I de seneste uger har en række begivenheder udfoldet sig i så forskellige lande som Brasilien, Tyrkiet, Bulgarien, Bosnien, Grækenland og Egypten. Begivenhederne har været karakteriseret ved en række protester, demonstrationer og regulære oprør fra dele af befolkningens side vendt med deres respektive regeringer. Konteksten i de forskellige lande har selvfølgelig ikke været ens, og de enkelte årsager, krav og karakter af protesterne har varieret alt efter lokalitet. I Bulgarien blev protesterne f.eks. udløst af udnævnelsen af en kendt mediemogul med blakket ry til chef for det nationale sikkerheds agentur, i Tyrkiet startede det som protester over rydningen af en central park i Istanbul til fordel for et indkøbscenter, og i Brasilien var det en planlagt stigning i prisen for offentlig transport, der tændte gnisten. Siden da har protesterne udviklet sig til en mere generel modstand (i Tyrkiet, Brasilien og Egypten en generel opstand) mod regeringerne. Protesterne har dog noget tilfælles, nemlig den generelle krise i det repræsentative politiske system.
En ny type protester
For at forstå de nuværende begivenheder, må vi gå tilbage til 2011. Året blev afgørende for udviklingen af en række nye former for politik, protester og oprør, der inkluderede store dele af befolkningerne. Vi kan alle erindre besættelsen af Tahrir-pladsen i Egypten under Det Arabiske Forår, en begivenhed der inspirerede befolkningerne i både Europa, USA og Mellemøsten. Snart fulgte protesterne i Spanien, hvor dele af befolkningen dannede platformen Democracia Real YA (Rigtigt demokrati nu!). Det var en løs platform bestående af over 200 forskellige sociale foreninger og grupper, som demonstrerede i Madrid og 57 andre byer i Spanien. To dage efter besatte hundredvis af mennesker pladsen Puerta del Sol, og snart fulgte over 30 spanske byer trop.
Oprøret spredte sig hurtigt til Grækenland, hvor massive demonstrationer, generalstrejker og protester allerede var i gang i forbindelse med den græske regerings neoliberale nedskæringspolitik og samarbejde med trojkaen (EU-Kommissionen, Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank). Syntagma-pladsen blev besat i alt 72 dage fra den 25. maj til den 30. juli 2011.
I september samme år nåede oprøret til den globale kapitalismes hjerte, Wall Street, hvor den kendte besættelse af Zuccotti Park fandt sted. Besættelserne af pladser blev en central del af protesterne i 2011 og efterfølgende. Protesterne er blevet kritiseret, bl.a. af Bill Clinton, for at mangle præcise og konkrete krav. Men besættelserne kan ikke kategoriseres inden for en traditionel politisk ramme, da de netop var en protest mod selvsamme, dvs. mod det samlede politiske og økonomiske system. Det var en protest mod noget så generelt som den globale kapitalisme, neoliberalismens dominans siden slut-70erne og det ’repræsentative’ politiske system.
Oprør mod postdemokratiet
Besættelserne af Sol, Syntagma og Zuccotti var et første spædt eksperiment i en anden og ny form for politik karakteriseret ved den spanske bevægelses slagord: Rigtigt Demokrati. Protesterne i Spanien, Grækenland og USA var kendetegnet ved det eksplicitte fravær af de traditionelle politiske partier på venstrefløjen. De blev set som en del af det politiske system, man gjorde oprør imod. Det var derfor en protest mod det, den engelske sociolog og politolog Colin Crouch har benævnt post-democracy, som han bl.a. forstår således:
»Under denne model, hvor der ganske vist afholdes valg, der kan vælte regeringer, er den offentlige valgdebat en stramt kontrolleret forestilling, som forvaltes af rivaliserende hold af eksperter i diverse overtalelsesteknikker, der kun bringer et lille udvalg af emner frem i debatten. Massen af borgerne spiller en passiv, uvirksom, ja nærmest apatisk rolle og reagerer kun på de signaler, de bliver givet. Bagved denne valgforestilling bliver politik i virkeligheden formet i det private gennem interaktion mellem folkevalgte regeringer og eliter, der i overvældende grad repræsenterer erhvervsinteresser.«
Postdemokratiet er den form for politisk regime, der er indtrådt i forlængelse af globaliseringen af kapitalismen, der på den ene side har undermineret nationalstaternes demokratiske funktion og legitimitet og på den anden side har været betinget af, at den politiske elite i selvsamme nationalstater (kombineret med kultur- og medieeliten kunne man tilføje) i samarbejde med regionale og internationale eliter har implementeret neoliberale reformer siden slu- 70erne, i nogle tilfælde endda under teknokratiske regeringer. Postdemokratiet er en krise i det repræsentative system; en krise der sammen med den økonomiske krise kan anses for at være årsag til protesterne fra 2011 frem til i dag.
Reelt demokrati
2011-protesterne var rettet imod ikke bare det økonomiske system og den ene procents enorme magt, men ligeledes imod selve det repræsentative politiske system. I stedet for dette system blev der opfordret til udviklingen af et mere reelt demokrati. Eller, der var rettere tale om en opfordring til en proces, hvor skellet mellem regerende og regerede nedbrydes til fordel for en ægte demokratisk bevægelse. Hovedbudskabet artikulerede derfor også den elementære erfaring, at man selvfølgelig ikke kunne overlade denne proces til hverken den politiske elite, der foregiver at repræsentere folket, eller den ene procent. Processen måtte sættes i gang nedefra af folk selv.
Hvor 2011-protesterne var den første bølge i denne nye form for politik, er de protester og opstande, vi i dag oplever i en række lande, den anden bølge. I Istanbul besatte befolkningen f.eks. i første omgang Taksim-pladsen, en besættelse der senere blev ryddet med overdreven brug af vold fra det tyrkiske politis side. Siden da er over 20 direkte demokratiske forsamlinger blevet oprettet rundt om i byen og endnu flere i andre dele af Tyrkiet, hvor befolkningen diskuterer, hvad der nu skal ske. Det er et eksperiment i reelt demokrati.
I Brasilien har op mod en million mennesker været på gaden, hvor Udenrigsministeriet samt en række lokale lovgivende forsamlinger er blevet angrebet. De aktuelle protester har igen været rettet mod – snarere end styret af – det repræsentative system og dets partier – fra det konservative AKP i Tyrkiet til det socialdemokratiske arbejderparti i Brasilien. Krisen i systemet kan ikke løses af de traditionelle systemintegrerede partier. Oprørene er ikke til at tage fejl af. Spørgsmålene er, hvornår og hvorvidt disse oprør vil sprede sig til andre lande, og hvor mange lande de i så fald vil inkludere.
Det danske postdemokrati
Problemerne med de dominerende globale økonomiske eliter samt krisen i det repræsentative politiske system er generelt for Vesten og andre dele af verden – også for Danmark, hvis politiske liv ligeledes er kendetegnet ved postdemokratiets tilstand. 1. maj protesterne vidner om en utilfredshed i dele af befolkningen. Dette bakkes op af en nylig undersøgelse, der viser, at kun otte procent af befolkningen mener, at politikerne gennemfører den politik, de har lovet, og kun 27 procent mener, at politikerne træffer gode beslutninger. Et såkaldt ’Folkemøde’, hvor de sædvanlige politikere og de sædvanlige kommentatorer dukker op og taler ned til ’folket’ – forstået som passive tilskuere – kan ikke rette op på krisen i det repræsentative system, hvor den politiske elite i samarbejde med økonomi- og medieeliten træffer og kontrollerer alle vigtige beslutninger.
Læren fra både 2011 og de aktuelle protester er, at der er ved at udvikle sig en ny form for politik, der ikke lader sig indfange af det traditionelle politiske system. Protesterne i Tyrkiet, Brasilien, Bosnien, Grækenland, Bulgarien og Egypten er udtryk for denne nye form for politik – en politik, der peger ud over det nuværende politiske system mod et genuint demokrati, hvor skellet mellem regerende og regerede nedbrydes i en fremadskridende proces, dvs. hvor eliternes uindskrænkede herredømme og magtudøvelse oppefra og ned brydes.
Esben Bøgh Sørensen er kandidatstuderende ved Institut for Idéhistorie, Aarhus Universitet
Det repræsentative system er i krise, fordi folk ikke længere ønsker at være repræsenteret, men vil deltage selv.
I forsamlinger kan man mærke dette sus af frustreret energi, når chefen taler om de fremtidige perspektiver. Det kan ikke i længden holdes tilbage, at magthaverne forsøger at bremse teknologiske landvindinger, der vil sætte dem udenfor indflydelse, som pladebranchen og forlagene bliver det.
I takt med den stigende globalisering og den øgede deling mellem rig og fattig, lander denne artikel på et meget tørt sted.
1% + dem som lever godt en forkert fordelings politik, er så dem som sætter dagsordenen for resten.
Ser vi verdenshistorien igennem, opdager vi jo hurtigt at mange magthaverene har fået en voldsom ende på deres liv, sammen med deres undersåtter.
Der er stadig mange som forsøger at komme magthavere til livs, men de benævnes hurtigt terrorister eller kriminelle eller erklæres sindsyge.
Det er jo nok heller ikke den rigtige vej at gå, men hvad kan vi så gøre for at bygge fællesskaber som passer ind i en globaliseret verden.?
Udgangspunkt for det kan vel tages i forståelsen af det vi gør idag som jo ikke i tilstrækkelig grad opfylder folkets forventning om et ordentligt liv for alle.
Så hvordan bygger vi et fællesskab hvor magten er i hele strukturen og ikke kun placeret hos nogle få, og hvor finder vi ledere som kan finde ud af at uddelegere denne magt.?
Vi må lære at stille de rigtige ? før vi finder løsningerne.
Hverken ? eller svar kan komme fra en enkelt person, det er en proces som alle skal deltage i og reflektere over.
Vi har grund til at frygte fremtiden og den knaphed på vand og mad som lurer lige om hjørnet.
Har vi travlt eller ser vi bare en verden som kommer til at bukke under for hungersnød og sygdomme.?
Jørn Petersen, det er ikke sandsynligt, at vi kommer til at bukke under for hungersnød, da der allerede i dag ville være mad nok til alle - og det uden Afrikas bidrag til løsning af egne fødebehov! Når man i et lille land som Danmark kan præstere produktion af svinekød dækkende 4% af jordens befolknings potentielle efterspørgsel, er problemets omfang nok overdrevet, vil jeg mene.
Vand er jo heller ikke en ressource, der forsvinder op i den blå luft uden at vende tilbage.
Jørn Petersen Så hvordan bygger vi et fællesskab hvor magten er i hele strukturen og ikke kun placeret hos nogle få, og hvor finder vi ledere som kan finde ud af at uddelegere denne magt.?
Den operative økonomi i verden, investeringer i kapitalgoder, er samlet på private hænder og derfor uden for demokratiets rækkevidde. Langt størstedelen af disse investeringer styres af 'the 1 pct' udfra devicen om størst muligt aktieafkastet. Man kan sige at 'det repræsentative demokrati' er oppe i mod aktiedemokratiet. Målet er at få disse aktieejere til at indse, at de har fælles interesser med de der vil leve det nøjsomme liv med kun de nødvendige produkter. Altsammen til gavn for Jordens økosfære.
Den overflødige produktion skal skæres væk.
Det er det fremtidens diskussion går ud på. Og der tror jeg at netop de tilsyneladende diffuse demonstrationer, der ruller over verden i dag er udtryk for præcis hvor skoen trykker. Hvis vi vil lytte til de grupper, der deltager i demonstrationerne istedet for blot at opfatte alt hvad der rører sig i gaderne, som et udtryk for at de vil have Vestens pseudodemokrati og at de vil leve som os i Vesten.
Til den ende tror jeg vi må oprette vores egen demoinfo på nettet, for danske medier er ganske simpelt hen ikke gearet til at forstå hvad der foregår globalt.
Iøvrigt er presset på Jordens biosfære, som Jørn også skriver:
Har vi travlt eller ser vi bare en verden som kommer til at bukke under for hungersnød og sygdomme.?
...jo stadig væk ikke under kontrol - mest fordi vi ikke kan give de fattigste trykhed og at de derfor er nød til at føde deres alderdomssikring i form af mange børn. FN har lige opdateret det forventede befolkningsmaksimum fra 9 mia. til 11 mia. i år 2100.
Vi bliver nødt til at forholde os til det faktum, at vi har fortrængt naturens egen grokraft fra vores landbrugsjord – den er ganske enkelt gold – og måden vi så alligevel får den til at give føde er ved at investere mellem 10 og 20 kalorier fossilt brændstof for hver kalorie menneskeføde, der bliver dyrket. Således skal også vores fødevareproduktion gennemgribende reformeres.
Som arkitekt arbejder jeg på udvikling af en overgangsløsning, hvor en almindelig københavnsk karré kan gøres basalt selvforsynende.
Men det er rigtigt at det syder og bobler, selv i et på overfladen flegmatisk samfund som det danske. Folk ved simpelthen for meget til købe propagandaen, som den flyder fra politikerne og erhvervslederne. Og folk viser i stigende grad modet til at udfordre autoriteternes versioner af virkeligheden.
Vi ser unge forskere vende ryggen til de etablerede forskningsinstitutioner og etablere sig i guerilla-laboratorier. Vi ser i det hele taget en stor lyst blandt de unge til at starte egen virksomhed, uanset at udsigterne til at tjene penge er små. Således begynder de unge såvel som mange i dette forum at afvise de herskende paradigmer og måderne de udøver kontrol over vores liv.
Et præ-industrielt selvforsyningssamfund er f.eks. paladset: http://www.imposante-bauwerke.de/schloss-sanssouci-in-potsdam-lustschlos... (ja, det er vinstokke), http://www.imposante-bauwerke.de/wp-content/uploads/2008/12/sanssouci-pa... (ja, det er et orangeri, hvor alskens pryd- og nytteplanter fra Syden opbevares i to kæmpe vinterhaver i den kolde tid).
Ved skrinlæggelsen af hele det industrielle paradigme vil genforbindelse (eng.: reconnection) være en gennemgående oplevelse. Genforbindelse med hinanden, med naturen, med historien..
I det lys fremstår den industrielle epoke lidt som et mareridt. Sikke en udsathed. Sikke et jag.
Peter Hansen
Jeg ville også lige gøre opmærksom på at den form for landbrug/industri, som vi gør mest i her til lands er utroligt afhængig af fossile brændsler lige fra såning , gødning og til transport til dit bord og er grumme gammeldags.
Karsten K - du ved 'Arbeit macht frei' - Kali Yuga/mørkets tidsalder for fuld skrue.
Blomsterbørnene gav de første varsler, var de første 'kanariefugle i minen'. I takt med at ødelæggelserne bliver tydeligere for flere, vokser modstanden mod de globale fascistiske magtstrukturer, men den helt grundlæggende forståelse af problemet er stadig fraværende. For nemheds skyld tillader jeg mig at formulere følgende : der er to slags mennesker - 'de sociale' - de, som har forstået samarbejdets væsen og nødvendighed, og de, der bekender sig til junglelovens asociale sump. Vi befinder os som menneskehed i en overgangsfase, hvor 'det gode'>gud, lyset - kæmper mod 'det onde', den intelligente dumhed, mørket - som ingenting andet er end fravær - af lys, af det gode, af liv.
Vi skal agerer på alle fronter både lokale og globale. Jeg tror vi skal passe på med at skrotte den industrielle epoke på andres vegne. Der er stadig 1.5 mia. mennesker der ikke har elektricitet, endnu flere der ikke har rindende vand og sanitet.
Elektricitet til alle behøver ikke påvirke klimaet
Selv om flere globalt set har fået adgang til energi er der stadig 1,3 milliarder mennesker i verden, der ikke har elektricitet, særligt i Afrika og Asien. Men elektricitet til alle betyder ikke nødvendigvis øget pres på klimaet, skriver det Internationale Energiagentur tirsdag.
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/29-11-12/elektricitet-til-alle-beh-ver-ik...
På sin vis var Lomborgs Copenhagen consensus hvor han udpegede verden svøber en udmærket idé:
Fra dengang i 2004:
---
*Danskerne har i den forløbne uge for en femmer pr. stemme kunnet påvirke rækkefølgen på Copenhagen Consensus’ liste over de 10 største udfordringer:
1. Underernæring og sult
2. Subsidier og handelsbarrierer
3. Uddannelse
4. Klimaændringer
5. Kloakering og vand
6. Regeringsførelse og korruption
7. Smitsomme sygdomme
8. Konflikter
9. Finansiel ustabilitet
10. Befolkning: Migration
---
Her er elektrificering ikke med, men jeg ved fra min datter som har arbejdet med biogasprojekter på Borneo, at det der fik de gamle til at flytte fra junglen til byerne, var ønsket om elektricitet, og da landsbyen fik en gave af projektet for udvist samarbejde, ønskede de sig en lysekrone og en generator, som alle så aflagde et besøg i fælleshuset om aftenen.
Måske skulle man spørge til hvad de fattige efterspørger hvis man vil have dem til fortsat at leve deres bæredygtige selvforsyningsliv på landet.
Et liv i slumkvartererne er ikke attraktivt hverken for den enkelte eller for samfundet.
Der den største demokratiske fare i de danske samfund. At skabe en mistillid imellem befolkningen og embedsværket fra Folketinget. Det giver ingen mening. Det er den såkaldte elite, der tager sig for af retterne efter behag. Derfor havde Danmark en skyggeregiring i 5 år efter krigen, der styrede Folketinget, indtil Folketinget havde bevist, at Folketing var klar til demokrati igen. Vi kan godt få en skygge regering en gang til for at rydde op.
.Karsten Kølliker skriver om; Thatcher og Reagan, Friedmann og neoliberale. og jeg mener at det er vigtig at få Augusto Pinochet og CIA med i den årsags virknings række.
For mig bekendt blev Chile brugt som forsøgskanin for den nye økonomiske model som Thatcher senere hævde ikke fuldt og helt kunne indføres i et demokrati og hun bøjede og vred om nogen demokratiet til bristepunktet.
Jeg mener at det samme bliver forsøgt i mange forskellige lande også i Danmark, og at det er en medvirkende årsag til forårslavinerne.
@Flemming Ast. Præcis. Embedsværket som idag i folks bevidsthed alene tegnes af spin-doktorer og politisk udpegede departementschefer er underliggende en helt anden solid demokratibarriere og nu har skats medarbejdere taget bladet fra munden
Skats medarbejdere går åbent til angreb på de skiftende regeringer og direktører, der ifølge dem har »skamskudt« Skats faglighed gennem ti år med spareplaner, fyringsrunder og organisationsændringer i det, der i debatindlægget betegnes som et tvivlsomt »organisatorisk eksperiment«. »Vi er blevet kastet rundt i manegen siden fusionen, og vi er ærligt talt i tvivl om, hvorvidt politikerne ved, hvad de laver, og hvor de vil hen. Man har politisk slagtet Skat og kastet medarbejderne rundt i landet uden nogen respekt for deres faglighed. Det har kostet dyrebar viden, og konsekvensen er en skattekontrol, der ikke er stærk nok,«(BT)
En udtalelse der helt sikkert også kan gælder for DSB, DONG og andre af de store offentlige selskaber.
Politikerne skal holde fingrene fra noget de ikke har forstand på og alene sætte rammerne for den enkelte virksomheders produkter.
Man kunne også mene at embedsværket har været nyttige idioter, nikkende ja dukker, som har velvilligt medvirket til allehånde nedskæringer indtil det nu begynde at ramme dem selv.
Jeg synes faktisk at folk skal gøre sig mere klart hvordan deres samfund virker reelt og hvem der er de virkelige magthavere.
A pro po skyggeregering?
@randi Jeg er selv flasket op i den akademiske tradition med se tingene fra flere synsvinkler, herunder stræben efter at se sandhederne ved andre menneskers standpunkter, og alligevel bliver jeg i disse år overrasket over, hvor ofte det forekommer mig på sin plads at trække skarpe skel – mellem oprigtighed og bedrag, mellem oplysning og formørkethed, mellem egoisme og forbundethed, mellem fortid og fremtid. Som den historiske renæssance i en potenseret nutidig udgave.
I går var Jorden flad, i dag er den rund.
I går var individet en sluttet enhed med fri vilje, i dag er individet et knudepunkt i et netværk, et mangefacetteret objektiv med mangfoldige præferencer.
At udvikle politiske institutioner, der passer for dette individ, må stå højt på vores to-do-liste.
Dette debatforum på information.dk er formentlig meget tættere på det 21. århundredes demokrati end det danske folketing.
Det synes næsten som om, folk her er ved at lægge et partiprogram for revolutionen, mens der snakkes hid og did, først om at bryde de systematiske rammer, næst om at arbejde inden for dem. Hvilket er opmuntrende, men det står ikke klart, om den revolutionære spire selv ved det, når den er strejfet tilbage til folden.
Jeg undrer mig lidt over, at de marxistisk og i og for sig også anarkistisk inspirerede ikke holder sig til det simple udgangspunkt ejendomsret over produktionsmidlerne, men også demokratisk medbestemmelse over samme.
Kapitalisten tilbyder jo forskellige former for mere eller mindre reelt medejerskab af diverse ting, fra land til profit, men resultatet er dog stadig, at de få træffer beslutningerne, der vedrører de mange i den økonomiske verden. Ejerskabet er en illusion, hvis ikke den hviler på medbestemmelse.
Det er ved demokratisk deltagelse på arbejdspladsen (og uddannelsesinstitutionerne, men det følger automatisk), at det virkelige demokrati og demokratiske sindelag fødes. Hvad hjælper det, at man kan stemme og protetestere og hyle i kor, som en kommentator her har udtrykt det, når halvdelen af vores liv foregår i en sfære, der ligger uden for det repræsentative demokratis rækkevidde pr. stiltiende definition? Hvor vi trænes til at tage det om en underforstået sandhed, at det bedste for demokratiet er at efterlade det ved døren?
Der kan bestemmes alt muligt på regereingsplan, der kan reguleres og gøres ved, men det er stadig bestyrelsen, der tager beslutningerne i firmaet - og det endda i den personlige friheds navn.
Enhver arbejder, der ikke står alene, og enhver med ideer og midler til at iværksætte, kan starte revolutionen i morgen ved at bestemme sig for, at skabe en reelt demokratisk arbejdsplads, hvilket er det effektive svar på al kapitalismens irrationalitet, miljøproblemer, outsourcing, kommodificering osv. Og også et svar på den politiske apati der findes i det repræsentative demokrati.
Det seneste initiativ på området, Workers' Self-Directed Enterprise, voksede til dels ud af Occupy Wall Street-bevægelsen i USA, og den ideologiske leder er Richard Wolff, en marxistisk professor i økonomi, som må være bekendt for de fleste.
Med andre ord findes der allerede international støtte, ideologisk såvel som praktisk, til enhver, som er interesseret.
Jeg havde i går fornøjelsen af Holger Bech Nielsens selskab - på Dr 2 i programmet 'Meningen med livet'.
Han lagde stærkt ud med at insistere på formuleringen 'een mening med livet' - herefter blev han enig med Puk D om at vælge denne ene blandt mulige flere meninger : 'at opdage og formidle'.
Det største overgreb på menneskerettighederne pt er den 1%'s ran af kontrollen med størstedelen af fællesskabets ressourcer. Selvforvaltningen er løbet fællesskabet af hænde under junglelovens
tyranni og nyliberalisternes misforståede ideer men desværre vellykkede hjernevask om den personlige frihed, og det er nu af to årsager uhyre
vanskeligt at etablere en retfærdig fordelingsnøgle > den besiddende klasse vil ikke give slip, og resten er for undertrykte og ubegavede til at
kræve deres ret.
Derfor er opgaven nu : opdag/beskriv den retfærdige fordelingsnøgle/snittet for hensigtsmæssig ressourceadministration og formidl den til de uvidende. 'Vejen' ad hvilken og 'Målet' er det samme : miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed, og er derfor også ifht vore handlinger skal måles : består de bæredygtighedstesten eller ej.
Først når den retspraksis er etableret, vil man være i besiddelse af argumentet, som alle vil kunne samles om - og de, der ikke vil være en del af denne retfærdige samfundsorden, vil være nemmere at pacificere - fællesskabet vil være stærkt nok til ikke længere at lade sig tyrannisere af de, der ikke kan slippe junglelovens asociale sump.
Marx og Lenin opererede med en bevidstgørelse af arbejderne, der så skulle danne kærnen i et proletariatets diktatur, som skulle lede nationen frem mod det endelige mål; det klasseløse samfund.
I dag er bevidstgørelsen et udslag af et alment løft for indsigt og viden og proletarstatussen er udskiftet med lediggjorte unge mennesker med ret til et liv. Det er forandringens drivkraft. Det er dem vi ser markere sig i gaderne når noget der går skævt, skal rettes op. Det er den nye orden.
Byrummet er arbejdernes nye fabrik
http://www.information.dk/166367
Det hjælper jo ikke meget, når demonstranterne går hjem og stemmer de samme gamle partier til magten igen, måske fordi de ikke tør andet, af hensyn til deres egen fremtid. Hvis bevidstgørelsen skal gå sin gang, vil den medføre ophævelsen af EU´s tvang, men det er der givetvis flere debattører, der vil finde udveje for at undgå. Ligesom kapitalen vil det.
M.K.N
En stemme på de samme gamle partier er jo netop en stemme på, at det hele bare skal fortsætte i samme retning som nu med det 'repræsentative' demokrati, som ikke repræsenterer andre end partiernes medlemmer og deres higen efter at blive kalif i siedet for kaliffen, selvom det jo betyder at følge EU-direktiver istedet for egen mening. Hvis de har sådan en.
Jeg kan sgutte se, hvad der kan stilles op imod denne eskalerende systemiske konservatisme.
Michael, det er mit indtryk at de demonstrerende har opnået langt mere i både Cairo, Istanbul og Rio end de ville kunne opnå med stemmesedlen.
Bill - det er jeg vist enig i, men ikke i Madrid og New York.
Michael, der er tale om et permanent oprør mod forholdene under en permanent krise for de fattigste i samfundet - unge mennesker uden arbejde... og man vinder ikke alle slag i en krig - men man kan bygge en kommende sejr på et nederlag.
Du siger at demonstranterne stemmer de samme gamle partier til magten igen, måske fordi de ikke tør andet ...Jeg tror det er de politiske partier der ikke kan andet end føre "ansvarlig" politik. Demonstrationer er blevet en ventil - et supplement til demokratiet.
PS. At komme ud af EU vil ikke løse problemerne for samfundets unge arbejdsløse.
Bill Atkins
"At komme ud af EU vil ikke løse problemerne for samfundets unge arbejdsløse."
Men det er så sandelig da et vigtigt skridt på vejen.
At blive i EU vil slet ikke løse problemerne
Vi kommer til at løse problemerne med ungdomsarbejdsløsheden inde eller uden for EU - og kampen vil være den samme. De unge udgør en kritisk masse. Mon ikke noget af den utilfredshed vi ser i Istanbul skyldes at Erdogan vender EU-medlemsskabet ryggen.
Det er for letkøbt blot at tro på at en udmeldelse af EU vil løse alle problemer.
Fint nok Bill - men uhh!, jeg har det lidt svært med den mærkelige blanding af at have ondt af de unge arbejdsløse, og samtidig forherlige og forgude dem, som det sker i alle vestlige mainstream-medier for tiden. Ungdommen ligger ned, men er samtidigt alt. Det hænger ikke sammen.
En ventil, et supplement til demokratiet? Jo, men hvis det bare er Roskilde festival alt sammen, så kommer der ingen forandring. Så går man hjem bagefter og har fået luft, men ingen ændring. Jeg vil gerne se de unge arbejdsløse lave nogle tiltag, der virkelig rykker og bringer forandring.
Der snakkes stadig demokrati på gadeplan, hvilket er godt. Men man kunne også forestille, at de slet ikke var arbejdsløse, dem der nu går i gaden. Man kunne forestille sig, at de var blevet fyret, fordi firmaet skar ned eller flyttede produktionen, men at de havde et godt sammenhold og en vision.
Man kunne forestille sig, at de var gået sammen om at skabe deres eget firma, måske direkte rykke ind i de tomme lokaler med deres know-how på en basis, hvor alle var lige, og hvor det højeste mål ikke var profit til aktionærerne, men at alle kunne forblive i arbejde.
Et sådant firma kan konkurrere mod det outsourcende firma på de nære værdier og på, at profitten ikke skal være tårnhøj, for at man overhovedet gider, hvilket allerede er fundamentalt anti-kapitalistisk.
Bestyrelsen og arbejderne er den samme størrelse, så man stemmer sikkert for en forholdsvis lige løn og et godt arbejdsmiljø. Ens familie og venner bor i nærheden, da de færreste har råd til at rejse til skattelyet i Monaco, så man tænker sig om før man leder spildevand ud i den nærmeste å osv. osv.
Eksemplet er ikke hypotetisk, det bliver gennemført overalt i verden i større eller mindre format. Det gælder blot om at nå en kritisk mængde, hvor man ikke overvældes og overdøves totalt af det kapitalistiske monopol på virkeligheden.
Kooperativer, ikke nødvendigvis arbejdsstyrede men alligevel, siges at være den hurtigst voksende virksomhedsform i verden nu.
Bill Atkins
Det er for letkøbt blot at tro på at en at et medlemsskab af EU vil løse alle problemer.
Flemming hvordan forestiller du dig at en udmelding vil gavne beskæftigelsen - sådan helt overordnet?
ps. det er jo netop det jeg ikke skriver - at det vil gøre en stor forskel at melde sig ud eller blive!
Michael, det er de unge forbrugere der lefles for - det må du ikke tage fejl af.
Kroatien, er lige kommet ind i EU med en ungdomsarbejdsløshed på over 50%. Straks efter indtræden i EU er der blevet fyret i 10.000 vis af arbejdere fordi de kroatiske virksomheder skal konsolidere sig og gøres konkurrencestærke, men de unge de kan nu rejse ind i EU og finde sig et job. Det virker i de andre østlande - men det er vores lavtlønsarbejdere der betaler regningen.
Er du uden uddannelse venter der dig en kummerlig tilværelse uanset hvor du befinder dig. Det er den nye inhumanitet.
Rettelse: arbejdsstyrede = arbejderstyrede
Men jeg mangler en beskrivelse af hvordan der ser ud uden for EU sådan rent beskæftigelses- og konkurrencemæssigt?
Bill Atkins
Friheden til at føre en arbejdsmarkedspolitik der tilgodeser beskæftigelsen, fremfor effektivitet, og billighed er simpelthen ikke til stede i EU.
Det har jeg faktisk en mistanke om at du godt ved??
Underskrivelsen af EUs finanspagt umuliggør alle andre former for finanspolitik end en borgerlig, bare som et eks.
Eus licitationsregler er en anden.
Friheden udenfor til en anden politik er marginalt større, men den er der.
Bill - hvordan kan man lefle for unge forbrugere, der ikke har noget arbejde? Hvor kommer deres købekraft fra?
Flemming
Verdensmarkedet styrer både inden for uden for EU. Aktiemarkedet falder, når arbejdsløshedsprocenten falder, eller rettere når der er en stigning i antallet af arbejdere, som ikke umiddelbart er fleksible og mobile. Det samme sker, når den sociale politik i et land ikke helt og aldeles retter sig efter det verdensmarkedets påbud om fleksibilitet og mobilitet - eller tydeligere, når nogle af velfærdsstatens elementer bevares som et tegn på nationalstatens fortsatte eksistens. Pengepolitikken håndhæver de segmenteringer, som arbejdspolitikken dikterer.
Det er at kæmpe mod vindmøller at kæmpe mod EU. Så er det er mere lovende at oprette kooperativer og alternative beskæftigelsesprojekter som Claus Jensen taler - selv om historien viser at den slags initiativer er middagsmad for det etablerede erhvervsliv.
OK jeg bøjer det i neon - den købekraftige uddannede del af ungdommen lefles der for af erhvervslivet - fattige og uuddannede unger er tabt.
Men jeg mangler en beskrivelse af hvordan der ser ud uden for EU sådan rent beskæftigelses- og konkurrencemæssigt?
Hvis information kunne fortsætte med at sætte disse lignende artikler i avisen i langt større udstrækning end hidtil, ville der være en stor chance for at Information ville blive en af de førende aviser i dk, efter min opfattelse. Virkelig god og ærlig artikel..
Ville meget gerne personligt støtte Information med abonnement, hvis det gik den vej..
Det ville dog ligeledes kræve en dybdeborende journalistik i fht. de omtalte globale økonomiske eliters kontrol over politikere, som gennemlyser problemstillingen i et sandfærdigt lys.
Men jeg tvivler dog på at der vil blive taget den slags drastiske skridt..
Bill Atkins - hvis halvdelen af de unge ingen penge har, hvordan kan ungdommen så være værd at lefle for?
Bill
Aktiemarkedet stiger og falder med firmaernes overskud, men selvfølgeligt har kapitalen magt indenfor som udenfor.
EUs regelsæt gør den så umulig at tøjle.
Hvis vi har opgiver at regere og lade markedet agere indenfor de rammer VI sætter og ikke de rammer markedet ønsker, så er vi for alvor på den.
Og så er demokratiet i krise......som nu.
Bill
Du spænder vognen foran hesten
Bill Atkins (19.55) - det er at kæmpe mod vindmøller, at kæmpe mod EU, siger du. Jamen dog, det er ligeså meget at kæmpe mod vindmøller, at kæmpe mod kapitalen. Men jeg troede ikke, du var gået i kloster.
(ps. Aktiemarkedet falder ikke, når arbejdsløshedsprocenten falder, der er noget galt i dit ræsonnement)
Flemming og Michael
Aktiemarkedet stiger og falder med firmaernes overskud,
...som stiger og falder efter om der en arbejdsreserve at tage af. Det er derfor en øgning af arbejdsudbuddet står øverst på Corydons menukort.
men selvfølgeligt har kapitalen magt indenfor som udenfor. EUs regelsæt gør den så umulig at tøjle.
Hvordan vil du tøjle kapitalen uden for EU? (Kom nu ikke for tæt på en DDR-løsning så kommer WTO, IMF og WB efter dig ... i første omgang.)
EU er ikke værd at spilde krudt på. Vi lever 'in a Rich man's world' og der er ingenting 'uden for'...
Vi er nød til at sætte vores krav igennem med udenomsparlamentariske midler. Uro er det eneste der virker og fremtidens tabere er folk uden arbejde, uddannelse og pensionsopsparing. (ca-1/3 af samfundet.)
Bill Atkins
Jeg er slet ikke enig i at man som du siger ikke kan tøjle uden at det ender i DDR.
Selvfølgeligt kan en suveræn regering fastsætte regler, som afbøder de værste følger og måske endda være et eks. til efterfølgelse.
Du nævner selv at arbejdskraftens fri bevægelighed er et stort problem.
Det kan afhjælpes, hvis man vil, på adskillige måder, men nemmere og bedre udenfor EU end indenfor.
Det samme kan siges om næsten alt andet.
EU er finansens bur, derinde hvor kun andre rovdyr overlever.
Danmark og dets erhvervsliv har levet beskyttet altid og er kun en due.
Flemming, Lad os prøve at være konkrete:
Skal vi forbyde virksomhedsopkøb og lukning? Eksv. Enigheden, som blev overtaget - og lukket af MD Foods.
Skal vi forbyde Mærsk at lukke Lindøværftet og flytte produktionen til Sydkorea.?
Skal vi forbyde virksomheder at flytte arbejdspladser til Østeuropa og Kina.?
Skal vi forbyde udenlandske virksomheder at opkøbe danske virksomheder for at udnytte patenterne som eksv. Danisco hvor to direktører fik hver 50 millioner af køberne Dupont for at få handlen presset igennem overfor de aktionærer der strittede imod..
Bill Atkins
Det ser ud som om, at når jeg besvarer et spørgsmål, så bliver jeg efter et svar stillet over for flere spørgsmål. Jeg ville ønske de var penge der ynglede på den måde!!.
Prøv selv at differentiere dine svar på dine spørgsmål ved, i stedet for at skrive, "skal vi forbyde", så nuancere svarene med , skal det være nemt, skal vi hæmme, skal vi fremme, skal vi forebygge, skal det være muligt, vil det være eftertragtet o.s.v.
Hvis du vil tage udgangspunkt i Enigheden og MD, så kør løs, der er jeg på hjemmebane, men en bred færdig køreplan, hvor jeg skal angive afgangsminutter for hele Danmarks finansverden er nok ikke lige min debatform.
Men det plausible i Mærsks forretninger og påvirkninger kan vi da også godt. Men jeg foreslår vi tager et spørgsmål af gangen. Hvor vil du begynde??
Jeg undrer mig over, at Bill Atkins henholder sig til Bjarne Corydons tankegang - det svarer ikke til, hvad han ellers plæderer for. Og jeg undrer mig over Atkins opbakning til EU, der er det mest kapitalbevarende engagement, vi kender i nyere tid.
Flemming, jeg mener ikke jeg har overset svar du er kommet med. Du sagde tidligere, at vi i Danmark kunne fører vores egen arbejdsmarkedspolitik og finanspolitik uden for EU. Og der gav jeg det (lidt hurtige) svar på, at Verdensmarkedet herskede både indenfor og uden for EU. Nu tilføjer jeg så Erhvervspolitik. For ligesom at runde Danmarks politiske forhold til udlandet af. Jeg tror ikke at Erhvervs-Danmark ønsker en anden politik end den Danmark fører i dag. Derfor peger jeg med retoriske spørgsmål på Erhvervslivets frihed som det virkelige problem ved en ændring i dansk arbejdsmarkeds- og finanspolitik. Erhvervslivet flytter. Derfor mine spørgsmål.
Hvis vi ser på hvordan enhedslisten vil gribe den sagen an, så står der i principprogrammet:
---
Socialisme er et samfundssystem, hvor der produceres for at dække menneskelige behov og ikke for at opnå en profit. Den private ejendoms- og råderet til produktionsmidlerne er ophævet og erstattet af forskellige former for kollektive ejerformer, kendetegnet ved et fuldt gennemført demokrati i forhold til både produktionens indhold og udførsel. Under socialismen stopper demokratiet ikke ved døren til arbejdspladsen eller indkøbsstedet. osv. osv.
http://www.enhedslisten.dk/principprogram
De griber sagen helt anderledes radikalt an. Ophævelse af den private ejendomsret.
Jeg skal måske tilføje at jeg er enig i enhedslistens politik, men den er ikke efter min mening gennemførlig lige nu, og derfor mener jeg at aktioner, der peger på samfundets inhumanitet, samt solidaritet med resten af EU's borgere i samme situation, baner vejen til en ændret politik i retning af enhedslistens politik. Vi kan ikke stå alene uden for EU og gennemfører Enhedslistens politik uden at det i udstrakt grad kommer til at ligne DDRs erhvervspolitik.
Sider