Hvordan socialdemokraterne forrådte danskerne

Acting out er et begreb fra psykologien. Det beskriver kort fortalt analysandens forsøg på at undgå at huske, opleve og formulere indre psykiske konflikter og dermed forbundet angst. I stedet kommer sådanne konflikter til udtryk i adfærd uden for analysen og uden at give indsigt i bagvedliggende motiver og impulser. Et af de mest skelsættende eksempler i dansk politik på acting out var, da den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1999, henvendt til Dansk Folkeparti, sagde: »Stuerene, det bliver I aldrig.« Dette uovervejede og spage angreb er med rette blevet set som udtryk for den dybe afmagt og frustration, topsocialdemokrater følte over, at det ekstreme højre i skikkelse af Dansk Folkeparti allerede dengang gjorde kraftigt indhug i det gamle arbejderparti.

I sådan en situation, hvor hverken Poul Nyrup eller nogen andre partimedlemmer havde skyggen af en idé til, hvordan denne alvorlige trussel kunne afværges, udtrykte han sit formålsløse angreb som en impuls – noget der ikke kunne kontrolleres eller holdes tilbage.

Men den udførte handling – i dette tilfælde Nyrups beskyldning – er skadelig for personen selv eller andre og forhindrer ofte en mere konstruktiv bearbejdning af følelserne. Således har denne socialdemokratiske acting out, som dækker over en manglende evne til at omstille sig til en ny tid og nye trusler, haft voldsomme konsekvenser for partiet selv, det danske samfund og den velfærdsstat, som det i sin tid spillede en meget stor rolle i at bygge op.

Sidstnævnte har Socialdemokraterne stadig ingen ideer eller politiske visioner til at forbedre og videreudvikle under globaliseringens fuldstændig anderledes vilkår. Derfor – og med et par årtiers katastrofal politik i baghovedet – straffer vælgerne nu omsider partiet, så det kan mærkes. Ifølge de seneste meningsmålinger appellerer Socialdemokraterne kun til 18 procent af danskerne. Det kan sammenlignes med 37,4 procent ved valget i 1990, inden globaliseringen for alvor satte ind.

Væk fra værdierne

Socialdemokraterne har endnu ikke opnået tilstrækkelig indsigt i de mekanismer, som allerede, da Nyrup holdt sin historiske tale, var i færd med at underminere velfærdsstaten. Det er mekanismer, der fungerer som et direkte angreb på hele det socialdemokratiske projekt. 14 år efter Nyrups dramatiske acting out fra Folketingets talerstol er tankegangen blandt ledende socialdemokrater stadig præget af samme idéforladthed og forstening. De har ikke haft modet til at se nogle måske skræmmende realiteter i øjnene. De har ikke evnet at omstille sig til en ny virkelighed på en god måde.

Nærmere bestemt har Socialdemokraterne ikke formået at analysere den katastrofale vekselvirkning mellem Dansk Folkepartis succes, velfærdsstatens afmontering og global ureguleret kapitalisme for derigennem at skabe et sandt politisk alternativ til det neoliberale regime, som partiet i stedet er blevet en del af.

Siden Nyrups acting out har Socialdemokraterne i desperation brugt tiden på at tilpasse sig og overtage Dansk Folkepartis udlændingepolitik – til skade for mennesker med anden etnicitet. Og de har ligeledes overtaget de borgerliges økonomiske politik – til skade for arbejdsløse, fattige og underbemidlede mennesker. Sådanne politikker er ikke solidariske. De strider mod det, Socialdemokraterne traditionelt stod for.

Men i lyset af partiets historisk lave tilslutning er tidspunktet kommet, hvor medlemmerne bør tage de sidste årtiers fejlslagne politik op til revision. Socialdemokraterne står ved en skillevej. Vil de fortsat bidrage til at ødelægge, hvad deres forgængere gennem de sidste 50-70 år har bygget op, eller vil de i partiets oprindelige ånd prøve at finde nye løsninger til bevarelsen og videreudviklingen af et solidarisk samfund?

Glemt er folks bekymringer

Det, der gør Nyrups beskyldning til et så godt eksempel på acting out, er selvfølgelig, at han forudsatte, at Dansk Folkepartis succes ikke havde noget med ham selv eller den politik, hans eget parti fører, at gøre.

Men i stedet for at opfatte Dansk Folkepartis fremgang som et mysterium uden nogen form for logik burde ledende socialdemokrater allerede dengang have taget et kig på sig selv og deres eget partis politik for på den måde at komme frem til en forklaring, der i og for sig er ligetil: Socialdemokraterne har svigtet sine vælgere og sine traditionelle forpligtelser over for velfærdsstaten. Det var forpligtelser, der i sin tid gav partiet sin eksistensberettigelse. De er blevet forsømt ved fuldstændig ukritisk som både regeringsparti og som opposition at overtage neoliberale politikker om privatiseringer og kommercialisering af samfundslegemet for på den måde at tilpasse Danmark til globaliseringen.

I den proces har Socialdemokratiet konsekvent ignoreret almindelige mennesker og deres følelse af ængstelighed og utryghed over for særlig den økonomiske del af globaliseringen, der er fuldstændig uden for demokratisk kontrol.

Disse følelser bunder i angst for ikke at kunne opretholde livsgrundlaget og er dermed netop økonomisk betingede. Men de bliver dygtigt udnyttet af Dansk Folkeparti til at projicere had mod fremmede og udlændinge.

Erkende sin egen umulighed

Det har haft den katastrofale konsekvens, at Danmark nu har et af de største, mest veletablerede og langt ind i den politiske mainstream accepterede ekstreme højrepartier i Europa.

Ved at undlade at formulere og arbejde for politikker, der gør, at Danmark kan indgå i en solidarisk globalisering – det vil bl.a. sige at gøre den til et spørgsmål om økonomi og international fordeling af goder – har Socialdemokratiet en stor del af ansvaret for dette.

Et eksempel på, at det slet ikke er gået op for Socialdemokratiet, hvilke udfordringer et land som Danmark er oppe imod under globaliseringen, er regeringens såkaldte Vækstplan DK. Her fremgår det, at som følge af den internationale tendens til, at lande sænker deres selskabsskat, må Danmark gøre det samme. Logikken er, at Danmark i konkurrence med andre nationalstater skal gøre sig attraktiv for transnationale selskaber og tiltrække investeringer for på den måde at leve op til det neoliberale imperativ om økonomisk vækst.

Kappestriden mellem lande om at sænke selskabsskatten kan fortsætte, til man rammer nul procent – til stor glæde for CEPOS, Liberal Alliance og rækken af borgerlige kommentatorer, der glæder sig over at lægge velfærdsstaten i graven. Men næppe for de vælgere, der sympatiserer med Socialdemokraternes tidligere værdier. De bekender sig til oprindelige principper om brede skuldre, største byrder osv.

Et nyt Socialdemokrati

Løsningen på partiets svære situation går gennem det traumatiske og paradoksale i at erkende sin egen umulighed; socialdemokratismens umulighed.

Den bør tage udgangspunkt i indsigten, at det ikke længere er muligt at indgå de kompromisser med kapitalen, som i sin tid lagde grunden til velfærdsstaten. Når det er klart, vil de, der i dag fortsat benævnes ’Socialdemokraterne’, i ny skikkelse og med en helt anden tilgang bl.a. forsøge at ændre de uanstændige forhold på arbejdsmarkedet, hvor flere og flere ansættes og afskediges under stærkt usikre betingelser på grund af arbejdsgiveres behov for fleksibilitet.

De vil modarbejde gentrificering, altså det fænomen at fattige fordrives fra deres pludselig attraktive kvarterer, når boligpriser stiger.

De vil begynde at tale om at organisere samfundet efter andre principper end ’økonomisk vækst’. De vil gennemskue denne metafor og se, at den ikke er andet end newspeak for, at et mikroskopisk mindretal akkumulerer kapital.

De vil bidrage til en solidarisk globalisering ved at søge samarbejde med ligesindede andre steder i verden i erkendelse af, at de har de samme problemer med en kapitalisme, der unddrager sig demokratisk kontrol.

De vil være med til at skabe rammerne om en ny virkelighed, som er det, politik bør være og gå ud på.

Jens Malling er journalist