et eksempel på, at det slet ikke er gået op for Socialdemokratiet, hvilke udfordringer et land som Danmark er oppe imod under globaliseringen, er regeringens såkaldte Vækstplan DK. Her fremgår det, at som følge af den internationale tendens til, at lande sænker deres selskabsskat, må Danmark gøre det samme. Logikken er, at Danmark i konkurrence med andre nationalstater skal gøre sig attraktiv for transnationale selskaber og tiltrække investeringer for på den måde at leve op til det neoliberale imperativ om økonomisk vækst.

Kappestriden mellem lande om at sænke selskabsskatten kan fortsætte, til man rammer nul procent – til stor glæde for CEPOS, Liberal Alliance og rækken af borgerlige kommentatorer, der glæder sig over at lægge velfærdsstaten i graven. Men næppe for de vælgere, der sympatiserer med Socialdemokraternes tidligere værdier. De bekender sig til oprindelige principper om brede skuldre, største byrder osv.

Et nyt Socialdemokrati

Løsningen på partiets svære situation går gennem det traumatiske og paradoksale i at erkende sin egen umulighed; socialdemokratismens umulighed.

Den bør tage udgangspunkt i indsigten, at det ikke længere er muligt at indgå de kompromisser med kapitalen, som i sin tid lagde grunden til velfærdsstaten. Når det er klart, vil de, der i dag fortsat benævnes ’Socialdemokraterne’, i ny skikkelse og med en helt anden tilgang bl.a. forsøge at ændre de uanstændige forhold på arbejdsmarkedet, hvor flere og flere ansættes og afskediges under stærkt usikre betingelser på grund af arbejdsgiveres behov for fleksibilitet.

De vil modarbejde gentrificering, altså det fænomen at fattige fordrives fra deres pludselig attraktive kvarterer, når boligpriser stiger.

De vil begynde at tale om at organisere samfundet efter andre principper end ’økonomisk vækst’. De vil gennemskue denne metafor og se, at den ikke er andet end newspeak for, at et mikroskopisk mindretal akkumulerer kapital.

De vil bidrage til en solidarisk globalisering ved at søge samarbejde med ligesindede andre steder i verden i erkendelse af, at de har de samme problemer med en kapitalisme, der unddrager sig demokratisk kontrol.

De vil være med til at skabe rammerne om en ny virkelighed, som er det, politik bør være og gå ud på.

 

Jens Malling er journalist

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Roepstorff
  • Jan Weis
  • Rasmus Kongshøj
  • Toke Andersen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Jens Høybye
  • Sören Tolsgaard
  • Morten P. Nielsen
  • Viggo Helth
Søren Roepstorff, Jan Weis, Rasmus Kongshøj, Toke Andersen, Jens Thaarup Nyberg, Jens Høybye, Sören Tolsgaard, Morten P. Nielsen og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og hvor er respekt for demokratiet?
S accepterer glædeligt at modtage afhoppede unge fra et andet parti, hvor vælgerne har stemt på partiet ikke afhopperne personligt. Dette synes også at være handling for egen vinding.

Steffen Gliese

Socialdemokratiet har købt ideen om lighed i udgangspunktet; men demokrati er lighed for alle borgere som borgere og går derfor ind for tilstrækkelig omfordeling, til at folk kan deltage på lige fod, uden så megen smålig skelen til, hvor pengene kommer fra.

Flemming Scheel Andersen

Et glimrende indlæg af Jens Malling, hvor han får fat i nogle helt grundlæggende fejlbedømmelser af årsag og virkning hos socialdemokraternes ledelser gennem tiden.

Især er hans fremhævelse af fejlbedømmelsen omkring DF markant, hvor nedgørelsen af de politiske modstandere ikke gavnede meget.
Det hjalp heller ikke senere på egen troværdighed at S så overtog store dele af DFs politik på indvandrerområdet, men det var nu nok nedgørelsen , der ikke helt stemte med den følelse vælgerne sad med.

Jens Malling fejler så en smule ved selv at angribe DF:
"Det har haft den katastrofale konsekvens, at Danmark nu har et af de største, mest veletablerede og langt ind i den politiske mainstream accepterede ekstreme højrepartier i Europa."

Han forsøger ved at sammen blande årsag og virkning, at få socialdemokraternes svigt på det sociale område, til at være grundlag for DFs succes og fortsætter med at stikke hovedet i busken, som S har gjort det.
Grundlaget var og er indvandrerpolitikken. Sandheden er at det multietniske samfund er politikkernes projekt, som EU er det, ikke befolkningens. Og det er slet ikke socialdemokraternes vælgeres projekt, for de var de første der mærkede konsekvenserne af det "øgede arbejdsudbuds filosofis" påvirkninger på deres hverdag.

Samtidig har DF så forsøgt at være mere socialdemokratisk end socialdemokraterne, på nogle sociale områder, hvilket har gjort det med troværdigheden endnu værre for S.

Resten af Jens Mallings betragtninger kan man være mere eller mindre enig i, men ærgerligt at han forfalder til at gå rundt om grøden, som så mange andre før ham.
Når der er modstand imod det multietniske samfund i store dele af vælgerbefolkningen, så har det den simple forklaring at de opfatter det, til tider, har negative påvirkninger af deres liv og samfund, hvilket de sundt nok reagerer på.
Når "deres egne" partier ikke er lydhøre, så reagerer de på sundeste demokratiske vis og prøver at finde anden repræsentation.
Det gjaldt i indvandrerpolitikken og det gælder ikke mindst nu i social og velfærdspolitikken, hvor socialdemokraterne atter demonstrerer det virkelige problem: De magtfuldkomnes døvhed.

Michael Reves, Søren Roepstorff, Rasmus Kongshøj, Toke Andersen, Jens Høybye og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Flemming Scheel Andersen:
"Når "deres egne" partier ikke er lydhøre, så reagerer de på sundeste demokratiske vis og prøver at finde anden repræsentation."
Malling:
"Det har haft den katastrofale konsekvens, at Danmark nu har et af de største, mest veletablerede og langt ind i den politiske mainstream accepterede ekstreme højrepartier i Europa."

og det skal vi så også slås med.

Niels Mosbak, Rasmus Kongshøj og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo problemet, at politikerne har valgt en udvikling for samfundet, som simpelthen er i modstrid med danske mentalitet.

Michael Reves, Torben K L Jensen, Rasmus Kongshøj og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Man kan kun opfordre den resterende politiske venstrefløj (EL) at være lige så meget OBS på den latente og til tider eksponerede religiøse fascisme - som den historisk set har været og forhåbentlig stadig er på den politiske fascisme i mere eller mindre stueren udgave - ellers må vi nok imødese i nær fremtid at få en uacceptabel øget dosis af begge dele til ubodelig skade for oplysningsprojektet, demokratiet, sekulariseringen og en human samfundsudvikling mm. - blev bare inspireret af den medfølgende illustration ...