Kommentar

Den politiske Bermuda-trekant

Ingen treparti-regering har overlevet et folketingsvalg. Og tredjehjulet er ofte endt på historiens mødding eller lige omkring spærregrænsen. Kan SRSF-regeringen – og SF i særdeleshed – undgå samme skæbne?
29. juli 2013

Treparti-regeringer har altid haft det vanskeligt. Den forrige trekantsregering mellem Socialdemokraterne, De Radikale og Centrumdemokraterne holdt kun to år (1994-96), før CD valgte at træde ud. CD’s erklærede mål var at holde SF uden for indflydelse. Men med finanslovsaftalen i 1996 fik SF afgørende indflydelse. SF’s daværende formand, Holger K. Nielsen, sagde dengang til DR, at det var »dumt«, at CD gik i regering i sin tid, og han mente, at beslutningen om at træde ud var »meget klog« og til fordel både for CD og regeringen. Derefter fulgte en længere dødskamp, der endte med, at CD ikke opnåede genvalg i 2001.

Adskillige år tidligere havde Retsforbundet måtte indgå så mange kompromisser i en SR-trekantsregering, at partiet blev udslettet ved førstkommende valg i 1960.

Man kunne argumentere for, at samarbejdet mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti (2001-2011) i flere perioder havde karakter af en uformel treparti-regering, hvor de konservative langsomt blev mast, selv om partiet havde mange ministerposter. Partiet har op til og efter Lene Espersens afgang som partileder i 2011 befundet sig i en permanent vælgerkrise, nu med en formand som Dansk Folkeparti regulært afsatte som minister i 2006.

Historien skræmmer. Ingen trekantsregering har overlevet et folketingsvalg, og SR-trekantsregeringerne har historisk vist sig at være rene dødsfælder for det parti, der var tredje hjul. Den nuværende regering er indtil nu ingen undtagelse.

Kompromisets pris

SF’s nuværende håndfæstning blev indgået i Det Sorte Tårn. I regeringsgrundlaget skrev SF under på, at »udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«. En indrømmelse af de store! SF kom heller ikke igennem med ret mange SF-mærkesager (hvor de andre partier skulle gå på kompromis). Betalingsringen var en undtagelse, men den blev hurtig opgivet.

Omvendt er SF – uden sammenligning – det parti i Folketinget, der siden folketingsvalget både har ændret standpunkt og holdning flest gange. Den såkaldte vækstpakke er én lang liste over politik, som SF for få år siden var imod; sænkning af selskabsskatten, afskaffelse af grønne afgifter – kombineret med og indirekte finansieret af sociale besparelser med det formål at øge arbejdsudbuddet.

Holger K. Nielsen efterlyste sidste år i et sommerinterview i Information (20. august 2012) direkte et ideologisk opgør med VKO’s politik. Hvor han bl.a. erklærede sig enig med Mogens Lykketoft (S), der havde sat spørgsmålstegn ved, om lavere skat får flere i arbejde. Holger K. Nielsen kaldte den påstand for »ren voodoo«. Men indtil nu har dette interview og enigheden mellem de to tidligere partiformænd ikke afsat sig tydelige spor i den førte skatte- og fordelingspolitik. Beskæftigelsen har været faldende siden folketingsvalget, samtidig med at foreløbig 23.124 mennesker er faldet ud af dagpengesystemet.

En vej ud af trekanten?

At SF er fanget i en SR-Bermuda-trekant vil næppe mange betvivle. Vælgervandringerne taler deres tydelige sprog. SF er blevet halveret siden valget, og Enhedslisten er i mange målinger dobbelt så stor. For kun halvandet år siden var det næsten omvendt.

Spørgsmålet er, om SF kan etablere en bagdør ud af denne Bermuda-trekant? Historisk er der tre modeller: CD’s, Retsforbundets og de konservatives. I CD-modellen træder SF ud af regeringen. I de andre løber man linen ud og håber på at lande over spærregrænsen.

Meget afhænger dog af, hvilken forklaring S og R har på den samlede regerings vælgerkrise. En intern SR-forklaring kunne være al den tumult, der har været i SF i 2012. Men de seneste måneder har der været relativt roligt, uden at blå bloks forspring er blevet mindre.

Hvis S og R kom frem til, at de kun kan gøre sig håb om at blive genvalgt, hvis de lytter mere til Mogens Lykketoft og skaber langt flere danske og gerne grønne job i de næste to år, kan regeringen og SF måske begynde at skimte konturerne af en fælles bagudgang. Det vil nok kræve et nyt regeringsgrundlag og et tættere samarbejde med Enhedslisten.

Regeringsdeltagelsen kan være begyndelsen til enden for SF, men det kan også blive enden på en dårlig begyndelse. Hvis S og R er villige til – ligesom SF – at forlade tidligere og fastlåste positioner.

Om regeringen samlet kommer fri af den politiske Bermuda-trekant, ved vi i løbet af det næste par år.

 

Per Henriksen er medlem af SF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Børsting

Per Henriksen skriver, at de konservative har befundet sig i en konstant vælgerkrise op til og efter Lene Espersens afgang som partiformand. Mon ikke vi skal se lidt længere tilbage. Partiets vælgerkrise startede i tiden efter Hans Engells drastiske møde med en betonklods på motorvejen ved Lyngby.
Hans Børsting

Michael Kongstad Nielsen

Problemet med SF er, at Villy Søvndal og hans foretrukne folk har flyttet sig. Væk fra SF´s vælgere. Og så falder de sidstnævnte jo fra, det kan ikke undre. Hvis SF skal kunne ændre regeringsgrundlaget kræver det jo, at SF selv ønsker det, og det er der ikke meget, der tyder på for tiden, jf. Ole Sohns seneste indlæg