Kommentar

Kamp til stregen

Svar (fra læserne) til Rune: Det er unfairplay Mr. Lykkeberg at flytte til damebladet Politiken
2. juli 2013

I anledning af Rune Lykkebergs opsigelsessalut »Tak for kampen« i Moderne Tider i lørdags bringes her et særdeles subjektivt udvalg af de utallige web-reaktioner, min gamle unge ven og kollegas afsked med Information har affødt.

Søren Boje Mortensens som den allerførste kommentator:

»AHHH Rune – et tu Brutus – det er s’gu et tab og kedeligt for os Inf’ere – men tak for alt er der vel bare at sige – og velkommen tilbage når du har prøvet det alle åbenbart skal – Politiken ... hilsen en fast læser gennem 12 år – søren.«

Børge Outze, (informations oprindelige grundlægger af den illegale – ulovlige, kriminelle – modstandsavis under samarbejdspolitikernes og de tyske nazisters besættelse) yndede selv, da bladet efter befrielsen blev legalt, at kommentere genier som Erik Seidenfadens og Klaus Rifbjergs afgange fra Information med ordene: »Det er jo værst for dem selv.«

Men nu ved Rune Lykkebergs afgang kommenterer Emil Begtrup-Bright:

»Dine artikler og ledere i Moderne Tider har været noget af det bedste ved Information i min optik. Godt arbejde, og jeg glæder mig til at se, hvad du kommer til at lave på Politiken.«

Eller Steen Ingvard Nielsen, som skriver:

»Nødvendige fremmedord!

Jeg husker de første gange jeg så Rune Lykkeberg, i interviews på DR f.eks. Så kunne man, hvis man stod rigtigt tidlig op måske forstå det halve eller en tredjedel af ordene, på en god dag. Ja, avisen (Information red.) har været og er skarp og aparte ikke mindst takket være Rune Lykkebergs profil. Og det er det, der gør den til noget særligt. Det er unfairplay Mr. Lykkeberg at flytte til Politiken.«

Fulgt op af Lasse Glavind:

»Ja, godt for damebladet Politiken, skidt for Information, men det bliver godt nok spændende at se, om det bliver Rune, der gør noget ved Politikens kulturstof, der er tyndere end tyndt og absolut tandløst – eller damebladet Politiken, der gør noget ved Rune. Man må håbe det første.«

At handle som konger

Læserne fornemmer sikkert allerede, hvor subjektivt web-bemærkningerne her er udvalgt.

Som f.eks. denne, der sjovt nok (et af Runes yndlingsudtryk) lige præcis er den umiddelbart efterfølgende kommentar til Glavind. Heinrich R. Jørgensen, der skriver:

»Rune Lykkeberg: ’Det er derfor ikke så mærkeligt, at Information både var avis for den borgerlige del af modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig og for ungdomsoprøret sidst i 1960’erne. Ideologisk hænger det ikke sammen, men det er logisk nok.’

Logikken bag opbakningen til Outzes avis handlede om ikke nogen ‘ideologisk’ eller ‘politisk’ dagsorden, men ganske om at netop denne nye avis var nødvendig. Alle de etablerede aviser havde gennem fem år undermineret grundlaget for, at nogen skulle kunne fæste lid til, hvad de ytrede. Ved at agere opportunistisk og ved at gøre sig til nyttige tjenere for andres dagsordener, havde de legale aviser demonstreret, at de ikke arbejdede ‘i sandhedens tjeneste’. Ingen opvakt og observant person kunne længere bilde sig ind, at det var muligt at blive informeret (om kendsgerninger) af de etablerede aviser. Outze formodede vistnok, at antallet af abonnenter hos de etablerede aviser ville svinde ind, efter Anden Verdenskrigs ophør. Hvad ville være mere logisk, end at den oplyste del af befolkningen tog konsekvensen af deres indsigt? Desværre viste det sig, at antallet af oplyste borgere var meget få, og opportunismen meget udbredt.

Dagbladet Information har aldrig appelleret til personer, der valgte at handle som stoddere, men derimod til de, der valgte at handle som konger. ... Mange tak til Rune Lykkeberg, for talrige skriverier, der har rummet kimen til, at læsere kunne blive klogere. At dette potentiale har været til stede, er ikke noget, jeg tror; det er noget, jeg har erfaret og derfor ved.

Hvis Rune Lykkeberg føler, at han hører hjemme hos Dagbladet Politiken, er det helt naturligt, at han melder sig på dets domicil, og fægter under dets banner. Det er jeg sikker på, vil komme Politikens læsere til gavn. Til lykke, Politikenlæsere.«

Slut, men ikke prut

Knubbede ord følger også. Det er vel Informations læsere, vi har med at gøre. Som f.eks. Ivan Ziz:

»Enhver Inf.-journalist, der blev lokket til Politiken, kom gennem den særlige skrivemølle dersteds. Og mistede gnisten. Således vil det også gå med Rune(rne).«

Endnu mere knubbet skriver Michael Kongstad Nielsen:

»Ingen er uundværlige. For de gamle, som faldt, er der ny overalt.« Og fortsætter: »’Information går mod højre’, skrev Rifbjerg, og det kan han have ret i. Siden Moderne Tider, som Rune var redaktør på, er højredrejningen blevet til at tage og føle på. Runes indlæg har altid været lidt flydende. Man vidste ikke helt, hvor man havde ham, hvor han ville hen, ville han overhovedet nogen steder hen? Nu ved vi lidt mere. På den ene side og på den anden ...«

Overgået af Holger Madsen:

»Hvad mon det er, Politikken kan tilbyde Rune Lykkeberg i kampen, som Information ikke kan mere?«

I hvert fald sagt af Lilli Wendt – på langt hovedparten af web-kommentatorernes vegne::

»ÆV – mere er der vel ikke at sige til det. Vi kommer til at savne Rune Lykkeberg! God vind – håber du kommer retur ...:o)«

Slut – men ikke prut.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
  • Michael Kongstad Nielsen
Heinrich R. Jørgensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Ejvind har efterhånden perfektioneret kunsten, at lade et synspunkt forme sig gennem et narrativ, der består af genbrug af ulønnede skribent-kollegers, skønsomt klistret mellem mesterens egne tekstbidder.