Det repræsentative system er i krise

I de seneste uger har en række begivenheder udfoldet sig i så forskellige lande som Brasilien, Tyrkiet, Bulgarien, Bosnien, Grækenland og Egypten. Begivenhederne har været karakteriseret ved en række protester, demonstrationer og regulære oprør fra dele af befolkningens side vendt med deres respektive regeringer. Konteksten i de forskellige lande har selvfølgelig ikke været ens, og de enkelte årsager, krav og karakter af protesterne har varieret alt efter lokalitet. I Bulgarien blev protesterne f.eks. udløst af udnævnelsen af en kendt mediemogul med blakket ry til chef for det nationale sikkerheds agentur, i Tyrkiet startede det som protester over rydningen af en central park i Istanbul til fordel for et indkøbscenter, og i Brasilien var det en planlagt stigning i prisen for offentlig transport, der tændte gnisten. Siden da har protesterne udviklet sig til en mere generel modstand (i Tyrkiet, Brasilien og Egypten en generel opstand) mod regeringerne. Protesterne har dog noget tilfælles, nemlig den generelle krise i det repræsentative politiske system.

En ny type protester

For at forstå de nuværende begivenheder, må vi gå tilbage til 2011. Året blev afgørende for udviklingen af en række nye former for politik, protester og oprør, der inkluderede store dele af befolkningerne. Vi kan alle erindre besættelsen af Tahrir-pladsen i Egypten under Det Arabiske Forår, en begivenhed der inspirerede befolkningerne i både Europa, USA og Mellemøsten. Snart fulgte protesterne i Spanien, hvor dele af befolkningen dannede platformen Democracia Real YA (Rigtigt demokrati nu!). Det var en løs platform bestående af over 200 forskellige sociale foreninger og grupper, som demonstrerede i Madrid og 57 andre byer i Spanien. To dage efter besatte hundredvis af mennesker pladsen Puerta del Sol, og snart fulgte over 30 spanske byer trop.

Oprøret spredte sig hurtigt til Grækenland, hvor massive demonstrationer, generalstrejker og protester allerede var i gang i forbindelse med den græske regerings neoliberale nedskæringspolitik og samarbejde med trojkaen (EU-Kommissionen, Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank). Syntagma-pladsen blev besat i alt 72 dage fra den 25. maj til den 30. juli 2011.

I september samme år nåede oprøret til den globale kapitalismes hjerte, Wall Street, hvor den kendte besættelse af Zuccotti Park fandt sted. Besættelserne af pladser blev en central del af protesterne i 2011 og efterfølgende. Protesterne er blevet kritiseret, bl.a. af Bill Clinton, for at mangle præcise og konkrete krav. Men besættelserne kan ikke kategoriseres inden for en traditionel politisk ramme, da de netop var en protest mod selvsamme, dvs. mod det samlede politiske og økonomiske system. Det var en protest mod noget så generelt som den globale kapitalisme, neoliberalismens dominans siden slut-70erne og det ’repræsentative’ politiske system.

Oprør mod postdemokratiet

Besættelserne af Sol, Syntagma og Zuccotti var et første spædt eksperiment i en anden og ny form for politik karakteriseret ved den spanske bevægelses slagord: Rigtigt Demokrati. Protesterne i Spanien, Grækenland og USA var kendetegnet ved det eksplicitte fravær af de traditionelle politiske partier på venstrefløjen. De blev set som en del af det politiske system, man gjorde oprør imod. Det var derfor en protest mod det, den engelske sociolog og politolog Colin Crouch har benævnt post-democracy, som han bl.a. forstår således:

»Under denne model, hvor der ganske vist afholdes valg, der kan vælte regeringer, er den offentlige valgdebat en stramt kontrolleret forestilling, som forvaltes af rivaliserende hold af eksperter i diverse overtalelsesteknikker, der kun bringer et lille udvalg af emner frem i debatten. Massen af borgerne spiller en passiv, uvirksom, ja nærmest apatisk rolle og reagerer kun på de signaler, de bliver givet. Bagved denne valgforestilling bliver politik i virkeligheden formet i det private gennem interaktion mellem folkevalgte regeringer og eliter, der i overvældende grad repræsenterer erhvervsinteresser.«

Postdemokratiet er den form for politisk regime, der er indtrådt i forlængelse af globaliseringen af kapitalismen, der på den ene side har undermineret nationalstaternes demokratiske funktion og legitimitet og på den anden side har været betinget af, at den politiske elite i selvsamme nationalstater (kombineret med kultur- og medieeliten kunne man tilføje) i samarbejde med regionale og internationale eliter har implementeret neoliberale reformer siden slu- 70erne, i nogle tilfælde endda under teknokratiske regeringer. Postdemokratiet er en krise i det repræsentative system; en krise der sammen med den økonomiske krise kan anses for at være årsag til protesterne fra 2011 frem til i dag.

Reelt demokrati

2011-protesterne var rettet imod ikke bare det økonomiske system og den ene procents enorme magt, men ligeledes imod selve det repræsentative politiske system. I stedet for dette system blev der opfordret til udviklingen af et mere reelt demokrati. Eller, der var rettere tale om en opfordring til en proces, hvor skellet mellem regerende og regerede nedbrydes til fordel for en ægte demokratisk bevægelse. Hovedbudskabet artikulerede derfor også den elementære erfaring, at man selvfølgelig ikke kunne overlade denne proces til hverken den politiske elite, der foregiver at repræsentere folket, eller den ene procent. Processen måtte sættes i gang nedefra af folk selv.

Hvor 2011-protesterne var den første bølge i denne nye form for politik, er de protester og opstande, vi i dag oplever i en række lande, den anden bølge. I Istanbul besatte befolkningen f.eks. i første omgang Taksim-pladsen, en besættelse der senere blev ryddet med overdreven brug af vold fra det tyrkiske politis side. Siden da er over 20 direkte demokratiske forsamlinger blevet oprettet rundt om i byen og endnu flere i andre dele af Tyrkiet, hvor befolkningen diskuterer, hvad der nu skal ske. Det er et eksperiment i reelt demokrati.

I Brasilien har op mod en million mennesker været på gaden, hvor Udenrigsministeriet samt en række lokale lovgivende forsamlinger er blevet angrebet. De aktuelle protester har igen været rettet mod – snarere end styret af – det repræsentative system og dets partier – fra det konservative AKP i Tyrkiet til det socialdemokratiske arbejderparti i Brasilien. Krisen i systemet kan ikke løses af de traditionelle systemintegrerede partier. Oprørene er ikke til at tage fejl af. Spørgsmålene er, hvornår og hvorvidt disse oprør vil sprede sig til andre lande, og hvor mange lande de i så fald vil inkludere.

Det danske postdemokrati

Problemerne med de dominerende globale økonomiske eliter samt krisen i det repræsentative politiske system er generelt for Vesten og andre dele af verden – også for Danmark, hvis politiske liv ligeledes er kendetegnet ved postdemokratiets tilstand. 1. maj protesterne vidner om en utilfredshed i dele af befolkningen. Dette bakkes op af en nylig undersøgelse, der viser, at kun otte procent af befolkningen mener, at politikerne gennemfører den politik, de har lovet, og kun 27 procent mener, at politikerne træffer gode beslutninger. Et såkaldt ’Folkemøde’, hvor de sædvanlige politikere og de sædvanlige kommentatorer dukker op og taler ned til ’folket’ – forstået som passive tilskuere – kan ikke rette op på krisen i det repræsentative system, hvor den politiske elite i samarbejde med økonomi- og medieeliten træffer og kontrollerer alle vigtige beslutninger.

Læren fra både 2011 og de aktuelle protester er, at der er ved at udvikle sig en ny form for politik, der ikke lader sig indfange af det traditionelle politiske system. Protesterne i Tyrkiet, Brasilien, Bosnien, Grækenland, Bulgarien og Egypten er udtryk for denne nye form for politik – en politik, der peger ud over det nuværende politiske system mod et genuint demokrati, hvor skellet mellem regerende og regerede nedbrydes i en fremadskridende proces, dvs. hvor eliternes uindskrænkede herredømme og magtudøvelse oppefra og ned brydes.

Esben Bøgh Sørensen er kandidatstuderende ved Institut for Idéhistorie, Aarhus Universitet