Kronik

Postideologiens skæbnesvangre common sense-politik

Vores afkald på de store ideologier har medført en common sense-politik, der mangler principper for sine egne mål og grænser og dermed ender med at give det værste fra to verdener: liberalismens økonomisme og vækstfetich og socialismens totaliserende slagside. Resultatet er en social investeringsstat, hvor alt gennem tvang er underkastet økonomiens logik
De ulækre billeder og den skræmmende tekst på cigaretpakkerne er et godt eksempel på, hvordan både mål og midler driver rundt, når man mangler grundlæggende principper for sin politik: Mærkerne, som egentlig til at begynde med skulle have været et oplysningsprojekt, er slået over i det komplet modsatte, nemlig skræmmepropaganda med ulækre billeder, der skal tvinge individet til at tage ’det rigtige (fornuftige) valg’, mener dagens kronikør.

Jens Nørgaard Larsen

24. juli 2013

I vore dage, hinsides de store politiske ideologier, synes vi mere og mere at forlade os på common sense. Ideologierne er gammeldags, støvede og forældede, lyder det – en pragmatisk løbende vurdering er derimod vejen frem. Postideologisk, kalder man denne tidsalder. Således er man ikke knyttet til dogmer, som alligevel har vist sig ikke at virke, men kan i stedet gøre det, der rent faktisk er bedst i hvert enkelt tilfælde. Løbende skabes små forbedringer af samfundet, og man kan sågar ændre fremgangsmåderne, hvis de ikke har de rigtige virkninger.

Men dermed mangler man i denne tilgang fundamentale principper, som kan udgøre de pejlemærker, man altid orienterer sig efter. Samtidig synes man også at mangle ambition, i hvert fald den slags, der stiler mod et bestemt utopisk mål for, hvornår det gode samfund er opnået. ’Det fornuftige samfund’ står altså uden fundamentale principper, der aldrig kan gås på kompromis med (det skulle da lige være noget så bredt som menneskerettighederne, som så alligevel sættes til side, når det rigtig gælder).

Mål præget af vilkårlighed

Fødevareafgifterne på usunde madvarer er et eksempel på noget, der både strider mod liberalismens krav på frihed (til usundhed) og socialismen omsorg for de fattigstes økonomi (som rammes hårdest af sådanne afgifter). Men nutidens common sense-ideologi spørger blot retorisk: ’Hvorfor i alverden skulle vi ikke ønske større sundhed?’ og har ikke sådanne dogmer om frihed og underklasse at bekymre sig om.

Ud over de vanlige argumenter om omkostninger i sundhedssektoren er der heller ikke noget princip, der forklarer, hvorfor folkesundheden er noget, staten skal tvinge frem, hinsides befolkningens ønsker. Common sense-ideologien synes på denne måde at have mål præget af vilkårlighed og midler præget af principløshed.

En tilgang, der altid centrerer omkring ’det fornuftige’, har et yderligere fundamentalt problem: Fornuften fungerer som en såkaldt ’flydende betegner’, som kan udfyldes af hvad som helst.

’Det fornuftige’ kan dermed ikke være et fast pejlemærke, da det er et begreb, der konstant erobres af nye betydninger. Neoliberalismens økonomiske politik er et eksempel på en ’fornuftig nødvendighed’, som er kommet snigende ind i samfundet. Som Rune Lykkeberg har påpeget, er denne ideologi netop karakteriseret ved ikke at have nogen ideologer; ingen, som påberåber sig den og bærer dens banner. Dette viser, hvordan ’fornuftens plads’ udfyldes ideologisk, og at politikerne passivt lader sig drive med floden af tidens ’fornuft’.

Derfor kan ’det fornuftige’ ikke fungere som fast pejlemærke, da det flyder rundt og er alt andet end fast af natur. Måske decideret vilkårligt?

Hvor går grænserne for staten?

De ulækre billeder og den skræmmende tekst på cigaretpakkerne er et godt eksempel på, hvordan både mål og midler driver rundt, når man mangler grundlæggende principper for sin politik: Mærkerne, som egentlig til at begynde med skulle have været et oplysningsprojekt (’du bør vide, at dette skader din sundhed’), er slået over i det komplet modsatte, nemlig skræmmepropaganda med ulækre billeder, der skal tvinge individet til at tage ’det rigtige (fornuftige) valg’.

Disse billeder er ikke oplysning med lidt kant, men direkte propaganda, når de eksempelvis hævder at informere om konsekvenserne for den rygendes tandsæt med et billede af en næsten tandløs mund med sorte og gule tænder. Dette foregiver at være et oplysende og repræsentativt medicinsk råd til den fornuftige borger, men er et forsøg på med manipulation og skræk at få borgerne til at rette ind og gøre det, man vil have, de skal gøre.

Alle siger, at det er ufornuftigt at ryge, men bliver noget til statens domæne, så snart det er ufornuftigt? Man har ikke længere nogen principper for, hvad staten bør eller ikke bør blande sig i, eller under hvilke betingelser den kan blande sig. Således er der regler om det meste, og et pragmatisk princip blandt mange danskere er blevet at antage, at der er regler om et fænomen, hvis man ikke direkte ved, at der ikke er det.

En social investeringsstat

De måske mest fatale konsekvenser af postideologien kommer til udtryk i velfærdsstatens transformation. Velfærdsstaten bliver i højere og højere grad brugt til med tvang at indskrive borgerne – gennem alle deres aktiviteter – som produktive elementer i økonomien. Efterhånden underlægges alting denne tænkning: vuggestuer, børnehaver, folkeskoler (stimulering af børns brugbare faglige evner), videregående uddannelse (afskaffelse af uproduktive ’fjumreår’, opgør med nørdede fag, der ikke bidrager til vækstskabelse mv.), kultur (kapitalisering af kulturen) og ikke mindst arbejdsløshedsunderstøttelsen (en stadig større anstrengelse for at tvinge borgerne i et hvilket som helst arbejde).

Velfærdsstaten har realiseret arbejdsetikkens vådeste drøm, da man effektivt kan tvinge folk i arbejde og eliminere enhver form for (økonomisk) uproduktiv aktivitet. Kort sagt bliver alle dele af vores virkelighed til instrument for økonomiens vækst i en form for borgerlig totalstat.

Nogle politologer og sociologer taler om en såkaldt ’social investeringsstat’, som har udbredt sig siden 1990’erne. Det fundamentale skift ligger i, at man anser socialpolitikken som en investering i borgernes såkaldte humane kapital frem for som rene udgifter i at reparere noget, der er gået i stykker. På denne måde bliver socialpolitikken en produktiv faktor i økonomiens vækst. Det hævdes, at denne model løser den gamle dikotomi mellem borgerens rettigheder og ansvar, men i de seneste år synes fokus næsten udelukkende at ligge på ansvaret.

Det særlige kendetegn ved disse politiske konstruktioner er, at de ukritisk blander værdier og metoder fra forskellige ideologier. Denne udformning af velfærdsstaten giver os det værste fra to verdener: liberalismens økonomisme og vækstfetich og socialismens totaliserende slagside, der suspenderer dele af individets frihed ved at underkaste det tvingende mekanismer.

Dermed er vi udelukkende efterladt med frihed til at vælge det rigtige (ligesom Fords biler, der kunne fås i alle farver, så længe det var sort). Gennem denne udvikling er den oprindelige gode gamle socialdemokratiske velfærdsstat blevet en vækstkatalysator, der de seneste par år er blevet lovprist af OECD.

Den altomfavnende stat

Velfærdspolitikken skulle oprindeligt være et sikkerhedsnet, som befandt sig under os, hvis vi faldt. Men velfærdsstaten er ikke blot under os længere. Den er over det hele, og den venter ikke på, at vi falder, men leder os konstant den ’rigtige’ vej.

Problemet er ikke velfærdsstaten i sig selv, men at de politikere, der styrer den, ikke har faste principper for, hvad den skal bruges til, og hvad den ikke skal blande sig i.

Vi bør begynde at tænke ved hjælp af ideologierne igen for derved at give politikken et mål og en grænse. Den ’uideologiske’ politik synes ofte at lande det værst mulige sted mellem vores to gamle poler. Det værste ved postideologien er ikke – som det så ofte er blevet påpeget – at den selv er en ideologi. Det værste er snarere, at den er så ringe en ideologi, der i sit desperate forsøg på at skabe et bedre samfund, forekommer stadigt mere målløs og destruktivt famlende.

Kristian Thorup er BA i socialvidenskab og filosofi fra RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Line Bloch Kretzschmar
  • Gert Kjeldtoft
  • Kristian Thorup
  • Lise Lotte Rahbek
Line Bloch Kretzschmar, Gert Kjeldtoft, Kristian Thorup og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu