Kommentar

Verden er broget, ergo er Rolf medansvarlig

Er tilskuernes afgudsdyrkelse den egentlige årsag til cykelrytternes dopingmisbrug, som weekendens kronik plæderer for? Næppe. Snarere doper de sig for at overgå sig selv og blive den bedste – og dermed også inkassere de medfølgende millioner. Og derfor har de i den grad et medansvar
22. juli 2013

Allerede overskriften gjorde mig en smule skeptisk over for Thomas Schwartz Larsens (TSL) kronik 20-21. juli. »Verden er beskidt, ergo er Rolf ikke ren«, lød den. For er verden så beskidt endda, og kan man herfra uden videre slutte sig til, at Rolf er uren?

Er verden ikke snarere broget end helt igennem beskidt, kunne man spørge, og er det af samme grund ikke altid meningsfuldt og vigtigt at insistere på den dimension af moralsk (u)ansvarlighed, som enhver situation rummer?

Som jeg læser det, forholder TSL sig faktisk også moralsk til spørgsmålet om doping i professionel cykelsport. Finten i hans argument består nemlig ikke så meget i at droppe det moralske perspektiv, som det består i at vende perspektivets indfaldsvinkel om: I stedet for at fokusere på de enkelte dopingsynderes personlige ansvar appellerer TSL til, at tilskueren forholder sig til sit eget medansvar med hensyn til den regulære »afgudsdyrkelse«, der ligefrem »tvinger« rytterne til at tage de såkaldt præstationsfremmende midler i brug.

Det er efter min opfattelse afgjort værd at tage TSL’s kritiske pointer til efterretning. Ingen doper sig i et kulturelt vakuum, og konteksten for cykelsportens omsiggribende doping er i vid udstrækning tilskuerens urealistiske forventninger om »den unikke og overmenneskelige præstation hinsides al virkelighed og moral«.

Logikken hos TSL er altså som følger: Eftersom denne forventning udgør den underlæggende præmis for vores idoldyrkelse af rytterne (og det gør den til en vis grad), kan den selvsamme præmis ikke uden videre bruges til at »lynche« de selvsamme ryttere, når de bliver taget for doping. Denne anklage er nemlig en »hyklerisk« selvmodsigelse, eftersom vi i ét og samme åndedrag fordrer den overmenneskelighed af rytterne, som vi bagefter anklager dem for at dope sig til.

TSL drager oven i hatten en analogi til fiktionens verden. I fiktionen lader vi os »rive med af« vore fiktive heltes overmenneskelighed; også selv om vi udmærket ved, at det i virkeligheden blot drejer sig om »sminkede skuespillere«, der spiller en rolle. Pointen er, at vi skal lære at se på vores fascination af cykelsport som værende af samme type, hvorved det bliver temmelig meningsløst at klandre udøvere for at bryde de moralske koder, der intet andet er end fiktive konstruktioner.

Al kultur er ’opdigtet’

Argumentet i kronikken giver mening – og det er værd at tænke over. Mit spørgsmål er ikke desto mindre, om dets grundlæggende præmis holder: Er det nemlig præcist nok, når TSL betoner, at »sport hverken er virkelighed eller udgør en moralsk disciplin. I sport opdigter vi nogle regler … inden for hvilke, dramaet så udspiller sig«?

Mit svar må være nej. For hvad menes der nærmere bestemt med ordet ’virkelighed’ hér – og hvad vil det overhovedet sige, at en given idrætsdisciplin skulle være hinsides det moralske?

Først om ’virkeligheden’: Der er klart nok forskel på natur og kultur (f.eks. på en bøgeskov og på et samfund), men det gælder sådan cirka undtagelsesløst for alle kulturmanifestationer, at de delvist består af ’opdigtede’ regler, uden hvilke det kulturelle ’drama’ ikke kan udspille sig. Eller anderledes udtrykt: Den kulturelle virkelighed findes slet ikke uden disse regler, eftersom en del af, hvad der adskiller kultur fra natur, akkurat er disse regler. Dette gælder for eksempel for venskaber, parforhold, retssystemer og også samfundet som helhed – for blot at nævne et par eksempler. Men gør denne afhængighed af (inter)subjektive konventioner den kulturelle virkelighed decideret uvirkelig? Det er svært at se, at det skulle være tilfældet.

Og hvad så med cykelsport som en ikkemoralsk disciplin? Moralske overvejelser går som bekendt på, hvad folk bør gøre, snarere end hvad de faktisk gør. Af samme grund giver det ikke mening at bebrejde fiktive personer for moralske svigt. De eksisterer jo ikke. Men cykelryttere er ikke fiktive personer. De er virkelige mennesker inden for en ganske særlig kulturel kontekst; nemlig den professionelle cykelsport. Som i alle andre sammenhænge bør man tage hensyn til konteksten, når man fælder en moralsk dom. Derfor forekommer det da også insensitivt, hvis man afviser at have medlidenhed med en kriminel teenager, når det viser sig, at staklens forældre begge var voldelige stiknarkomaner.

Men svarer den forsømte teenagers situation uden videre til urene Rolfs, Bjarnes og Lances situation? For førstnævnte gælder jo ikke, at ’forbrydelsen’ har ført til feteret idoldyrkelse såvel som mange millioner på bankbogen. Og kunne det ikke tænkes, at det er denne idoldyrkelse, disse millioner og ikke mindst rytterens personlige stræben efter at yde det overmenneskelige – snarere end tilskuernes nysgerrighed efter det menneskeligt mulige – der udgør en del af forklaringen på, hvorfor så mange cykelikoner har forbrudt sig mod dopingreglerne?

Rytterne ville have doping

Tyler Hamilton er en blandt flere, der åbent har fortalt, at de ambitiøse ryttere ville have doping af holdlægen (hvilket kun de bedste fik). Hvorfor? Ikke primært for at leve op til publikums forventninger, men for at kunne vinde, for at kunne lide mere, for at kunne overgå sig selv og ikke mindst for at være den bedste. Uden nævneværdigt hensyn til eget helbred, endda.

Man kan lægge et moralsk perspektiv på al kultur – også på cykelsporten. Og det er – som TSL påpeger – aldrig nok bare at pege på den enkeltes personlige ansvar uden at have sans for omstændigheders betydning.

For mig at se giver det dog heller ikke mening helt at droppe ideen om moralsk ansvar med henvisning til, at cykelsporten blot er en fiktion fremmanet af tilskuernes hykleriske fantasier om overmenneskelighed. Trods alt.

 

Kresten Lundsgaard-Leth er ph.d.-studerende i filosofi på AU og har blogget om cykling, doping og moral på ’Sport fortalt’

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu