Jeg har lige været på ferie på en græsk ø, hvor jeg er kommet årligt siden 1995. Til min irritation bliver øen hvert år stadig mere turistificeret, og i år havde de udover en hestevogn fået det for ethvert tivoli obligatoriske minitog til at transportere de rekreerende masser rundt imellem havnens taverner og smykkebutikker. Selvfølgelig med passende stop ved særligt pittoreske spots, hvor der er fotomuligheder. Det skulle jo gerne kunne dokumenteres, at man har været på ferie. Having a Kodak-moment?
Ved gennemsyn af mine egne billeder fra øen måtte jeg pinagtigt erkende, at de er fra netop de steder, hvor turisttoget gør holdt. Og det får mig til at tænke på, hvor forudsigelige vi er, og på hvor vigtig fotografiets opfindelse har været for det moderne menneskes identitet.
Vi ser vores fotoalbums som unikke udtryk for vores liv, men hvor unikt er det såkaldt personlige egentlig? Er vores private fotos ikke i virkeligheden variationer over nogle få stereotyper? Vi har alle billeder af os selv foran Eiffeltårnet, med rødvinsglas i eksotisk solnedgang, med vesterhavssand mellem tæerne. Men også som børn efter vores første skridt, med rokketænder hos skolefotografen, med studenterhuer og bryllupskostume.
Men kan vi huske vores første skoledag fordi vi virkelig kan huske den, eller husker vi billederne i vores forældres fotoalbum? Det er det postmoderne menneskes vilkår at skulle fortælle dets egen historie, og fotografiet fungerer som eksternaliseret erindring. Et vidnesbyrd. Turistfotografiet parasitterer på de store fortællinger, som vi gerne vil se dem.
Da jeg først kom til øen, faldt jeg for dens rustikke charme: Inde i ruinerne fra Anden Verdenskrig voksede figen- og appelsintræerne vildt, og der lå stadig gamle billedrammer, kufferter, kaffekopper og rustne sengebunde efterladt af de folk, der havde beboet husene. Det var æggende for en ung, jysk piges fantasi at forestille sig de dramaer, der havde udspillet sig der, og jeg kunne godt lide øboernes usentimentale forhold til deres fortid – med ruinerne som rå monumenter, der med årene havde udviklet et eget frodigt liv med æsler og vildkatte som nye beboere. På den lokale taverna blev øens vigtigste politiske diskussioner taget, højlydt råbende i tyk tobaksrøg over mælkede ouzoglas. Alt i alt passede det hele perfekt til min romantiske forestilling om autenticitet, som turisttoget nu endegyldigt har kørt over.
For jeg havde jo netop ikke taget billeder af de store skraldebunker efterladt i bjergene, kakerlakkerne eller de mange døde katte, der lå og rådnede i ruinerne.
Mine smukke feriebilleder fra øen vidner om, at det personlige fotografi med turistfotografiet som arketype afspejler et nostalgisk behov for at forankre den personlige fortælling i en større historisk (læs: glorificeret) kontekst, hvor præmissen ikke er forståelse, men snarere en simplificerende udradering af det komplekse historiske. Sådan skabes charterturismens kitschkulisser, som en anden græsk ø,Rhodos, er et perfekt eksempel på. Siden 60’erne har den været et af skandinavernes populæreste chartermål: Øen har en farverig historie med skiftevis muslimske og kristne erobrere. Under Anden Verdenskrig blev den gamle ridderborg annekteret af Mussolini som sommerresidens, og i slutningen af krigen blev øen bombet af de allierede. Efter krigen valgte man at rekonstruere hele den middelalderagtige bymur og ridderborg i den originale stil for at fremme den spirende charterturisme, der i dag er øens primære indtægtskilde.
I det hele taget er forestillingen om en særlig europæisk autenticitet udtrykt ved historiske arkitektoniske træk blevet et virkelig stærkt internationalt brand. Som i Las Vegas, der både har Eiffeltårnet, Triumfbuen og Trevi-fontænen i små udgaver. Eller den kinesiske landsby, Thames Town, der blev bygget uden for Shanghai i 2010 i gammel britisk købstadsstil med klokketårne, viktorianske rækkehuse og brolagte gader, hvortil kinesiske brudepar valfarter for at få taget deres brudebilleder.
Den ironiske pointe er, at vi i jagten på en individuel jeg-fortælling kommer til at ligne alle andre, fordi vores fotoiver afspejler det postmoderne menneskes behov for at iscenesætte sine erindringer i en smuk, harmløs kulisse for den romantiske komedie, vi alle helst så vores liv som. Så måske er turismens fantasme ikke engang romantisk, men snarere pornografisk, fordi den handler om potenserede glansbilleder, hvori tidens kariesbetændte tænder ikke kan få tag.
Birgit Wandahl Bundesen er læge i psykiatrien
Vores hang til at indfange vores flygtige liv i arkiverbare fotos kan i sig selv forekomme overdrevet og problematisk. Men hvad der måske er desto mere mærkværdigt er, hvor lidt tiltro vi har til vores sinds adgang til vores erindringer. Min erfaring er, at jo mere jeg lever i overensstemmelse med mig selv, desto bedre kontakt har jeg med min fortid. Og så bliver ikke blot billeder genskabt, men også dufte og lyde og andre sansninger. Liv genoplevet, simpelthen.
Omvendt, jo mere stresset jeg er, jo større uoversenstemmelsen mellem mit reelle liv og hvad jeg ønsker er, desto mere hæmmet er adgangen til min erindringer.
Og helt komisk bliver det således, når vi benytter vores ferier, ikke til at falde ned i os selv og genopvække sanserne, men til at jage rundt efter dokumentérbare oplevelser.
Kølliker - ja, dufte og lyde åbner erindringer, som intet andet.
Jeg ved ikke hvorfor kronikøren tror, at fordi et græsk hus ligger i ruiner så er det efterladenskaber fra 2. verdenskrig.
Det er ikke tilfældet. Årsagen til ruinerne er sjældent nazistiske overgreb, hvor uhyrlige de end var i Grækenland - årsagen til ruinerne er fattigdom og mangel på arbejde, der tvang hele familier afsted fra landsbyerne og ind til Athen eller Thessaloniki - eller til USA, Tyskland eller andre steder hvor de kunne få et udkomme de kunne leve af.
Det var så dengang i 1950'erne - og græske huse forfalder på grund af klimaet og byggemetoden, hvis der ikke er nogen til at vedligeholde dem. Tagene er det sårbare punkt og når først taget falder sammen, er væggene sikre på at skride samme vej, når vand trænger ned mellem stenene.
Og ja, det regner i voldsomme mængder når turisterne er draget hjem, ikke stille silende dagsregn, men enorme mængder vand i løbet at kort tid, hvilket får de udtørrede flodlejer til at oversvømme veje og efterlader grus, sten og plantemateriale i store dynger - på vejene.
Og for at de ikke skal være løgn, har vi naturligvis insekter der angriber husene - jeg har lige måtte punge ud til ny døre og vinduer, fordi de var angrebet af termitter.
Men til kronikørens forsvar skal jeg sige, at hun sandelig ikke er den eneste som har befundet sig i den vildfarelse, selv i Politikens rejsetillæg har man set dette forhold nævnt.
Men glem nu den romantiske forestilling - det handler om fattigdom. Det handler om at de "gamle" nægter at forlade det sted hvor de har levet hele deres voksne liv, for nogle også deres barndom - og når de så med tidens fylde dør, står husene ubenyttede hen og forfalder, fordi de unge i deres søgen efter en bedre tilværelse for længst er rejst fra landsbyen og det hårde slidsomme liv i marken. De vil have nyt og vil ikke leve som deres bedsteforældre gjorde.
Og den spirende charterturisme startede jo ikke "efter krigen", men tidligst i midten af 1960'erne - hvor der desværre var nogle politiske hændelser (læs: CIA's indblanding) som foranledigede, at Grækenland blev et militærdiktatur, i stedet for et socialistisk demokrati. Til gengæld gik Grækenland glip af det ungdomsoprør, der rasede gennem andre europæiske nationer, da langhårede mænd i Grækenland systematisk blev gennemtævet af politiet, alene af den grund at de var langhårede og udenlandsk musik var simpelt hen enten forbudt, eller bare utilgængelig. Og fattigdommen fortsatte under Juntaen med sædvanlig forarmelse af befolkningen, både økonomisk og intellektuelt.
Og lige en anekdote om det med håret - det var faktisk således tidligere, at alle drenge var "rundbarberede" så længe de gik i skole - givetvis for at bekæmpe lus, men også med den praktiske årsag, at de ikke kunne snige sig ind på en kafenion og drikke spiritus - klipningen afslørede at det var de ikke gamle nok til.
Men at befolkningen på Rhodos genopbyggede monumenterne fra øens tidligere storhed - efter krigen - skyldes måske snarere det forhold at øen rent faktisk havde været besat af italienerne siden 1912 - den blev først indlemmet i Grækenland i 1947.
Men tilbage til budskabet - ja, de allerfleste mennesker går glip af de væsentlige ting i tilværelsen, når de forsøger at fastholde livet gennem linsen på et kamera. De betydningsfulde ting i ens liv glemmer man jo ikke, selv om det ikke er dokumenteret via digital fotobearbejdning og videoteknik.
Med samme ret som kronikøren hævder, at vi mere end nogensinde før iscenesætter livet gennem fotografier, kunne man hævde det modsatte: at vi, i betragtning af, at vi stort set allesammen render rundt med et 5 megapixel foto- og filmkamera med næsten uendelig lagringskapacitet i lommeformat, tager forbavsende få billeder, hæfter os ved endnu færre, og efterfølgende kun for de allerfærreste billeders vedkommende faktisk får dem fremkaldt eller udprintet.
Måske er grunden den samme? På den ene side: Jo mere iscenesat et fotografi er, desto bedre kan det tjene den forcerede men fiktive narrativ, som man måske gerne så sig som en del af, og desto mere uegnet er det så også til den kølige registration af det faktisk fotograferede, herunder af én selv, foran eller bag kameraet. På den anden side: At vi ikke tager flere billeder af ikke-iscenesatte situationer, end vi gør, skyldes måske nok, at vi jo altid kan tage et billede, og ét til, ad infinitum: Det billede, jeg kunne tage i denne situation, har ikke stort mere betydning for mig, end det, jeg kunne tage i den næste situation - hvorfor så overhovedet tage et billede?
Hvad der i begge (selviscenesættelsens hhv. utålmodighedens) tilfælde momentant lades ude af betragtningen, er dette: at tiden vil gå, at man vil blive ældre, og at man uvægerligt, men umærkbart og diskret vil komme på afstand af sig selv, - og at selv det mest iscenesatte fotografi pludseligt en dag kan fremvise utilsigtede, uforudsete tilfældigheder, ligesom selv det mest ikke-iscenesatte fotografi pludseligt en dag kan lade noget stå frem som væsentligt og betydende. Sådan ser man jo også på festbilleder dagen derpå; når det er selve fortællingen om ens liv, der er tale om, kan det godt tage længere tid (men dagen-derpå billeder er ofte tilstrækkelige).
Hvad angår spørgsmålet om vores hang til selviscenesættelse og evt. fortrængning, autobiografisk fiktionalisme af enhver art, - kan jeg dog ikke lige se, at det skulle være et problem (hvis eller når det er et problem), der er bedst adresseret ved at ændre på ens fotovaner. Hvis folk "forsøger at fastholde livet gennem linsen på et kamera" (@Mosbak), så er problemet jo ikke, at de forsøger dette "gennem linsen på et kamera", men snarere dette, at de "forsøger at fastholde livet"! Og selv dét er vel kun et problem, hvis de for alvor tror, at livet så lader sig "fastholde", og dét så viser sig ikke at være tilfældet. Men se: selv da virker fotografiet, med dets kølige registration af, hvad der ved et tryk på en knap lader sig indfange i linsen før lukketid, og man sidder, årtier efter, og undrer sig over, hvordan man dog kunne have været så konform dengang, og nu, så mange år senere, har virkeligt synlige beviser på, at man har forandret sig. I betragtning af sådanne mulige erfaringer er det snarere afholdelsen fra, at fotografere, der er selv-iscenesættende, livs-fastholdende, forceret: og også i utålmodigheden, sådan som den lader sig erkende i dag, kan man se symptomet på en sådan forceret dogmatisk tilgang til selvet: Registrer intet! for du vil så erfare, at din identitet står under tidens betingelser!
Ja. Vi kan egentlig slet ikke gøre noget for at være den vi er. .. og faktiskt, er det lige netop det vi gør (for at være) der forhindrer os i at være os selv. Det er klassisk græsk tragikomisk, for at blive i scenen.
Musik og billeder er blevet noget man sletter.
Jeg har selv tusindvis af billeder i digitalt format, + en del som almindelige fotos.
Normalt sletter jeg ikke nogen af dem, heller ikke hvis de egentlig er dårlige. Til gengæld lægger jeg kun nogle få op på min hjemmeside og endnu mindre på facebook og den slags steder.
Men de lever stadig på min harddisk.
Fordelen ved at der er så mange billeder rundt omkring, er nemmere at få øje på om 100 år, så har historikerne noget at arbejde videre med.
Jeg ved ikke om firmaer som google gemmer gamle indekseringer, men gør de det, vil der være en uvurderlig kilde for fremtidens historikere - dog også for diverse tvivlsomme efterretningstjenester.
Så jeg mener kun det er godt der findes så mange billeder, også selv om mange i sagens natur er taget på de samme steder, det gælder trods alt ikke for samtlige billeder.
Livet er ikke bare Kodak-momenter
I 2001 moedte jeg og en veninde paa vej til Cretas hoejeste top, gider ikke kigge efter navnet, et aeldre aegtepar i en meget lille landsby. Vi var vist bare traette og ledte maaske efter vand. Husker det ikke. Det blev til en behagelig stund, vi fik sikkert nok vand, og paa en eller anden maade kommunikerede vi med de gamle. Vi blev inviteret til at stoppe op paa tilbagevejen.
Vi stoppede op, naturligvis, og de gamle var glade for at se os. Vi tilbragte denne gang nogle timer de gamles selskab, fik serveret et fint maaltid mad, som vi betalte et latterligt beloeb for, og fik fortalt den gamles historie om en-eller-anden haendelse under krigen paa oeen. Han fandt et avisudklip frem fra den tid, hvor hans foto figurerede. Han var tydeligvis stolt, og efter det engelsksprogede udklip, havde han bestemt ogsaa grund til at vaere det.
VI talte ikke graesk, de talte hverken dansk, fransk, engelsk eller tysk og alligevel lykkedes det os at tilbringe nogle behagelige timer sammen.
Ingen af os taenkte paa at tage fotos. Kodak eller ej.
Det skulle vi maaske have gjort ?
Det er af flere grunde ikke helt nemt at forholde sig til Bundesens synspunkter. Man kan sagtens finde rejsemål, som ikke er overrendt af turister, men de forudsætter selvfølgelig, at man modsat de fleste kan se en mening med sin tilstedeværelse, altså at man som turist alligevel ikke er omfattet af kronikørens generaliseringer.
Der er allerede spekuleret en del over fotografiet. Bundesen gentager, antagelig uden selv at være klar over det, et par af pointerne i de fotografiske essays, Susan Sontag publicerede for nogle årtier siden. Det vellykkede snapshot-agtige foto, der også kritiseres her, hvis jeg ellers forstår skribentens selvbeskrivelse rigtigt, er ikke mindre iscenesat end andre fotos, da et foto altid er et udsnit af verden, og forståelsen for det er begyndelsen til, at man holder op med bevidstløst at knipse alt. Næste alle rigtig gode fotos er iscenesatte, og hvis de ikke er, er de i reglen skuffende.
Den ambitiøse rejsefotograf har en vanskelig opgave foran sig, fordi de rigtig interessante motiver i de rigtig interessante belysninger som er fotograferet på den bedst mulige måde ikke kommer dumpende. For en fremragende fotograf som Ansel Adams var ambitionen blot at lave et (1) virkeligt fremragende foto - om måneden.
Der er et rejsefotografi med tilhørende vejledning, som er et stykke videre, end det Bundesen når her i kronikken. Det kan den ambitiøse fotograf tage sit udgangspunkt i.