International kommentar

USA spiller på flere heste i Egypten

Glem menneskerettigheder. F-16 fly og 1,5 milliarder dollar i militærbistand viser, at USA’s politik over for Egypten handler om dobbeltspil – ikke om demokrati
Debat
16. juli 2013

Husker De præsident Barack Obamas meget roste tale i Kairo 2009? Al den snak om en »ny begyndelse« i forholdet mellem USA og den muslimske verden skurrer nu, hvor vi ved, hvad der ligger i Obamas opfattelse af forbedrede relationer: at godkende droneangreb i muslimske lande og at sikre sig, at sultestrejkende Guantánamo-fanger kun bliver tvangsfodret efter solnedgang ud af respekt for Ramadan-måneden. Og det skurrer, når man tager i betragtning, at USA’s holdning til Kairo i dag bedst kan beskrives som kunsten at spille på flere heste.

Siden hæren fjernede Egyptens demokratisk valgte præsident Mohamed Mursi, har Obama-regeringen tøvet med at kalde det et kup (hvis nogen skulle være i tvivl har overgangspræsidenten Adly Mansour nu åbent indrømmet, at han er blevet indsat ved et kup og angiver hæren som garanten for hans magt).

I stedet har USA forsøgt at fremstille sit forhold til Egypten som »kompliceret«. Talsmand Jay Carneys ord var blandt de vage udtalelser, som kom fra Det Hvide Hus i sidste uge: »Dette er en utrolig kompliceret og vanskelig situation.«

Hvert et ord er nøje afvejet – i Kairo-talens stil – og antyder behovet for at vinde tid, så situationen kan scannes for ethvert spor efter det demokrati, der er blevet undergravet.

USA’s primære bekymring er, som altid, hvordan landet bedst kan varetage sine egne interesser i regionen. At kalde et kup for et kup ville juridisk binde USA til at trække sin militærbistand på 1,5 milliarder dollar tilbage – fra den hær, hvis leder er uddannet ved USA’s førende militærakademi, og som sørger for at holde både USA og dets regionale allierede, Israel, tilfreds.

Efter ’ikke-kuppet’ i Egypten har Israel tilmed direkte opfordret USA til ikke at trække sin bistand tilbage. Handlen går på, at Egypten som tak for støtten afholder sig fra at pille ved den ’kolde fredspagt’ med Israel og fortsat undertrykker det urolige Sinai samt holder sin side af den besatte Gazastribe under kontrol og sikrer amerikansk passage gennem Suez-kanalen.

’Umodne demonstranter’

Denne gang var hæren på de demonstranters side, som ønskede, at Mursi skulle gå af. Men hvis USA pr. automatik var på folkets side, ville amerikanerne ikke have støttet den egyptiske diktator Hosni Mubarak frem til den revolution, der væltede ham i 2011 – og landet ville have truet med at trække sin bistand tilbage under Egyptens postrevolutionære militærregime, hvor hæren trak flere end 10.000 borgere gennem de militære domstole, hev tøjet af dem og trampede på dem i gaderne og tvang kvinder til at blive mødomstestet.

På samme måde kunne USA, hvis Obama-regeringen virkelig havde ønsket at sætte sin vægt bag Egyptens postrevolutionære krav om »brød, frihed og værdighed«, have valgt at fordømme Mursis magtmisbrug frem for at stemple demonstranterne som utålmodige og umodne. Og det er ikke mere end et par uger siden, at USA’s ambassadør i Egypten, Anne Patterson, ikke kunne begribe, hvorfor oppositionen planlagde massedemonstrationer.

Da Mursi hastede en upopulær, splittende og antiliberal forfatning igennem; da han gav sig selv uhørte magtbeføjelser som præsident; da han sendte hæren og sine støtter ud for at angribe dem, der protesterede mod hans forfatning, da han fik arresteret fremtrædende kritikere og da han undlod at røre en finger, mens kristne og shiaer blev slået ihjel: Man hørte ikke et ord fra USA om menneskerettigheder i Egypten.

Det amerikanske dobbeltspil

Men der er også en ’beskytte sine investeringer’-tilgang på spil her: Selv mens USA med den ene hånd affejede anti-Mursi demonstrationerne, sendte Obama-regeringen signaler til Mursi om, at den gerne så hans snarlige afgang – hvad der affødte kyniske kommentarer om ’Moder Amerika’ som den øverste dommer i egyptisk indenrigspolitik.

Nu bliver støtter af Det Muslimske Broderskab slået ihjel, anholdt eller bragt til tavshed, den tidligere præsident er tilbageholdt, og hæren har udstedt arrestordre på Broderskabets åndelige leder. USA har mindet hæren om, at den skal respektere Mursi-tilhængernes rettigheder – men Obama-regeringen ønsker ikke at vælge entydigt side, fordi det endnu ikke er klart, om Broderskabet er nødvendigt for at sikre amerikanske interesser. Måske er hæren og oppositionen fint i stand til at lede landet videre uden Broderskabet, måske ikke.

For USA’s vedkommende er det sikrest at være vag i udmeldingerne. Det er forklaringen på, hvordan USA kan fastholde planer om at sende fire skinnende F-16 kampfly til den egyptiske hær i næste uge og samtidig tale om demokrati og inklusion i Egyptens overgangsproces.

Intet ved denne opførsel kommer bag på egypterne, der – som folk alle andre steder i den arabiske og muslimske verden – er vant til dobbeltspillet og dobbeltmoralen fra USA’s side (palæstinenserne kender f.eks. spillet i søvne).

Den fine tale i Kairo 2009 tilfredsstillede muligvis det behov, vi alle har for gode nyheder, men i Kairo og i Mellemøsten er det ikke blot utroligt, når USA ytrer sine forhåbninger om stærke demokratier i regionen – det er fornærmende.

Rachel Shabi er prisvindende journalist og forfatter med speciale i Mellemøsten

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her