Kronik

Mandelas tid

Nelson Mandela fylder 95 år. Næsten alle sydafrikanere identificerer sig med deres land, og de fleste ser Mandela som ham, der bragte nationen sammen. Over tid har synet på hans rolle og personlighed dog ændret sig ad flere omgange. I en periode så mange ham som en voldelig terrorist. Det var han på sin vis også
Nelson Mandela har i en længere periode været indlagt på grund af  svigtende helbred. I dag fylder han 95 år.

Nardus Engelbrecht

18. juli 2013

Jeg hører til dem, der bliver lidt skidt tilpas, når de hører om strejkende sydafrikanske minearbejdere, der bliver skudt ned af politiet, eller om et ANC, der i stigende grad virker korrumperet og magtfuldkomment. Som mange andre i den globale landsby mener jeg at have en aktie i befrielsen fra apartheid.

Da Mandela blev løsladt og ANC lovliggjort i februar 1990, opholdt jeg mig i Sydafrika i forbindelse med noget internationalt solidaritetsarbejde. Den ene dag var de mennesker, jeg mødtes med, dybt illegale, og den næste udkom et af de store dagblade med ANC’s fane tværs over forsiden. Ikke at det stoppede regimets vold; den eskalerede.

Men få dage efter løsladelsen blev Mandela stadfæstet som symbol for folket og dets lidelser, da 100.000 mennesker fyldte Sowetos Soccer City Stadium.

Ifølge Ahmed Kathrada, nær ven og medfange alle årene på Robben Island, er Mandela ikke den lettilgængelige, helliggjorte personlighed, han bliver hyldet som. Snarere har han udvist komplekse, foranderlige og ofte paradoksale træk.

En usædvanlig sammensmeltning af bonde og aristokrat, indbegrebet af en demokrat, som ikke desto mindre også indeholder noget autokrat; en traditionalist, der også var innovator, en mand, der på en gang er stolt, målbevidst, stædig, kølig og utålmodig, men som også optræder som forfængelig og genert, simpel og fleksibel.

Et mikrokosmos

Mandela bad ikke om at blive helgenkåret i levende live, men den sydafrikanske demokratiseringsproces er bare ret vigtig – også for omverdenen. For den vestlige civilisation symboliserer ’miraklet’, han stod i spidsen for, en succes for vores model, hvor samfundsmoderniseringen foregår via markedsbaseret vækst, og for formelle, politiske menneskerettigheder i en afrikansk tredjeverdenskontekst.

Det sammensatte sydafrikanske samfund udgør desuden et mikrokosmos, hvor vi kan søge svar på, hvordan vi skal håndtere universelle problemer såsom racisme, xenofobi og kulturkonflikter. I tilfældet Sydafrika tog disciplinerede, folkelige bevægelser de facto kontrol med landet og skænkede andre et brugbart forbillede for radikal samfundsforandring, samtidig med at processen afslørede den sociale revolutions begrænsede muligheder. Hvad der officielt benævnes Den Nationaldemokratiske Revolution kaldes af andre en ironisk revolution.

For de revolutionære vandt magten, men var efter Murens fald ude af stand til at bruge den, som de havde forestillet sig. Mandela bidragede til at tøjle forventningerne.

Leder – og radikal

I selve Sydafrika var der naturlige grunde til, at Nelson Mandela kom til at fremstå som den fødte leder. Mandela voksede op under segregationsperioden, før den egentlige apartheid blev indført i 1948. Han var et kendt ansigt blandt dem, der kom fra den gamle, afrikanske elite med rod i traditionelle stammestrukturer – men han var samtidig åben over for de moderniseringsprocesser, der gennemtrængte de afrikanske samfund. I studieårene på Fort Hare University College og Witwatersrand University i 1940’erne udviklede han sin oppositionelle trodsighed og blev bonkammerat med mange af dem, der kom til at udgøre inderkredsen i ANC og det kommunistiske parti. Selv fortsatte han med at bekende sig til kristne værdier og en ret traditionsbunden, patriarkalsk livsstil. Senere, da frihedskampen fik fremgang, formåede han på én gang at være loyal over for ANC-veteranerne fra fængslerne og eksilmiljøerne samtidig med, at han var tilstrækkelig respektabel for den dannede intelligens – både den liberale og den venstreorienterede.

I slutningen af 1940’erne tænkte den unge Mandela imidlertid mere radikalt. Da apartheidregeringen indførte nye undertrykkende lovkomplekser, blev Mandela udnævnt til national volunteer-in-chief for en landsomfattende trodskampagne, der i 1952 sendte titusinder i fængsel for at befinde sig ulovligt på hvide områder uden de foreskrevne pas – og gjorde ANC til en storstilet folkelig bevægelse. Mandela rejste landet tyndt for at organisere modstanden.

Umkhonto we Sizwe (MK), ANC’s væbnede organisation, blev nu oprettet med Mandela som leder af dens High Command. I 1962 rejste Mandela Afrika rundt for at søge støtte fra de nye afkoloniserede stater. Han modtog samtidig træning i guerillataktik hos FNL, der netop var gået sejrrig ud af Algierkrigen. Kort efter hjemkomsten blev han anholdt og idømt fem års fængsel. Efter 14 dage på Robben Island blev han bragt tilbage til Johannesburg. Resten af MK’s ledelse var blevet omringet på Liliesleaf Farm ved Rivonia, og næsten alle idømtes nu livsvarigt fængsel for krigsplanen Operation Mayibuye.

Ledernes selvopofrelse

Mandelas politiske forsvarstaler, både under den langvarige og omfattende højforræderisag 1956-61 og senere under sabotagesagen i 1963, blev begyndelsen på hans internationale berømmelse. I forbindelse med de globale afkoloniseringsprocesser fandt Mandelas erklærede vilje til om nødvendigt at ofre livet for demokratikampen genklang og var med til at sætte gang i antiapartheidbevægelserne i Vesten.

En del af Mandelas succes som leder skyldes hans evne til loyalt at acceptere den måde, hvorpå andre orkestrerede frihedskampens gennembrud. For at kunne mobilisere hele den afrikanske, farvede og indiske befolkning mod den militært stærke politistat var det nødvendigt med en velbegrundet kombination af national, antikolonial frihedskamp, kamp for demokrati og menneskerettigheder og social klassekamp. ANC’s og UDF’s strateger mestrede dette, mens Mandela sad fængslet.

Netop ledernes selvopofrelse under den radikale modstandskamp og den street credit, som ANC derved opbyggede, gjorde den sorte majoritet villig til senere at følge ANC-regeringers reformkompromisser, selvom de ikke skabte de forventede socialstrukturelle forandringer.

Nationalfølelsen blomstrer

Mandela selv synes hævet over den dagspolitiske sfære. I frihedsrusen under hans korte præsidenttid 1994 til 1999 nåede han ikke for alvor at blive konfronteret med mange af de ubehageligheder, der siden er kommet til at præge sydafrikansk politik. Desuden vidste de fleste nok, at det fra 1996 var hans vicepræsident, der var ansvarlig for den praktiske, politiske strategi.

Han vil blive husket som den, der gav begrebet ’forsoning’ konkret substans ved at afvise en Nürnbergproces til fordel for en sandhedskommission, der gennem lidelseserfaringer gav folket en terapi, der tjente som erstatning for egentlig retfærdighed. Yderst få blev straffet – også blandt de egentlige krigsforbrydere.

Nogle mener, at Mandela fokuserede for meget på race og for lidt på social klasse, hvorfor han ikke nåede at adressere de dybe problemer, der ligger til grund for dagens høje kriminalitet og antisociale adfærd. Allerede under Mandelas præsidentskab fik afrikansk identitet og sydafrikansk nationalfølelse en renæssance. Det var et naturligt postkolonialt fænomen, men det blev brugt til at dække over manglende resultater på det sociale område. Fokus blev ændret fra non-racialism og rainbow nation over mod African renaissance med større vægt på afrikansk etnisk bevidsthed.

Opløsningstendenser

Den politiske stabilitet, som Mandelas autoritet sikrede, begyndte at blive undergravet af social utilfredshed under den sidste del af Thabo Mbekis efterfølgende præsidentskab. Den nuværende præsident, Zuma, kom til magten båret af et forventningspres, som ikke er indfriet. Mange af de venstreliberale intellektuelle, der støttede frihedskampen, føler, at Zuma misrepræsenterer landet med sit ry for uhæmmet behovstilfredsstillelse og manglende vestlig dannelse. Men Zuma har samlet et flertal af frihedskampens traditionalister og afrikanister bag sig ved hjælp af de tilgodesete veteraners autoritet med støtte fra et relativt disciplineret partiapparat samt indimellem med en halvautoritær brug af statens organer. Venerationen for Mandela var med til at holde landet sammen, og selvom alle vil samles i sorg ved Mandelas bortgang, vil hans manglende tilstedeværelse på sigt øge opløsningstendenserne.

Hans Erik J. Stolten er historiker og ph.d. fra Københavns Universitet, hvor han har arbejdet som ekstern lektor og forskningsadjunkt på Center for Afrikastudier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Christensen
  • Anders Feder
Lone Christensen og Anders Feder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Mandal

Det er urimeligt at betegne Nelson Mandela som en slags tidligere "terrorist", og det underbygges da heller ikke i artiklen, og sammenfatning øverst er måske ikke en gang skrevet af forfatteren. Militærplanen Mandela var ansvarlig for nævner Cuba's guerilla-strategi som forbillede, og for behovet for at skabe folkelig og international opbakning. Algiers oprør nævnes ikke. http://www.historicalpapers.wits.ac.za/inventories/inv_pdft/AD1844-Aa5-t... ANC's ledelse fordømte terror, og det var næsten altid PAC medlemmer, der blev dømt for organiserede terrorbomber mod tilfældige, civile ubevæbnede dengang, der var typiske terroraktioner.

Hans Erik Stolten

En underrubrik til min kronik i Information d. 18 juli antydede, at man kunne se på Nelson Mandela som terrorist. Det er blevet kritiseret. Meningen var at provokere til eftertanke om både terrorismebegrebet og opfattelsen af Mandela som et uforanderligt og ufejlbarligt princip. Og Mandela, som min frihedskæmper, er jo en andens terrorist. Som historiker er jeg også optaget af at få folk til at erkende deres egne efterrationaliseringer.
For et par år siden blev en af mine ældste venner og mangeårig leder af antiapartheidbevægelsen, Patrick Mac Manus, dømt efter loven om terrorismestøtte. Kunne det have været mig, hvis loven havde eksisteret før? Ville jeg turde lave de samme ting i dag som tidligere? Op til 1990 var jeg medlem af DKPs internationale sekretariat. Jeg samarbejdede med folk i Moskva, London og Cape Town om aktiviteter, der var illegale og involverede væbnet kamp (i en længere periode var alle i ANCs ledelse, bortset fra præsidenten Oliver Tambo, samtidig medlem af det sydafrikanske kommunistparti). Hvis der dengang havde eksisteret en EU-liste over terrororganisationer, ville ANC så have været på den?
ANC var registreret som en terrororganisation og Nelson Mandela som terrorist på den amerikanske terrorliste og det var gennem internationalt politisamarbejde, via oplysninger fra en amerikansk efterretningstjeneste, at sydafrikansk politi kunne arrestere Mandela. Mandela og hans team af forsvarere vidste, at han ville blive dømt for sabotage. Efter sydafrikansk lov var han uden tvivl skyldig. (Den ledende advokat, den hvide afrikaaner Bram Fischer, fik i øvrigt selv 10 års fængsel, da hans kommunistiske partitilhør blev afsløret).
Det er korrekt, som nogle har anført, at MKs sabotageaktioner og militære offensiver over Sydafrikas grænser endte med at blive underordnet den demokratiske massekamp i selve landet, men det var ikke nødvendigvis Mandelas fortjeneste. Allerede i 1953 fik Mandela sin første betingede fængselsstraf og forbud mod mødedeltagelse efter den lov, der i 1950 forbød kommunistiske aktiviteter. Han foreslog sammen med Walter Sisulu samme år overfor ANCs ledelse, at man skaffede sig våben fra Kina og påbegyndte en væbnet kamp. Den Moskvaskolede, sorte kommunist Moses Kotane og andre mere besindige ledelsesmedlemmer nedstemte dette og Mandela fik først sin vilje, da al legal aktivitet blev umulig efter Sharpeville og nedkæmpelsen af generalstrejken i 1961.
Nu var der i Sydafrika kun demokrati for de hvide og derfor en ret til at gøre oprør mod tyranniet, der beherskede de sorte, men ikke alle så altså sådan på det, og det fik betydning for Danmarks forhold til Sydafrika. Grundet USA’s terrorrubricering og vores NATO-medlemskab kunne den danske regering – i modsætning til den svenske - ikke støtte ANC, men måtte støtte frihedsbestræbelserne mere indirekte gennem organisationer som IDAF. Det var først senere, at vi alle kunne enes om at elske Madiba.
Det er et interessant spørgsmål, hvordan og hvornår, Mandelas holdninger udviklede sig. Jeg tror personligt, at det meste skete før hans lange fængselsophold. Hans overvindelse af sekterisk afrikanisme startede i begyndelsen af 1950erne og hans vilje til kompromis med det bestående hvide samfund kan spores til 1963, hvor han stod over for truslen om henrettelse. Ikke desto mindre opretholdt han sin støtte til væbnet kamp og omfattende nationaliseringer i det mindste indtil 1992.

Det er en interessant oplysning, at USA's efterretningsvæsens oplysninger, muliggjorde tilfangetagelse af Mandela.
Ikke mindre, at DK qua sit NATO-medlemskab forpligtede sig til at betegne ANC som en terroristbevægelse ligesom storebror U SA.
Jeg håber i den grad på at SNOWDEN kommer under forhold, der kontinuerligt muliggør hans afdækkende oplysninger.

Torsten Mandal

Tak for præciseringen, Hans Erik. At Mandela støttede sabotage og væbnet kamp, og at nogle kaldte ANC for terrorister, gør stadig ikke Mandela til en slags terrorist. Selvom begreberne blandes sammen, og nogle handlinger er i gråzoner, er det vigtigt ikke legitimere egentlig terror bevidst rettet mod tilfældige, ubevæbnede civile, og det har selv Sydafrikanske domstole under apartheidstyret så vidt jeg ved ikke dømt Mandela eller andre ANC ledere for. Det var en af grundene til vi kunne begynde at skabe politisk flertal for en effektiv indsats mod apartheid sidst i 70'erne i bl.a. Danmark, hvor der også var meget fokus på spørgsmål om terror og vi var mange, der lagde vægt på at skelne. Jeg er klar over ANC mens Mandela var fængslet havde aktioner i 80'erne rettet mod militæret og officerer, som de stoppede igen på grund af for mange civile tab. Mandela lod sig skille fra sin Winnie hun blev for ekstrem.