Kommentar

Talebans pen og sværd

Talebans åbne brev til deres attentatoffer, Malala Yousafzai, er ikke en undskyldning. Det er et forsøg på at stjæle rampelyset og få Talebans kritik af Vesten ud i de globale medier
22. juli 2013

Det ville være bekvemt at læse det pakistanske Talebans åbne brev, kommenteret i alverdens medier, til deres 16-årige attentatoffer, Malala Yousafzai, som en form for undskyldning fremtvunget af det internationale samfunds bevågenhed. Det ville være en besnærende sandhed, hvis FN ved at udnævne 12. juli – Malalas fødselsdag og dagen, hvor hun talte til FN – til ’Malala Dag’ havde tvunget Taleban i defensiven, så de så sig nødsaget til udøve ’damage control’ ved at beklage attentatet. Det ville være en af de sjældne avissælgende ’gode nyheder’, hvis en ung 16-årig pige, som en anden Jeanne d’Arc havde tilegnet sig den slags indflydelse over en islamistisk militant bevægelse.

Men det ville også være udtryk for en mere eller mindre bevidst fejllæsning af brevet.

Frem for en undskyldning skal brevet læses som en forklaring, der nok læner sig mere op ad retfærdiggørelse end beklagelse.

Det er ikke ualmindeligt for Taleban efter et spektakulært angreb at udsende pressemeddelelser, der søger at guide lokalbefolkningens forståelse af hændelsen. I denne slags beskeder sætter Taleban oftest angrebet ind i en politisk ramme – for eksempel som en reaktion på det pakistanske militærs aktioner i Khyber Pakhtunkhwa-området eller på vestlige magters indblanding i lokale sager.

’Modsæt dig ikke Taleban’

Forfatteren til det åbne brev, en prominent kommandør i Taleban, Adnan Rasheed, starter med at slå fast, at dette er et brev fra ham personligt og ikke nødvendigvis reflekterer Talebans officielle linje. Alligevel virker det sandsynligt, at frem for at føle sig presset af bevågenheden omkring Yousafzai til at offentliggøre dette brev har Taleban set hendes tale til FN som en belejlig platform for at nå bredere ud end nogensinde før. Man har set en mulighed for at dreje rampelyset fra Malala Yousafzai over på sig selv med henblik på at præge Vestens forståelse af Taleban.

Brevet starter med at slå fast, at attentatet mod Yousafzai ikke var fordi, hun var for uddannelse, men fordi hun var imod Taleban. Det, Rasheed beklager i brevet, er ikke, at Taleban angreb Yousafzai, men at han ikke nåede at række ud til hende i tide for at advare hende imod konsekvenserne af hendes fortsatte ’smædekampagne’ imod Taleban.

Rasheed undgår at vurdere rigtigheden af attentatet ved at lade det være op til Gud. Han skriver til gengæld, at han var chokeret, da han hørte om hændelsen, fordi han havde haft i tankerne at ville opsøge Yousafzai for at forsøge at tale hende fra at fortsætte med hendes »provokerende« skriverier. Med parolen ’Bedre sent end aldrig’ vil Rasheed derfor med dette brev give de ’broderlige’ råd, han ikke nåede at overlevere inden attentatet og slutter af med at råde hende til at flytte tilbage til sin hjemegn og påbegynde en islamisk uddannelse.

Kolonialisme og hykleri

Resten af brevet er ikke skrevet til Yousafzai, men til Vesten, og pointen er ikke at beklage attentatet, men at forklare hvorfor Vestens teorier om motiverne bag det er forfejlede.

Tre hovedpointer bliver prioriteret: Først og fremmest bliver det slået fast, at Taleban ikke er imod uddannelse for piger. Den eneste grund til, at man har sprængt skoler i luften har været fordi, de har været brugt som militærbaser af den pakistanske hær. Rasheed forklarer med henvisning til Sir T.B. Macaulay (afdød britisk historiker med stor indflydelse på udbredelsen af vestlig uddannelse i Indien, red.), at Talebans kritik af skolesystemet ikke går på ideen om uddannelse, men i stedet på den postkoloniale natur af et vestligt inspireret pensum. Problemet er altså ikke, at piger modtager uddannelse, men at de modtager en uddannelse, som vil ’vestliggøre’ dem.

Med henvisninger både til Henry Kissinger og Bertrand Russell svarer Taleban derudover på den kritik, de har modtaget for at forhindre polio vaccine-programmer ved at forklare, at man i Taleban ser på dem med stor mistro som en vestlig strategi for at sterilisere og pacificere befolkningen.

Den tredje pointe drejer sig om ulighed og uretfærdighed. Her stiller Rasheed det retoriske spørgsmål, om der ville have været samme interesse for hendes helbred, og om der ville blive udnævnt en ’Malala Dag’, hvis det var en amerikansk drone, hun var blevet ramt af? Rasheed svarer selv sarkastisk, at ingen ville have interesseret sig for det, fordi det ville være udført af »højtuddannede, ikkevoldelige, fredelige amerikanere«.

I en overraskende pacifistisk afsluttende bemærkning påkalder Rasheed alle verdensreligionerne efter tur og beder dem om at stoppe med at slå uskyldige muslimer ihjel ud fra deres respektive profeters eksempel for medfølelse. Vægten, der i denne afslutning bliver lagt på ikkevold, burde i virkeligheden være det mest overraskende ved brevet.

Dette er altså ikke et brev om Yousafzai, men i stedet om hvordan Taleban gerne vil forstås af Vesten. Yousafzai er blot en anledning til at få nogle mere og mindre relaterede pointer kommunikeret ud til det internationale samfund.

 

Maja Touzari Janesdatter Greenwood er forskningsassistent på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og ekspert i Talebans kommunikation

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu