Kronik

En national katastrofe

For 30 år siden vedtog Folketinget den udlændingelov, som er i færd med at gøre os til fremmede i vort eget land. Men hvordan kom det så vidt, at et markant flertal af landets politikere stemte for at nedlægge nationen? Søren Krarup fortæller historien
Udlændingeloven fra 1983 er ifølge Søren Krarup ved at forvandle Danmark til et indvandrerland, som fremmedgør de danske oprindelige borgere. Fremfor at forsvare Danmark som nationalstat, ophæves landets suverænitet, fordi mennesker efter lovens indførelse kan søge asyl, mener han.

Jakob Dall

5. juli 2013

Jeg er vokset op med, at der var indtruffet én katastrofe i Danmark i det 20. århundrede. Det var 9.april 1940, hvor Danmark for første gang i sin lange historie blev erobret af en fremmed magt, og hvor den danske regering uden at gøre modstand havde ladet tyskerne besætte landet. Under ledelse af den kulturradikalisme, hvis førstemand var udenrigsminister P. Munch (R) og som med dagbladet Politiken beherskede den offentlige mening og dermed det offentlige liv, havde Danmark valgt at lade sig erobre uden at sætte sig til modværge og dermed markere sin eksistens og sin suverænitet, og for os, der var skolebørn i 1940’erne og -50’erne, var den tyske besættelse og den påfølgende samarbejdspolitik en national katastrofe, som kun modstandsbevægelsens indsats havde rådet bod på.

Moralismens overtag

I vores skoletid var man sig derfor bevidst, hvad det var at være dansk. Derom havde besættelsen og modstandskampen jo belært os. I min københavnske kommuneskole, hvor jeg gik i underskolen, og på Christianshavns Gymnasium, hvor jeg gik i mellemskolen og gymnasiet, begyndte vi skoledagen med en salme eller sang, og Danmarkshistorie og historie i det hele taget var et fag, som nød respekt, og som vi tog alvorligt.

Det er denne af modstandskamp og besættelse bestemte holdning, der begynder at ændre sig med 1960’erne. I 1960 kommer den såkaldte ’Blå Betænkning’, hvor den rare og ufatteligt naive K. Helveg Petersen (R) bestemmer, at »først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker«.

Hermed defineres den danske folkeskole som en humanistisk eller kulturradikal frelsesanstalt. Dette moralistiske perspektiv uddybes naturligvis enormt igennem 68-vækkelse og nymarxisme, som bidrager til at ensrette eller hjernevaske det akademiske Danmark, og i 70’erne er intet så vigtigt og så afgørende som at være global eller overnational.

En nation nedlægger sig selv

Det er dette, der er baggrunden for udlændingeloven af 1983, den anden og den største nationale katastrofe i Danmark i det 20. århundrede. For hvad er Danmark? Danmark er en nation, beboet af et folk. Danmark er et åndeligt eller kulturelt fællesskab, formet af en tusindårig historie, hvis kerne var den danske suverænitet, og hvis givne opgave var forsvaret af denne suverænitet. Sådan var Danmark dansk. Dette var og er udgangspunktet.

Men ligesom P. Munchs Danmark 9. april svigtede dette udgangspunkt, således svigter Bernhard Baunsgaards (R) og Hans Gammeltoft-Hansens Danmark i 1983 samme udgangspunkt, hvor de forvandler Danmark fra at være en nation, beboet af et folk, til at være et multikulturelt indvandrerland. Det er dette, der er det egentlige indhold af udlændingeloven af juni 1983.

Historien er formentlig kendt. Det begynder med, at der i 1970’erne opstår en række sager med udlændinge, der ikke har retskrav på at måtte blive i landet, og hvor en række dagblade og politikere, kraftigt inspireret og måske også manuduceret af Dansk Flygtningehjælp, hvis formand hedder Gammeltoft-Hansen, stiller krav om en ny og mere liberal udlændingelov. Dette fører til nedsættelse af en kommission under ledelse af højesteretspræsident Peter Christensen, og efter nogle års arbejde fremlægger kommissionens flertal et forslag, som den daværende regering med justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) lægger frem i Folketinget i januar 1983.

Men kommissionen har også et mindretal, bestående af tre medlemmer med Dansk Flygtningehjælps formand Gammeltoft-Hansen i spidsen, som stiller ganske anderledes radikale krav til udlændingelovgivningen. Og hvad mere er: Gammeltoft-Hansen har været rundt til venstrefløjspartierne i Folketinget og vundet dem for sit overnationale eller kulturradikale udkast til udlændingelov, som i realiteten ophæver den danske grænse og dermed dansk suverænitet, og da Ninn-Hansens lovforslag kommer til førstebehandling 20.januar 1983, kommer det i kraftig modvind.

Uden vilje til forsvar

Dette er begyndelsen, som fører til den landsskadelige udlændingelov af juni 1983, og realiteten i det hele er, at Danmarks suverænitet ophæves af bestemmelsen om, at enhver udlænding, som stiller sig på grænsen og kræver asyl, har ret til at komme ind i Danmark og få sin sag prøvet, og hvis sagsbehandlingen overstiger to år, har han eller hun fået ret til at forblive i Danmark, og som sådanne asylberettigede fremmede har de også ret til familiesammenføring, hvorved hele folkeslag kan bosætte sig i Danmark.

Dette er realiteten. Danmark bliver gjort til internationalt retsområde, idet der udstedes retsgarantier til alverdens flygtninge, hvilke i 1983 udgjorde 20 millioner. Og hvad mere er: Dette sker i den periode i verdens nyere historie, hvor der finder en faktisk folkevandring sted fra den såkaldt tredje verden til de vestlige lande, og hvor disse vestlige lande efter to verdenskrige er så svækkede og så defaitistiske, at de synes uden evne og vilje til at forsvare sig selv. En massiv folkevandring fra øst til vest, affødt af overbefolkning og også af en selvretfærdighed, der som reaktion på eller rettere sagt som hævn for det, der i nysprog kaldes for Vestens ’kolonialisme’, ved sig berettiget til at invadere og udnytte Vesten.

Og den vestlige verden er for svag og for konfus til at kunne forsvare sig.

Hvortil kommer, at den samme vestlige verden er ofre for den humanistiske frelsthed, der ligger i de menneskerettigheder, som først og fremmest USA har gjort til verdensreligionen, og ifølge hvilke ret ikke er noget, der følger af lov, men hvor ’rettigheder’ er universelle og almene og dermed ophæver retssamfundet til fordel for den grænseløse ’godhed’ – hvilket i realiteten betyder de vestlige landes afmagt og selvopgivelse i forhold til indvandringen eller folkevandringen fra den tredje verden.

Jubeloptimisterne

Det er under disse betingelser, at Folketinget den 3. juni 1983 vedtager den nye udlændingelov, der nedlægger den danske grænse, idet Danmark bliver gjort til internationalt retsområde. Og naturligvis sker vedtagelsen under jubel og triumf hos de politikere og partier, der tænker globalt og ikke nationalt, og som derfor lægger en overnational tankegang til grund for det, der vil forvandle Danmark. Det er ikke lystelig læsning.

Den radikale Bernhard Baunsgaard jubler naturligvis: »Jeg kan vel gentage det, jeg sagde under første behandling af sagen, at jeg ville ønske, at mindretallet endnu klarere havde bygget en lov op, der byggede på rene humanistiske principper,« udtaler han fromt, umiddelbart før loven 3. juni vedtages af Folketinget med 155 stemmer imod 12. Venstres ordfører Bjørn Elmquist, der naturligvis meget snart skifter til Det Radikale Venstre, erklærer under andenbehandlingen 2. juni: »Vi kan nu sige, at vi i hvert fald herhjemme i vort eget hus gør, hvad vi kan, for ikke at diskriminere på national basis« – hvilket selvsagt betyder, at nationen nedlægges, idet diskrimination mellem danske statsborgere og ikkedanskere er et andet ord for national selvstændighed. På samme måde med de øvrige ordførere, Preben Wilhjelm (VS), Torben Lund (S), Ebba Strange (SF). Og en svag og hovedløs regering med Ninn-Hansen som minister ender med at kapitulere i stedet for at sige nej og gå af i forsvaret for Danmark som nation eller nationalstat.

Fremmede i eget land

Det er sørgelig læsning og en sørgelig historie, og jeg tvivler på, at noget forstandigt menneske i dag vil forsvare denne landsskadelige lov, som er i færd med at gøre danskerne fremmede i deres eget land. Og jo – må vi indrømme – ikke blot Danmark, men hele den vestlige verden, i særlig grad de vesteuropæiske lande, er ofre for den abstrakte fromhed med rod i menneskerettighedstænkningen, som gør os fremmede og sommetider forfulgte i vore egne lande. Jeg behøver ikke at nævne eksempler. Enhver, ikke mindst i den allerseneste tid, kan finde eksempler på forfølgelse eller overfald på landets egne børn. Jeg behøver ikke at nævne Sverige, England og Frankrig. Vi læser alle om det. Igen og igen. Vi læser om Nørrebro, Vollsmose, Gjellerupplanen og Tingbjerg.

Ja, nutiden sætter unægtelig vedtagelsen af udlændingeloven af 1983 i perspektiv.

 

Søren Krarup er præst, forfatter og tidl. MF for Dansk Folkeparti

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Krarup bør underbygge sine påstande med statistik, hvis han ønsker en seriøs debat...
...men det ønsker han jo nok heller ikke.

Elisabeth Andersen og Peter Andreas Ebbesen anbefalede denne kommentar

Nu ved vi, at det er sommerferie!

DF på slap line, ud i den årlige kunst at fylde de tomme spalter, når alle os andre tager en fortjent pause.

Krarupperne er de mindst kristne mennesker, jeg kender til, og naiv er vel kun de, der som voksne stadig har brug for usynlige venner med superkræfter.

Birthe Gawinski

Suk .... det er ellers snart længe siden hr. Krarup har fået spalteplads til sine udgydelser i Information - der er jo ikke noget nyt i det - mangler I virkelig stof, så I kan 'spilde' halvanden side på hans vrøvl?

Ole Falstoft

Manden argumenterer ud fra udlændingeloven fra 1983 som om der intet er sket siden
Danmark har nogle af de strammeste love på det område i hele den vestlige verden 'takket være' DF
Ellers er der intet nyt i han argumentation:Nationalistiske fraser og løse påstande
Gab!

Elisabeth Andersen og Peter Andreas Ebbesen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Antydningen af Danmark som tusinde-årigt rige er lidt hul. Formelt jovist, men reelt var Danmark et miniemperie, der faldt helt fra hinanden i starten af 1800-tallet. Danmark og danskhed i nuværende inkarnation er vel ansporet først af tabet af Norge, så tabet af Schlesvig og Holstein og sidst besættelsen. Men det er 200 år. I historien har vi haft mange besøgende der blev hængende; hollændere, polakker, spaniolere i Koldinghus mm.

Krarups drøm om at vende tilbage til de gode gamle dage er en reaktionær resignation. Men der findes allerede et sådant samfund - Solvang.

Der er andre nationale katastrofer, der påvirker os hårdere. For eksempel den nye karakterskala, hvor det bare handler om at gennemføre. Det kommer til at gøre nas i mange år.

Med venlig hilsen
Lennart

odd bjertnes

'Historien er formentlig kendt'.
Ja, Søren Krarup, det er den. Intet nyt i denne epistel.

Og det er nok på tide at der var, for den vinkling her trænger ikke ind der hvor den burde. Men det er nu engang den Krarupske vikling, den er vel færdigformuleret på dette fremskredne - er det ikke 75 år eller så ? .

Men hvad der overses i den vinkling kunne ellers interessere informations læsere - for siden den dag i 1983 er det gået ned ad bakke for fænomener som solidaritet, socialisme.
Den liberale kapitalisme er ikke religiøs, som du. Men den bruger hvad den kan. Det har været enormt 'handy' at få de vestlige venstrefløje på 'islam-trippet'. 'Så tænker de på noget andet i nogle årtier i hvert fald' ... og det gjorde de så.
Derfor var det lidt morbid humor, at den danske borgerlige regering i 00'ene blev afhængige af protestpartiet mod samme trick, og måtte lukke den Nyrup-Ellemannske familiesammenførelsesmotorvej. Men det er trist at DF i dag ligger så meget i med de partier stadigvæk. Ingen national nødvendighed derfor mere.

Børge Rahbech Jensen

Mig bekendt har Søren Krarup levet i et parallelsamfund kaldt Tidehverv i årevis. Tidehverv blev skabt som et kristent parallelsamfund i 1926. Det er ikke indvandrere men Dansk Folkeparti, der omdanner Danmark til et fremmed land. Dansk Folkeparti giver mig også indtryk af, at partiet selv ikke føler sig hjemme i Danmark, men hele tiden kræver bekræftelse af egen nationalitet.

Jeg føler mig ikke fremmed i Danmark, fordi nogle borgere har andre hudfarver og taler andre sprog, end jeg gør. Jeg føler mig fremmed, når landets historie og kultur defineres på måder, jeg ikke genkender. Danmark har altid forandret sig. Ikke kun Danmarks befrielse d. 5. maj 1945 er glemt. Det er de forandringer, der fulgte med Marshallhjælpen i 1948-51 også. Danmark fik hjælp for ialt 385 mio. US$, selvom ødelæggelserne var forholdsvis beskedne i Danmark under 2. verdenskrig. Danmark har også hele tiden haft indvandring fra, samhandel med og samfærdsel med udlandet. Kun Dansk Folkeparti anerkender ikke de aspekter af dansk historie. Mere landsskadelige partier findes næppe. Faktisk betragter jeg partiets navn som en hån mod den danske befolkning.

Moh Abu Khassin , Søren Bro, Lars Dahl, Olaf Tehrani, Peter Andreas Ebbesen, Erik Jensen og Toke Andersen anbefalede denne kommentar

Igen får DF spalteplads foræret. Helt ukritisk lader information.dk DF sprede sin nationalistiske historieforfalskning og mistænkeliggørelse af anderledes tænkende. Intet genmæle. Ukritisk! Ringe!

Søren Krarup skriver, at Danmark er et åndeligt eller kulturelt fællesskab, formet af en tusindårig historie, hvis kerne var den danske suverænitet, og hvis givne opgave var forsvaret af denne suverænitet.
I krigene 1848 - 1864 var netop spørgsmålet om hvad Danmark var og kunne være til debat. Der var en helstatstanke, der var en nationalistisk tanke -først og fremmest i København. 2/5 af kongeriget boede i Schleswig-Holstein, der repræsenterede 3/5 af landets værdier. Kongen lod sig overtale af nationalisterne med D G Monrad i spidsen til at se bort fra den petition, som en delegation fra Schleswig-Holstein fremsatte med ønske om optagelse i det tyske forbund. Og biskop D G Monrad skrev rigsfællesskabet ind i grundloven.
S-H'erne gjorde oprør. De kunne nemt stable en hær på benene. I begyndelsen støttede Preussen dem, men så greb den russiske zar ind, og preusserne trak sig ud og de nationale vandt slaget ved Isted. Uenighederne skulle så reguleres af Londonaftalen, som den danske nationalistiske regering brød igen og igen - indtil 1864, hvor preussen efter anmodning fra øvrige lande i det tyske forbund om at standse urimelighederne mod schleswig-holsteinerne.
I dag retter Krarup så sit nationale sindehad mod alle andre fremmmede. Aargh.. Uimodsagt.

Mogens Kristensen

Artiklen viser et foto af paraboler i en boligblok.
Det første parabol, der blev sat op, var på taget af en villa, af en politikker (Helge Dorhmann). Ifølge staten var det forbudt, da man ønskede at beskytte den danske kultur.
Det blæste man højt og flot på dengang.