I de seneste uger har en række begivenheder udfoldet sig i så forskellige lande som Brasilien, Tyrkiet, Bulgarien, Bosnien, Grækenland og Egypten. Begivenhederne har været karakteriseret ved en række protester, demonstrationer og regulære oprør fra dele af befolkningens side vendt med deres respektive regeringer. Konteksten i de forskellige lande har selvfølgelig ikke været ens, og de enkelte årsager, krav og karakter af protesterne har varieret alt efter lokalitet. I Bulgarien blev protesterne f.eks. udløst af udnævnelsen af en kendt mediemogul med blakket ry til chef for det nationale sikkerheds agentur, i Tyrkiet startede det som protester over rydningen af en central park i Istanbul til fordel for et indkøbscenter, og i Brasilien var det en planlagt stigning i prisen for offentlig transport, der tændte gnisten. Siden da har protesterne udviklet sig til en mere generel modstand (i Tyrkiet, Brasilien og Egypten en generel opstand) mod regeringerne. Protesterne har dog noget tilfælles, nemlig den generelle krise i det repræsentative politiske system.
En ny type protester
For at forstå de nuværende begivenheder, må vi gå tilbage til 2011. Året blev afgørende for udviklingen af en række nye former for politik, protester og oprør, der inkluderede store dele af befolkningerne. Vi kan alle erindre besættelsen af Tahrir-pladsen i Egypten under Det Arabiske Forår, en begivenhed der inspirerede befolkningerne i både Europa, USA og Mellemøsten. Snart fulgte protesterne i Spanien, hvor dele af befolkningen dannede platformen Democracia Real YA (Rigtigt demokrati nu!). Det var en løs platform bestående af over 200 forskellige sociale foreninger og grupper, som demonstrerede i Madrid og 57 andre byer i Spanien. To dage efter besatte hundredvis af mennesker pladsen Puerta del Sol, og snart fulgte over 30 spanske byer trop.
Oprøret spredte sig hurtigt til Grækenland, hvor massive demonstrationer, generalstrejker og protester allerede var i gang i forbindelse med den græske regerings neoliberale nedskæringspolitik og samarbejde med trojkaen (EU-Kommissionen, Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank). Syntagma-pladsen blev besat i alt 72 dage fra den 25. maj til den 30. juli 2011.
I september samme år nåede oprøret til den globale kapitalismes hjerte, Wall Street, hvor den kendte besættelse af Zuccotti Park fandt sted. Besættelserne af pladser blev en central del af protesterne i 2011 og efterfølgende. Protesterne er blevet kritiseret, bl.a. af Bill Clinton, for at mangle præcise og konkrete krav. Men besættelserne kan ikke kategoriseres inden for en traditionel politisk ramme, da de netop var en protest mod selvsamme, dvs. mod det samlede politiske og økonomiske system. Det var en protest mod noget så generelt som den globale kapitalisme, neoliberalismens dominans siden slut-70erne og det ’repræsentative’ politiske system.
Oprør mod postdemokratiet
Besættelserne af Sol, Syntagma og Zuccotti var et første spædt eksperiment i en anden og ny form for politik karakteriseret ved den spanske bevægelses slagord: Rigtigt Demokrati. Protesterne i Spanien, Grækenland og USA var kendetegnet ved det eksplicitte fravær af de traditionelle politiske partier på venstrefløjen. De blev set som en del af det politiske system, man gjorde oprør imod. Det var derfor en protest mod det, den engelske sociolog og politolog Colin Crouch har benævnt post-democracy, som han bl.a. forstår således:
»Under denne model, hvor der ganske vist afholdes valg, der kan vælte regeringer, er den offentlige valgdebat en stramt kontrolleret forestilling, som forvaltes af rivaliserende hold af eksperter i diverse overtalelsesteknikker, der kun bringer et lille udvalg af emner frem i debatten. Massen af borgerne spiller en passiv, uvirksom, ja nærmest apatisk rolle og reagerer kun på de signaler, de bliver givet. Bagved denne valgforestilling bliver politik i virkeligheden formet i det private gennem interaktion mellem folkevalgte regeringer og eliter, der i overvældende grad repræsenterer erhvervsinteresser.«
Postdemokratiet er den form for politisk regime, der er indtrådt i forlængelse af globaliseringen af kapitalismen, der på den ene side har undermineret nationalstaternes demokratiske funktion og legitimitet og på den anden side har været betinget af, at den politiske elite i selvsamme nationalstater (kombineret med kultur- og medieeliten kunne man tilføje) i samarbejde med regionale og internationale eliter har implementeret neoliberale reformer siden slu- 70erne, i nogle tilfælde endda under teknokratiske regeringer. Postdemokratiet er en krise i det repræsentative system; en krise der sammen med den økonomiske krise kan anses for at være årsag til protesterne fra 2011 frem til i dag.
Reelt demokrati
2011-protesterne var rettet imod ikke bare det økonomiske system og den ene procents enorme magt, men ligeledes imod selve det repræsentative politiske system. I stedet for dette system blev der opfordret til udviklingen af et mere reelt demokrati. Eller, der var rettere tale om en opfordring til en proces, hvor skellet mellem regerende og regerede nedbrydes til fordel for en ægte demokratisk bevægelse. Hovedbudskabet artikulerede derfor også den elementære erfaring, at man selvfølgelig ikke kunne overlade denne proces til hverken den politiske elite, der foregiver at repræsentere folket, eller den ene procent. Processen måtte sættes i gang nedefra af folk selv.
Hvor 2011-protesterne var den første bølge i denne nye form for politik, er de protester og opstande, vi i dag oplever i en række lande, den anden bølge. I Istanbul besatte befolkningen f.eks. i første omgang Taksim-pladsen, en besættelse der senere blev ryddet med overdreven brug af vold fra det tyrkiske politis side. Siden da er over 20 direkte demokratiske forsamlinger blevet oprettet rundt om i byen og endnu flere i andre dele af Tyrkiet, hvor befolkningen diskuterer, hvad der nu skal ske. Det er et eksperiment i reelt demokrati.
I Brasilien har op mod en million mennesker været på gaden, hvor Udenrigsministeriet samt en række lokale lovgivende forsamlinger er blevet angrebet. De aktuelle protester har igen været rettet mod – snarere end styret af – det repræsentative system og dets partier – fra det konservative AKP i Tyrkiet til det socialdemokratiske arbejderparti i Brasilien. Krisen i systemet kan ikke løses af de traditionelle systemintegrerede partier. Oprørene er ikke til at tage fejl af. Spørgsmålene er, hvornår og hvorvidt disse oprør vil sprede sig til andre lande, og hvor mange lande de i så fald vil inkludere.
Det danske postdemokrati
Problemerne med de dominerende globale økonomiske eliter samt krisen i det repræsentative politiske system er generelt for Vesten og andre dele af verden – også for Danmark, hvis politiske liv ligeledes er kendetegnet ved postdemokratiets tilstand. 1. maj protesterne vidner om en utilfredshed i dele af befolkningen. Dette bakkes op af en nylig undersøgelse, der viser, at kun otte procent af befolkningen mener, at politikerne gennemfører den politik, de har lovet, og kun 27 procent mener, at politikerne træffer gode beslutninger. Et såkaldt ’Folkemøde’, hvor de sædvanlige politikere og de sædvanlige kommentatorer dukker op og taler ned til ’folket’ – forstået som passive tilskuere – kan ikke rette op på krisen i det repræsentative system, hvor den politiske elite i samarbejde med økonomi- og medieeliten træffer og kontrollerer alle vigtige beslutninger.
Læren fra både 2011 og de aktuelle protester er, at der er ved at udvikle sig en ny form for politik, der ikke lader sig indfange af det traditionelle politiske system. Protesterne i Tyrkiet, Brasilien, Bosnien, Grækenland, Bulgarien og Egypten er udtryk for denne nye form for politik – en politik, der peger ud over det nuværende politiske system mod et genuint demokrati, hvor skellet mellem regerende og regerede nedbrydes i en fremadskridende proces, dvs. hvor eliternes uindskrænkede herredømme og magtudøvelse oppefra og ned brydes.
Esben Bøgh Sørensen er kandidatstuderende ved Institut for Idéhistorie, Aarhus Universitet
Meget interessant.
Jeg sidder og tygger på, hvorvidt man kan samle globale protester under een hat og et fælles begreb, for folket har vel altid stillet sig op og protesteret mod magthavere.
Men det er sandt, at protesterne kan ses som mindre konkrete. Der kan opstå protester som ikke vil have et eller andet præcist fra magthaverne, men som giver udtryk for en enorm frustration over at blive fyldt med stramt emballeret bs, hvor vi jo som oplyste folk godt er klar over, at magteliten gør som det passer den udenfor demokratisk rækkevidde. Så hvorfor hele dette skuespil...
Jeg tror så sagtens at politikerne, ved en ærlig tilgang til deres opgave, tillid til deres medmennesker og respekt for andre kan udføre deres job med succes.
Ligesom alle andre.
I øjeblikket kan så aflæses resultatet af ikke at gøre det.
Spændende læsning!
Nu ved jeg jo godt, at kroniklængden sætter strenge krav til længden, men jeg savner lidt en udfoldelse af, hvad for en forvitring det repræsentative system har gennemgået fra globaliseringen af vare- og finansøkonomi til forskydelsen af de politiske magtcentre.
Herhjemme tydeligst illustreret med EU's diktater af op mod 80 procent af al lovgivning til globalt med uformelle netværk som G8/20, og institutioner som IMF, WTO foruden en stadig mere agressiv imperialisme. Det er naturligt, at du ikke får dette med, men det er i mine øjne måske der svarene fra denne bevægelse skal komme jf. Clinton.
Hvis en bevægelse får brudt denne udvikling og får sat sig ud over disse rammer, så vil næste fase være, at man heller ikke vil acceptere de rammer, som elitokraturet i det repræsentative system sætter. For mig at se, så er problemet, at de bevægelser, som du peger på, og som vi har oplevet en række eksempler på netop ikke formår dette, men i stedet fortsat har en relativ national agenda. Men problemet er jo, at man kan skifte nok så mange regeringer ud, men hvis det overordnede system består, så vil den næste ligne den foregående. Som vi med smertelig tydelighed har set herhjemme, hvor finanspagt, budgetlov og EU-henstillinger er kernen i SSFR-politikken. Man kan også se på de sydeuropæiske lande, som trods adskillige valg og en enorm utilfredshed fortsætter af det bundne EU-spor med social deroute til følge.
Tja, ovenstående er som sagt ikke en kritik af kronikken, men derimod de reflektioner, som den sætter i gang hos mig... Måske et oplæg til debatten?
Det er vanskeligt at opretholde et demokrati, hvis der ikke er noget at vælge imellem.
Med serveringen af "den "påståede" nødvendige" blå politik, har den nuværende regering reel sat demokratiet på standby.......mindst
"For at forstå de nuværende begivenheder, må vi gå tilbage til 2011."
Hvorfor ikke tidligere. Hvorfor ikke til managerialists og spindoktorer og en lille gruppe reklamebureauer og konsulenter begyndte at søge politike kunder over hele verden...
Sådan bruger man den pause i politiskdramaer som agurketiden er, bravo!
"Massen af borgerne spiller en passiv, uvirksom, ja nærmest apatisk rolle og reagerer kun på de signaler, de bliver givet."
Det er det springende punkt i vores politiske og demokratiske system, folk holdes passive og beslutninger bliver truffet hen over hoved på dem.
Personligt har det undre mig, at det har fået lov at indtage det massive omfang det har, uden at der for alvor er blevet gjort indsigelser mod det.
Et lille buhe til 1, maj og lidt brok hist og pist, men ret meget mere er der ikke kommet ud og det undre, for ude i samfundet er danskerne frustrere og vreden stikker rigtig dybt, så jeg er ikke et sekund i tvivl om at der er et forår på vej også til Danmark og heldigvis for det.
Jungleloven skal erstattes af den sociale lov. Hvilket meget enkelt betyder : miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed i et lokalt og globalt perspektiv.
Det tager tid - som vi kan håbe på, at vi har. Den 1% & proselytter modarbejder processen - men jo mere og hos jo flere forståelsen breder sig, vil presset på denne lille asociale elite blive så stort, at de må give slip. Forudsætningen er et klart, overbevisende og velbeskrevet alternativ. De økologiske økonomer må trække i arbejdstøjet og vise, at de ikke er bange for at slagte nogen hellige køer som f.eks. den perverterede opfattelse af begrebet ´privat ejendomsret´.
Til hvad - fællesskabets ressourcer? Og hvilke er det? Når f.eks. Joakim B Olsen kan få lov til at føre sig frem med en ufatteligt snæver forståelse af hvilke muligheder, der her i DK gives for at udfolde den såkaldt personlige frihed, repræsenterer han et generelt lavt bevidsthedsniveau, ifht hvad hensigtsmæssig og retfærdig ressourceaministration vil sige.
JOB burde vide, at det ikke er nok, at der er gratis adgang til visse skatteyderbetalte ydelser som fx uddannelse og sundhedsvæsen (som endog nu er under pres for at blive delvist brugerbetalt – måske indkomstbestemt brugerbetaling er en løsning, men de politikere, som sætter grænsen, har en ubegribelig virkelighedsfjern forestilling om hvor få penge, man kan leve for i dagens Danmark – hvilket den fastsatte fattigdomsgrænse vidner om).
Hvorfor kan JOB & venner ikke forstå, at chancen for at gennemføre tx en videregående uddannelse er ligefrem proportional med hvilke ressourcer, man har med sig i bagagen – herunder naturligvis også de fysiske.
Samspillet mellem det eso-og det eksoteriske rum er i meget ringe grad forstået af de liberale ideologer – men desværre heller ikke helt fattet af resten. Hvilket gør det temmelig vanskeligt at få etableret en hensigtsmæssig fordelingsnøgle. Selv almindeligvis begavede mennesker med et socialt grundsyn mener ikke, at det er muligt at fjerne junglelovens og urinstinkternes magt over vore samfund – så er der f…. lang vej til lammet hviler ved løvens side. Mit håb er bevidstheden om, at når først forståelsen for, at vi selv skaber vores virkelighed, indfinder sig, vil den største del af rejsen være tilbagelagt, og lyset vil kunne skimtes for enden af den mørke tunnel, vi nu befinder os i.
Jeg tror vi skal begynde at se de politiske dramaer som Damage control og som frustrations ventil for ”folket” og relativ lidt andet.
Love og regler ser i meget stort omfang ud til at være aftalt på plads længde inden "folkets" Danmark får indflydelse/ elle bare mulighed for at brokke sig over dem.
Det er som så meget andet i samfundet blink blink og meget lidt substans.
Det vil ikke være muligt for et folk at ændre bilaterale foretagender lokalt, så kontinentalt, måske endda globalt, er nok det stille, men sikre pejlemærke.
Hvad er der mon brug for, det er jo helt tydeligt, at det er frustrationer over at folket vælger magthaverne, folket alene skal altså sikre at politikerne overhovedet har den magt de har, bør de intet kunne kræve til gengæld for det? Bør folket ikke i det mindste kunne kræve en dialog eller bare at blive hørt.
Befolkningen har ansvaret for at politikerne bliver valgt, er der intet ansvar der går den modsatte vej? (det gælder jo hele det politiske spekter).
Mange politikere vil sikkert sige, man burde kunne vælge sig en ny befolkning hver 4 år.
Interessante observationer, analysen halter gevaldigt og tidsperspektivet er helt i skoven. Men problemet kan vel koges ned til, hvem repræsenterer det repræsentative demokrati?
Postdemokratiet er jo netop kendetegnet ved at partierne har opgivet politikken for at blive forvaltere af det markedsstyrende samfund. Også kaldet 'cooperate fascism' http://rt.com/op-edge/us-economy-fascism-crisis-democracy-696/
Og som altid vil folket rejse sig mod fascisterne.
It's not a bug - it's a feature.
Da man afskaffede enevælden, fik vi blot 179 eneherskere i stedet for kun én. Det elitære politikervælde er ikke en fejl, der kan rettes - det er en nødvendig følge af selve den måde den repræsentative parlamentarisme fungerer på. Politikerne lever i deres egen isolerede verden, og bliver konstant bekræftet af systemet i, at de er klogere og vigtigere end alle andre, og at de derfor har ret og pligt til at træffe de hårde, men 'nødvendige' beslutninger. De får særlige privilegier, særlig status og nærmest uhindret adgang til medierne, på bekostning af alle andre.
Da politikerkasten er så lille en gruppe, og da de lever så afsondret fra befolkningens hverdagsliv, bliver det desuden meget let for pengestærke interessegrupper at korrumpere dem; enten ved direkte betaling (som man har på fornemmelsen med Nordsø-olien), eller ved at fodre dem med en lind strøm af fakta, synspunkter og analyser, der passer til netop denne gruppes interesser (for eksempel den åbenlyst vanvittige påstand om at mangel på arbejdskraft er et stort problem).
Den repræsentative parlamentarisme sikrer desuden heller ikke et særligt repræsentativt parlament. Det er jo ikke Jørgen Hattemager, der ender i folketinget, men derimod en helt bestemt personlighedstype, oftest med en samfundsvidenskabelig uddannelse, der har viljen og evnen til at arbejde sig til tops i de politiske partier. Udvælgelsesprocedurerne sikrer således at vi bliver regeret af narcissistiske sælger-typer, der er gode til at stikke knive i ryggen på andre for selv at komme til tops.
Så problemet er altså at politikerne ikke er en del af det folk, de skal regere, og at politikerne bliver udvalgt på en måde, der er dybt uhensigtsmæssig for at fremme en demokratisk samtale og en hensyntagen til almenvellet.
Løsningen på den repræsentative parlamentarismes mangler er ikke at bede politikerne om at opføre sig pænt - for som systemet er indrettet, så bliver saglig, hensynsfuld optræden straffet. Der er ikke plads til at føre en logisk sammenhængende argumentation for sin sag, i de fem sekunder man får til at udtale sig i mediernes politiske cirkus. At vælge nogle andre politikere vil heller ikke hjælpe stort; de vil jo stadig skulle igennem partiernes konkurrenceprægede udskillingsløb, og kommer de ind, vil de også blive korrumperet af systemet. Problemet er ikke den enkelte politikers opførsel, det er den måde systemet får politikerne til at opføre sig på.
Løsningen synes snarere at ligge i indførelsen af direkte demokrati. Hvis meningen med demokrati er at folket skal regere sig selv, så må de enkelte beslutninger jo også skulle træffes af folket selv, og ikke af en lille særligt udvalgt gruppe.
Direkte demokrati vil desuden sikre en langt bedre repræsentation af folkets faktiske synspunkter. I den repræsentative parlamentarisme, er det et udpræget problem, at nogen synspunkter bliver underrepræsenteret, selv om folk må formodes at stemme på dem, de er mest enige i. Et af de bedste eksempler på dette, er forholdet til EU. Mens stort set alle folketingets medlemmer går ind for at give EU mere magt, er et flertal af befolkningen imod. I et direkte demokrati, ville den slags ikke forekomme.
Det direkte demokrati har selvfølgelig sine svagheder, især den at de færreste gider at sætte sig ind i alle beslutninger, og at de fleste af os har det fint med at beslutningerne bliver taget for os, så vi ikke selv skal bekymre os om dem. Derfor bør det direkte demokrati suppleres med en form for parlament. Parlamentet skal dog mere ses som en slags forretningsudvalg end som en egentlig magthaver, idet beslutninger let skal kunne glide fra parlamentet og ud til folkets afgørelse.
Parlamentet bør bestå af to kamre. Underhuset skal fungere som det nuværende folketing; hvor medlemmerne udpeges ved valg, grupperer sig efter partier osv. Underhusets medlemmer vil bestå af professionelle politikere, der argumenterer for forskellige synspunkter og udvikler politik. For at begrænse tendensen til virkelighedsfjern lovgivning, bør dette underhus' medlemmer have en tidsbegrænsning på hvor længe de kan sidde, samt kun betales det, der svarer til medianindkomsten.
Overhuset skal derimod fungere anderledes. I stedet for at udpeges ved valg, skal overhusets medlemmer udpeges ved lodtrækning blandt alle stemmeberettigede. Medlemmerne skal sidde i en kort periode, måske omkring to år, før de skiftes ud, for at undgå at de udvikler sig til en ny politikerelite. På den måde får vi et kammer bestående af et tværsnit af befolkningen. Overhuset skal ses som en permanent folkeafstemning, der kan give et realistisk billede af hvad folket rent faktisk synes om et bestemt stykke lovgivning, og give politikerne et reality check, før de indfører hovedløs lovgivning.
Overhusets medlemmer skal ikke ses som professionelle politikere, men derimod som almindelige borgere, der tager stilling til beslutningerne, efter at have sat sig grundigt ind i dem.
I det foreslåede system vil der være langt flere folkeafstemninger end i dag, hvor der nærmest ingen er. Af praktiske hensyn vil man kunne gøre som i Schweiz, hvor man samler de forskellige afstemninger på to afstemningsdage hvert halve år.
Da parlamentet ikke er andet end befolkningens forretningsudvalg, skal der kunne gives mistillidsvotum til enten et af kamrene eller til hele parlamentet. Indsamles der nok underskrifter, skal der holdes en folkeafstemning. Bliver mistillidsvotumet vedtaget, må der udskrives valg hhv. trækkes lod. Det giver folket en mulighed for at trække i nødbremsen, hvis parlamentet afviger for meget fra folkets ønsker.
Den repræsentative parlamentarisme er ikke egnet til at gennemføre folkets ønsker. Skal systemet blive i stand til dette, må det laves om, så der overføres magt fra politikerne til folket.
@Søren Lom:
Danskerne rejser sig sgu ikke, før nogen tager deres X-factor og parcelhus fra dem.
Hvis vælgerne tænker sig om og indvælger ordentlige (ikke-populistiske) mennesker i parlamenterne, så man får en ordentlig regeringsførelse, så er der "ro i lejren".
Vælger men populistiske repræsentanter "til tinge" , så får man dårlig regeringsførelse, og den dag økonomien bryder sammen , så løber alle ud og klynker og skyder skylden på " mørke kræfter og globale konspirationer".
I et demokrati, hvor alle er normalt begavede , kan læse og skrive , har ytringsfrihed , fri presse o s v , er det vælgernes egen skyld, hvis de bringer sig i en situation med dårlig regeringsførelse og de ulykker , dette medfører.
Så længe jeg kan huske, har der været personer, der ( med varierende ord og vendinger) har spået demokratiets fald - og det har da været tæt på med bl a Hitler, Franco, ,Mussolini ,Stalin o s v - men demokratiet er beviseligt ret levedygtigt når alt kommer til alt.
Forfatteren til artiklen vil såmænd opleve og hen ad vejen erkende , at Danmark og mange andre lande er levende, solide demokratier.
Nej, Robert Kroll, der er ikke skyggen af demokrati over et samfund, der overlader det politiske arbejde til en særlig klasse med specifikke "kvalifikationer". I et demokrati kan enhver træde til og varetage et offentligt ombud, det er selve definitionen.
Hvor længe kan man leve på en løgn?
Standardscenariet i ”Grænser for vækst” (1972) var det hvor man antog, at politikerne ikke ville være i stand til at gennemføre mærkbare ændringer i de generelle samfundsmæssige levemåder og udviklingstendenser. Denne antagelse må siges at have været opfyldt, måske med et lille afbræk i årene 1973-76, og således har vi fulgt scenariets forudsigelser meget nøje. Hvad scenariets også forudsiger er så nogle massive sammenbrud i vores fødevareforsyninger mm. et par årtier inde i det 21. årh.
Og kunne man forestille sig, at viden om prognoserne i ”Grænser for vækst” kunne falde ud på to fundamentalt forskellige måder, enten en almen opvågnen eller en almen benægtelse? Og når vi nu valgte benægtelsen, er det så ikke rimeligt at antage, at benægtelserne og bedragene og de komplet dækningsløse fremtidsvisioner herefter udviklede sig hæmningsløst?
Jeg mener EBS har ret i at gå ca. 40 år tilbage. Hvilken vej vi ville gå vaklede voldsomt igennem 70’erne, men med Thatcher og Reagan blev vores valg stadfæstet. Korruptionen af vores politiske institutioner og for den sags skyld også vores erhvervsliv og div. offentlige væsener har knopskudt og forplantet sig siden da. Det er ikke bare vores politiske institutioner, der har spillet fallit.
Vi kommer til at genskabe vores samfund fra grunden af.
@ Kølliker
Man er nødt til at gå tilbage til tiden efter 2. verdenskrig... For derefter blev vejen forberedt til Thatcher og Reagan.
Ellers er man jo enten nødt til at tro, at man valgte Thatcher på grund af hendes charme eller gode argumenter. OG det er vist de færreste her, der køber den...
Alternativt kan man naturligvis også antage, at befolkningerne simpelthen er dumme. Men den forklaring gavner vist heller ikke rigtigt nogen... Snarere en diagnose der hjælper til mere sygdom til døden...
"... men demokratiet er beviseligt ret levedygtigt når alt kommer til alt."
Tja tjoeh.. Historisk set er feudalisme da vist langt den mest stabile og udbredte styreform, i modsætning til demokrati der blot er en parentes.
Som situationen er nu, lader det til at repræsentanterne for det største "demokrati" vi kender, længe har været i gang med at afvikle det. At de sikkert fortsat i fremtiden vil kalde det et frit demokrati, kan man jo så vælge om man vil tage alvorligt.
Sådan lidt al'a det tidligere DDR også var et foregangsland for demokrati....
"genuint".... Det lyder klogt
Hvis nød var en saga - behøvede hovedparten så at stemme?
Personligt, ser jeg helst læger opererer.
Det burde være muligt med en hybrid, mellem direkte demokrati og teknokrati.
Ved at sende det ud til lokale udvalg hvor x % skal være enige - med rotationsprincip.
Ved afsatte midler kunne de søge uafhængig rådgivning - hvilket ville gavne befolkningens afmagt for det tekniske termer.
I min verden er demokrati noget, der er nært på folket.
Et sted at starte for at få demokratiet tilbage, er vel en udmeldelse af EU. Jo flere store organisationer vi lægger os fladt på maven for, jo mindre indflydelse har folket på eget liv.
Jeg tænker at de gamle tingsteder, som vi havde i fordums tid, må være det mest nære demokrati, vi har haft i dette land. Ikke at vi skal så langt tilbage, men jo længere væk beslutningerne tages, jo mere passiv bliver folket.
Desuden er det jo meget godt, at folk i andre lande går på gaden, men selvom det nok ville få en og anden politikker til at stoppe op et sekund eller to, hvis vi altså gjorde det, ja så må vi jo ikke opfordre til den slags ulydigheder i Danmark. Så den mulighed har vi altså ikke som et løsningsforslag.
Repræsentativt demokrati går ud på at x antal mennesker afgiver/overgiver deres stemme/magt til en anden for at få deres interesser fremført.
Når disse repræsentanter så ikke viser sig at være troværdige, på nogen måde, så kommer den form for demokrati i vanskeligheder.....alvorlige vanskeligheder.
Problemet er så med omforandringer i den type styreformer at de som skulle nytænke og udvikle, nødvendigvis vil gøre sig selv overflødige i udviklingen af ægte demokrati, derfor vil det ikke ske.
Og derfor er repræsentativt demokrati under pres.
Jo mere dette udvikler sig til at kræve arbejdsindsat ved større enheder, jo mere vil ønsket om kompensation og godtgørelse for forbrug af tid vokse. Jo flere prof. politikere med dette som levebrød og jo mere afstand fra vælgerne til politikerne og jo mindre repræsentation og identifikation med hinanden.
Måske kunne udviklingen komme fra kunsten, men den et købt og betalt af staten, så den bider ikke den hånd der fodrer den og kunsten virker ret doven af den grund.
Tilbage er omvæltninger på den ubehagelige måde, til ingens gavn, men som det eneste logiske resultat af de magtfuldkomnes døvhed.???? Eller hvordan kommer vi videre uden at tabe målet??
Et buddhistisk ordsprog siger ”Hvis du vil forstå dine nuværende omstændigheder, skal du se på de årsager du har skabt i din fortid. Hvis du vil kende dine fremtidige omstændigheder, skal du se på de årsager du skaber i dag.”
Det dybe uføre vi står i nu, skyldes en ryggesløs og illusorisk politik ført gennem mere end fire årtier. De dysfunktionelle træk ved vores nuværende levemåder kan godt nok spores langt tilbage i historien, men der skete et skift, da vi sidst i 60’erne blev bevidste om, hvor ekstreme og uholdbare levemåderne i realiteten var. Fra da af valgte vi at fortsætte mod bedre vidende.
Men det forekommer, at vi nu har nået en form for matematisk eller fysisk grænse for udsættelsen af mødet med realiteterne. Nu får vi dem smækket lige i synet, og for mange vil det være en brat opvågnen.
Personligt tror jeg det er en god proces. Smertefuld, men forløsende. Men den er svær at præsentere som et politisk program. Ikke at jeg på nogen måde vil forsvare det, men politikerne føler sig givetvis nærmest tvunget til at lyve.
Det er den kollektive bevidsthed, der vågner op til dåd.
Vi er nået til en fase i vores udvikling, hvor folks bevidsthed er begyndt at vågne, og folk ikke mere vil finde sig i at blive kørt rundt med i manegen.
Magthavernes greb smuldrer og afsløringer kommer frem (se bare på Snowden). Og jeg tror ikke det bliver det sidste vi ser. Flere skandaler er på vej, og flere chokerende afsløringer.
Det er op til borgerne at handle på den bølge, der er igang i stedet for at forblive i trancen som passive tilskuere af den politiske elite, der vil styre folk som kvæg hen mod total kontrol.
I gamle dage havde de også problemer med folket. En revolution var ikke bare en revolution. Den blev slået tilbage eller den viste sig med ny styrke. Mange af de "revolutioner", vi ser nu, er kun mulige, fordi der er gået noget forud. Ægypten er ikke færdige med deres revolution, så det er kun et militærkup i formel og praktisk forstand, men i realiteten er det en fortsættelse af revolutionen. På samme måde brugte Frankrig hele 1800-tallet til at lave revolutioner (tre stk.), da den første (1789) endte i et despotisk kejserdømme, og de næste heller ikke var for gode.
Kunne konklusionen så være denne,at vi alle så mange så mange som mulige stemmer blankt ved næste valg,for ligesom ikke at legitimere et system som flere her på tråden inklusiv undertegnet mener har spillet fallit.
For at komme videre,skal der jo udvikles en strategi hvor personer sættes sammen,og danner forum-internet side etc.etc.hvem skal sætte det igang og hvordan?
@Jeanne Kruse
Grunden til at vi ikke er på gaden og protestere hver dag er på grund af det vejr vi har i Danmark, der er ingen dansker ved sine fulde fem der ville gå ud i de 9-10 måneder på året hvor der er dårligt vejr og protestere i stil med grækere og Amerikanere i Zucotti park.
Det er simpelthen bare så meget nemmere at oprette en facebook-gruppe, brokke sig lidt på internationale fora (avaaz.org) og få en masse sympatierklæringer, evt. få EU til at sige "hallo hallo" til Danmark og så få Regeringen til at reagere :P
Vi lever jo i en global/multinational verden, på godt og ondt.
Nå ja og så har vi det jo egentlig ret godt i Danmark (selvom vi måske har det lidt skidt over det)
Staten er i sandhed degenereret, når man kan skrive som Frlemming Scheel Andersen: at kunsten ikke bider den hånd, der fodrer den. Sagen er jo lige præcis den, at den demokratiske stat er rammen for borgernes frihed og derfor netop nøjagtigt er åben for alskens kritik fra folk, den selv holder i god foderstand.
Neoliberalismen har forplumret begrebet om frihed, men demokratisk frihed er altså indenfor den politiske organisering, der hedder en stat, som om opretholdes for at sikre alles lige ret til deltagelse og lige ret til samfundets goder. Markedet er her totalt irrelevant, man kan sige, at det er staten og borgerne uvedkommende, hvorfra de nødvendige varer og aktiviteter kommer, sålænge de kommer.
Staten er garanten for folks frihed i kamp med de private interesser, der begrænser denne frihed på mangfoldig vis.
Peter Hansen
Og når så de nødvendige "varer", frembringelser ikke kommer??
Selvfølgeligt er den demokratiske stat rammen og lige så selvfølgeligt svækkes ikke blot frihed og lighed i takt med demokratiets forfald, hvad vi alle er vidner til og selv vor regering indrømmer.
At kunsten i den situation, glimrer ved sit fravær, nytænkning og inspiration og mod, gætter jeg så på er resultatet af at samme begyndende udemokratiske stat har købt og betalt en stor del af kunsten. Såre logisk.
Degenereret, javel, men måske forkert adressant
Peter Hansen
Staten er ikke kun garant for frihed Peter, men sandelig også for indskrænkningen af friheden, nøjagtig som magthaverne, de valgte eller de reelle, ønsker det.
Måske ikke så smukt, men mere sandt
Det er jo desværre, Flemming Scheel Andersen, problemet med demokratiet, at det er dem, der tager på sig at deltage i det, der bestemmer - og degenereringen fører desværre til denne privatgørelse af tilværelsen, som også rammer kunstnerne, der i højere grad er blevet optaget af værker, der ikke har samfundet som adressat, men derimod de private kunder.
Det store problem ved demokratiet er selvfølgelig den apati, der også skrives om i artiklen - en apati, der stammer fra den voksende mængde af lovgivning og den teknokratiske, fremfor idealistiske tilgang til løsning af samfundets opgaver. Men heldigvis slår folkestemninger jo om, og vi har ikke i de ti år under VK overhovedet diskuteret, som vi gør det nu, så proppen er måske ved at blive lirket op af flaskehalsen.
Der er en lang tradition for at folk går imod staten uanset om denne er representativ eller diktatorisk. Jeg ved ik hvor skribenten får tallet 2011 fra, det er som om det er grebet ud af den blå luft.
Med slogans som "don’t vote, organise" forklaret her:
http://www.a-revolt.org/phpBB3/English/Forums/viewtopic.php?f=7&t=10
Eller med citater som
"We are firmly convinced that the most imperfect republic is a thousand times better than the most enlightened monarchy. In a republic, there are at least brief periods when the people, while continually exploited, is not oppressed; in the monarchies, oppression is constant. The democratic regime also lifts the masses up gradually to participation in public life--something the monarchy never does. Nevertheless, while we prefer the republic, we must recognise and proclaim that whatever the form of government may be, so long as human society continues to be divided into different classes as a result of the hereditary inequality of occupations, of wealth, of education, and of rights, there will always be a class-restricted government and the inevitable exploitation of the majorities by the minorities.
The State is nothing but this domination and this exploitation, well regulated and systematised."
Mikhail Bakunin
Eller:
"Of all tyrannies, a tyranny exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It may be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron's cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end, for they do so with the approval of their consciences. "
C.S. Lewis
Ser man at opgøret med det repræsentive system går langt tilbage. Den bedste måde at gøre noget politisk er hvis man selv kan gøre noget for at opnår den politik man ønsker. Hvis man overlader den opgave til en representant, tager man den risiko at representatanten har sin helt egen dagsorden og ikke vil arbejde for den politik man ønsker.
Den bedste garanti man kan få kommer fra en selv og ikke fra en eller anden tilfældig person der befinder sig 300 km væk.
Demokrati og pengemagt er antonymer... og Staten er kun én af mange kamppladser. Kunsten er en anden.
Peter Hansen
Det kan være du har ret i dine forhåbninger om en bedre fremtid, det håber jeg da, selvom jeg ikke deler den.
Kunstnere, der solgte deres produkter rigtigt godt i 60-70-80 og 90erne var ikke handlingslammede af at dette salg tog en del af deres tid, men var med til at kreere, forme og ikke mindst nyskabe og styrke demokratiet også selvom de ikke modtag statsstøtte på nogen måde og gjorde det fint med afsæt i den kommercielle verden. Efter hvad jeg fik at vide af et par af dem og selv kunne se.
At demokratiet bliver tilført nogen form for styrkelse, eller udvikling for de støttekroner den nu udbetaler, har jeg derimod til gode at få øje på. Du kan måske hjælpe mig med oplysninger om nye stærke tilkendegivelser jeg har glippet i strømmen af selvpromerende, penge og popularitetshungrende massefremstillende ligegyldigheder.
At man har forfattet en "Barbi Girl" eller lign. fradømmer ikke en retten fra at forsøge at medele andre, hvis man skulle have et budskab.
Hvor mener du nu ærligt at kunne konstatere den største degenerering??
Hæhæ, men man kan jo ikke dy sig: Var det ikke Nietzsche, der slap den erkendelse ud af sækken, at der på kanten af verden vedblivende siver dionysisk problamatisering ind over den appolliske orden? Klø du bare på, Esben...
Med venlig hilsen
Det forkommer mig at han drager ret vidtgående konlusioner på politiske systemer der i alle tilfælde (med Grækenland som delvis undtagelse) er meget unge. Jeg for min part er en smule træt af al denne 'post-' did og dat som er så moiderne i disse år. At der er lidt smådemonstartuioner i New York og et par andre gamle demokratier - hvad ny er der i det? At demokrtiet i selv Grækenland er skrøbeligt. Vel - hvor er nyheden? og de andre lande (Bulgarien, Tyrkiet etc) har knapt nok fået noget der ligner demokrati etableret.
Ah, Staten. Hvad var det salige Nietzsche sagde om Staten?
The New Idol
Somewhere there are still peoples and herds, but not with us, my brothers: here there are states.
A state? What is that? Well! open now your ears to me, for now I will speak to you about the death of peoples.
State is the name of the coldest of all cold monsters. Coldly it lies; and this lie slips from its mouth: "I, the state, am the people."
It is a lie! It was creators who created peoples, and hung a faith and a love over them: thus they served life.
Destroyers are they who lay snares for the many, and call it state: they hang a sword and a hundred cravings over them.
Where there are still peoples, the state is not understood, and is hated as the evil eye, and as sin against laws and customs.
This sign I give to you: every people speaks its own language of good and evil, which its neighbor does not understand. It has created its own language of laws and customs.
But the state lies in all the tongues of good and evil; and whatever it says it lies; and whatever it has it has stolen.
Everything in it is false; it bites with stolen teeth, and bites often. It is false down to its bowels.
Confusion of tongues of good and evil; this sign I give you as the sign of the state. This sign points to the will to death! it points to the preachers of death!
All too many are born: for the superfluous the state was created!
See how it entices them to it, the all-too-many! How it swallows and chews and rechews them!
"On earth there is nothing greater than I: I am the governing hand of God." -- thus roars the monster. And not only the long-eared and short-sighted fall upon their knees!
Ah! even in your ears, you great souls, it whispers its gloomy lies! Ah! it finds out the rich hearts which willingly squander themselves!
Yes, it finds you too, you conquerors of the old God! You became weary of conflict, and now your weariness serves the new idol!
It would set up heroes and honorable ones around it, the new idol! Gladly it basks in the sunshine of good consciences, -- the cold monster!
It will give everything to you, if you worship it, the new idol: thus it buys the lustre of your virtue, and the glance of your proud eyes.
Through you it seeks to seduce the all-too-many! Yes, a hellish artifice has been created here, a death-horse jingling with the trappings of divine honors!
Yes, a dying for many has been created here, which glorifies itself as life: verily, a great service to all preachers of death!
The state, I call it, where all drink poison, the good and the bad: the state, where all lose themselves, the good and the bad: the state, where the slow suicide of all -- is called "life."
Behold the superfluous! They steal the works of the creators and the treasures of the wise. Education, they call their theft -- and everything becomes sickness and trouble to them!
Behold the superfluous! They are always sick; they vomit their bile and call it a newspaper. They devour each other and cannot even digest themselves.
Behold the superfluous! They acquire wealth and become the poorer for it. They seek power, and the lever of power, much money -- these impotent ones!
See them clamber, these nimble apes! They clamber over one another, and thus pull each other into the mud and the abyss.
They all strive for the throne: this is their madness -- as if happiness sat on the throne! Often filth sits on the throne. -- and often also the throne on filth.
Madmen they all seem to me, and clambering apes, and too eager. Foul smells their idol to me, the cold monster: foul they all smell to me, these idolaters.
My brothers, will you suffocate in the fumes of their maws and appetites! Better to break the windows and jump into the open air!
Escape from their foul stench! Escape from the idolatry of the superfluous!
Escape from their foul stench! Escape from the steam of these human sacrifices!
The earth is yet free for great souls. There are still many empty sites for the lonesome and the twosome, surrounded by the fragrance of tranquil seas.
A free life is yet possible for great souls. He who possesses little is that much less possessed: blessed be a little poverty!
There, where the state ends -- there only begins the man who is not superfluous: there begins the song of the necessary, the single and irreplaceable melody.
There, where the state ends -- look there, my brothers! Do you not see it, the rainbow and the bridges of the Overman?
Thus spoke Zarathustra.
With Land, Without the State: Anarchy in Wallmapu
John Severino, October 18, 2010
Source: Retrieved on June 23, 2013 from http://news.infoshop.org/article.php?story=20101018012232276
“Walmapu Liberado Con Tierra, Sin Estado”
The guards at the Temuco prison search us over, and lead us into a room off the main hallway. The four men come in a little later and begin telling us their stories. They choose their words solemnly, and take long pauses. Seventy days without eating has taken its toll. “Our bones hurt, we get dizzy, tired, we have to rest a lot, lay down a lot. It’s uncomfortable going so long without eating. But we’re going to go until the final consequences. We’re putting our bodies and health on the line for the Mapuche people.”
They start with what we already know: the reasons for the hungerstrike, the Chilean state’s use of the antiterrorist law against Mapuche warriors, and the long history of their struggle. When they find out we’re not human rights activists, but anarchists, they smile and warm up to us a little more. After all, the human rights organizations have shown concern for the Mapuche once they end up in prison, but have never taken a position on Mapuche independence. One of them tells us: “First Nations have given a deeper sense to the word ‘anarchy.’ We were the first anarchists. Our politics is an anti-politics.”
[...]
http://theanarchistlibrary.org/library/john-severino-with-land-without-t...
Are You An Anarchist? The Answer May Surprise You!
David Graeber
Chances are you have already heard something about who anarchists are and what they are supposed to believe. Chances are almost everything you have heard is nonsense. Many people seem to think that anarchists are proponents of violence, chaos, and destruction, that they are against all forms of order and organization, or that they are crazed nihilists who just want to blow everything up. In reality, nothing could be further from the truth. Anarchists are simply people who believe human beings are capable of behaving in a reasonable fashion without having to be forced to. It is really a very simple notion. But it’s one that the rich and powerful have always found extremely dangerous.
At their very simplest, anarchist beliefs turn on to two elementary assumptions. The first is that human beings are, under ordinary circumstances, about as reasonable and decent as they are allowed to be, and can organize themselves and their communities without needing to be told how. The second is that power corrupts. Most of all, anarchism is just a matter of having the courage to take the simple principles of common decency that we all live by, and to follow them through to their logical conclusions. Odd though this may seem, in most important ways you are probably already an anarchist — you just don’t realize it.
Let’s start by taking a few examples from everyday life.
If there’s a line to get on a crowded bus, do you wait your turn and refrain from elbowing your way past others even in the absence of police?
[...]
http://theanarchistlibrary.org/library/david-graeber-are-you-an-anarchis...
Det "repræsentative" system har det fint. At den udgiver sig for at være i krise eller truet er SOP. Noget mere som der "repræsenteredde" kan bekymre sig over mens de afgiver mere magt til eliten i bytte for "sikkerhed" og en god rolog aften foran flimmeren.
****
—I remind you once again of what I call The Higgs Principle. As I have emphasized, you can apply this principle to every significant policy in every area, including every aspect of foreign policy. Here is Robert Higgs explaining it:
As a general rule for understanding public policies, I insist that there are no persistent "failed" policies. Policies that do not achieve their desired outcomes for the actual powers-that-be are quickly changed. If you want to know why the U.S. policies have been what they have been for the past sixty years, you need only comply with that invaluable rule of inquiry in politics: follow the money.
When you do so, I believe you will find U.S. policies in the Middle East to have been wildly successful, so successful that the gains they have produced for the movers and shakers in the petrochemical, financial, and weapons industries (which is approximately to say, for those who have the greatest influence in determining U.S. foreign policies) must surely be counted in the hundreds of billions of dollars.
So U.S. soldiers get killed, so Palestinians get insulted, robbed, and confined to a set of squalid concentration areas, so the "peace process" never gets far from square one, etc., etc. – none of this makes the policies failures; these things are all surface froth, costs not borne by the policy makers themselves but by the cannon-fodder masses, the bovine taxpayers at large, and foreigners who count for nothing...
http://powerofnarrative.blogspot.co.uk/2013/06/intelligence-corporatism-...
Demokratiet er ikke bedre end det, vi putter i det. Folk har valgt arbejdet frem for indflydelsen på eget liv, hvilket jo er det letteste, og desværre også det mest skadelige for os alle.
Det gode liv var tanken med den demokratiske stat og dens følgeskab af omfordelingen, der skulle sætte folks muligheder for deltagelse mere lige; men systemet er blevet misbrugt og har i stedet for ført til mere ligegyldigt forbrug og mere nidkær kontrol indbyrdes, hvor baggrunden jo netop skulle være at gøre folk frie og selvberoende i gensidig tillid og respekt. Dette perspektiv synes vi helt at have forladt.
Peter, der er måske en chance for at verdensøkonomien bliver underlagt en slags "nødvendighedens vurdering", nu den socialistiske verden, som et led i den kolde krig, ikke længere skal overbevises om den Vestlige verdens rigdom og overlegenhed.
Man skal ikke tage fejl af, Bill Atkins, at der eksisterer en analyse blandt økonomer, som nogle gange kommer til udtryk: at vi i fremtiden vil blive fattigere. Det handler om, at økonomer ikke har andet perspektiv end en abstrakt idé om rigdom, og desværre er det disse forestillinger, fjernt fra den virkelige verden, der dikterer politikken helt ned i absurde detaljer, hvor folk skal til at tage eget tøj med på hospitalet og betale for opholdet. Hele forståelsen af at det er den konkrete indsats og den konkrete produktion, der alene er de værdier, vi kan regne med, går henover hovedet på økonomer, der ikke har forstået, at man ikke kan fortære penge.
Forbrug ses som driftsmotor, men det holder jo ikke i længden - og slet ikke, når en aldrende befolkning, der har ophobet, hvad de har lyst til i et langt liv, bliver en langt mere betydende gruppe, kan vi vende indsatsen fra produktionen i højere grad og koncentrere os om at passe vore børn og ældre og hinanden.
fri værdier????????????????
Så tænk dog på børnene!
Er der da ingen der tænker på de stakkels børn!
Når jeg læser alle kommentarerne, ser jeg en enighed om at der skal noget nyt til, jeg ser også at der er mange forskellige synsvinkler.
En taler om bevidsthed, en anden lidt i samme spor taler om måden at lave forandringen på, en om årsagerne og så videre,
Og det er vel netop demokratiet helt store forse, at det kan, når alle bliver hørt, få så mange forskellige synsvinkler på en udfordring, så løsningen bliver mangefacetteret.
Og utilfredsheden med det nuværende demokrati er vel netop at folk slet og ret ikke bliver hørt og løsningerne derfor bliver relativt ensporet.
Ja, spørgsmålet om nødvendighed er interessant. Det er påfaldende, hvordan et begreb som filosofien har optaget af igennem århundreder, i en periode nærmest har været helt fortrængt fra vores tankeverden. Det fortæller os noget.
En mulig forklaring kunne være, at Friedmanns Monetarisme og efterfølgende videreudviklinger i form af Market Efficiency Hypothesis blev grebet af de neokonservative og neoliberale som en blåstempling af en fuldkommen uansvarlig økonomisk politik. Under deres lederskab er USA, Storbritannien, Europa og hele resten af verden blevet overskyllet med penge. F.eks. viser regnskaberne for de største britiske banker en balance der er 4 gange så stor som det britiske BNP.
Det hele har været et kæmpemæssigt pyramidespil og undervejs har vi mistet evnen til at skelne mellem illusioner og realiteter. Vores realiteter i dag er ikke i nogen nævneværdig grad bedre end i 1973. Tværtimod har fupøkonomien flyttet vores fokus fra reelle problemer, hvorved de i mange henseender er blevet uddybede.
I forlængelse af din seneste kommentar, Peter, så er det også min overbevisning, at menneskeheden altid vil have muligheder for udvikling og vækst. Men vores nuværende systemer er så dysfunktionelle, at de snarere ødelægger værdier end skaber dem. Hvilket jeg igen tilskriver en fortabt evne til at skelne mellem illusioner og realiteter. Der er behov for en form for reboot af vores samfund.
Anders Fup Rasmussen
Ekstra anbefaling Karsten Kølliker
Sider