Kommentar

Roskilde er meget mere end en havefest

Roskilde Festivals publikum er blevet forbrugere frem for deltagere, lød budskabet i weekendens kronik. Vi er uenige. Festivalen har stadig masser af deltagelseskultur, hvilket både kan ses i selve festivalens organisation, men i den grad også blandt publikum
4. juli 2013

Filip Granlie beskriver i sin kronik i weekendens Information, hvordan Roskilde Festival er gået fra at være et idealistisk og ansvarsbevidst fællesskab til at være en havefest for uengagerede forbrugere, hvor organisationen bag festivalen alene bærer ansvaret for festens gang.

Det er, som om Granlie ikke helt har forstået, at Roskilde Festival er én stor organisme af deltagelse. De over 30.000 frivillige, der muliggør festivalens eksistens, lægger en kæmpestor indsats for at skabe rammerne for en begivenhed, der er meget mere og andet end bare en stor forbrugs- og havefest.

I den frivillige udviklingsenhed, Rethink Roskilde, arbejder vi med at gentænke og udfordre festivalens udvikling, og her møder vi et kolossalt engagement hos frivillige på mange niveauer. Vi er en del af et kraftfuldt fællesskab med et stærkt potentiale, som vi løbende bestræber os på både at styrke og udfordre.

Sociale eksperimenter

Festivalen betyder en masse for mange mennesker. Den deltagelseskultur, der præger festivalens organisation, er også noget, publikum inviteres til at bidrage til. Således har festivalgæster i år bygget fantasifulde bygninger og indrettet sig i midlertidige, eksperimenterende samfund i området Dream City, hvor publikum mødes om at få ideer og drømme til at blive til virkelighed. Det er netop et af de eksperimenter, vi kan bruge Roskilde Festival til: At afprøve nye former for fællesskab og eksperimentere med sociale strukturer, der kan komme samfundet til gode senere.

På dette års festival inviteres publikum til at ’hacke’ festivalen med henblik på at forbedre den for fremtiden. Der afprøves grænser for, hvordan vi lever sammen, hvilket kræver stor omsorg og respekt for hinanden, men derudover er der ret frie rammer for, hvordan man vil indrette sig. Uanset om man vil bunde lunkne dåseøl, bygge kunst af de tomme dåser, uddele håndsæbe eller drive folkekøkken.

Den plukvise empiri, som Granlie gør brug af, er et forsøg på at understrege hans pointe om festivalen som en forbrugs- og havefest. Kaster man et hurtigt blik på dette års indholdsprogram, opdager man dog en uoverskuelig, men spændende mangfoldighed af skøre eller meningsfulde aktiviteter.

Granlie idealiserer hippietiden som et forbilledligt fællesskab, og han mindes tiden før mobiltelefonen som en tid, hvor alle hjalp hinanden, delte øl og telt og festede igennem i et dansende, nydende og kaotisk fællesskab. Han vil give ansvaret og engagementet tilbage til publikum, men han efterlyser samtidig, at festivalen prioriterer et oprigtigt musikinteresseret publikum frem for et publikum, hvis eneste engagement ifølge ham ligger i at vedligeholde en konstant brandert.

Han bliver hermed fortaler for et forudsætningsfyldt fællesskab et fællesskab forbeholdt de, der deler fælles interesser.

Et utal af fællesskaber

Man kan argumentere for, at det forudsætningsfyldte fællesskab som absolut størrelse netop er en forhindring for et egentligt fællesskab. At fællesskabet på Roskilde Festival netop ikke finder sted som resultat af fælles interesser, og at det altid former sig i de rammer, vi på forhånd har fastsat. I Granlies kronik er disse repræsenteret i hippiernes fællesskab et fællesskab, der for længst er lukket og indkapslet i sin egen historie. Men måske bliver fællesskabet netop muligt hinsides interessefællesskabet i det umulige møde med det, som er radikalt nyt være det i en sanseløs brandert, i individets opløsning i smat og regn eller i Roskildes umiskendelige urbrøl, som han beskriver som et af sine bedste festivalminder.

Roskilde Festival er hvert år hjemsted for utallige interessefællesskaber, idealistiske projekter og drømme om at gøre verden til et bedre sted. Men måske er det ikke her, vi skal lede efter fællesskabet på festivalen.

Måske er det slet ikke muligt at kategorisere det, vi har, som et fællesskab – måske er det slet ikke ét, men utallige fællesskaber, hvor mødet på tværs og mødet på trods supplerer normen og skaber grobund for nye eksperimenter? Og så længe Roskilde Festival kan engagere og skabe trods hos Filip Granlie, så er vi enige om en ting: Håbet om en endnu bedre festival i fremtiden er i høj grad stadig intakt.

 

Tone Andreasen og Ulf Hansen er frivillige i Rethink Roskilde (Rethinkroskilde.com)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu