Kronik

Verden er beskidt, ergo er Rolf ikke ren

Vi hylder cykelrytterne for deres sejre for så at lynche dem, når de tilstår, hvad de propper sig med. Men det er os som tilskuere, der i kraft af vores afgudsdyrkelse tvinger dem til at tage de stoffer, der gør dem i stand til at levere de overmenneskelige præstationer
Debat
20. juli 2013
Først skal de opgive deres ungdom og udsætte deres kroppe for knaldhård og ofte direkte usund træning. Så skal de fylde sig med forbudte stoffer, holde det hele hemmeligt, benægte i årevis, og til sidst skal de tage det personlige ansvar. Og måske skal de endda udsættes for offentlig lynchning og latterliggørelse.

Joel Saget

Cykelsporten gennemlever i disse år en sand stormflod af syndsbekendelser, hvor stort set samtlige af de foregående årtiers stjerner mere eller mindre frivilligt indrømmer brug af doping. Og det sker i så stort omfang, at der vel efterhånden er tale om en helt særegen tværmedial genre. De dårlige undskyldninger om ufødte tvillinger og inficerede oksebøffer er afløst af pinligt detaljerede oplysninger om specifikke injektioner og sindrige sløringsmetoder, og cykelsportens sagnomspundne code of silence (Omérta) er for alvor blevet brudt.

I kølvandet på denne bekendelsesbølge har vi stik imod kristen skik og brug ikke oplevet en tilsvarende strøm af tilgivelse. Snarere er der tale om en mediegabestok, hvor rytterne hænges ud som moralsk anløbne og dårlige mennesker, og hvor man for eksempel beskylder den degraderede cykelrytter par excellence, Lance Armstrong, for at være intet mindre end ’verdens største snyder’ og for at stjæle vores ungdoms syv mest solrige somre. I bedste X Factor-stil hylder vi rytterne, når de står i rampelyset, men samtidig er vi lynhurtige til at pege fingre ad dem som taberindivider og kriminelle, når dynamolygten slukkes, og den nøgne, sirligt barberede hud rammer asfalten. I tilfældet Chris Froome – dette års aktuelle gule førertrøje – råber vi endda på bizar vis ’fusker’ efter ham, samtidig med at vi klapper.

Elitesport er fiktion

I USA er der opstillet krav om, at Lance Armstrongs bøger flyttes til fiktionsafdelingen, samtidig med at tidligere arbejdsgivere og sponsorer kræver deres løn og sponsorpenge tilbage. Men hvad med al den branding, som Armstrong har givet sine sponsorer gennem årene – betaler de den tilbage til ham? De vil naturligvis påstå, at det hele er tabt, men sådan hænger verden sjældent sammen.

Måske hænger den nærmere sådan sammen, at Lance Armstrongs bøger altid skulle have stået i fiktionsafdelingen i den forstand, at sport hverken er virkelighed eller udgør en moralsk disciplin. I sport opdigter vi nogle regler og tegner måske endda i bedste von Trier-stil nogle kridtstreger på jorden, inden for hvilke dramaet så udspiller sig.

Elitesport – som udgør en forsvindende lille del af sport i almindelighed – eksisterer først og fremmest, fordi vi som tilskuere er interesserede i at følge med og hylde udøverne. Vi tilføjer endnu et lag til fiktionen og skaber sportsstjerner på linje med Hollywoods ditto. Uden tilskuere var der ingen tv-transmissioner, avisartikler og websites, som beskæftigede sig med sport – og dermed var der heller ingen sponsorer, intet Team Danmark og ingen folketingsvedtagne Love om Eliteidræt. Det er alle os – tilskuerpøblen – der på godt og ondt skaber og former den helligdom eller det monster, som eliteidrætten afhængig af synsvinkel udgør.

Doping er nedværdigende

Derfor er det hyklerisk, når man som kommentator forsøger at placere et personligt ansvar på cykelrytternes typisk ret smalle skuldre. Vis mig den rytter – eller for den sags skyld atletikudøver, langrendsskiløber eller anden potentiel dopingsynder – der helt oprigtigt synes, at det er fedt at nå til et punkt i sin karriere, hvor den eneste vej videre går via regelbrud og gift i blodårerne. Sejrens sødme er vel ej heller så delikat, når man som en anden Atlas er dømt til at slæbe en voksende imaginær affaldssæk med brugte kanyler og tvivlsomme whereabouts med op på sejrsskamlen hver gang?

Som udgangspunkt er elitesportsudøvere ikke interesserede i at tage doping. De gør det, fordi de føler sig pressede til det af en kombination af holdet, træneren, kulturen, medierne, sponsorerne og fansene. Fordi vi alle sammen hungrer efter den unikke og overmenneskelige præstation hinsides virkelighed og moral.

Det er ufrivilligt, og i bund og grund er det dybt nedværdigende for udøverne. Først skal de opgive deres ungdom og udsætte deres kroppe for knaldhård og ofte direkte usund træning. Så skal de fylde sig med forbudte stoffer, holde det hele hemmeligt, benægte i årevis, og til sidst skal de tage det personlige ansvar. Og måske skal de endda udsættes for offentlig lynchning og latterliggørelse i en kampagne som »Rolf Er Ren«, fordi det helt særegne instinkt, som tidligere har gjort dem til vindere, måske også gør dem for stolte til at indrømme?

Spændingen er den samme

Selvfølgelig skal vi bekæmpe doping. Først og fremmest for rytternes personlige helbreds skyld og for de kommende generationer af cykelryttere. Og også for det usandsynlige, men indtil for nylig plausible scenarie, at Rolf Sørensen var sin generations største talent og den eneste, som kunne køre med på det absolutte eliteniveau uden ulovlige hjælpemidler. At han rent faktisk var ren.

Men det er hyklerisk at påstå, at vi skal bekæmpe doping for konkurrencens skyld, og at doping ødelægger spændingen eller stjæler vores somre på et falsk grundlag. For når først løbet kører, er det underordnet og uinteressant, hvordan rytterne er kommet i den form, de er. Hvis man elsker cykelløb for alle dets taktiske, narrative og allegoriske egenskaber – for den måde, som sporten spejler vores tilværelses paradoksale kombination af kampen for holdet og stræben efter personlig succes – så betyder doping intet.

Bjarne Riis’ sejr i 1996 er præcis lige så mindeværdig, som den hele tiden har været, fordi det netop er fiktionen og iscenesættelsen, som vi lader os rive med af, på samme måde som vi lader os rive med af en god film, selv om vi godt ved, at det bare er sminkede skuespillere, og at der står et helt filmhold lige uden for billedrammen. I begge situationer kan vi grine og græde og mærke rigtige følelser, trods det faktum at skægget er falsk, og at blodet i årerne har en unaturlig høj hæmatokritværdi. Oplevelserne forsvinder ikke. De vil altid være der i erindringen, og de kan ikke betales tilbage til de detroniserede ryttere.

Bolden, ikke manden

Som så mange andre elsker jeg cykelløb, og jeg er fuld af beundring for den næsten overmenneskelige indsats, som de professionelle ryttere yder. Deres tvekampe kan give mig kuldegysninger, og dramaet kan på de bedste dage nå højder, som ingen anden sport bare kommer i nærheden af. Jeg tilhører med andre ord den gruppe af cykelsportsromantikere, der som regel beskyldes for i dramaets navn at negligere dopingens omfang og konsekvenser.

Jeg anerkender imidlertid gerne, at doping i elitesport i almindelighed og i cykelsporten i særdeleshed udgør et massivt problem, men som tilskuere, sponsorer og medier er vi i høj grad medskyldige – netop fordi vi lader os forføre af sporten og dens helte. Men selv om det ikke er os personligt, der stikker kanylen ind i åren, er vi moralsk forpligtede til at forsøge at løse problemet på en anden måde end ved at lynche ofrene. Jeg har ikke nogen alternativ køreplan for, hvordan vi så bliver doping kvit – mit ærinde her er blot at argumentere for, at vi bør gå efter pusheren i stedet for narkomanen.

Jeg har flere gange nævnt Lance Armstrong, men det er bestemt ikke, fordi jeg har en dagsorden om at sætte ham tilbage på sin piedestal. Faktisk hælder jeg nok mest til den opfattelse, at han som person er ucharmerende og manipulerende. Men han er et godt eksempel, fordi cykelrytteren Lance Armstrong – den iscenesatte karakter – har bidraget med nogle fælles, enestående, bevægende og kulturbærende oplevelser for millioner af mennesker. Både for dem, der holdt med ham, og for dem, der holdt med de andre. Giv derfor i det mindste Lance, Riis, Rolf og de andre slagne landevejsriddere lov til at beholde en vis værdighed, nu hvor de betaler prisen som ofre i mediernes lirekasse.

 

Thomas Schwartz Larsen er designchef hos TDC. Han er uddannet cand.mag. i dansk og medievidenskab, forfatter til Gyldendals Webbog og medredaktør af filmtidsskriftet 16:9.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mens vi venter på afsløringen af kunstige blodlegemer med stærkt forhøjet hæmatokritværdi, som udskilles af kroppen indenfor få timer - så kræver vi det ekstreme af cykelrytterne, for dem ved vi jo er dopede. Op på toppen af Col de la Madeleine, farlige nedkørsler, på dårlig asfalt, uden autoværn - helst i ruskende regn og blæst. De snyder os og vi kræver drama til gengæld. Colosseum i Rom er tilbage. Og briten Chris Froome; han er blot et barn af en enestående idrætslig udvikling i Storbritannien:

Storbritannien, olympiske medaljer:

1996 15
2000 28
2004 30
2008 47
2012 65

Kristian Rikard

Jeg kræver ikke noget som helst!

Carsten Søndergaard, Bo Carlsen, Hanne Ribens, Søren Bro og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

nej, det gør "seertallet"...

...det er kun i en fiktion som Borgen at "seertallet" bliver sat til vægs.

Ve den kultur, der har brug for plattenslagere som helte.

Torben Lindegaard

"Giv derfor i det mindste Lance, Riis, Rolf og de andre slagne landevejsriddere lov til at beholde en vis værdighed, nu hvor de betaler prisen som ofre i mediernes lirekasse"

Riis, Rolf eller for den sag Kyllingen betaler ikke nogen pris overhovedet, tvært imod er de dagligt på TV2 som ekspertkommentatorer; 3 forbandede løgnhalse.

Rune Hausner, HC Grau Nielsen og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Vel gør 'vi' ej.
'Vi' tror ikke på heltedyrkelse.

Carsten Søndergaard, Bo Carlsen og HC Grau Nielsen anbefalede denne kommentar
Ivan Mortensen

Skribenten Per Olov Enquist er tidligere svensk mester i højdespring og sætter arbejderidrætsbevægelsen i kritisk lys i bogen Sekundanten fra 1971. En hammerkaster bliver grebet i svindel. Han er oprigtig, når han siger, at man kræver at resultaterne stadig forbedres, altså forbedrer jeg dem! Det er vel overflodssamfundets moral, en præstationsidiologi, der skaber få vindere og utallige tabere...
Fra bogens omslag som jeg straks kom til at tænke på ved læsning af kronikken.

Jesper Wendt

Halvdelen af alle atletik stjernerne er taget, alt er gennemsyret af incitamentet til det næste moneyfix.

Jens Helge Hagemann

Er "touren" andet end underholdning? Nej, vel?
Er de dopede såkaldte sportsudøvere ramt af andet end egoisme (være den bedste uanset hvad)? Nej, vel?
Vi kan aldrig, mener jeg, klandre andre end den udøvende selv for indtagelse af forbudte stoffer. Trods det, at personen måske bliver presset af sit bagland, er det stadig personens eget ansvar at sige til eller fra. Så kan det godt være, at personen må fortsætte sin sport som amatør og dermed være en god sportsmand.
De professionelle er da ikke andet end underholdere - uanset hvilken sport, man så ser på. Sport bør udøves for ærens skyld, ikke for pengene, for så er det ikke længere sport, men et arbejde. Ja, fx Touren er jo blot "men at work", som vi siger på nudansk.

Toke Andersen

Sport er bare sjovere at se på når udøverne er dopet. Og de vil altid dope sig så længe gevinsten for en sejr er mere end 200 kr.

Men det gør egentlig heller ikke noget. Elitesport, udover skak eller dart, er allerede ekstremt fysiologisk belastende og derfor svært usundt. Og hvem ved, måske konkurrencen kan udvikle præstationsfremmende midler uden de nuværende bivirkninger - og så har vi alle vundet..

Stig Henriksen

I fitnesscentrene er doping også et udbredt fænomen, og der er der altså ikke mange tilskuere som står og hepper, når der bliver løftet jern; så det er nok ikke for vores skyld, de doper sig.

Slettet Bruger

Nutidens doping gør det ikke sjovere at se cykelløb. Heller ikke selvom man ser bort fra det amoralske i snyderiet, som i mange årtier har været en fast ingrediens ligesom frispark og veludført film er det i fodbold. Men doping ophidser sjovt nok mange mennesker, selvom det tilsyneladende ikke er farligere end cykelsporten i sig selv med de halsbrækkende nedkørsler på bjergskråninger og gladiatorernes opløbssprint med tilhørende styrt. Men måske nogle bliver vrede, fordi de har ladet sig forføre med sportspushernes årligt tilbagevendende slogans om at doping er fortid og kontrollen i dag er meget bedre.

Desværre gør doping løbet meget forudsigeligt og laboratoriefremstillet. Således kan man som regel allerede på den første seriøse bjergetape forudse vinderen af løbet. Også i år var det så en velmedicineret og gennemtestet rytter med blikket fast rettet på wattmåleren i 3 uger. Når kun en sort kat eller en af de mange klaphatte tilskuere kan ændre på udfaldet, så er det ikke spændende. Desuden er det ikke 5 km/t ekstra i timen, som skaber et seværdigt løb, men derimod når der sker noget uforudset, som f.eks. hvis en rytter går ned men kommer tilbage, tager chancer etc.

Michael, Østeuropa gik ikke på røven - de blev kapitalistiske...

...med alt hvad det betyder for af elendighed for almindelige mennesker.

Michael, Ingen anden nation end Storbritannien har bare tilnærmelsesvis forøget deres medaljehøst med 433% ...og rent faktisk ligger Rusland og Ukraine stort set på samme niveau som Sovjet - mellem 110-130 medaljer pr OL. Dog med et markant fald i 1996 til 86 medaljer, og der høstede Storbritannien kun 15 medaljer ... så der er ingen sammenhæng.

Hvis doping intet betyder for spændingen i cykling som der skrives, så er der ikke langt til også at mene, at match fixing i fodbold er ubetydelig, så længe der er gode taklinger, flotte detaljer og smukke mål.

Søren Jessen, Stig Bøg og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar

@Bill Atlins

Østblok landenes statskontrolerede doping programmer er aldeles veldokumenteret.

@Martin Lund, ja Vestens dopingprogrammer er knap så veldokumenterede, der kommer afsløringerne pø om pø...

http://jyllands-posten.dk/sport/andensport/atletik/ECE5720746/amerikansk...

Slettet Bruger

@Martin Lund

Matchfixing og doping er to vidt forskellige væsener, og konkurrence elementet en hovedingrediens i sport. Når der doping fixes i tour de France som de har gjort det i 100 år startende med alkohol og smertestillende medicin, er der stadig lige indædt konkurrence, og at noget hemmeligholdes fjerner ikke i sig selv underholdningen. Sådan er det også med detaljer om udstyr, forberedelser, træningsmetoder, taktik etc, men man kunne måske ønske sig en mere synlig konkurrence med et podie for læger og medicinalindustri eller at sportspressen, herunder den statsejede, ikke konstant foregøglede at doping var fortid.

Johnny Hedegaard

En kronik der fritager sportsudøveren for ethvert personligt valg og gør ham/hende totalt ansvarsfri. Det er ganske enkelt respektløst over for den enkelte ikke at stille krav og ikke at skulle påtage sig et ansvar.
Den enkelte har selv fravalgt jobbet som blikkenslager eller damefrisør. Hvorfor? - I disse medietider er der INGEN der kan påstå ikke at vide hvad et valg af denne art vil medføre.
Lance Armstrong har i årevis brugt enorme formuer på at retsforfølge og hænge folk ud. Ene og alene fordi de sagde sandheden. Hans adgang til en utømmelig pengetank, gjorde at han i årevis fik ret. Fy for den!!
I øvrigt er det da interessant at i disse tider, hvor alle ryttere påstår sig rene, er der ikke en eneste etape der er cyklet på markant dårligere tider end tidligere.
Der er to muligheder: Enten er hele dopingfænomenet en psykologisk faktor; altså en slags placebo. Eller også har vi igen en hverdag, hvor doping-videnskaben er foran doping-detektiverne.
Diskussionen om publikums krav om mere og mere og mere, med udøverens dermed påtvungne dopingbrug er en anelse afsporet. Det er ikke nødvendigvis tiderne, men selve kampen der er spændende. Og kampen vil altid være der uanset forbrug af kunstige midler eller ej. Udøverens personlige lidelse og smerte, kampen mod egne grænser og modstanderen vil altid være der.
Det skammelige er ikke, at der er udøvere der tager doping. Det skammelige er den massive løgn og ansvarsfralæggelse de alle lægger for dagen. Det virker afstumpet. Armstrong, Rene-Rolf eller hvad de nu hedder, så er det et skidt karaktertræk at sidde for åben skærm, i retssale osv. og fylde os med løgn.
The show must go on.....derfor "glemmer" vi deres løgne straks de har sagt undskyld. Uanset om de mener det eller ej. Derfor kan de leve videre som rigeligt velbetalte sportskommentatorer, sportsdirektører m.m.
Snyd, løgn og bedrag betaler sig.

@Bill Atkins

At du skal relativisere østblokkens massive doping, hvor eksempelvis kvinder gennem kemi permanent blev forvandlet til mænd, uden deres eget vidende, kommer ikke bag på mig. I disciplinen relativisering er du en sand (skamløs) mester.

Nærmer vi os en afsløring (se 01:17)

Doping og uskyld

Rasmussens underforståede anklage er, at årsagen til Froomes fantomtider er, at han er dopet mere raffineret end resten af feltet.

http://www.information.dk/466988

Cykelryttere, atleter, tennisspillere og professionelle boksere uden åndenød...

@Henrik Wagner

Jeg siger ikke at doping og matchfixing er det sammen, men de har dog det til fælles at synderen bedrager konkurrenten og beskueren egen vinding skyld, og i sidste ende ødelægger sporten som de selv lever af at udføre.

Martin, ja mandlige hormoner i kvindekroppe er et helt særligt problem:

https://encrypted-tbn3.gstatic.com/images?q=tbn:ANd9GcQ7YNkrqPR3Zq6A9eUU...

Slettet Bruger

@Martin Lund

Doping har altid eksisteret i tour de France uden det er blevet ødelagt. At kunne snyde konkurrenter er i øvrigt en væsentligt del af sport, ligesom at snyde seere åbenlyst også er en del af TV2 strategi, når deres kommentatorer leder efter såkaldte beviser på, at doping ikke længere er et fænomen i løbet.

@Henrik, selvfølgelig ødelægger doping sporten som folkelig underholdning - det hele ender i en gang aftalt kommercielt oppisket teater, som til sidst kun fanger et publikum der lige så godt kunne sidde og se Wrestling, hvis bare kommentatorerne er tilsvarende falske i deres udmeldinger. Men heldigvis forstår flere og flere mennesker at de selv må ud og skabe deres ikke konkurrenceorienterede sportslige aktiviteter.

Carsten Søndergaard, Per Torbensen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar

@Bill Atkins

Tak for endnu et eksempel i din mester disciplin.
Prøv at slå denne :-)

https://www.google.dk/search?client=safari&hl=da&biw=768&bih=928&tbm=isc...

@ Martin, sådan er der så meget her i livet...

https://encrypted-tbn0.gstatic.com/images?q=tbn:ANd9GcQyxuFpWVzCSrsSx07y...

Slettet Bruger

@Bill

Det har til alle tider været et oppisket show og kommercielt med medieinteresse siden den franske avis startede løbet. Lidelserne og konkurrencen i sig selv lader til at være ægte nok meget i modsætning til matchfixing og wrestling. Og folk vil åbenbart se den slags dramaer og heltehistorier, som bl.a. medierne lever af at overdrive, og det har de mange doping afsløringer gennem 100 år ikke ændret på.

Alternativet til sportspressens generelle nedtoning af dopingproblemet - sandsynligvis for at retfærdiggøre showet og få adgang til interviews med ryttere, hold og sponsorerer - ville være en åben erkendelse af, at brugen af ny doping naturligvis altid er foran tests af selv samme, og at man derfor i dækningen af løbet kommenterede på hvem der pt kunne tænkes at kører på hvilke stoffer på samme vis som materiel, træningsmetoder mm.

@Henrik Det har til alle tider været et oppisket show...

Jeg mener at den glidende overskridelse af grænserne mellem professionel sport, aftalt spil og show, langsomt men sikkert trækker den komercielle massetilskuersport i afgrunden - og heldigvis for det.

Vi har set en Pelé der støttede et modbydeligt undertrykkende styre i Brasilien, et boliviansk landshold der på stadion protesterede mod jordreformer - og nu har vi set modreaktionen - millioner i demonstration - en saks med en streg over - ikke flere prestigeprojekter, når ikke engang de mest basale menneskelige behov bliver dækket.

I den verden vil Tour de France nok rulle rundt i mange år endnu , som det plejer; midt i verdens allerrigeste region - som et andet Grand Prix Tours eller et Monte Carlo Race for stenrige sponsorer, der gerne vil have opmærksomhed.

Dansk TV-medier burde som de tyske tv-stationer boykotte denne anakronisme.

Slettet Bruger

@Bill

Med hensyn til tyske medier så formoder jeg, at de fortsat dækker al muligt anden kommerciel og dopingramt massetilskuersport, herunder begivenheder som rimeligvis kan mistænkes for større grader af aftalt spil som f.eks. fodbold.

Ellers har jeg ærlig talt svært ved at få øje på noget som helst nyt, der skulle trække kommerciel massetilskuersport i afgrunden, som du skriver. Snarere ser det ud til at have haft medvind i takt med udviklingen i medier. Men der var også nogen, der hævdede det var slut med dansk fodbold, dengang der blev indført professionel fodbold eller da man sidenhen indførte rullereklamer på stadions, men det var nok snarere fordi de ønskede det ville gå sådan.

@Henrik, Det er som man ser verden - udfra borgerskabets drømme om fremgang, sejr og succes - eller udfra underklassens realisme. Du forbigår i øvrigt udviklingen i Sydamerika?

...selv Colosseum i Rom blev lagt i ruiner da mere folkelig sportsudøvelse opstod.

Slettet Bruger

@Bill

Der har været økonomiske fremskridt i Sydamerika de senere år, bl.a. i Brasilien og jeg har også bemærket, at der har været nogle demonstrationer for nyligt. Men det er det mest fodboldgale land jeg har rejst i og seriøst ikke derfra jeg forventer professionel fodbolds undergang. I øvrigt har magthavere uafhængig af, hvad der ellers stod på deres paroler, kapitalisme eller socialisme, gennem tiderne været overordentligt glade for eliteidræt og både borgerskabet, underklassen og partisoldater har ladet sig forføre, når showet gik i gang.

Selv er jeg som regel ligeglad med hvem der vinder, om det er det er Danmark eller det russiske/spanske Saxobank hold, som TV2’s kommentatorer på vegne af seerne åbenlyst holder med. Men jeg synes også man let kan vride sammenstillinger lidt ud af proportioner. F.eks. kunne man mene, at alle herhjemme burde afholde sig fra enhver form for kommerciel underholdning, så længe der var mennesker andre steder i verdenen, der var ramt af krig, sygdom, sult eller lignende. Eller man kunne blive fundamentalist og nedlægge forbud imod lignende former for forførende underholdning, der ikke var hvad det gav sig ud for at være; film, musik, bøger, religion etc.

I hylder - jeg koger hyldebær

Angående at gennemgå umenneskelig smerte, så er der ingen der har bedt dem om at gøre det - ergo er de?

Selvoptaget selvopofrelse til brækpunktet

Jørgen kører hurtigere på cykel end Ejner?

...eller der kunne komme en folkelig forhånelse af den kultur der hylder en fodboldspiller der koster 1 milliard kroner... forbruger bevidsthed. Firmafodbold er i øvrigt noget af det mest underholdende at se på.

Det er også sjovere at spille, for det er for sjov - vel og mærke er alvoren lige om hjørnet, men altid efterfulgt af et godt grin

Når humoren ikke kan blomstre, så er det med at stoppe legen, før det går galt - og at det går galt får vi jo bekræftet gang på gang på gang på gang - altså burde legen stoppe - for leg er det, men svøbt ind i tragedien, at det er den største alvor

Hvis noget positivt skulle siges om professionel sport, så er det at det optag typer som ellers havde tilredt andre så en kirurgisk operation var nødvendig - NHL har det man kalder hundehuset (fjerdekæden) hvis primære funktion er at uddele bævren, frygt, og uhæmmede øretæver - disse typer er nu lukket ind i et aflukket areal, hvor de kan får blodet til at sprøjte op i hovedet på publikum, uden at ødelægge andre mennesker udenfor, med deres tilbøjeligheder.

"At så arenaen er fuld hver gang, så mor med 12årigt barn kan nyde mændene vise deres laveste stade, er jo også tegn på at det fri samfund fungerer, men på en spøjs måde.

Pengene og lønningerne er også noget nær vanviddet, men folk vil hellere se blod og nederlag, end at få bygget en ordentlig bolig til deres børn.

Kaj disponerer sine kræfter fantastisk, og kører hurtigere end Kurt, der gav alt for tidligt - (her er det så at kaj bliver udråbt som geni for sin forståelse af egen krop, som så senere viste sig at have en nål i røven.)

Holger Madsen

Og så var der lige den 23-årige colombianer, Nairo Quintana, der igår, på 203-årsdagen for Colombias uafhænighed af Spanien, erobrede spanieren Alberto Contadors andenplads på podiet, bjergtrøjen, ungdomstrøjen og som efter sigende skulle være helt ren. :-)
Alle Colombias medier afbrød deres udsendelser, da han som vinder af etapen igår passerede målstregen.

Søren Peter Langkjær Bojsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Iøvrigt bliver Rolf ked af den historie - og det skal han jo ikke. Der bliver gode advertisements i libero reklamer - op med humøret. :)

Et paradoks - som har at gøre med religion ( store paradokser der) der undrer, er når man skiftevis ser korstegnet udføres hos sportsudøverne, for at hive sejren hjem - er:

Hvem holder herren med?

Men husk vi skal have fundet:

Verdens bedste cyklist
Verdens bedste avis
Verdens bedste foto
Verdens bedste Pianist
Verdens bedste Kok
Verdens bedste Fodboldhold
Verdens bedste dit og dat -

Mor, hvordan bliver jeg verdens bedste? Gør alt for at undgå at ligne din far, min skat.

Men hvad skal jeg være verdens bedste i?

Det er lige meget, bare du er verdens bedste, eller kommer på verdens bedste hold, så kan du hoppe på alle verdens dårligste.

Arne Stensgaard Berg

"Bjarne Riis’ sejr i 1996 er præcis lige så mindeværdig, som den hele tiden har været, fordi det netop er fiktionen og iscenesættelsen, som vi lader os rive med af..."

Nemlig!

At det så var snyd og bedrag, ændrer ikke på, at Bjarne Riis var "den fremmeste blandt ligemænd" det år - og det var en pragtfuld sommer! Vi skal naturligvis gøre hvad vi kan for at bekæmpe doping af hensyn til nuværende og kommende generationer af idrætsudøveres helbred, men at drive hetz mod tidligere dopingsyndere - og ikke mindst kræve sponsorpenge og løn tilbagebetalt - virker på sæt og vis dobbeltmoralsk.

Charley Kristensen

Man kan forstå, at det hele er 'samfundets skyld'. Selvom jeg ikke har set Tour de France siden sidst i 90'erne, da bedrageriet blev åbenbaret for alvor, føler jeg, at jeg alligevel bærer en del af skylden. Så, kære Thomas Schwarts Larsen, kan jeg klare det med en undskyldning?

Simon H. Petersen

Der er vel både tale om en systemfejl såvel som et personligt valg fra sportsudøveren som vedkommende skal stilles til ansvar for i forbindelse med doping.

Det lyder til at der har været/stadigvæk er, tale om en bundrådden cykelkultur. Jeg hyler derudover også med i koret om, at flere af stjernerne jo uretmæssigt besidder vigtige stillinger i cykelsporten i dag. Hvordan kan det lade sig gøre. Forestil jer, at vi indenfor andre liberale erhverv havde samme manglende konsekvens? Det er som om at der er sket et form for skred i moral - svindlere bliver meget nemt tilgivet og måske endda fortsat beundret.

Doping - Omerta - bad standing.

Jesper Wendt

Jensen, kultur snob?

Hvis nu alle de lallene fodboldtosser, fandt badebukserne frem, og tog i det kongelige - så var det nok også galt. :p

Jens H. C. Andersen

Når det er lavvande kommer bæstet frem, hvordan deler sultne glammende løver kagen!
Selvom det er kapitalismens hårde jernbur, har både sportsudøveren, sponsorer, arrangører, medierne og kunderne/seerne hinsides godt og ondt en rådden samvittighed i kroppen.

Elitesport er i de fleste grene som så meget andet temmelig korrupt, uretfærdig, kold og kynisk, og meget usund for kroppen.

Og nej det er sgu ikke fiktion, det er virkelighedens grimmeste side.

Politikere er nogle svin, folk i erhvervslivet snyder, svindler og bedrager hver eneste dag og synes det er fedt og mener at de har gjort et godt stykke arbejde ved tage fusen på en anden. Snyd og lidt snu spin bliver passivt hyldet og er nærmest blevet legitimt, vi tænker det bare ikke sådan, men det er desværre over det hele.
Hvad er i dag en legitim pris for et produkt... Der er spin og løgn over det hele, der bliver forhandlet hver eneste dag som symbol på snydet samfundet.
Tænk over lønforhandlingen, hvilke "regler" er det der bliver spillet, hvad er værdigrundlaget, tænk lidt over det!

Findes der mon en anden verden hinsides disse værdier?

Sikke en gang undskyldnings-ævl. Riis, Rolf og Lance løj og bedrog og snød, fordi de gerne ville stjæle medaljer fra ærlige konkurrenter, der fulgte reglerne.

Hvis du i et supermarked gerne vil have flere varer end naboen, selvom han har flere penge, så er du "nødt til" at stjæle, helt ligesom Bjarne og Lance og Rolf.

At løgnerne så ovenikøbet er åbenlyst usympatiske mennesker, der aggressivt har forfulgt forlk for at sige sandheden, det gør det helt rart at se dem i den offentlige gabestok.

Bare ærgerligt, vi ikke har samme magt over politikere, som bliver fanget i løgnen, ligesom Slüter, Fogh, Løkke, osv.

Jeg er skideligeglad med elitesport, men det er da helt fint, at nogle eliteløgnere bliver sparket af pidestalen. Jeg har ikke spor imod doping - det var bare ikke de regler, som gjorde Riis meget velhavende. Han blev velhavende ved at stjæle medaljerne og sponsoraterne fra alle de tusindvis af sportsfolk, der ville have slået ham på lige vilkår.

Lad os reviderere reglerne, så de faktisk kan gennemtvinges. Fx. med fri brug af al doping. Du er bare ansvarlig for at overleve turen fra målstregen til medaljeskamlen. Hvis du tror, det er sundt, og de allerdummeste sportstilskuere gider se beundrende til, så go ahead.

Held og lykke med cancer, hormonforstyrrelser, forhøjet blodtryk, muskelfiberskader, osv. Men vær sød at skrive et lille notat på organdonorkortet, så uskyldige ikke modtager organerne uden at vide noget om risikoen.

Gorm Petersen

Oldinge-junkien Keith Richards (guitarist m.m. i Rolling Stones) påpegede dette i interviews for 30-40 år siden.

Uden stoffer havde al musik i 2013 været Kjeld & Hilda.