Kronik

En skæbnetime for Danmarks grønne fremtid

Økonomisk krise og politisk vaklen øger usikkerheden på energimarkedet. Dagens afstemning om redningen af EU’s skrantende CO2-kvotesystem er et vigtigt fingerpeg om EU’s grønne – eller sorte – ambitioner. Men Danmark må også allerede nu selv tænke på de næste energipolitiske skridt
Når EU i dag stemmer om et modificeret CO2-kvotesystem, kan det få store konsekvenser. Men uanset udfaldet skal vi tænke fremad, mener dagens kronikør, og opfordrer klimaminister Martin Lidegaard (R) til at nedsætte en energikommission, der kan skabe et grundlag for næste energipolitiske fase efter 2020 og frem mod 2035.

Når EU i dag stemmer om et modificeret CO2-kvotesystem, kan det få store konsekvenser. Men uanset udfaldet skal vi tænke fremad, mener dagens kronikør, og opfordrer klimaminister Martin Lidegaard (R) til at nedsætte en energikommission, der kan skabe et grundlag for næste energipolitiske fase efter 2020 og frem mod 2035.

Kristoffer Juel Poulsen

3. juli 2013

I sidste uge lancerede Obama sin offensive klimaplan. Efter amerikanske standarder er det et ambitiøst udspil. Men målsætningerne og initiativerne er utilstrækkelige i forhold til at undgå alvorlige forandringer af det globale klima. Derfor er der fortsat behov for, at EU går foran og lægger pres på resten af verden.

I Danmark har vi en helt anden grøn og ambitiøs klimapolitik. USA lægger an til etablering af sin første vindmøllepark. Danmark har i 2020 syv parker. I 2020 vil Obama sikre sol og vind, som kan levere el til otte millioner amerikanere. I 2020 har Danmark installeret vind og sol svarende til elforbruget i alle danske husstande og vil stadig have overskud til at eksportere en del til vores nabolande.

Vores ambitioner realiseres bedst og billigst, hvis Danmark ikke er den eneste ø i klimahavet, som reelt gennemgår en grøn forandring.

Vi kan nå længere, til en lavere pris, hvis EU trækker i samme retning som os. Vi får etableret en mere potent ramme for industrien, hvis hele det europæiske marked bliver et grønt hjemmemarked for vores virksomheder.

Grøn eller sort?

I april stemte Europa-Parlamentet nej til forslaget om at trække en del af kvoterne ud af EU’s CO2-kvotesystem (såkaldt ’backloading’) for derved at presse prisen op på de resterende kvoter – altså forhøje prisen på forurening, som p.t. er alt for lav. I dag stemmes der om et modificeret forslag, hvor hovedpunkterne er, at backloading maksimalt skal omfatte 900 millioner kvoter som en engangsordning, og at et overskud fra 600 millioner kvoter øremærkes støtte til grøn omstilling i energitunge virksomheder. Det kan gøre en forskel.

Et stærkt og robust kvotehandelssystem i EU er helt centralt for at sikre de investeringer i energieffektivitet, vedvarende energi og kraftvarme, som skal sikre EU’s mål om reduktion i udledningen af drivhusgasser i de kommende årtier.

Konsekvensen af et svækket kvotehandelssystem er et europæisk kludetæppe af nationale energi- og klimapolitikker, der vil forvride det indre energimarked og resultere i højere samfundsmæssige omkostninger.

Derfor er det ekstremt vigtigt, om EU vælger at stoppe op eller vælger at vise lederskab. I dag giver de 754 europaparlamentarikere et væsentligt fingerpeg om, at EU skal bevæge sig i en enten grøn eller sort retning. Det kan virke meget langt væk fra de fleste danskeres hverdag. Men det en skæbneafstemning – og resultatet vil få effekt på prisskiltet på vores egen grønne omstilling.

Klimakrisen forsvinder ikke

Udledningerne af CO2 er steget støt, og vi har for nylig brudt en symbolsk barriere ved at overskride grænsen for 400 ppm. Det betyder, at der bevæger sig 400 CO2-molekyler rundt for hver million molekyler i luften.

Ifølge klimaforskere skal CO2-koncentrationen bremses ved 400-450 ppm, hvis der skal være chance for at begrænse den globale temperaturstigning til to grader, som er den temperaturstigning, kloden kan håndtere. Det Internationale Energiagentur har sagt det meget direkte. Gør verden ikke mere, og gør verden det ikke hurtigt, smækker døren i, og vi kan ikke undgå markante forandringer af vores klima og følgevirkningerne. Det kan vi ikke ignorere, og det danske bidrag er en ambitiøs energi- og klimapolitik. Men hvis den for alvor skal batte, bliver vi nødt til at få mange lande med. USA, Kina, Indien, Brasilien og EU. Alle skal yde deres.

På europæisk plan skal vi have ambitiøse klima- og energipolitiske mål i 2030 bakket op af et stærkt kvotesystem. Det skal på plads, for at EU kan lægge pres på resten af verden.

Prisen for vores vej afgøres i dag

Den anden væsentlige årsag til at kæmpe for en redning af CO2-kvotesystemet handler om, at prisen for den danske grønne omstilling afhænger af, hvad EU gør. Vores analyser viser, at vi med energiforliget fra marts 2012 tager et tigerspring i Danmark frem mod 2020 og opnår 80 procent vedvarende energi i den danske el- og varmeforsyning i 2020. Det næste mål, den danske regering stiler efter, er en fossilfri dansk el- og varmeforsyning i 2035.

Vi har lavet en række analyser af, hvordan det danske energisystem kan udvikle sig i perioden mellem 2020 og 2035. Med et stærkt fælleseuropæisk CO2-kvotesystem bliver regningen mange milliarder kroner lavere for danske virksomheder og forbrugere.

Årsagen er, at vi i dag over elregningen betaler til den danske grønne omstilling via PSO-bidraget, der er vores betaling til vedvarende energi. Med en høj kvotepris falder PSO-bidraget, og samtidig skal vores naboer også betale for en grøn omstilling. Det skaber mere ligelige konkurrencevilkår for danske virksomheder.

Med en høj kvotepris kan de grønne teknologier overleve med langt lavere støtte, og om få år vil eksempelvis vindmøller på land kunne klare sig helt uden. EU’s valg har en effekt på den danske konkurrenceevne.

EU skal langt videre

Afstemningen om CO2-kvotesystemet i dag giver et væsentligt vink om, hvilken vej EU ønsker at gå. Forslaget som sådan bringer dog i første omgang kun den skrantende patient på hospitalet til en meget nødvendig ilttilførsel. Hvordan den langsigtede behandling skal designes, er overladt til efterårets debat af klimakommissær Connie Hedegaards grønbog og diskussionen af den og EU’s 2030 mål.

I vores øjne skal vi for investeringssikkerhedens og klimaets skyld sikre et EU-mål om mindst 40 procent CO2-reduktion inden 2030 og et velfungerende og stærkt CO2-kvotemarked, der sætter en høj pris på CO2, så vi kan sikre, at der bliver en velfungerende mekanisme.

Men det er ikke kun på europæisk plan, vi skal tænke fremad. På hjemlig grund er vi glade for at have en langsigtet energiaftale, der har opbakning fra 95 procent af Folketinget og giver investeringssikkerhed frem til 2020. Men allerede nu skal vi begynde at overveje, hvad der skal ske i tiden efter 2020 – netop med blik for EU og det, der sker i resten af verden.

Det kan lyde tosset kun et år efter energiforliget, der sætter rammerne frem til 2020. Men vi har behov for, at vores energipolitikere, NGO’er, fagbevægelse og energisektoren begynder at samle tankerne om den tid, der skal følge efter det nuværende energiforlig. Hvad skal der ske fra 2020 og frem?

Danske dilemmaer

Jeg ser en række dilemmaer for mig, som vi som samfund bliver nød til at få hånd om. Lad mig nævne et par stykker:

– I dag finansierer afgifter på fossile brændsler skoler, plejehjem, hospitaler og andre væsentlige dele af vores velfærdsstat. Hvordan sikrer vi den finansiering, når vi udfaser de fossile brændsler?

– Hvis EU ikke får en ambitiøs energi- og klimapolitik, er vi overladt til nationale støttesystemer, markedet svinder og regulering fylder mere. Hvordan håndterer vi det bedst?

– Med den store vindudbygning og de store mængder fluktuerende vindkraft har vi brug for at kunne anvende energien i takt med, at vinden blæser. Hvordan sikrer vi det?

Vi er i dag en vækstfokuseret, grøn, global rollemodel. Hvis vi fortsat vil have den titel, skal vi finde de gode svar på de spørgsmål. Det vil også bane vejen for både det amerikanske marked og næsten vigtigere: det europæiske marked.

Vi efterspørger ikke en ny energistrategi eller en ny retning. Vi efterspørger en grundig debat om fokus for dansk energipolitik efter 2020. Den tidligere regering nedsatte en klimakommission, der gav et godt grundlag for formulering af det langsigtede mål: et Danmark uafhængigt af fossile brændsler.

Vi opfordrer forligskredsen og Martin Lidegaard til at følge op på det arbejde og nedsætte en energikommission, der på tværs af organisationer og brancher og politiske skel kan skabe et solidt grundlag for næste energipolitiske fase efter 2020 og frem mod 2035.

Det er det væsentlige skridt, vi bør tage for at være med til at sikre, at Danmark kan være med til fortsat at inspirere og påvirke EU og resten af det internationale samfund – og dermed også prisen og gevinsterne af vores grønne omstilling.

 

Lars Aagaard er adm. direktør i Dansk Energi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Groen energi er en frelsessag, men det er ogsaa blevet en maade, hvorpaa de faa kan skabe sig profit ved at udbytte de mange. Det liberaliserede energimarked har Fanden skabt.

Jesper Hjøllund

Muligvis er klima og grøn politik godt for miljøet, men jeg vil ikke stemme på politikere hvis eneste løsning på verdens gældsætning er: mere gældsætning. Hvordan kan man tro, at mere af det (mere gæld), der har bragt verden i en økonomisk krise også vil løse krisen - det er fuldstændig absurd! Jeg er ikke imod økonomi, og jeg har ikke problemer med en samfundsmodel der bruger penge som betalingssystem - jeg er imod det økonomiske system vi har i dag, der er baseret på gældsætning og spekulation, og når så systemet igen og igen fejler (sidst med finanskrisen i 2008) så viser politikerne ingen visioner (ingen nytænkning) og fortsætter med den samme politik og tror, at næste gang går det nok bedre. Nej, næste gang kommer til at ramme endnu hårdere. Og selvfølgelig kan jeg ikke støtte noget, jeg føler mig overbevidst om, vil fejle, og derfor vil jeg ikke stemme til næste folketingsvalg!

Børge Rahbech Jensen

Lad os nu se, hvad Danmark har i 2020. Det er om syv år. Meget kan ske på syv år.
EU er gået foran og har lagt pres på andre lande i årevis.

Jeg ved ikke, hvordan vi kan nå længere til en lavere pris, hvis EU trækker i samme retning som os. Modviljen er voksende i Danmark, hvor regeringen har anført, at den ikke kan tænke grønt, før økonomien er på plads. Senest blev lovgivning om solceller ændret to gange, fordi en støtteordning blev for populær. Generelt er modviljen mod statsstøtte og afgifter voksende i Danmark. Jeg har forstået budskaber fra regeringen på den måde, at der skal være det fornødne overskud på statens finanser, før grøn omstilling kan føres ud i livet.

En hjemmeside om Tysklands energipolitik: http://energytransition.de/ . Jeg mener, de fortjener titlen som vækstfokuseret, grøn, global rollemodel mere, end Danmark gør.

randi christiansen

Al misbrug er tegn på underliggende ubalancer, og afvænning > omstilling er aldrig nem.

Kuren er indlysende - jo længere der ventes med en bæredygtig omlægning af den globale miljø- og socioøkonomi, jo værre bliver 'den kolde tyrker'.

Helge Rasmussen

Hele jordens totale energiforbrug er mindre end den energi solen afleverer til een procent af Sahara ørkenens areal.

Regeringer verden over, er infiltreret af sorte lobbyister, der fortæller magthaverne at vores eneste reelle mulighed for at dække efterspørgslen på energi, er at købe den af de store forhandlere af fossile brændsler som de henter fra tjæresand og andre miljøødelæggende teknologier og snart også fra boringer i arktis, til benefice for samme firmaers ledelse og aktionærer.

At bruge direkte solenergi er, i følge disse lobbyister, ikke rentabelt, da det vil ødelægge forretningsgrundlaget for energiselskaberne.

Den enest rigtige vej er forretning som sædvanligt, selv om det formodentlig, inden for en kort tidshorisont, vil gøre planeten ubeboelig.

Søren Kristensen

– I dag finansierer afgifter på fossile brændsler skoler, plejehjem, hospitaler og andre væsentlige dele af vores velfærdsstat. Hvordan sikrer vi den finansiering, når vi udfaser de fossile brændsler?

– Hvis EU ikke får en ambitiøs energi- og klimapolitik, er vi overladt til nationale støttesystemer, markedet svinder og regulering fylder mere. Hvordan håndterer vi det bedst?

– Med den store vindudbygning og de store mængder fluktuerende vindkraft har vi brug for at kunne anvende energien i takt med, at vinden blæser. Hvordan sikrer vi det?

Ad 1. Det gøres ved at lægge tilsvarende afgifter på andre ting vi heller ikke er så begejstrede for af socioøkonomiske -, miljø - og sundhedspolitiske årsager: fx. øget skat på overdreven rigdom, overtrædelse af hastighedsgrænserne og flødeis.

Ad 3. Det gøres ved turde tænke og handle selvstændigt, som det foregangsland vi til dels stadig er på energiområdet også selv om det måske kræver et par sværdslag nede i EU:

Ad 3. Det gøres ved at koble vind og privatbilisme, således at fremtidens el-køretøjer får ladestandere i umiddelbart nærhed af landbasserede vindmøller (herved anskueliggøres det samtidig, på samme måde som den midlertidige overdrevne udbredelse af parkeringspladser i tredserne og halvfjerdsene, hvor problemerne stammer fra - indtil folk får nok og begynder at indse fordelene ved kollektiv trafik) eller solcelleanlæg og så selvfølgelig promovere cykelkulturen endnu mere, ved fx at sørge for at der er cykelstier (også til dem med elektrisk hjæpemotor) langs alle jernbanestrækninger i Danmark, ud fra en hop on hop off strategi.

– Med den store vindudbygning og de store mængder fluktuerende vindkraft har vi brug for at kunne anvende energien i takt med, at vinden blæser. Hvordan sikrer vi det?

Der er ikke noget der tyder på at DK er foregangsland. Heller ikke her.

Med de "Fluktuerende" lovgivningsmæssige tiltag der i Lidegaards embedsperiode har været udarbejdet, kan ingen efterhånden vide hvad vej vinden blæser.

Men Lars Aagaard er vel heller ikke helt uden skyld i miseren?

Som en del af den Danske Energimafia har han da om nogen været fortaler for centralisme og ikke decentral energi.

Så ærlig talt virker det direkte plat når han siger:

" at Danmark kan være med til fortsat at inspirere og påvirke EU og resten af det internationale samfund – og dermed også prisen og gevinsterne af vores grønne omstilling."

I UK er ønsket om decentral Energi meget stort. Enhver kan læse følgende link:

http://www.dorsetforyou.com/media.jsp?mediaid=140232&filetype=pdf

Dansk Energi er en del af problemet.