Kronik

Manglen på kvinder underminerer demokratiet

Religiøs og kulturel mandschauvinisme holder kvinder ude af egyptisk politik og legitimerer seksuel chikane mod de demonstrerende kvinder. Hvis Egypten vil demokratiet og være regionens leder, må man åbne op for kvindernes fulde medvirken – her kan kvoter være vejen frem
Trods gentagne overfald og gruppevoldtægter fortsætter de egyptiske kvinder med at demonstrere. Her demonsterer en kvinde  mod  Mohamed Mursi og Det Muslimske Broderskab.

Mahmoud Khaled

13. juli 2013

Hvad har jomfrutest, seksuel chikane og de mange voldtægter af kvinder på Tahrir-pladsen at gøre med manglen på demokratisk legitimitet i Egypten? Vi vil argumentere for, at de mange forsøg på at udelukke kvinderne i deres egenskab af netop kvinder fra processerne omkring opbygning af landet efter 2001 er katastrofalt – ikke bare for kvinderne, men for selve etableringen af et demokratisk politisk system. ’Brødrene’ i Det Muslimske Broderskab marginaliserede ’søstrene’. For Mursis efterfølgere vil inddragelsen af repræsentanter for kvinderne, såvel som for de mange minoriteter, være afgørende for det nye politiske regimes legitimitet i befolkningen.

Hermed bliver Egypten et konkret eksempel på, hvad FN’s Beijing-deklaration fra 1995 fastslår rent principielt, nemlig at »kvinders og mænds lige deltagelse i beslutningsprocesserne (…) er nødvendig for styrkelse af demokratiet og (for at) sikre dets korrekte funktion« (Art. 183). Samme princip findes i Den Afrikanske Unions ’Gender Parity Policy’, og i Europa skriver den europæiske kvindelobby, at den nuværende underrepræsentation af kvinder truer de europæiske institutioners og partiers demokratiske legitimitet.

Seksuel chikane

Egyptiske kvinder forbavsede verden ved deres markante tilstedeværelse under demonstrationerne i januar-februar 2011. Samtidig var og er ikke mindst unge kvinder aktive på de nye sociale medier. Selv om chikane af kvinder på gaden ikke er ukendt i Egypten, har disse angreb fået et større omfang og er måske sat i system. Det drejer sig om seksuel chikane af kvinder på pladsen, hvor grupper af unge mænd omringer en kvinde og river tøjet af hende, om sikkerhedsstyrkernes afskyelige ’jomfrutests’ og de stadig mere brutale gruppevoldtægter i de tilstødende gader.

Egyptiske kvindeorganisationer har rapporteret om 19 bekræftede tilfælde af gruppevoldtægt under forårets manifestationer til fejring af toåret for Mubaraks fald. Og samme dag, som Mursi blev afsat, rapporterede Operation Anti-harassment om 101 seksuelle overgreb i ugen op til. At forhindre kvinderne i at deltage i demonstrationer og andre offentlige manifestationer er at fratage kvinderne medborgerlige rettigheder.

Det mest bemærkelsesværdige er, at kvinderne fortsætter med at demonstrere. Hvis formålet er at tvinge kvinderne ind bag hjemmets fire vægge – hvad mange kræfter i det konservative Egypten uden tvivl ønsker – er det ikke lykkedes.

Der er mange spekulationer om, hvem der står bag den seksuelle vold mod kvinder – arbejdsløse unge mænd, konservative islamistiske grupper eller sikkerhedsstyrkerne? Den relativt nye, men meget aktive kvindeorganisation, ’Nazra for Feminist Studies’ gør sig ikke i spekulationer, men kræver i stedet, at alle partier, islamistiske som sekulære, tager kollektivt ansvar og anerkender, »at seksuel vold har en social- og en kønsdimension og er et redskab for politisk intimidering«.

Kvoter kan bryde mønstret

Den minimale kvinderepræsentation i egyptisk politik i overgangsfasen er en anden og vigtig del af regimets manglende demokratiske legitimitet. Mursis regering havde kun to kvindelige ministre. Valget til parlamentet gav kun 2,7 procent kvinder i Senatet og 1,8 procent i Folkeforsamlingen mod 12,7 procent ved valget i 2010. Egypten har siden Gamal Abdel Nassers tid haft en radikal klassekvotering, der garanterer arbejdere og bønder mindst 50 procent af pladserne i parlamentet, mens kønskvotering kun er brugt 1975-86 og i 2010-valget.

Mange af de yngre aktive kvinder gik imod kønskvotering i troen på, at det første frie valg ville give kvinderne en fair del af pladserne. Skuffelsen over valgresultatet blev derfor massiv blandt de egyptiske kvindeorganisationer, som nu er ved at samles omkring et krav om kønskvotering – en ’fast track’-metode til at bryde kvinders historiske underrepræsentation i politik, som nu ved lov er gennemført i over 60 lande (www.quotaproject.org).

I en unik to-timers diskussion i det egyptiske parlament havde en af os (Drude) i egenskab af ekspert i emnet ’kvinder i politik og kvoteringssystemer’, udsendt af Den Inter-Parlamentariske Union (IPU) i januar i år, lejlighed til at diskutere behovet for kvinder i politik med Senatets medlemmer. Det var første gang, emnet var på dagsordenen. Salafisterne holdt sig til Koranen, mens de fleste repræsentanter for både Det muslimske Broderskab og de sekulære partier mente, at kvinderne ikke er kvalificerede, at kvinder hører til i hjemmet, og at det skal være meritter og ikke kønnet, som skal være afgørende. Forsamlingens kønssammensætning tyder dog på, at kønnet, altså mandskøn, må have spillet en afgørende rolle ved partiernes nomineringer op til valget til Senatet. Som forskningen viser, er det som regel ikke vælgerne, men derimod partierne, som via deres kontrol over opstillingerne og placeringen på listerne, bestemmer, hvilke personer der bliver valgt.

Det eneste argument, som bed, var, at Egypten, som opfatter sig som den ledende nation i regionen, nu var havnet på sidstepladsen blandt alle nordafrikanske lande. Fra mødet i Senatet var det denne pointe, som refereredes overalt i pressen. Algeriet ligger i spidsen i Nordafrika med 32 procent, mens Tunesien, Sudan og Sydsudan har 25-27 procent kvinder, og Marokko og Libyen begge 17. Mens alle disse lande nyligt har indført kønskvotering, var det eneste krav i Egypten mindst én kvinde på hver valgliste – ofte placeret i bunden af listen. Hvilken valglov, som kommer til at styre de kommende valg i Egypten, bliver helt afgørende for den nye ordnings legitimitet.

Mursi-regimets diskrimination af kvinder har bestået af en del konkrete tiltag, men ikke mindst af trusler mod kvinders rettigheder. I Parlamentet har Mursis parti og Salafisterne bl.a. foreslået ophævelse af forbuddet mod kønslemlæstelse og nedsættelse af giftealderen for kvinder fra 18 til 14 år. Efter at have deltaget i FN’s Kvindekommissions møde i New York i marts i år, udsendte Det Muslimske Broderskab en tipunkts bandbulle mod FN’s CEDAW-konvention fra 1979 (om eliminering af diskrimination mod kvinder), fordi den strider mod Koranens principper og taler om seksuelle rettigheder; vil fjerne manden som overhoved, og derved destruere familien; vil indføre »lighed mellem en ægteskabsbryder og en gift kvinde, og lighed mellem uægte børn og legitime sønner« m.v. Teksten opfordrer alle muslimske lande til at udtræde af CEDAW, hvilket ville være en katastrofe for FN’s arbejde for ligestilling og kvinders rettigheder.

Håbet om en anden fremtid

Til trods for dette er det dog en positiv udvikling, at angrebene på kvinder diskuteres offentligt, bl.a. under indtryk af billedet af sikkerhedsstyrker, som tæskede løs på ’pigen med den blå BH’, og videoer og film, der viser overgreb på kvinder. Kvindernes de facto manglende rettigheder som medborgere er kommet på den politiske dagsorden. Som Nazra udtrykker det: »Kvinders vilkår er en central del af revolutionen«.

Det er vigtigt at erindre sig, at Egypten lige siden 1920’erne har haft en stærk kvindebevægelse. I Egyptens historie har det ikke kun været de muslimske brødre, som har glemt søstrene. Også de mest venstreorienterede egyptiske revolutionære har ofte haft en tydelig machoslagside.

I disse dage diskuteres det heftigt, om afsættelsen af den demokratisk valgte præsident, Mohamed Mursi, skal kaldes et statskup eller ej. Den kendte forfatterinde Nawal El Saadawi fastslår i sin ugekronik i oppositionsavisen al-Masry al-Youm, at det var en »Folkelig revolution, ikke kup« (7/7). Samtidig tordner hun mod det egyptiske ’patriarkat’.

Vi håber, at de nye magthavere i Kairo indser, at hvis Egyptens politiske system i fremtiden skal fremstå som legitimt, må kvindernes medborgerlige rettigheder og fulde politiske deltagelse sikres.

Drude Dahlerup er professor i statskundskab ved Stockholms Universitet og har været konsulent for FN i Cambodia, Sierra Leone og Kina og for IPU i Tunesien og Egypten.

Per Gahrton er sociolog, fhv. riksdagsmand og MEP for Miljöpartiet i Sverige. Arabisk-talende Egypten-ekspert

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hanne Ribens
  • Robert Kroll
  • Lone Christensen
  • Thomas Aniss
  • Ingrid Uma
  • Grethe Preisler
  • Inger Sundsvald
Hanne Ribens, Robert Kroll, Lone Christensen, Thomas Aniss, Ingrid Uma, Grethe Preisler og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

”Det mest bemærkelsesværdige er, at kvinderne fortsætter med at demonstrere. Hvis formålet er at tvinge kvinderne ind bag hjemmets fire vægge – hvad mange kræfter i det konservative Egypten uden tvivl ønsker – er det ikke lykkedes.
Der er mange spekulationer om, hvem der står bag den seksuelle vold mod kvinder – arbejdsløse unge mænd, konservative islamistiske grupper eller sikkerhedsstyrkerne? Den relativt nye, men meget aktive kvindeorganisation, ’Nazra for Feminist Studies’ gør sig ikke i spekulationer, men kræver i stedet, at alle partier, islamistiske som sekulære, tager kollektivt ansvar og anerkender, »at seksuel vold har en social- og en kønsdimension og er et redskab for politisk intimidering«.”

Det er også bemærkelsesværdigt, at der ikke er en eneste sympatitilkendegivelse fra mænd.

Nåh, ja, det er jo kun når kvinder skal oplyses om, hvor lidt ligestilling rager danske mænd.

Sascha Olinsson

@ Jan Weis
Ligestilling er altså kun kvinders ansvar? Kvinder skal kæmpe for dem selv- mod samfundet og mod mænd? er det sådan du skal forstås?

Nej, da - men så længe, der findes kvinder, der ikke kan se ulemperne for alle kvinder i at støtte de fanatisk religiøse og undertrykkende regimer - især overfor kvinder - mangler der en væsentlig drivkraft i at skabe bedre forhold for alle - det gælder naturligvis også mænd - men her var talen i udgangspunktet jo om kvinderne ...

Inger Sundsvald

"Det er også bemærkelsesværdigt, at der ikke er en eneste sympatitilkendegivelse fra mænd.
Nåh, ja, det er jo kun når kvinder skal oplyses om, hvor lidt ligestilling rager danske mænd."

Jeg har først lige læst artiklen nu - og jeg vil gerne tilkendegive min støtte til ligestilling mellem kønnene.
Men jeg tror ærlig talt, at min aktive (økonomiske) støtte til Amnesty og HRW gør mere gavn - og så det faktum, at jeg i dagligdagen agerer for ligestilling - frem for at jeg skriver en kommentar i Information.

Men indrømmet, før jeg oprettede mig som bruger, så fandt jeg da eksempelvis artiklen om sygeplejerskers ønske om anden uniform relevant - og her må jeg da beklageligvis konstatere, at der fremkom en del lumre bemærkninger fra mænd i kommentarfeltet frem for at tage ønsket alvorligt.

Morten Olesen

Helt korrekt. Og alligevel himler Information op, hver gang DF eller andre ønsker at skåne DK for den svøbe muslimsk indvandring er......ak ja, man må undres.

Thomas Aniss

Jan Weis har vist en pointe her; det er suleme svaert at kaempe for kvinders rettigheder i et land hvor mange af selvsamme kvinder hepper paa de allermest kvindeundertrykkende kraefter...

Lykke Sterll Christensen

Sikke en fortrøstningfuld virkning det ville have på menneskeheden og vores alles selvopfattelse, hvis undertrykkelsens åg i givet tilfælde bliver opløst af samfundets magthavere - At detektere mild pessimisme.
Rent empirisk forbindes løsrivelse fra undertrykkelse af en given art med mod og vilje til forandring fra den undertrykkede part - modstand fra kvindernes side findes der øjensynlig i Egypten, men endnu i så begrænset et omfang, at det ikke tages seriøst. At forvente at magthaverne går forrest, forekommer en smule utopisk, med henblik på de selv samme magthaveres opvækst i et samfund med et overvejende religiøst forankret menneskesyn. Man kunne håbe på, at pres fra international side ville gøre en forskel - hvis ikke på magthavernes samfunds opfattelse som det første, så da i det mindste på befolkningens (særligt kvinderne) vegne - så modet til at forandre bliver fælles og alvorligt praktiseret.

Matthias Hansson

Hvis blogskribenter efterlyser bidrag, kan det meget vel skyldes, at man i denne blog er begyndt systematisk at censurere blogindlæg og slette blogprofiler. Jeg har personligt kendskab til omkring 20 slettede profiler.

Det skyldes ikke anstødelige og grove indlæg, De folk, jeg kender er særdeles anstændige og på ingen måde grove. De er derimod velformulerede og vidende folk med en særdeles høj grad af udført hjemmearbejde. Censuren skyldes, at de 'går for tæt på' - især på dem, der censurerer.

Jeg imødeser med spænding, hvorvidt dette indlæg også bliver censureret.

Seneste tilfælde af censur skyldes, at Information ikke ønsker anden vinkel på deres artikel end den feministiske. Egyptisk politik handler ikke om feminisme, og kommentaren er et forsøg på ideologisk at kuppe en sag, der er langt større og langt vigtigere.

Egypterne har ikke brug for feministisk ideologi. De har brug for hjælp til at smide 100 års imperialistisk ideologi ud. Det er noget ganske andet.