Læserbrev

Terrorbegrebet efter Mandela

27. juli 2013

Underrubrikken til min kronik 18. juli antydede, at man kunne se Nelson Mandela som terrorist. Det har flere kritiseret på Informations hjemmeside. Meningen var at provokere til refleksion over terrorismebegrebet og opfattelsen af Nelson Mandela som ufejlbarlig og uforanderlig.

I 2010 fik en af mine ældste venner og mangeårig leder af antiapartheidbevægelsen, Patrick Mac Manus, en betinget dom på seks måneders fængsel efter loven om terrorstøtte.

Op til 1990 var jeg medlem af DKPs internationale sekretariat. Jeg samarbejdede med folk i Moskva, London og Cape Town om aktiviteter, der var illegale og involverede væbnet kamp (i en længere periode var alle i ANC’s ledelse, bortset fra præsidenten Oliver Tambo, medlemmer af det sydafrikanske kommunistparti).

Hvis der dengang havde eksisteret en EU-liste over terrororganisationer, ville ANC så have været på den? Og ville jeg have turdet at samarbejde med ANC, hvis den danske lov om terrorstøtte havde fandtes?

Det er korrekt, som nogle af mine kritikere har fremført, at den væbnede gren af ANC, MK’s sabotageaktioner og militære offensiver over Sydafrikas grænser endte med at blive underordnet den demokratiske massekamp i selve landet, men det var ikke nødvendigvis Nelson Mandelas fortjeneste.

Dynamiske holdninger

Allerede i 1953 fik Mandela sin første betingede fængselsstraf og forbud mod mødedeltagelse efter den lov, der i 1950 forbød kommunistiske aktiviteter. Samme år foreslog han sammen med Walter Sisulu, at ANC skaffede sig våben fra Kina og påbegyndte en væbnet kamp. Den Moskva-skolede, sorte kommunist Moses Kotane og andre mere besindige ledelsesmedlemmer nedstemte forslaget, og Mandela fik først sin vilje, da al legal aktivitet blev umulig efter Sharpeville og nedkæmpelsen af generalstrejken i 1961.

Det er et interessant spørgsmål, hvordan og hvornår Mandelas holdninger udviklede sig. Jeg tror personligt, at det hovedsageligt skete før hans lange fængselsophold. Hans overvindelse af sekterisk afrikanisme startede i begyndelsen af 1950’erne og hans vilje til kompromis med det bestående hvide samfund kan spores til 1963, hvor han stod over for truslen om henrettelse. Ikke desto mindre opretholdt han sin støtte til væbnet kamp og omfattende nationaliseringer – i det mindste indtil 1992.

Hans Erik J. Stolten, historiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu