Krudtugler på stoffer

Hvis Emil fra Lønneberg levede i dag, havde han formentlig fået en ADHD-diagnose og tilhørende medicinsk behandling. Drenge med krudt i røven skal nemlig bringes til ro, så de kan komme ind i normalitetens rammer. I gamle dage fik de lov at udleve deres aktivitetstrang frem for at blive sygeliggjorte – men dengang fandtes ADHD selvfølgelig heller ikke
Emil fra Lønneberg bliver rusket af sin far i Århus Teaters opsætning af Astrid Lindgreens klassisker i 1999. Havde ADHD-diagnosen været opfundet dengang, Emil var dreng, var han sandsynligvis blevet diagnosticeret og medicineret til ro.

Emil fra Lønneberg bliver rusket af sin far i Århus Teaters opsætning af Astrid Lindgreens klassisker i 1999. Havde ADHD-diagnosen været opfundet dengang, Emil var dreng, var han sandsynligvis blevet diagnosticeret og medicineret til ro.

Erik Jepsen
16. juli 2013
Delt 22 gange

»Eeeemmil!« En mandag morgen i selskab med egne unger og Emil fra Lønneberg på tv. Emil laver konstant ulykker med sine opfindsomme eksperimenter i et romantiseret Småland. Han får skældud og må gemme sig i snickaboa. Hans tid bag haspen bruges på vredesbekæmpelse ved at snitte (mange) træmænd. Pludselig slår det mig. Drengen har jo ADHD/ADD eller måske endda DAMP (som man ikke kan have længere).

Børnepsykiatrien anno 2013 kan således rydde op, hvor almindeligt forældreskab og gammeldags straf synes at give efter. Men lad os dvæle ved spørgsmålet, om Emil rent faktisk har en forstyrrelse af opmærksomhed og motorisk aktivitet. For sommerlethedens skyld har jeg valgt et udpluk fra diverse hjemmesider om ADHD fra internettet (www.adhd.dk, www.netdoktor.dk, og www.levmedadhd.dk), hvor forældre kan få information om deres barns, måske, sygelige adfærd.

Diagnosticering af det syge barn

»Udredningen af barnet begynder normalt med, at man samler en komplet anamnese (sygehistorie, som stammer fra patienten selv eller de pårørende, red.), kigger på indlæringsproblemer og arvelighed og gennemfører en lægeundersøgelse for at udelukke andre sygdomme,« lyder det på www.levmedadhd.dk.

Tja, Emil har ikke nogen legemlige sygdomme, og stofskifteproblemer synes der heller ikke at være nogen af. Faren er en hidsigprop, hvilket kunne tyde på, at han selv har problemer. Men ellers ikke noget opsigtsvækkende i tiden. Der er ingen tegn på, at moderen har været alkoholiker gennem graviditeten, og tidlig hjerneskade oplyses der ikke noget om. Netdoktor.dk går lidt videre og beskriver en række neurobiologiske ADHD-teorier om hjernen og dens transmittersubstanser, men det forbliver teorier, som stort set ikke kan eftervises. Og da slet ikke hos Emil, da vi så skulle skære hans hjerne i skiver for at komme den type tankegang nærmere. Www.levmedadhd.dk har en passus om, at man har vist, at ADHD-børn har fem procent mindre hjernevolumen end andre børn. Den sætning er nærmest historisk åndssvag, da kvinder som bekendt også har mindre hjernevolumen end mænd. Men betyder altså ikke noget for hjernens funktion (kraniometri er ophørt som videnskabelig disciplin).

»Da symptomerne sommetider er diffuse, omfatter diagnosticeringen af ADHD også spørgeskemaer og samtaler for at komme dybere ned i barnets adfærd. Forældre, lærere, pædagoger, barnepiger og andre, der kender barnet, kan bidrage. Spørgeskemaerne skal være med til at klarlægge barnets adfærd, og – hvad der er endnu vigtigere – om adfærden er langvarig eller midlertidig. Indsamling af så mange oplysninger som muligt om barnet er den bedste metode til at sikre en korrekt diagnose,« står der på www.levmedadhd.dk.

Tja, der blev vi vist ikke meget klogere på diagnosen, udover at fleres fornemmelser er bedre end en enkelts. En særlig munter detalje er ’barnepigen’, som i dagens Danmark ofte kun taler thailandsk. Så her ser jeg ikke oplagte muligheder for ADHD-diagnostik af Emil som et fælles projekt. Kammerpigen Line ville dog nok bakke op om, at drengen er syg i hovedet.

Igen på www.levmedadhd.dk står der: »Små børn har generelt en kortere opmærksomhedsspændvidde, og deres adfærd indebærer perioder med stor aktivitet og impulsivitet. Hvis dit barn udviser symptomer på ADHD før femårsalderen, kan det være en god idé at føre protokol over hans eller hendes adfærd for at opdage forandringer og/eller forbedringer.«

Se nu her, en hjemmelavet protokol til at dokumentere barnets uhensigtsmæssige adfærd alene på mistanken? Lad os endelig registrere vores børns gøren og væren fra før femårsalderen for at sikre en fremtidig diagnose. Men selve øvelsen indeholder en videnskabelig cirkelslutning, da registreringsaktiviteten i sig selv er med til at skabe sygdom.

Krudtugle eller ADHD-barn?

Internettet gav således ikke sikker hjælp til at belyse Emils situation – ud over mistanke, teorier og bekymring. Men hvad med en lærebog i børnepsykiatri (min egen er fra 1993)? I den beskrives et bredt symptomkompleks med hyperkinetisk tilstand (det har Emil), letafledelighed (det har Emil) og nedsat koncentrationsevne (det har Emil). Motorisk uro har han bestemt også. Jeg tror faktisk, at hvis Emils forældre tog Emil med til skolepsykolog eller læge, ville der måske vanke en ADHD-diagnose. Og med denne sygdomsmærkat har han et problem, og problemer skal som bekendt behandles.

Ritalin er et hyppigt anvendt lægemiddel, som anvendes af specialister i børnesygdomme. Den endelige diagnose er da også defineret som en specialistopgave, hvilket ikke bør undre nogen, da diagnosen er subjektiv. Så vi giver Emil medicin, og han falder måske til ro. Han er neurobiologisk syg – kan ikke gøre for det – og forældrene er også fritaget for oplagt ansvar. Samfundet tager over med et bredt diagnostisk system, hvor der er en diagnose til næsten alle – inklusive Emil.

Men bivirkningsprofilen for lægemidlet er frygtindgydende: Almindelige bivirkninger (én til 10 procent) er hovedpine, søvnløshed, nervøsitet, feber, nedsat appetit, vægttab, mundtørhed, kvalme, opkastning, mavesmerter, diarré, hjerteforstyrrelser, blodtryksændringer, løbenæse, hoste, halsirritation, væksthæmning, ledsmerter, følelsesmæssig labilitet, dyskinesier (ufrivillige muskelsammentrækninger i stil med tics, red.) , døsighed, svimmelhed, angst, depression, aggression, agitation, irritabilitet, hyperaktivitet, hårtab, og udslæt.

Kort sagt skal man nok overveje, om problemet er mindre problematisk end bivirkningerne ved den anvendte medicin – og den behandlingsmæssige effekt er ikke en gang diskuteret her.

»Stakkels Emil,« som den søde Ida siger. Nu kan ingen hjælpe ham mere med de sjove eksperimenter, for hans adfærd er blevet til sygdom og derfor et problem med en medicinsk løsning. Da jeg var barn, fandtes diagnosen ADHD ikke. Min farmor havde sin egen definition på drengebørn med fart på og stor nysgerrighed; nemlig krudtugler. Jeg var nok en krudtugle. Og krudtugler skulle dengang ikke protokolleres eller medicinsk behandles tilbage til gennemsnitlig ro; de skulle op i høje træer og udleve deres behov for motorisk aktivitet. Vel at mærke ikke gennem wellness-inspireret skolegymnastik for at få styr på (kommende) livsstilssygdomme, men gennem kreativ, aktiv og udfordrende legen. Jeg husker, at det virkede godt på mig. Jeg sov som en sten om natten. Men måske havde jeg ikke ADHD – dengang fandtes sygdommen jo heller ikke.

Når alle er småsyge i pæren

Jeg er ikke i tvivl om, at både forældre og behandlere vil børnene det bedste. Men jeg stiller mig skeptisk over for måden, det håndteres på anno 2013. Eksemplet med Emil er oplagt. Han var lykkelig i sin tid, fik meget skældud og stilletid med sig selv (det sidste opfatter jeg som noget godt). Fremfor alt blev han ikke tynget ned af en diagnose, som han senere kunne udvikle skyldfølelse og andre problemer fra.

Moderne lægevidenskab har gjort kolossale fremskridt inden for somatisk sygdomsbehandling, mens psykiatrien primært synes at udvide det diagnostiske spektrum således, at vi alle snart har et ben inden for ’psykiatria minor’. Men hvis alle er ’småsyge i pæren’, er sandheden vel snarere, at det diagnostiske grundlag er blevet præget af samfundets krav på gennemsnitlig optimering i en grad, hvor biologien pp.definition ikke kan være med.

Hvad så med Emil? Han var ikke en stakkel. Han slap for bivirkninger og social stigmatisering. Og dem, som kender hele hans historie, vil huske, at det gik ham godt. Han gik fra krudtugle til sognerådsformand – uden brug af medicin.

Jens Peter Gøtze er dr.med., professor i kardiovaskulær endokrinologi og overlæge i klinisk biokemi på Rigshospitalet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Tør DU, at undlade at få diagnosticeret dit barn?

Jeg ville gerne anbefale kommentaren, men 'desværre' har jeg ingen erfaringer med ADHD-ramte børn, så jeg skal ikke gøre mig klog. Men måske er det i sig selv en anbefaling. Heller ikke fra min barndom mindes jeg dette syndrom. Bevares, der var mange af os, som havde en eller anden form for knald i låget - bestemt ikke os alle, og bestemt ingen hele tiden. Så spurgte de voksne (læreren, fx.) eller et af de større børn om vi havde knald i låget eller fis i kasketten, og så var den ikke længere, for det var der jo ingen der mente, at de selv var, selvom man måske godt kunne se, at ens opførsel ikke altid var højeste mode. Og i øvrigt var det ikke så alvorligt ment. De der havde sværest ved at sidde stille røg i tidens fylde i A-linjen, og de tilsyneladende mere afrettede gik til B-linjen. Desværre må man nok sige, hvilket den tids progressive pædagogik også nåede frem til (i det mindste delvis). Personligt har jeg i voksenalderen mødt flere, som jeg (og andre) i barndommen opfattede som 'roterende' og hyperaktive (og derfor lidt mindreværdige i følge den tids normer), men som havde udviklet sig helt anderledes, og var blevet helt rolige, tænksomme, kloge og velovervejede. 'Fejlsorteringen' gik også den anden vej. Alt, selvfølgelig, i følge min ganske uvidenskabelige tilgang.

Tænk sig om en del af de diagnosicerede vitterlig var 'unormale'. Ja, og hvad så? Jeg ved med sikkerhed, at vores samfund på nogle områder er blevet mindre rummeligt og mere hysterisk. Måske burde man sætte bare en del af psykiaterne til at diagnosticere samfundet? Det kunne måske trænge til noget 'medicin', om end ikke af den farmakologiske slags.

Brugerbillede for Niels  Mosbak

Nu ved Jens Peter Gøtze jo udmærket, at alle disse beskrevne bivirkninger kun er oplistet så nøjagtigt, for at medicinalindustrien ikke skal blive udsat for exorbitante erstatningkrav fra brugere af lægemidlet - i USA.

Ritalin og andre præparater der anvendes - Modiodal, eller Dex-amfetamin har jo den umiddelbare virkning på mennesker der lider af ADHD, at det sætter dem i stand til at udføre en enkelt opgave ad gangen, det standser tankemylderet og impulsiviteten og den kropslige uro.
Om det er hensigtsmæssigt at give dem til børn skal jeg ikke gøre mig klog på, men mine egne børn blev også først diagnosticeret, da de var nærmest voksne.

Men der er en ganske alvorlig faktor der spiller ind ved ADHD - det er sjældent at denne lidelse står alene. Der er en komorbiditet på 85% - altså andre tilstødende sygdomme, så som bipolar sindslidelse, depression, angst, OCD, misbrug, dyssocial personlighedsstruktur, borderline, tourettes syndrom, asperger etc.
Så sandsynligheden for at virkelighedens Emil ville blive sognerådsformand, ligger nærmest inden for de 15% der ikke har andre lidelser, hvis ikke han da var blevet slået ihjel ved en bilulykke, havde taget en overdosis eller var røget i fængsel, på grund af sin risikofyldte adfærd.

Brugerbillede for Steffen Sørensen

Spot on!

Jeg er fuldstændig enig i kronikken, og sjovt nok blev Emil brugt som eksempel forleden, da vi var nogle der havde en diskussion om den umådeholdende brug af ADHD diagnoser.

Jeg kan også genkende kronikkens bemærkning om, at diagnostiseringen af psykiske lidelser nu er så udbredt, at vi alle må betragtes, som minimum, små-bimmelimme.

Personligt er det min erfaring, at det IKKE er psykiatrien der er problemet - men hele underskoven af pædagoger, socialrådgivere, lærere og ikke mindst forældre, der ikke magter børn der falder uden for normalitetsbegrebet.

Og det er i virkeligheden her vi skal sætte ind. Normalitetsbegrebet er nu så indsnævret at de færreste af os kan være i kassen.

Brugerbillede for Thomas Pallesen

Hvor er det dog befriende for os mindre uddannede, at en professor, dr. med. kan skrive sådan noget vrøvl. I morgen skal vi vel læse om, hvor godt det er, at Tante Sofie ikke fik antidepressiv medicin, og Lange Peter Madsen ikke blev behandlet for sin væksthormon-forstyrrelse.

Når man har mødt rigtige børn og unge, der har haft glæde af ritalin, virker det stærkt provokerende at se fiktive figurer som Emil og Pippi brugt i argumentationen mod medicinen - i øvrigt sammen med professorens egen farmor (som nævnes i kronikken). Jeg håber virkeligt, at Jens Peter Gøtze behandler sit eget fagområde mere seriøst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Pallesen

@Paul D. Jensen

Når der, som du skriver, findes unge mennesker, der bliver frarøvet deres liv af hjernemedicin, var det så ikke mere relevant at henvise til dem end til en fiktiv romanfigur, der "gik fra krudtugle til sognerådsformand – uden brug af medicin."?

Den form for argumentation gør os jo hverken klogere eller får nogen til at ændre holdning. Og det er vel det, der er meningen med en kronik - ikke blot at skrive underholdende for meningsfællerne, der i forvejen er imod diagnosen ADHD.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Roald Andersen

Tilbage i midt- og slut-firserne gik vores datter i vuggestue og børnehave med en lille knægt som angivelig var et Damp-barn og som derfor i perioder var på Ritalin. Min kæreste og jeg mente (nok lidt vel højrøvede) at problemet lå hos forældrene som forekom temmelig umodne. De havde svært ved at møde ham i øjenhøjde, svært ved at takle ham og sætte naturlige og klare grænser for hans udfoldelse.
I forbindelse med en institutionskonflikt havde vi nødbørnehave et par uger i vores kollektiv (vi var studerende) og her kunne vi konstatere, at hvis han i en halv eller hel time fik afløb for sin fysiske virketrang, kunne han uden problemer være almindeligt velfungerende i mere stille lege de næste 2-3 timer. Han skulle tydeligt først have taget damptrykket af kedlen for at kunne sidde stille og lytte eller lege roligt med andre børn.
Jeg siger ikke at han ikke var anstrengende og i perioder krævede mandsopdækning, men ligefrem medicin?

For godt 10 år siden mødte jeg en anden lille dreng, som også havde nogle tydelige adfærdsproblemer. Jeg var en kort periode svømmetræner-stand-in for et ugentligt "lege- og plaskehold", hvor en 6-7-års knægt også deltog i aktiviteterne. Målet var at gøre ungerne fortrolige med vandet, få balance i vandet, hovedet under og måske lære at svømme. Altså foregik der forskellige fysiske aktiviteter, temmelig løst struktureret, da der var stor forskel på børnenes kunnen og alder.
For denne lille knægt skete der (desværre?) stort set det samme hver gang. Han kom i vandet startede med det jeg havde givet som instruktion eller opgave og 2 minutter efter var han tabt for omverdenen og meget svær at få til at deltage i de fælles aktiviteter.
Men han så ud til at have det herligt, han hoppede, plaskede, dykkede og snurrede rundt det bedste han havde lært sig, eller set de andre gøre, mens han smilte og grinede. Han blev helt sikkert dygtigere til at være i vandet den tid jeg havde holdet, men det var næppe min fortjeneste, og det med struktureret at lære at svømme, kunne jeg (i modsætning til de andre børn) ikke få ham til at interessere sig for på den halve time ugentligt, der var sat af til holdet.
Hans mor var tydeligt forlegen over, at han var så umådelig svær at komme i kontakt med og måske også over at hendes projekt med at han skulle lære at svømme ikke skred fremad med den ønskede hastighed, men hvad, han morede sig jo herligt.

Men OK, hvis han var sådan hele tiden kunne/kan jeg godt se problemet, og en eller anden form for strategi nødvendigvis må lægges ned over hans dagligdag, men medicinering var nu ikke det første der faldt mig ind. Og jeg gad godt se ham lege efter sådan en halv times fysisk, yderst krævende kropsaktivitet. Jeg tror han havde godt af det.

I øvrigt vil de nye skoleregler sætte en stopper for en del svømmeklubbers tidlige eftermiddagshold, og med den i forvejen indskrænkede skolesvømning, vil det gå hårdt ud over danskerne som en nation af svømmere, men det er en anden historie, der forøvrigt også rammer andre sportsgrene.

Brugerbillede for Jørn Petersen

Jens Peter Gøtze

Tak for at gøre op med den diagnose og sætte drenges adfærd i det rigtige perspektiv.

Tak for at du holder et forståeligt skriftsprog, så alle kan følge med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Casper   Kennild

Jeg har det der syndrom, men har aldrig været på de stoffer, som bruges nu om dage!
Der var nogle pædagoger, som kunne deres kram, som tog sig af det, lærte mig at håndtere det meste - men der skal sgu ikke meget til at vælte læsset - konflikter, som jeg ikke selv kan styre og jeg går ned på den lede måde...

Der er en del, der har fået problemer såsom ADD/ADHD, DAMP, tumlerfumler og hvad man ellers har kaldt os hyperaktive unger, som ingen kunne styre på 40 tønder land, pga. diverse substanser, som vores mødre blev udsat for under graviditeten... Jeg er selv Fenemal-barn, hvilket kan medføre ADHD-symptomer med videre, men det kan ikke have været tilfældet med Emil fra Lønneberg, eftersom Fenemal med videre ikke var opfundet dengang. Det var det til gengæld i 1970'erne og 1980'erne, hvor man brugte dette præparat til at stoppe fødsler med - i dag anvendes det til epileptiske anfald, afrusning af misbrugere og som led i smertestillende cocktails ved ekstremt syge personer med ekstreme smerter.

Der er masser af andre ting, som kan have haft indflydelse, men der vil altid være unger, som ikke passer ind i normen, uden at det er resultat af noget sygeligt, som kan behandles. Emil var en rask dreng, som havde muligheden for at gå en anelse videre, end det er muligt for de fleste i dag. Han gjorde ikke ondt med vilje, han reagerede ikke med decideret raseri og konflikterne var anderledes end dem, jeg selv kan erindre fra egen opvækst.
Vi kender faktisk ikke ret meget til Emil, andet end nogle få fortællinger, som Astrid Lindgren skrev til sine børn. Emils ungdom og videre udvikling kendes ikke. Vi kender ikke hans skæbne, men de skarnsstreger, han lavede, var jo ikke kriminelle eller voldelige, så mon ikke han har kunnet overtage Katholt og drevet det vidt som gårdmand?
Jeg køber ikke helt sammenligningen mellem Emil og "umulige" unger nu, for det er helt andre forhold, der gør sig gældende i den moderne verden med dens institutionelle tilgang til opdragelse, skolegang osv. Systemer og behov passer ikke helt sammen i alle tilfælde og der har ligesom været en udvikling, som påvirker de fleste meget både fysisk og psykisk. Der kan da være noget om, at den manglende fysiske aktivitet har stor indflydelse, men når forurening etc er en del af hverdagen, hvorfor så ikke se på, om dette kunne være en pind til regnskabet?

Vi lever tættere sammen nu om dage og derfor er der også basis for at opdage flere med "gak" i låget... Og jeg er altså en af dem, der fik styr på mit gak; sådan da, hehe!

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Disse 'lidelser' kendes også fra vores mest entreprenante konge nogensinde:

'Kong Kristian (IV, nh) stod ved højen mast
i røg og damp'

Ok, det kostede ham så det ene øje, men afhængig af omstændighederne er det vel ikke nødvendigvis nogen dårlig egenskab at vove det ene øje!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henning Vinther Rasmusen

Skuffende at en uddannet læge ikke holder tungen lige i munden når han argumenter imod overdreven diagnostisering. Det er jo ellers en interessant debat. Men argumenterne skal sgu holde!

Jens Peter Gøtze skriver: "www.levemedadhd.dk har en pasus om, at man har vist, at ADHD-børn har fem procent mindre hjernevolumen end andre børn. Den sætning er nærmest historisk åndsvag, da kvinder som bekendt også har mindre hjernevolumen end mænd. Men det betyder altså ikke noget for hjernens funktion..." Jo, det gør! Med hensyn til de kognitive evner er der ganske vist ikke noget der tyder på en nævneværdig forskel mellem mænd og kvinder. Men at slutte herudfra at hjenens størrelse heller ikke i andre sammenhænge spiller en rolle, er simpelthen en fejlslutning. Forskellen på mænds og kvinders hjernestørrelse kan med stor sandsynlighed forklares ud fra mænds større muskelmasse - som altså kræver tilsvarende større hjerne-ditto. I øvrigt er hjernestørrelsens betydning for hjernens evner udmærket dokumenteret når man sammenligner arter fra hele dyreriget. Forskellen i hjernestørrelse mellem ADHD-børn og andre børn er interessant. Man skal blot ikke - som JPG - straks konkludere at lille hjerne er årsagen til ADHD.

Og så har JPG desværre et lidt anstrengt forhold til begreberne subjektiv/objektiv. Ideen om at føre protokol over barnets adfærd affærdiger han med en påstand om "...at selve øvelsen indeholder en videnskabelig cirkelslutning, da registreringsaktiviteten i sig selv er med til at skabe sygdom." Han nøjes ikke med et "...kan skabe sygdom", nej, tilsyneladende findes objektivitet simpelthen ikke i JPG's verden. Det er vanskeligt - men ikke umuligt - at gøre objektive iagttagelser af adfærd. Adfærdsbiologien bygger på en sådan objektivitet. Men naturligvis skal man ikke forvente en sådan objektivitet af barnets egne forældre. I øvrigt skulle det forholde sig således at Ritalin kun virker hvis diagnosen er stillet rigtig. Hvis det er rigtigt, så har man i det mindste dette som en - nogenlunde - objektiv iagttagelse. Så, nej, diagnosen er ikke mere subjektiv end så meget andet i lægeverdenen. Man beder fx også patienterne om at udtale sig om oplevelsen af smerter og andre subjektive oplevelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jonna Jepsen

Ja tak, Kristian, og må jeg gøre opmærksom på TV-dokumentaren "Jeg hader ADHD. Børn i en diagnosetid" sendt på TV2 04.06.2013? (se den på www.filmstriben.dk).
Den viser, hvordan specialklassebørn med og uden diagnoser kommer i markant bedre trivsel og udvikling hen over en periode, hvor vi gennemfører et interventionsprojekt. Det, der gør den store forskel for børnene, er, at de bliver forstået, set, mødt og rummet. Der bliver gennemført indgående samtaler med forældrene, hvor det enkelte barns historie, rammer og relationer kædes sammen med dets symptomer. Det giver forældrene en ny forståelse for barnet og dets udfordringer. De bliver bl.a. klar over, at deres barn gerne vil sidde stille, koncentrere sig, tænke sig om inden handling m.m., men at han eller hun simpelthen ikke er i stand til det pga. kropslig og neural uro, som stammer fra et overstimuleret nervesystem, følelsesmæssige belastninger og en fejl- eller understimuleret sansemotorik. Børnene bliver sansemotorisk stimuleret i tæt samspil med forældrene, og også skolen deltager i dette. Børnene får synstræning for yderligere at optimere deres forudsætninger for at kunne læse og skrive. Der bliver gennemført et drømmetema, hvor der arbejdes med kreative processer ud fra det ubevidste følelsesrum. I den proces frigøres nogle traumer eller følelsesmæssige belastninger, og det øger børnenes tryghedsfølelse. Når børnene føler sig trygge, forståede og elskede, producerer de flere "velværehormoner" og færre stresshormoner. Det er gunstigt for hjernens udvikling.
Børnene fik en helt ny indre ro, glæde og trivsel. Og de fik betydeligt bedre kompetencer i forhold til både socialt samspil, generel udvikling og indlæring.
En af hovedpersonerne i filmen havde på starttidspunktet meget invaliderende epilepsi. Hun var i øvrigt tidligere fejldiagnosticeret med ADHD og havde i en kortere periode fået Ritalin. Et stykke tid efter projektperioden havde hun ikke længere epilepsidiagnosen, kom helt ud af medicinforbruget og blev afsluttet fra behandling og kontrol.
I en kort sammenfatning er budskabet: Se bag om diagnosen/symptomerne og ind til barnet ud fra et helhedsorienteret perspektiv. Tilbyd stimulering, ro, mulighed for følelsesmæssig bearbejdning samt trygge/kærlige/rummende relationer.
Læs evt. mere om projektet her: http://www.rafaelcenteret.dk/jeg-hader-adhd/

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Bent

Fantastisk artikel! Jeg springer kommentarene over og går til min egen, og bliver sikkert selv sprunget over af den næste. Jeg fik 8 ud af 10 på 'ADHD-skalaen', i folkeskolen. Senere ved min egen læge fik jeg endnu en test da jeg havde mistanke til at jeg havde det, så jeg gik til min læge og fik et spørgeskama, hun sendte mig videre til en psykiater der diasnostigerede man mig med ADHD og depressiv. To recepter fik jeg på smadder god medicin, i ét hug! Og den slags kan klares med terapi, motion og den rette kost! Men folk, incl. jeg selv vælger at løse det med pillen. Jeg får pt. 4745 piller om året pga. epilepsi og en hjerneskade. Det er sløvende medicin der går lige i hjernen. Jeg løber, spiser sundt, drikker og ryger ikke, for at undgå flere piller. Hvad mere kan man gøre. Den indre baryler er stadig i mig, for når jeg ser mit snit til det, kommer det hele op i mig. Jeg kan ikke koncentrere mig. Bilerne og radioen, printeren, stemmerne på gangen, skoene på gulvet ovenpå.. Det hele. Der er intet filter indbygget i min hjerne. -og så fik jeg en hjerneskade i 2010 der gjorde det hele lidt slemmere på koncentrations, hukommelse og overbliksfronten.. Jeg er deundtme fløjtme en heldig satan! For jeg er her endnu, overlever af en hjerneblødning og en hjernesvulst. Og jeg skal nok stoppe nu, og jeg skriver i øst om noget der havde sin oprindelse i vest..
Børn skal være børn, nogle børn skal have lov til at slippe tøjlerne og løbe løbsk en gang i mellem, under forhold, der er kontrolleret. Men at stoppe den slags medicin i dem, jeg også var på. Det er sindsygt. Nu stopper jeg. Stop.

anbefalede denne kommentar