International kommentar

Militærkuppet er ikke svaret på den egyptiske revolution

Egypten har intet lært af de sidste to et halvt års overgangsproces. Mursi og oppositionen evnede ikke at samarbejde, og med militærkuppet står de to poler endnu mere uforsonligt over for hinanden – det er Egyptens største problem her og nu
9. juli 2013

I løbet af den seneste uge har vi igen set imponerende billeder af enorme menneskemængder, der demonstrerer i de egyptiske gader. Det er de samme billeder, som vi kender fra den 11. februar 2011, hvor egypterne væltede den tidligere præsident Hosni Mubarak.

På afstand ligner dette endnu en revolution. Det ser ud som om, det egyptiske folk er lykkedes med at fjerne endnu en diktator. Dog ligger der en dybere og mere sørgelig sandhed bag disse ellers flotte billeder. Det er helt rigtigt, at egypterne er gået tilbage til februar 2011 – men ikke på en positiv måde.

Egyptens præsident Mohamed Mursi blev for et år siden den første folkevalgte præsident i Egyptens historie. Mursi kommer fra den ældste og mest organiserede islamistiske bevægelse i Egypten, Det Muslimske Broderskab, og havde inden sin udnævnelse ingen umiddelbare politiske eller ledelsesmæssige erfaringer.

Mursi blev ved sin indsættelse mødt med et væld af udfordringer og blev sat til at løse en umulig opgave, nemlig at rette op på årtiers korruption og en skræmmende økonomisk tilstand. Egypterne forventede at se mærkbare resultater i løbet af ingen tid.

Mursis manglende samarbejde

Mursi begik i løbet af det seneste år mange ledelsesmæssige fejl og kørte en masse beslutninger igennem med et meget snævert flertal. Blandt de mest afgørende af disse beslutninger var vedtagelsen af landets nye forfatning, der på kort tid bidrog til at gøre ham ufattelig upopulær. Den egyptiske opposition samlede sig for første gang i reaktion på processen omkring formuleringen af forfatningen og indholdet af denne. Inden da prioriterede Mursi i høj grad at lytte til sit eget bagland i Det Muslimske Broderskab frem for at samarbejde med ikkeislamistiske politiske partier og bevægelser.

Under forfatningskrisen eskalerede en konflikt mellem Mursi og den del af oppositionen, der kalder sig The National Salvation Front. Denne konflikt bidrog til en polarisering af det politiske landskab i Egypten, hvor man på den ene side havde oppositionen og på den anden side de islamistiske bevægelser, hvoraf den vigtigste er Det Muslimske Broderskab.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Mursi kun i meget begrænset omfang kom i gang med at opfylde egypternes forventninger, og gentagne kriser om energiforsyning, vandforsyning, sikkerhed osv. gjorde, at egypterne blev utrolig bekymrede.

Det Muslimske Broderskab havde slet og ret en tendens til at koncentrere sig om dets egen dagsorden og interesser og herigennem at udelukke samarbejde med andre.

Oppositionen ikke uden skyld

Det samme kan man sige om oppositionen, der også har et underskud af politiske, strategiske og ledelsesmæssige ressourcer. Oppositionen har nemlig heller ikke haft viljen eller kompetencerne til at danne et stærkt alternativ til Det Muslimske Broderskab eller til islamisterne i bredere forstand. Begge poler har deres andel af politisk inkompetence.

Den mest afgørende fejl, som Mursis regime begik, var, at de ikke lykkedes med at tale med oppositionen og blive enige om et samarbejde. Dette skulle have været Mursis første prioritet, eftersom han kun vandt præsidentvalget med et snævert flertal på 51 procent. En inklusion af og et samarbejde med oppositionen ville have bidraget til en større politisk opbakning i befolkningen og en bedre brug af de politiske kompetencer, som begge blokke har til rådighed.

Dette er desværre ikke, hvad der skete i Egypten det seneste år. I stedet har disse to politiske grupperinger over tid udviklet sig til to poler, der har bevæget sig stadig længere fra hinanden. Dette har ført til en splittelse af den egyptiske befolkning, der potentielt kan udvikle sig til en voldelig konflikt. Det mest essentielle politiske problem i Egypten her og nu er derfor ikke manglen på demokratiske, sociale og økonomiske reformer, men derimod den stigende polarisering.

Intet lært

Demonstrationerne den seneste uge og militærets kup og tilhørende køreplan har heller ikke bidraget til en løsning af denne meget essentielle problemstilling. I stedet har det i høj grad bidraget til fortsættelsen af denne. Militæret valgte at tage magten fra Mursi og Det Muslimske Broderskab og gå i dialog med øvrige politiske grupperinger for at igangsætte en ny overgangsproces. Men ved at antagonisere Broderskabet har militæret samtidig afskåret den andel af befolkningen, som støtter Det Muslimske Broderskab, fra indflydelse.

Et politisk samarbejde mellem alle Egyptens politiske grupperinger er nødvendigt, hvis revolutionens målsætninger skal opfyldes. Militærkuppet den 3. juli er ikke svaret på egypternes revolution i januar 2011 og kan derfor endnu ikke regnes for en sejr. En rigtig sejr vil være en forsoning og et reelt samarbejde mellem islamister og ikkeislamister. Der er derfor noget, der tyder på, at det ikke kun er billederne, der ligner den 11. februar 2011, men at man i Egypten reelt set har spolet tiden tilbage til denne dato uden at lære noget af de sidste to et halvt års overgangsproces.

Asmae Badr Ibrahim er dansk-egypter og statskundskabsstuderende. Hun har boet og arbejdet i Kairo i 2012-2013.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Feder
  • Karsten Aaen
Anders Feder og Karsten Aaen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Desværre er det jo i de allerfleste tilfælde af poltiske og andre konflikter sådan, at der ikke står "de gode" mod "de onde", men at begge sider tager på nogen måde fejl.
"En rigtig sejr vil være en forsoning og et reelt samarbejde mellem islamister og ikkeislamister." En sejr for hvem?
På den ene side står en korrupt magtelite, der i årtier har levet godt af amerikanske penge, som blev pumpet ind i landet for at holde det ud af mellemøstkonflitken. Og på den anden side står en ny elite, som bruger religion for at komme til magten. En konflikt mellem militær og præster, som i Europa har kendetegnet hele middelalder, og hvor folet ikke har spillet en væsentlig større rolle end at være tilskuer og betaler.

Vejen fremad er ikke at give islamister en plads ved elites fodertrug. Vejen fremad ville være, at middelklassen får mere indflydelse både økonomisk og politisk. Og her er Egypten længere fremme end andre lande i mellemøsten (og det forklarer også "revolutionen"). Som de sidste dage har vist, skal man dog ikke forvente hurtige resultater - det har også taget lang tid, før borgere fik en væsentlig rolle i Europa. At "forsone" sig med dem, som ser sig selv som, og faktisk er, tabere af moderniseringen, ville kun bremse denne udvikling.