Kommentar

Kampen mod uretten

Mindet om en ærlig mand med en stor og værdig sag
27. juli 2013

I disse dage, den 26. juli, er det 100 år siden, en af landets mest markante socialpolitiske profiler omkom, agitatoren og politikeren, MF 1901-13, journalisten Peter Sabroe. Et tragisk offer for togulykken ved Bramminge, der i alt kostede 15 mennesker livet og sårede flere snese alvorligt. Skinnerne bulede i sommervarmen og afsporede eksprestoget til Esbjerg. Landet var i chok.

Det blev ikke mindre, da meddelelsen spredtes, at Sabroe var blandt de døde. Bisættelsen i hjembyen Aarhus forløb som en statsbegravelse i folkets ægte sorg. Ikke så få var lettede. Det blev sagt i missionske kredse, at Sabroes voldsomme død var Guds straf. Han havde rokket ved samfundsordnen og var socialist. Sabroes efterfølger i Aarhus-kredsen, lærer Stilling sagde i mindeordene: Der var modstandere, der ikke bar sorg.

Født i 1867 blev Sabroe kun 46 år, men nåede til gengæld at sætte sig bemærkelsesværdige og varige spor i den danske sociale bevidsthed og lovgivning. Han spillede på alle tangenter som journalist ved den socialdemokratiske presse, skrev med den stumpe ende af penneskaftet, sagde man; siden i aktiv politik, hvor han som en terrier opsnusede uretten. Børns og for den sags skyld andet tyendes oprørende vilkår gav den hyppige datidige vending mening: at gå for lud og koldt vand. Ikke mindst i landsognene, hvor misbruget af arbejdskraften på gårdene var uanfægtet og noget nær reglen. Gårdmændene havde i al almindelighed deres egen målestok for karle, piger og smådrenges velfærd. Selv arrangerede fotos af folkehold i stadstøjet antyder de yngstes ringe kår: Tyndbenede, blege, skvatbrystede stirrer disse for tidligt voksne børn ud i en fjern eftertid, mens sparsomme proteiner, tomme kalorier, udkogte grøntsager og salt sildemad konsekvent forkortede livskvalitet, helbred og levealder. Nogle gange sender historien som ved et sidelys besked. Det kendte billede af repetergeværskytten fra studenterkorpset på Rådhuspladsen i København ved indkaldelserne året efter, da verdenskrigens brød ud: To smådrenge beundrer studenterskytten, hans fine uniform, cyklen, den velklædte kæreste(?) og elegante ven; børnene er barfodede. Nok var det varmt i august ’14, men sandheden er, at de børn ikke ejede fodtøj.

På talerstolen

Peter Sabroe havde øje for den slags. Selv fortrolig med fattigdom i barndomshjemmet, satte han sig som mål at forbedre børns grundlæggende forhold og bekæmpede indædt den konsekvente voldsanvendelse i optugtelsen af lavkasten i en ubønhørlig reaktionær hakkeorden.

Indgangen til sin politiske tilværelse fandt Sabroe i studiet af Karl Marx. Det anfører skribenten her i angst og bæven: Hvad bliver Sabroe med tilbagevirkende kraft så ikke holdt ansvarlig for! Men det gjorde Sabroe altså i en tid, hvor socialdemokrater endnu ikke følte sig foranledigede til ustandseligt at bortforklare partiets ideologiske udgangspunkt.

I dette socialdemokrati fandt Sabroe sig hjemme. Et hastigt voksende parti var dog ikke altid rummeligt nok for en ildsjæl som Sabroe, der ikke sjældent kom i modsætning til ledelsen. Det var udelukkende på socialområdet, temperamentet slog gnister og afdækkede en rastløs karakter med store vanskeligheder i samarbejdet med andre. Sabroe befandt sig bedst i centrum på talerstolene, på hvilke han gerne sprang op og som regel var svær at få ned fra igen.

Øjenvidner beretter, at man ikke uden videre slap billigt, når taleren tog hul på sine fortællinger om børnemishandling, vanrøgt, fortvivlelse og alkoholens svøbe. Afbrydelser tåltes ikke, mens Sabroe slyngede om sig med anklager, ofte siden bragt for domstolene, der også nu og da dømte injurier.

Lad os mødes ...

En enspænder i kampen var Peter Sabroe, en frygtløs énmandshær, når det gjaldt børnene. Ellers var Sabroe absolut ikke revolutionær, fulgte partilinjen i de overordnede sager og var religiøs, grundtvigianer og national til fingerspidserne i Sønderjyllands-sagen. Alligevel – eller måske derfor – skriver den officielle partihistorie En bygning vi rejser let kryptisk om den store agitator: Det var intet under, at der opstod konflikter mellem ham og partiet.

Sabroes metoder og adfærd foruroligede de stadig mere satte cigarrygende socialdemokrater med høj hat og stok, der først og fremmest ønskede borgerskabets anerkendelse.

Sabroe for sin del fortabte sig ikke i strategiske eller taktiske hensyn, undlod de mere teoretiske overvejelser om samfundets mål og midler og insisterede ustandseligt med fremvisning live af røde striber på drengerumper, underernærede gamle, ja, selv den til lejligheden medbragte hundeæde på Folketingets talerstol fra berygtede børneanstalter, han i særlig grad kastede sig over. Pryglestraffen i skolen bekæmpede han også og fik sjovt nok lærerne på nakken.

Allerede dengang kunne man tale om Socialdemokratiets krise, bestemt af kampen mellem på den ene side indignationen over det bestående i kravet om hurtige og dybgående forandringer – og på den anden side kampen om magten i samfundet og den dermed forbundne nedsvælgen af uldne kameler.

Det sidste var som antydet ikke Sabroes spidskompetence og førte til de mere og mere heftige reaktioner fra partiet mod Sabroe med trusler om eksklusion – specielt efter hans bevidste læk til Politiken af interne oplysninger om gruppens møder. Det sabroeske temperament, som af og til bare var for meget, fornægtede sig ikke og blev i øvrigt ganske realistisk portrætteret af Mogens Wieth i den ellers delvis mislykkede spillefilm Kampen mod Uretten fra 1949.

En Sabroe-replik: Lad os mødes i arbejdet for godhed, tolerance og ansvarsfølelse, 100 år efter er to af begreberne blevet skældsord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henning Pedersen
  • Rasmus Kongshøj
  • Olav Bo Hessellund
  • Lars Jorgensen
  • Sören Tolsgaard
  • Hanne Ribens
  • Peter Andreas Ebbesen
  • Inger Sundsvald
  • ole eising
  • Stig Bøg
  • Johannes Lund
  • Holger Madsen
  • Tonny Helleskov
  • Grethe Preisler
  • Jan Weis
  • Steen Sohn
Henning Pedersen, Rasmus Kongshøj, Olav Bo Hessellund, Lars Jorgensen, Sören Tolsgaard, Hanne Ribens, Peter Andreas Ebbesen, Inger Sundsvald, ole eising, Stig Bøg, Johannes Lund, Holger Madsen, Tonny Helleskov, Grethe Preisler, Jan Weis og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nogen i S burde nok snart skrive et 5. bind til værket "En bygning vi rejser" - hvor 4. bind sluttede med 1971 - f.eks. med undertitlen - "En bygning vi nedriver" ...

Rasmus Kongshøj, Lars Jorgensen, Sören Tolsgaard, Flemming Scheel Andersen, Steffen Gliese og Peter Andreas Ebbesen anbefalede denne kommentar
odd bjertnes

Jeg skal ikke kunne udelukke at hvor Georg Metz færdes er '2 ud af 3 blevet skældsord'. Det er muligvis de 2 første han tænker på, som jo er blandt de mest misbrugte plusord i omløb overhovedet.
Sabroes tolerance havde jo klare grænser, hvilket er baggrunden for det der er blevet hans specielle kvalitet.

Men der er forskel på, at nogen derude bruger ord på måder, så det får et komisk skær at gøre det, og så at samme ord er 'skældsord'.
Årsagen til at reaktionen på et ord som 'godhed' i dag ofte er i stil med : 'ja det sae hun også i går' ligger helt hos ordets aktive brugere og de der gerne vil applikere sig det. Og nåja, hvem vil ikke det ? Det er altså så som så med ordets skældsk-hed - men det er de mere hæmningsløse segmenter der dominerer og sårer dets implikationer.
Så det er den healende, overbærende og reelt tolerante latter der omgiver 'godhed' lige pt.

Toke Andersen

Jeg må være grøn.
Har der virkeligt været en tid hvor Socialdemokrabaterne ikke var et overflødigt parti?

Hanne Ribens

Jeg er så gammel at jeg har set filmen om Sabroe i noget der hed Skolebio, det har været i realklassen så jeg har vel været en 16 år. Jeg husker også at jeg var dybt berørt over emnet og af at børn udenfor min verden, blev udnyttet af bønderne og mishandlet på børnehjem.Jeg betragtede Sabroe som en helt. Begrebet ildsjæl fandtes ikke dengang. Men en ildsjæl har han været, og jeg tænker ikke han har levet forgæves! Havde vi bare mange flere ildsjæle!! De må for min skyld gerne dumme sig bare de er ærlige i kampen.

Sören Tolsgaard

Tilegnet Peter Sabroe

Der sidder i udmarkens øde
saa fjern fra den alfare vej
en hob som må betle sig føde
jeg ved at de venter på dig

Du være den fattiges værner
du være den riges ris!
da faar du ej ordner og stjerner
men bævende læbers pris

(Jeppe Aakjær, 1912)

http://www.tanker-i-gang.dk/turforslag/sabroe/person/indl.htm

Henning Pedersen, Rasmus Kongshøj, Lars Jorgensen, Hanne Ribens og randi christiansen anbefalede denne kommentar