Interview

’Det er for meget at tale om postdemokrati’

Det repræsentative demokrati viser tegn på at være i krise, men at tale om et postdemokrati er en tilsnigelse, siger professor Jørgen Elklit
Jørgen Elklit
4. juli 2013

Det repræsentative demokrati ser ud til at være i krise i flere lande, fordi de ikke kan håndtere de problemer, som befolkningen har. Men at kalde det postdemokrati er lidt en tilsnigelse, for det er netop folket selv, der vil deltage i beslutningerne, og som også er i stand til at få ført noget igennem,« siger Jørgen Elklit, som er professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

»Der er stadig et element af demokrati, det er bare ikke et repræsentativt system,« tilføjer han.

Jørgen Elklit mener dog, at man skal være forsigtig med at sammenligne alle de aktioner og reaktioner, man i den sidste tid har set i blandt andet Grækenland, Spanien og Brasilien.

»Der er en gruppe mennesker, som ikke mener, at det repræsentative demokratis løsninger er tilstrækkelige, men vi forskere har ikke nok viden til at kunne sige noget overordnet om dem som et fænomen,« vurderer Jørgen Elklit.

»De forskellige aktioner og spontane reaktioner er ikke blevet studeret godt nok, derfor er det svært at se, om det er de samme fænomener, og om det har været de samme udløsende faktorer, der har startet det.«

– Hvad stiller man op med et repræsentativt demokrati i krise?

»Den eneste løsning er, at parlamenterne fungerer på sådan en måde, at befolkningen oplever, at de er der for dem. Det vil f.eks. i Grækenland sige, at man får bragt landet på fode igen, så man kan se, at systemet fungerer.«

Jørgen Elklit mener, at det er svært at vurdere, om man kan observere lignende faresignaler i Danmark.

»Det er meget svært at finde ud af, om reaktionerne mod Helle Thorning-Schmidt (S) 1. maj er et udtryk for en demokratisk krise eller almindelig upræcis kritik og dårlig opførsel. Jeg mener ikke, at det kan ses som et dansk udslag af noget i den retning,« siger han, men peger på, at den faldende valgdeltagelse ved de to foregående kommunalvalg måske kan være et tegn på krise.

»Det bliver interessant at se, om den tendens fortsætter. Hvis faldet i deltagelsen fortsætter, er det måske et stærkt signal om, at der er nogen, det føler sig udenfor, og at der potentielt kan komme nogle reaktioner.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Allan Nørgaard Andersen

Det er selvfølgelig bare en talemåde, men gid Elklit ikke havde talt om nødvendigheden at befolkningen "oplever" at parlamentarikerne er der for dem, men i stedet at de "erfarer" det. Alt for ofte bliver man bibragt en oplevelse af at have medindflydelse, uden at få erfaring for at det passer.

Jørgen Andkær, Rasmus Kongshøj, Jens Falkesgaard og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Jeg tør godt sætte et stort spørgsmålstegn ved Elklits vurdering.

" almindelig upræcis kritik og dårlig opførsel. "
Tror jeg ikke skal tages til indtægt for at den demokratiske proces fungerer tilfredsstillende for alle, så om det er "dårlig opførsel" eller "demokratisk krise" er vel bare to måder at sige det samme på??
Hvilket Elklit udmærket kan formulere klart:
"der er nogen, det føler sig udenfor, og at der potentielt kan komme nogle reaktioner."

Og det kan ikke kun aflæses i vælgerdeltagelsen, men også hvis man bevæger sig en smule rundt mellem almindelige mennesker.

Flemming Scheel Andersen

Det er vanskeligt at opretholde et demokrati, hvis der ikke er noget at vælge imellem.
Med serveringen af "den "påståede" nødvendige" blå politik, har den nuværende regering reel sat demokratiet på standby.......mindst

Niels Mosbak

1. "Den eneste løsning er, at parlamenterne fungerer på sådan en måde, at befolkningen oplever, at de er der for dem."

2. "Det vil f.eks. i Grækenland sige, at man får bragt landet på fode igen, så man kan se, at systemet fungerer."

Vedr. 1.:
Den græske befolkning har ingen grund til at tro andet end at politikerne i parlamentet er en flok kleptokrater, der har økonomisk kriminalitet som en specialitet og som dækker over hinanden, helt ud i pinligheden.
Den nuværende opmærksomhed på penge i skattely, afdækker næsten hver dag hvorledes politikere og det liberale "fedtlag" af advokater og andre næringsdrivende, har skovlet milliarder af euro ud af de offentlige kasser.

Vedr. 2.:
"Ved at "bringe landet på fode" har man fra trojkaens side bragt hidtil ukendt fattigdom til den græske befolkning, ikke på baggrund af militære begivenheder som krig - men fordi disse regnemodeller som anvendes er fejlbehæftede og ikke tager hensyn til mennesker. At den græske middelklasse nærmest er forsvundet og i dag ligger nær fattigdomsgrænsen, er bare én af konsekvenserne.
Når man samtidig fra politisk hold entrerer med firmaer som Xe/Blackwater eller hvad sikkerhedsfirmaet nu hedder i dag, for at sikre at man vil være i stand til at undertrykke befolkningen med midler som politiet - det lokale - ikke vil kunne bringes til at anvende, har man jo netop vist at parlamentets politikere ikke er til for "folket" men alene for bestemte samfundsklasser.

Omfattende overvågning og CIA's direkte adgang til græsk "antiterrorbekæmpelse", hvor der er en udvidet aftale, som medfører at græsk politi tager imod ordrer fra CIA kan vist også få tankerne hen i retning af noget post-demokratisk.

Mon ikke Information skulle have givet Jørgen Elklit lidt længere tid til at gennemtænke sine svar og eksempler?

Nic Pedersen

Elklits præmis er falsk!

Repræsentativt demokrati/parlamentarisme er på ingen måde den eneste form et demokrati kan antage.
Man kan sågar betvivle, at det er ægte demokrati i det hele taget.
(selvom det går imod de fleste "default indstillinger")

Jeg ser ikke postparlamentarisme som nogen trussel. Snarere et håb!

Toke Andersen

Jeg har altid været ret tvivlsomt indstillet overfor demokrati. Det er en yderst sympatisk styreform i teorien, men den er fyldt med fald-grupper der nærmest garanterer at processen og magten vil blive kapret af ikke demokratiske kræfter. Det er den situation vi står i i dag.
Samtidig er demokrati håbløst ineffektiv overfor akutte løsningsbehov og fuldstændigt ude af stand til at håndtere problemstillinger der enten er meget komplekse eller har et tidsperspektiv der overskrider et par år.
Men jeg kan alligevel kun se to alternativer.

1. Diktatur er en mulig løsning, men kun så længe at jeg selv, eller en god ven, er diktatoren.
2. Anarki er, som de oplyste læsere vil vide, topmålet med menneskelig civilisation. Det er det niveau menneskeheden stræber efter. I hvert flad dem af os der endnu ikke har ofret evnen til selvstændig tankekræft på overtroens alter.
Men vi er ikke engang tæt på at kunne opfylde dette ideal. De fleste mennesker opfatter fortsat anarki som et sammenbrud. I stedet for det smukke ideal det er: Total frihed under ansvar.