Kronik

Hvornår må vagter skyde mennesker på åbent hav?

Det spørgsmål gives der ingen nemme svar på. Som loven er i dag, står rederierne selv for at vælge de vagter, der skal beskytte skibene mod pirater. Staten blander sig helt uden om og skal ikke give autorisation – i modsætning til ved alle andre private vagter. Er det virkelig den rette løsning i det komplicerede juridiske rum, som internationalt pirateri udgør?
Danske rederier fik for godt et år siden mulighed for at anvende bevæbnede private vagter i den danske handelsflåde. Baggrunden for lovændringen var den kritiske sikkerhedssituation i regionen ved Afrikas Horn, hvor somaliske pirater angreb handelsskibene.

MOHAMED DAHIR

29. juli 2013

For godt et år siden trådte en ændring af våbenloven i kraft, som giver danske rederier let adgang til at opnå våbentilladelse til deres handelsskibe. Derved er det blevet muligt generelt at anvende bevæbnede private vagter i den danske handelsflåde – noget, der indtil da kun skete undtagelsesvist. Baggrunden for lovændringen var den kritiske sikkerhedssituation for handelsskibe i regionen ved Afrikas Horn: Ved årsskiftet 2010/2011 var over 750 sømænd gidsler i hænderne på somaliske pirater, og piratangreb mod skibe var ved at blive en sørgelig normalitet.

Lovændringen skete i erkendelsen af, at den internationale militære indsats mod pirateri ikke kunne stå alene. Der skulle tilføjes flere værktøjer i værktøjskassen. Et af disse værktøjer var lettere adgang til private, væbnede vagter, som i yderste konsekvens kunne afværge et angreb med magt.

Loven ser ud til at være kommet for at blive. Her i kølvandet på etårsdagen for lovændringen er der derfor anledning til at gøre sig nogle mere grundlæggende overvejelser. Der kan nemlig argumenteres for, at den danske lovændring er et skridt på vejen hen imod det, der ser ud til at være en global udvikling i retning mod privatisering af maritim sikkerhed.

I stedet for at ty til private, bevæbnede vagtværn kunne en anden tilgang være at betragte beskyttelse af skibe som en statslig opgave. Opgaven kunne løses af statslige organer – som for eksempel Søværnets personale – i stedet for at overdrages til private. (På samme måde som andre politiopgaver heller ikke udføres af private aktører). Det var også oprindeligt den løsning, rederibranchen foretrak, men i Danmark var der fra politisk side ikke vilje til at tilbyde en statslig vagtservice til handelsskibene. Det var måske meget fornuftigt. Modellen er blevet anvendt i Holland og har vist sig ikke at kunne fungere i praksis.

Skyder uden autorisation

Så hvis vi accepterer, at private bevæbnede vagter er et værktøj i pirateriværktøjskassen, er det næste spørgsmål, hvordan vi sikrer kvaliteten af de vagter, vi bruger. I Danmark har man valgt en reguleringsmodel, hvor det er rederierne, der selv har ansvaret for, at de ansætter den ’rigtige’ vagt til at skyde med de våben, der lovligt befinder sig om bord. Det kræves fra myndighedernes side alene, at rederiet sikrer sig, at vagten er over 20 år, kan dokumentere relevant våbenerfaring, kender til reglerne om nødværge og nødret, samt at hans straffeattest ikke er for lang. Det er således ikke en offentlig instans, der – for eksempel gennem en certificeringsordning – vurderer, om den enkelte vagt er egnet til at varetage opgaven. Det er rederierne.

Man har ikke fra centralt dansk hold fundet det nødvendigt at forholde sig til hvem eller – mere relevant – hvilke vagtfirmaer, der er gode nok til at få lov til at skyde med skarpt på andre mennesker fra danske skibe. Det er påfaldende, eftersom (ubevæbnet) vagtvirksomhed i Danmark ellers kræver autorisation. Man må heller ikke gå rundt på en byggeplads om natten med en lommelygte og en hund, uden at det i et eller andet omfang er underlagt statslig kontrol.

Rederier står alene med ansvaret

Den manglende certificeringsordning og kontrol er både godt og skidt. For rederierne.

Oprindeligt var branchen mest fokuseret på godt-siden. På godt-siden opnåede branchen hurtig sagsbehandling og fleksibilitet. Så snart skibet har fået tilladelse til sit våbenskab, skal der i princippet ikke sagsbehandles mere. På skidt-siden ligger den udfordring, det er for rederierne at vurdere vagterne. Der er firmaer, der tilbyder rådgivning, der er visse branchestandarder samt en tentativ ISO-standard på markedet, og der ligger et par reguleringer i IMO (FN’s søretsorganisation). Der ligger dog ikke fra statslig side nogen konkret rettesnor for, hvad der præcist skal kræves af en vagt. Dette skal ses i lyset af, at antallet af firmaer, der udbyder maritime sikkerhedsydelser, er eksploderet de senere år. Markedet er objektivt set uoverskueligt, og det er alene rederierne, der står med ansvaret, hvis det viser sig, at de valgte forkert.

I stedet for offentlig kontrol er det tanken, at markedskræfterne skal regulere, hvilke vagter der bliver brugt. Hvis man tilbyder en dårlig ydelse, bliver man valgt fra næste gang. Regulering ved markedskræfter anses normalt som en god idé, når to forholdsvis ligeværdige parter optræder i et privat rum. Det helt typiske er ’business to business-transaktioner’ – såsom en transaktion mellem et rederi og et privat vagtselskab.

I denne sammenhæng er der dog to steder, hvor kalkylen er skæv. For det første agerer vagterne og rederierne ikke i et privat rum. De agerer på det åbne hav eller inden for andre staters territorialfarvand og dermed juridisk set i en tyk heksebryg af strafferet, international folkeret og sikkerhedsmæssige, offentligretlige reguleringer, som det kan være meget vanskeligt at navigere i. Man kan ikke (gyldigt) aftale sig ud af, hvornår man skal skyde (på) et andet menneske. Eller hvornår en vagt skal finde sig i at lade sig tage til fange, hvis vagten selv mener, han kunne have ’skudt sig ud’. Disse problemstillinger er ikke blevet løst, blot fordi danske skibe nu har ret til at have forsvarsvåben om bord.For det andet er modtagerne af vagtselskabets ydelse ikke kun rederiet. Modtager af ydelsen er også de formodede pirater – eller lokale fiskere, hvilket der desværre har været eksempler på. Der florerer både nyhedsrapporteringer, rygter og diverse YouTube-klip, der indikerer, at ikke alt, der foregår på det åbne hav, tåler dagens lys. Derudover forlyder det i branchen også, at det ikke er alle træfninger, der indrapporteres. Det er ikke vores påstand, at dette også gælder for danske rederier, men det giver et fingerpeg om, at spørgsmålet om mørketal ikke kan ignoreres.

I Tysklands fodspor

Alt dette leder til en diskussion af sikringsmekanismer. Danske rederier hverken kan eller vil være tjent med, at bevæbnede vagter uhæmmet plaffer løs på formodede pirater eller på fiskere, der måske kunne ligne pirater. Hvordan sørger vi som flagstat for, at det går ordentligt for sig, når vi bruger bevæbnede vagter på danske handelsskibe?

Vi ville foretrække, at de danske myndigheder var mere på banen, inden vagten gik om bord, og at en større del af udfordringen med at kvalitetssikre vagterne var en statslig opgave. Det bedste ville være en international certificeringsordning, men en sådan har p.t. ret lange udsigter. Andre søfartsnationer, herunder Tyskland, har dog indført en certificeringsordning. Således vil kun vagtselskaber, der er godkendt af de tyske myndigheder, kunne virke om bord på tyske handelsfartøjer. En sådan ordning, hvor man som vagt på danske skibe skal autoriseres – ligesom vagter på landjorden – stemmer i vore øjne bedst overens med princippet om, at det er flagstaten, der har ansvaret for, hvad der foregår om bord på dets handelsskibe. Skibsfarten er i det hele taget vant til certificeringsordninger. Hvorfor så ikke her?

Hvis arbejdsbelastningen med certificeringen er for stor, kan den udliciteres. Det meste af den øvrige certificering af skibe foregår i forvejen via private firmaer, der arbejder under autorisation. De danske myndigheder behøver således ikke selv certificere vagterne. De kan autorisere nogen til at gøre det for sig.

Der er mange fornuftige grunde til, at vi har lagt ’aben’ med kvalitetstestning af vagter over til rederierne. Men når de nu har aben, kunne vi så ikke i det mindste give dem en crap detector?

 

Kristina Siig og Birgit Feldtmann er begge lektor, dr.jur. på SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette Abildgaard
Jette Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Larsen

Kronikken her stiller spørgsmålet – Hvornår må vagter skyde mennesker på åbent hav?
Et spørgsmål som jeg ikke tror ret mange er i stand til at svare på.

Begge kronikforfattere har gennem tiden skrevet en hel del omkring de juridiske spidsfindigheder der er forbundet med pirateri. Og, ikke mindst påpeget den manglende politiske udnyttelse af den juridiske ”værktøjskasse”.

Når jeg har læst de to kronikforfatteres artikler gennem tiderne, og jeg tror jeg har læst de fleste, har jeg unægtelig rystet på hovedet.

Ikke af artiklerne, som jo langt hen af vejen kun påpeger, at, enten er danske politikere total tonedøve over for fremlagte fakta – eller også er de samme mennesker total ligeglade med at sætte noget fornuftigt op i kampen mod pirateriet, når man lige ser bort fra den symptombehandling, som den militære tilstedeværelse og bevæbnede vagter udgør, en beskyttelse som tilsyneladende virker her og nu. Men spørgsmålet er hvor længe?

Så ”værktøjskassen” mangler i allerhøjeste grad indhold. Jeg vil sammenligne den med, en stor flot kasse, som vores politikere bruger til at fremvise overfor omverden, i den forventning at score goodwill og anerkendelse. Problemet er desværre, åbner man kassen indeholder den en døv sav, en skruetrækker, hvor kærven er slidt ned, og ellers intet. Men, det er en flot kasse, og politikerne holder den hermetisk lukket, de skal sandelig ikke have nogen til at kigge i den!

Så, at forvente, at der fra politisk side skal tilføjes kassen nogle fornuftige og brugbare værktøjer, tror jeg desværre er ønsketænkning.

Efter min mening lider danske politikere af en piratfobi ud over alle grænser. Man har ganske vist vedtaget en ændring af våbenloven, og mener tilsyneladende at så har man gjort sit arbejde?

Så er det op til søfartserhvervet selv at administrere dette tiltag. Politisk har man jo gjort sit, at de skøre søfolk så ikke kan se det store perspektiv i det, er jo ikke et politisk problem – vel?

Jeg er temmelig overbevist om, at den dag et skib bliver angrebet, og enten en sømand, eller en bevæbnet vagt mister livet. Eller en pirat mister livet, under en skudveksling ved et angreb, så skal man nok få politikerne på banen.

I det første tilfælde, vil der nok ikke ske så meget. Det er jo den risiko, man som sømand og vagt ved eksisterede. Selvfølgeligt beklageligt, men der er nok ikke meget at stille op!

I det andet tilfælde, vil man sikkert høre politikerne råbe højt om utilsigtet brug af magt, og der vil blive sat et stort apparat i gang, for at klarlægge episoden. Nu har man givet søfartserhvervet en enestående mulighed for at beskytte sig mod disse bevæbnede pirater, og så misbruger man det i den grad!

Så spørgsmålet om, hvornår der må skydes, er absolut ikke nogen let beslutning at tage!

John Vedsegaard

Jeg syntes nu det er meget enkelt, når man truer andre på livet må man forvente de gør alt for at forsvare sig, også hvis de skal skyde for at dræbe.