Læserbrev

Kønsdebattens manglende begreb

Debat
30. juli 2013

Anne-Marie Vestergaard, Hellerup

Det har været interessant og til tider skræmmende at følge den danske debat i kølvandet på historien om censoren Youssef Minawi, der af religiøse grunde ikke ville give hånd til kvindelige kursister, der skulle til eksamen ved Herning HF og VUC.

Synspunkterne har rakt fra ’klokkeklar diskrimination’ til ’respekt for andre måder at hilse på’ – det sidste ytret af Kvinfos Elisabeth Møller Jensen. Og som et udtryk for typisk dansk pragmatisme er det blevet foreslået, at den pågældende Minawi slet ikke giver hånd til nogen. Det synes som om, debatten mangler dybde og nuancer.

Skeler man til Frankrig kan man med fordel inddrage begrebet mixité, som betyder noget i retning af et ’princip om kønsblandethed’. Ordet stammer fra landets historiske strid mellem kirkelige og verdslige kræfter og den skolekamp, der blandt andet resulterede i flere skoler for både piger og drenge. Begrebet er i de senere år blevet taget op af unge feminister, der har skullet forholde sig til fremvæksten af islamistiske strømninger i de store byer og forstæder. Mixité er blevet et feministisk slagord, når der har lydt særkrav omkring slør, svømmehaller eller andre situationer hvor kvinder skulle gøres usynlige eller holdes adskilt fra mænd i det offentlige rum.

Der er vel ingen danskere, der vil betvivle princippet om kønnenes ligestilling og ret til at færdes i det offentlige rum på lige fod. Alligevel er mange parate til at acceptere et religiøst særkrav, der de facto bryder med denne ligestilling, som eksemplet fra Herning viser.

Det farlige køn

I sin egen traditionelle optik må Minawi tage sig i agt for farlig indflydelse fra kvindekønnet, og qua hans adfærd med manglende håndtryk indstifter han en forskelstænkning i sin egen bevidsthed, der gør kvinder til farlige seksuelle væsner. Hans forskels-tænkning kan derfor ikke undgå at præge det rum og den sammenhæng, han befinder sig i.

Vi skal passe på med at underbetone moderne værdier, som i den aktuelle sag. Når det kommer til en konflikt mellem et universalistisk princip og et religiøst krav om særhensyn, bliver vi nødt til at sprogliggøre den værdi, vi under ingen omstændigheder vil give køb på. Når vi giver hinanden hånden, siger vi symbolsk: Jeg ser dig, du er ok. Lad os hurtigst muligt få indført et dansk ord for mixité.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Thaarup Nyberg

"Det farlige køn
I sin egen traditionelle optik må Minawi tage sig i agt for farlig indflydelse fra kvindekønnet, ... "
Er dèt Minawi tager sig i agt for, ikke kvindernes familie og forbindelser ? Indflydelsen fra kvindekønnet er jo kendt og åbenbart for enhver, så det drejer vel om at kunne styre sig for ikke at få hendes far, brødre, fætre osv på nakken.