Interview

’En iværksætter er ikke en lonesome cowboy’

Forestillingen om den ensomme iværksætter er ikke den fremherskende opfattelse i iværksættermiljøet, mener igangsætter og forretningsrådgiver Martin B. Justesen
8. juli 2013

Forestillingen om iværksætteren som ’lonesome cowboy’ er for længst forsvundet, siger Martin B. Justesen, som er forretningsudvikler på CSE Lab (Copenhagen School of Entrepreneurship) på CBS.

»Det er rigtigt, at det ofte er én person, der kigger ud i verden og ser noget, der ikke fungerer i hans egen hverdag og så ønsker at gøre noget ved det, men der er ingen modstilling mellem iværksætteren og det sociale og fælles,« siger Martin B. Justesen. »Når man har fået ideen, samler man et team og så opstår den kollektive proces.«

Der er visse iværksættere, som Martin B. Justesen erkender er ’hyped’: f.eks. Facebooks grundlægger Mark Zuckerberg og stifteren af it-firmaet Apple, Steve Jobs, som efter sin død blev hyldet og hædret på særligt de sociale medier.

»Jeg kan ikke genkende den persondyrkelse, som man snakker om, i særlig høj grad. Det er nærmere ideen og udførelsen, der er i fokus i iværksætterbranchen,« siger Martin B. Justesen.-

- Kan alle blive iværksættere?

»Alle får ideer, men spørgsmålet er, hvad man gør ved ideen. Når man oplever et problem, kan der være to veje: Enten forsøger man at komme med et løsningsforslag, eller også brokker man sig bare og lader stå til. Der er en tendens til at i stedet for at gå op ad stigen, går man snarere ud og tænker, at andre bør gøre noget ved ens problem. Det kræver også et mentalt overskud i hverdagen at prøve at skabe et alternativ til det, der ikke fungerer,« siger Martin B. Justesen.

»Adgangen er der for alle, for alle kan starte virksomhed i Danmark, og det er gratis, men man skal ikke være naiv omkring det, for det kræver nogle kompetencer.«

- Er du enig i, at man kun hører succeshistorier om iværksættere?

»Man hører nok mange røverhistorier. Vi hører sjældent om ham, der blot bliver en dygtig freelancejournalist, fordi han arbejder for tre forskellige medier, og det er jo i virkeligheden dér, hele grundlaget for succes ligger. Jeg synes, vi hører meget om succeserne, og jeg synes da, det kunne være godt, hvis folk i højere grad ville træde frem med de historier, som ikke er gået så godt. Vi kan lære meget af, hvordan man falder og rejser sig igen. Dét er hverdagens helte.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Poulsen
Martin Poulsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu