Kommentar

Livets meningsfulde melankoli

Vi fylder os med antidepressive midler frem for at forsøge at forstå årsagerne til vores mørke tanker. Men vælger man at forholde aktivt til den, kan en let depression være udgangspunktet for en konstruktiv selvransagelse af det liv, vi lever
11. juli 2013

Fascineret eller duperet af hjerneforskningen og lykkepilleepoken må vi ikke springe over, hvor gærdet er lavest ved at ignorere det signal, der kommer indefra sindets afkroge og viser sig i depressive tilstande. Det er ikke den biologisk betingede depression, jeg beskæftiger mig med, men de hyppigt forekommende lettere depressive tilstande, som ikke er sygdom, fordi de er en del af vores livsvilkår.

Man bliver klogere på sig selv ved at forholde sig opmærksomt undersøgende over for tilbagevendende mørke tanker. Noget må være galt og trænger til eftertanke. Noget, som er blevet overhørt og forsømt gennem måske længere tid, og som er vanskeligere at få frem, jo senere i livet man tager fat på selvransagelsen.

I stedet for at ty til dulmende medicin kan vi standse op og tage os tid til at lytte til de bagvedliggende tunge tanker. Ethvert menneske med en nogenlunde uspoleret og fleksibel personlighed skulle være i stand til selv at håndtere denne mentale oprydning, som er intet mindre end en skabende proces, når den forløber konstruktivt.

At se sig selv i øjnene

Langt vanskeligere er det for et undvigende og afhængigt menneske, som er styret af negative tanker og lavt selvværd. Mange, som ikke har lært at se sig selv i øjnene, spilder energi og tanker på afledende manøvrer. Om vi er konstruktive over for tilbøjeligheden til at reagere depressivt afhænger af, om vi tidligere har taget denne tørn med os selv og har forstået at acceptere melankoliens tvivl og søgen som en styrke frem for en svaghed.

Hvis vi i vor livsform ikke har sat spørgsmålstegn ved påtrængende usikkerhed og utilfredshed, men i stedet har tilpasset os omgivelsernes krav og manipulation, mangler vi træning i at tackle dybere følelser. Bagved disse følelser ligger svære spørgsmål, som vor opdragelse ikke har tilladt os at stille. Mange ’upassende’ mørke tanker er fortrængt i stedet for at blive bevidstgjort som åbenlys tvivl og uformåen. Derfor står vi uden erfaring i at arbejde med de mørke indtryk, som fra tid til anden har aflejret sig i sindet. Eksistentielle behov, som vi kun nødigt betragter som naturlige og som har krav på omsorg.

Vi lader andre fælde os med deres dom – bare forventningen herom kan være rigelig – eller vi lader depressionen fælde os frem for at undersøge dens baggrund. I konkurrencens grelle lys har vi lært fordømmelsens grimme udspil: at afvise det ufuldkomne – og rammes af selvforagt som af en boomerang. Kun få har virkelig gode og kloge venner, som tør forholde sig aktivt lyttende. Endnu færre er begavet med empati og evne til at hjælpe dig med at aktivere det depressive konstruktivt.

En livserfaring rigere

Som psykoterapeut møder jeg mennesker, for hvem det i deres opvækst og miljø ikke har været naturligt at beskæftige sig seriøst med depressive tendenser. Mange har derfor ingen anelse om, hvordan de, gennem krævende udfordringer undervejs til noget hidtil uprøvet, går ind i en depression. En depressiv livskrise, udtrykt ved meningsfuld melankoli, er tilgængelig for én selv og udviklende at arbejde med.

Ved fravalg af antidepressiva bliver man en livserfaring rigere, som automatisk kan genbruges ved senere optræk til depression.

Nogle skal have sagkyndig hjælp til den mentale omstilling, at blive bevidstgjort om både ressourcer og begrænsninger.

Hvis din indstilling er, at du skal holde til alt, ellers er der noget i vejen med dig, forsømmer du at undersøge, om der er noget, du måske helt enkelt ikke tåler eller magter. Når sindet lider, skal noget ændres. Det er skammen, vreden eller savnet, vi skal lytte til og tage fat i for at forstå grunden til, at vi føler os deprimeret. Der skal lukkes op for de inderste følelser og tanker bagved.

At arbejde med sit sind betragtes af mange som egoistisk og navlebeskuende, men det er nødvendigt at kende sine styrker og skrøbeligheder for at hjælpe sig selv videre. Du kan ikke løbe fra dig selv.

Når jeg peger på den nyttige kerne i visse lettere depressive tilstande, er det ment som en opmuntring: Man bliver klogere på sig selv ved at komme melankolien i møde.

 

 

Jo Hilden er psykoterapeut

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Vinther Tønder
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Viggo Helth
Allan Vinther Tønder, Maj-Britt Kent Hansen og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Laila Lysbro Pedersen

Psykiatri
du sidder på din himmel
af logik og fornuft
er du politisk eller er du medmenneskelig?

begyndte du bare i et hjørne
og holder du dig oprejst på dette fallos
af stolpemedicin?

er det svært for dig?
du er jo helt uden kendsgerninger

du dribler rundt med menneskehoveder
og har din egen fest
helt uden udenom livets spilleregler

er det synd for dig?

På den ene side mener jeg, at psykiatrien har et ansvar, men på den anden side mener jeg at det er vigtigt, at det enkelte menneske tager ansvar for hvad han/hun putter i hovedet.

Venligst.

Laila Lysbro Pedersen

En stille og rolig ubestemt kritik rettet mod ingen og os alle.

Vi dribler rundt med hinanden, indtil vi bliver træt af legen.
Hvor blev ansvaret af? Er det noget man kan få på recept og findes der mon et tilskud til det?
Er det gået fuldstændig af fløjten, at tage et godt solidt ansvar for sit eget liv og ens medmennesker?
Har vi glemt vores historie eller har vi slet ikke læst den? Hvorfor lære, at læse, når vi alligevel ikke gør det? Vores historie er proppet ud til alle sider og kanter med bundsolide surt dragne erfaringer af livet på godt og på ondt. Vi er en flok her-og-nu mennesker, der ligger under for carpe-diem-demens. Vi er så meget i her-og-nu tilfredsstillelse, at vi helt har glemt…Alt væsentligt i livet.
Vi farer rundt i et inferno af fladskærme og lykkepiller med rødglødende dankort i hænderne. Mere vil have mere og vi kan slet ikke få nok. Men én ting kan vi dog få nok af, nemlig hinanden. Vi skal da endelig ikke sætte os ned og for alvor lytte til hinanden og til hinanden historier i med og modgang.
Hvorfor slå lyttelapperne ud, når vi alligevel ikke gider, at høre på hinanden? Ved vi virkelig ikke hvad vi skal sige til hinanden, når lokummet brænder og psykologen har fridag?
Hvorfor placerer vi vores ældre på plejehjem og propper vores dårlige samvittighed ned i en kasse, som vi kalder; Vi har ikke tid og på søndag, når vi har, gør vi lige opmærksom på, at vi i vores kvalitetstid med vores ældre også lige skal opdaterer på vores livslinje og at det altså ér meget sjovere med den app, der kan træne min hukommelse.
Hvorfor træne vores hukommelse, når vi alligevel intet har at huske på?
Og hvad er det vi ikke har tid til? At lytte til vores ældres historier og erfaringer? At tage for os af al det guld de rummer?
Vi dribler rundt med hinanden, indtil vi bliver trætte af legen. Så farer vi videre til noget nyt, hvad enten det er en ny kæreste i et bedre design eller en ny smartphone med større skærm. Det er hip som hap – så længe det er nyt.
Tillykke til os alle!
Hip hurra for det skjulte vanvid, vi alle rummer i så store mængder, at vi slet ikke kan rumme hinanden længere.

Det er sgu fedt, at være dansker.

"Ethvert menneske med en nogenlunde uspoleret og fleksibel personlighed skulle være i stand til selv at håndtere denne mentale oprydning"

- de, der ikke magter den mentale oprydning, er altså spolerede og ufleksible. Men det er jo netop de mennesker, der har behov for medicin og psykologisk bistand!

Gad vidst hvad der skal til for at man kalder sig psykoterapeut?