Klumme

Må en muslim skrive om Jesus?

Må en muslim skrive om Jesus? Ikke ifølge Fox News-intervieweren Lauren Green. Hendes ’kritiske’ interview var så tåkrummende pinligt, at det har taget de sociale medier med storm. Og forfatteren? Ja, han sælger bedre end nogensinde
Debat
31. juli 2013

I fredags blev den amerikanske professor og religionsforsker Reza Aslan interviewet af Lauren Green på Fox News i anledning af, at professoren havde skrevet en bog om Jesus. Det var der formentlig ikke mange, der lagde mærke til. Men dagen efter blev interviewet lagt ud på websitet Buzzfeed, hvorfra det spredte sig med lynets hast til Facebook og Twitter. Og så blev der opmærksomhed omkring det. Lauren Green lavede et såkaldt kritisk interview. Dem ser vi mange af. De fleste er ikke specielt kritiske, men er den slags, hvor intervieweren fra starten har lagt sig fast på en bestemt vinkel, hvor enhver form for forsøg på at forklare sin holdning eller handling fra den interviewedes side afbrydes, fordi intervieweren tydeligvis er irriteret over, at den uforskammede gæst ikke køber præmissen.

I tilfældet Lauren Green/Reza Aslan var interviewerens præmis, at professoren som muslim faktisk ikke kunne tillade sig at skrive om Jesus. Hun vendte gang på gang tilbage til hans tro og mere end antydede, at han som muslim hverken kunne eller burde røre ved Jesus. Aslan forsøgte gang på gang tålmodigt og stilfærdigt at gøre opmærksom på, at utallige kristne forskere havde skrevet udmærkede bøger om islam, at han faktisk var ekspert i bibelsk græsk, at han i 20 år havde studeret og undervist i kristendom, og hans tro var aldeles irrelevant i sammenhængen.

Det prellede af på Fox-intervieweren, og det ti minutter lange interview udviklede sig, som den slags ’kritiske’ interview kan udvikle sig: Sympatien flyttede sig markant fra journalisten til offeret, og Buzzfeed spurgte som rubrik til videoklippet: ’Er dette det mest pinlige interview, Fox nogensinde har lavet?’

Interviewet går sin sejrsgang i cyberspace. Det er blevet en succes – ikke for Fox (selv om dårlig omtale er bedre end ingen), men for Reza Aslan. Tirsdag skrev New York Times-journalisten Julie Bosman, at interviewets udbredelse via de sociale medier havde fået salgstallet på Azlans bog om Jesus, Zealot, til at eksplodere. Over fire millioner mennesker så klippet på Buzzfeed i weekenden, professoren fik på et par døgn 5.000 nye følgere på Twitter og forlaget Random House bestilte mandag et ekstraoplag på 50.000 bøger, efter at netboghandlen Amazon kunne konstatere, at hans bog på 24 timer gik fra ottende til førstepladsen på bestsellerlisten.

Mens fundamentalistiske kristne og andre islamofober hader ideen om, at en muslimsk amerikaner tillader sig at skrive om Jesus, var det pæne, politisk korrekte segment allerede glade for den, så salget gik godt. Aslan havde både været gæst i The Daily Show og i Public Service-radioen NPR.

Det svarer vel lidt til, at man i Danmark kan blive kendt og populær i nogle kredse ved kun at optræde på DR2, P1 eller i Information. Det er ikke nogen garanti for popularitet, bred og folkelig udbredelse. Men når de sociale medier sprænger nichemuren, bliver situationen en ganske anden. Twitter, Buzzfeed og Facebook sørgede for, at muren blev fjernet, og nu går salget strygende for en bog, der i øvrigt har fået adskillige respektfulde anmeldelser samt en skeptisk/kritisk omtale af klummeskriveren John S. Dickerson på – sjovt nok – foxNews.com.

Sagen har mange interessante vinkler. Den handler om et pinligt interview, der gav bagslag. Det sker formentlig oftere, end man tror – i hvert tilfælde oftere end overfladisk-kritiske journalister tror. Den handler om en forfatters begavede brug af medierne – Aslan vidste nemlig godt, hvad han gik ind til (han havde nærmest inviteret sig selv med henvisning til Dickersons klumme) og havde derfor forberedt sig godt.

Og så har sagen en understrøm, som vi alt for godt kender. Senest med venstrepolitikeren Inger Støibergs platte forsøg på at slå Dansk Folkeparti på den islamfjendtlige hjemmebane. Når det drejer sig om muslimer, er der ingen nuancer. De er grundlæggende mistænkelige ultrasalafister over en kam. Sådan er det slet ikke med kristne. Her anses fundamentalister af enhver art for at være ikketoneangivende særlinge. Ingen ville jo drømme om at bruge den aktuelle sag om Jehovas Vidners hadefulde udfald mod frafaldne som bevis for, at alle kristne er snæversynede og utroværdige og ikke burde forske i eller skrive bøger om islam.

Lasse Jensen er mediejournalist og vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et kortere uddrag af 'interviewet' kan ses her:

http://www.youtube.com/watch?v=AQhMllQ-ODw

Lasse Jensen
Claus G. Jørgensen

@Lasse: Dit link virker ikke. Jeg regner med at det skulle have været dette:
http://www.buzzfeed.com/andrewkaczynski/is-this-the-most-embarrassing-interview-fox-news-has-ever-do.
Ellers ser det ud til, at Fox News selv har lagt det ud på YouTube i fuld længde:
http://www.youtube.com/watch?v=4lkWngd2hZ4 (Lidt bedre billedkvalitet).

Lasse Jensen

du har ret claus. copy-paste svigter hvis man slipper museknappen for tidligt...

robert jensen

Men altså, hvis man er muslim og tror hvert et ord i koranen er guds, så har man vel en anden tilgang til biblen, end en kristen der tror alt i biblen er guds ord, så langt har intervieweren vel ret.
Hvorfor interesserer han sig for Jesus, fordi det er hans job svarede han.Lidt tyndt svar.
Det ku da være interessant at høre om hvilke overnaturlige ting Reza tror på, han tror vel ikke, som muslim, at jesus genopstod, men tror han på at koranen er guds ord, nedskrevet af muhammed?
Skal vi ikke snart videre fra alt det her feelgood multikulti "alle religioner er lige gyldige" bullshit, eller vi er måske på vej til at blive multireligiøse.

Muslimer fornægter ikke jesus? Så en tro må det jo være, jeg er ikke blevet præsenteret for en rygende pistol.

I øvrigt ville gud blive dømt i haag, for passivt at være vidne til folkemord.

Else Marie Arevad

Muslimerne anser Jesus for at være den største profet næst efter Muhammed, men anerkender ikke, at han blev korsfæstet, måske fordi det ville være for ydmygendeen død for en stor profet.

Karsten Aaen, Moh Abu Khassin og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Så længe de religiøse tottes verbalt indbyrdes, så kan vi andre grine af det og ryste lidt på hovedet.

Det farlige opstår først når religiøse vil pådutte andre deres mærkværdigheder.

Mihail Larsen

Tro og viden

Robert, du er på tynd is. Hvis du har ret, så er religiøs tro afgørende for videnskabelig pålidelighed. Man må altså vurdere al videnskab på religiøse præmisser.

Det var vist ikke lige det, du mener.

Man kan undre sig over, at nogen tror på både det ene og det andet. Men man må vurdere deres videnskabelige arbejde på videnskabelige præmisser.

Man kan også undre sig over, at de ikke bruger deres videnskabelige metode på deres egen tro. Men så længe deres argumentation holder sig til videnskabeligt acceptable metoder, er det i orden.

Havde Aslan skrevet en bog om Muhammed, måtte den også bedømmes på, om den levede op til historisk kildekritik m.m. At han selv er muslim er sagen uvedkommende.

Den logiske konsekvens af dit udsagn er, at alle forskere skal vurderes på deres religiøse tro, ikke på deres forskning.

Sven Elming, Daniel Hansen, Elisabeth Mouritzen, Niels Duus Nielsen, Flemming Pedersen, jens peter hansen, Robert Ørsted-Jensen, Rasmus Kongshøj, Helge Rasmussen, Bjørn Pedersen, Karsten Aaen, Malan Helge, Niels Mosbak, Peter Günther, Olaf Tehrani og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
Jens Toft Ravn Pedersen

Vi vidste alle sammen allerede, at fox news er noget af det mest latterlige og hjernedøde - og dermed farlige - som medieverdenen nogensinde har frembragt. Nu blev dette så bekræftet igen igen.

Selv er jeg 102% ateist, men har bl.a. studeret religionshistorie med stor interesse. UHA sikke en selvmodsigelse. Dybt utroværdigt og diskvalificerende.....

Mange kristne/ateister/veganere/nudister/syvendedagsadventister finder, at Islam er et interessant studieobjekt. Så hvorfor i al verden er det så mystisk med en muslim med interesse i kristendom? Det er - eller rettere burde være - sgu da den mest naturlige ting i verden.

Peter Andersen, Sven Elming, Daniel Hansen, Levi Jahnsen, Flemming Pedersen, Rasmus Kongshøj, Marianne Rasmussen, Lars B. Jensen, Karsten Aaen, Moh Abu Khassin og Søren Bro anbefalede denne kommentar

her er jo tale om forskning og ikke om overtro, så selvfølgelig kan en forsker med en muslimsk baggrund skrive om jesus. Selv en ateist kan forske i religion. Spørgsmålet er snarere om ikke US er ved at udvikle sig til et kristen pendant til kalifatet, religion spille i hvert fald en enorm rolle i det offentlige rum.

Sven Elming, Niels Duus Nielsen, Marianne Rasmussen, Lars B. Jensen, Karsten Aaen, Moh Abu Khassin og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Eddie Nielsen

Jeg kunne godt finde på at bruge Jehovas vidner som eksempel, men det er mere fordi jeg kender dem på et personligt plan - men jeg er sikker på at nogen muslimer gennemgår den sammen process som de udstøtte i Jehovas vidner.
Der er ikke så stor forskel på religion som man tror, og i virkeligheden handler det om at sammenligne ofrer og relatere deres følelser.

Og Fox News er enormt kedeligt, damen er jo ansat til at have en fast mening og ikke til at udvikle sine meninger så hvorfor skulle den interviewede gå med på hendes præmis og diskutere hans baggrund ?
Specielt når det slet ikke er det det handler om, folk skifter religion hver dag -
get over it.

Søren Blaabjerg

Det er et centralt spørgsmål, hvad religion overhovedet er. Jeg mener i og for sig, at alle - bortset fra psykopatisk afstumpede mennesker (se f.eks. filmen "American Psycho"?) - har en religion, dvs. de tror på, at der er noget, som er ukrænkeligt og dermed hævet over enhver diskussion. Det indebærer dog ikke, at man i samme åndedrag nødvendigvis behøver at tilslutte sig diverse præsteskabers og deres proselytters autoritære gudelige vrøvl og sludder baseret på mere eller mindre frit opfundne og/eller overleverede "hellige" skrifter, om end disse naturligvis historisk kan være interessante som studieobjekter, ligesom det jo kan have en vis akademisk interesse at studere fiktive væsener, såsom julemanden, tarzan, bat-mam, supermand osv..

Det, man ikke kan advare nok imod, er imidlertid den grasserende religiøst baserede intolerance, fordi denne kun er egnet til at skabe splid og fordærv og samtidigt udelukker enhver fornuftig dialog om det, der burde være det egentlige, nemlig respekten for livet, økosfæren og den fælles menneskelige solidaritet.

Peter Günther

Jeg synes der bør være meget mere af det Reza Aslan forsøger at sætte igang med sin bog. Jeg synes der bruges al for megen energi for at svine anderledes tænkende til istedet for at søge fælles forståelser.

Mine nakkehår vil altid rejse sig, når jeg hører nogen udtale sig doktrinært om hvilken som helst religion. Vi bør vende ryggen til disse sammenbidte jihad/korstogs-krigere, hvor end vi møder dem!!

Også amerikanske studenter skal være velkommen til at skrive speciale om hvad de lyster. Den dag der kommer et overslag over denne selvhøjtidelige mands eventuelle nytænkning om sit emne, kan man kommentere det.
Det som trigger at dette overhovedet er interessant er naturligvis tvivlen, om det er foreneligt med akademisk troværdighed i humaniora-videnskaber generelt, at være aktivt konverteret TIL islam ? Ikke tro og kultur - et intellektuelt valg, som beklikker indtrykket af dømmekraften.
Med om han 'må' skrive om Jesus har sagen intet at skaffe. Det er en amerikansk segment-kanals itaklesættelse til ære for sit segment.
Således har vi her : kommers mod kommers. Hvor sindsoprivende (u-)vigtigt ....

Jette Abildgaard

Saa altsaa...hvis jeg oenskede at skrive om f.eks. lutheranerne paa en kritisk maade, saa skulle jeg halshugges???

Eller, skulle vi alle (incl FOX - og Danmark) blot overholde den Internationale Menneskerettighedskonvention, som siger:

Article 18.

Everyone has the right to freedom of thought, conscience and religion; this right includes freedom to change his religion or belief, and freedom, either alone or in community with others and in public or private, to manifest his religion or belief in teaching, practice, worship and observance.

Lauren Green svider ikke for meget i øjnene at se på, men hun har så ikke formatet til at diskutere en bog med en ekspert, som hun ikke har læst, blot ved at holde sig til stikord fra en kritisk anmeldelse, hun åbenbart heller ikke havde læst (den var ellers kort, Lauren).

Det er synd, for det kunne have været interessant, at se de to eksperter diskutere; forfatteren mod anmelderen.

Dickersons kritik af Aslans bog var, at den blot var en uddannet muslims mening om Jesus - med andre ord, at Aslan intet nyt har at tilføje til den allerede meget voluminøse forskning i den historiske Jesus - ikke engang hans egen mening om de centrale spørgsmål, da den er givet på forhånd på grund af hans muslimske tro.

Jeg ville meget gerne have set, om Dickerson kunne substantiere, og om Aslan på stillet over for kvalificeret kritik kunne forsvare sin påstand, at bogen skal tages alvorligt som et betydende indlæg i forskningsdebatten.

Som det er nu, er både Dickerson og Aslan sluppet for nemt om det, og vi andre har blot fået lidt varm luft at fnyse ad.

Flemming Pedersen, Karsten Aaen og Thomas Holm anbefalede denne kommentar

Måske vi lige skulle tale lidt om Reza Aslan's baggrund:

http://en.wikipedia.org/wiki/Reza_Aslan

Læg mærke til dette her:

"Aslan's family came to the United States from Tehran in 1979, fleeing the Iranian Revolution. He grew up in the San Francisco Bay Area. At the age of 15 he converted to evangelical Christianity.[5] He converted back to Islam the summer before attending Harvard.[6] In the early 1990s, Aslan taught courses at De La Salle High School in Concord, California."

Så nej, manden er nok ikke hverken salafist eller wahabist eller mener at Koranen er Gud udtalte ord til Muhammed (som han i øvrigt ikke skrev ned, da Muhammed var analfabet, præcis som Paulus i øvrigt også var....)

Kigger vi på de iranere vi har her i Danmark er de sjovt nok yderst integreret i DK....

Læg mærke til at han var 7 år! da han kom til USA, og altså er skolen i den engelsk-tyske-franske akademiske tradition indenfor videnskaberne - kunne spørgsmålet ikke i stedet være dette:

Må kristne tale, skrive om og diskutere Muhammed og Islam?

Moh Abu Khassin , Liliane Morriello og Lars B. Jensen anbefalede denne kommentar

Tjah de må i hvert fald ikke tegne om det.

"(som han i øvrigt ikke skrev ned, da Muhammed var analfabet, præcis som Paulus i øvrigt også var....)"

Mon ikke både Gud og Allah ville have anset det for et af de mindre mirakler at føre gåsefjeren for et analfabet? :-)

Lars B. Jensen

Jeg må bare være imponeret over at Reza Aslan kan fastholde sin ro og værdighed over for en så forudindtaget og uvidende interviewer.

Moh Abu Khassin , Daniel Hansen, Liliane Morriello og Marianne Rasmussen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Alle må skrive om alle, i civiliserede samfund.

Kun anti-demokrater (oftest religiøse fantaster) vil sætte spørgsmålstegn ved dette.

Religiøse fantaster uanset hvilken religion de repræsenterer, kan ingen vel tage alvorlig.

Karsten Aaen

Må kristne tale, skrive om og diskutere Muhammed og Islam?

Ja sålænge vi ikke afbilleder ham, synes Lauren Green-typerne på modsatte fløj at mene....

Robert Ørsted-Jensen

Jesper Wendt
"I øvrigt ville gud blive dømt i haag, for passivt at være vidne til folkemord."

Nej nej - det er vist lidt for længe siden du sidst læste det gamle testamente gamle dreng. Gud ville ikke blive kendt skyldig for pasivitet - han ville blive kendt skyldig under den langt alvorligere paragraf - den der "opfordrer" til folkemord. :-)

Peter Andersen, Daniel Hansen, Jesper Wendt og Lars B. Jensen anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig må en muslim skrive om Jersus. Men kun hvis de er kvindelige, lesbiske imamer.

Lars B. Jensen

"Den handler om en forfatters begavede brug af medierne – Aslan vidste nemlig godt, hvad han gik ind til (han havde nærmest inviteret sig selv med henvisning til Dickersons klumme) og havde derfor forberedt sig godt."

Hvis det var Aslan's tanke med interviewet så har det virket på mig, jeg vil med sikkerhed læse hans bog. Det ændrer dog ikke på at det må være pinligt for Fox at deres interviewere er så ringe.

Carsten Hansen

Fox´s interviewere er måske ikke så dumme som de virker .
Måske leverer de bare den vare mange amerikanerne eftertragter ?

Forholder det sig sådan,så er det i realiteten det mest sørgelige !