Kommentar

Afghanistankrigen slutter om tre generationer

Vi har kun set begyndelsen på de danske krigsveteraners problemer. Snart slår meningsløsheden rigtig igennem, og så står den på alkoholisme, skilsmisse, arbejdsløshed og måske endda hjemløshed. En social deroute, som også får konsekvenser for veteranernes børn
21. august 2013

Ole Olesen-Bagneux satte med sin kronik »Soldaterne er selv skyld i deres krigsar« 8. august fingeren på såvel den moderne velfærdsstats ømme punkt vedrørende behandlingen af de svageste som på spørgsmålet om skyld og ansvar for krig.

Lige siden Den Amerikanske Borgerkrig har næsten enhver krig ført til voldsom uenighed om, hvordan krigsveteraner skal behandles. Den uenighed hersker nu også i Danmark. Og jo, frivillige soldater er selv skyld i deres misere, når de bliver handicappede og får PTSD, men spørgsmålet er, om de egentlige er så frivillige, som Ole Olesen-Bagneux og de selv har hævdet.

Ole Olesen-Bagneux fortjener tak for at sætte sagen på spidsen og bidrage til kampen mod politisk og moraliserende hykleri. Men militærets rekrutter er ikke bedre stillede end unge, naive teenagere, der er blevet fortalt, at sodavand, rygning, alkohol eller kokain er uskadeligt, og derfor ender med fedme, rygerlunger, som alkoholikere eller narkomaner. Rekrutterne har i årevis været manipulerede til at tro, at de kom stærkere hjem, end de rejste ud. Ellers kunne Forsvaret ikke få rekrutter. Og politikerne – ja, de håbede som sædvanlig på det bedste og fortalte heltehistorier om soldater, der gør deres land en tjeneste. Men i krig sker det værste altid. Man kan anklage det politiske system for ikke at have planlagt ud fra worst case-scenarier. I krig er der en modstander, ergo braser de pæne planer sammen, og der kommer til at ske alt muligt andet end det, man håbede på.

Naiv dansk ledelse

I tilfældet Afghanistan skete skredet, da dømmekraften brød sammen, og man besluttede at deltage i både Afghanistan-krigen og i Operation Iraqi Freedom. Men allerede i 2002 vidste kyndige strateger, at begge krige ville blive tabt. Afghanistan-interventionen burde være endt dengang, for al-Qaeda var over alle bjerge. Til gengæld vidste man, at langvarige operationer ville slide de stærke militærmagter op, finansielt såvel som menneskeligt.

Danmark har haft en naiv ledelse, der som musen ville høre broen gungre sammen med elefanten. Men hverken politikerne og befolkningen anede, hvad krig er. Soldaterne tjente en naiv ledelse, og de må støttes ligesom de naive veteraner fra verdenskrigene.

Selv de veteraner, der tror, at de har fået stærke oplevelser og et godt kammeratskab, er i mange tilfælde uhyre sårbare. I Danmark taler vi meget om de 43 dræbte i Afghanistan. Men problemet bliver meget værre. I hvilket omfang kan man se i USA, hvor der i 2012 var 8.000 selvmord blandt krigsveteranerne. Dertil kommer alkoholikeres, narkomaners, hjemløses og talrige pårørendes problemer. I Danmark er flere hundrede allerede hinsides normale velfærdsinstitutioners rækkevidde. Af uransalige grunde tror vi, at vi er bedre til at håndtere veteranproblemet end USA, hvis veteranministerium, som ikke kan klare problemerne, har 300.000 ansatte med mange års erfaringer.

Fuld fart mod bunden

Inden for de næste par år vil de hjemvendte veteraner vide, at deres anstrengelser har været næsten lige så forgæves, som havde man forsøgt at tømme Titanic for vand med en spand. Den enkelte soldat har måske beskyttet nogle skolebøger og plantet et par træer, og det er udmærket, men han har ikke kunnet overskue skoven for bare træer. I de fleste tilfælde har politikerne i deres ukyndighed heller ikke kunnet se skoven. Den afghanske hær formes efter vestligt mønster, men bliver langt mere sårbar og helt ude af stand til at bekæmpe partisaner. Måske kan enkelte dele af Kabul forsvares, men længere når man næppe.

Derfor risikerer veteranerne at ende i en situation, som er såre velkendt hos de amerikanske veteraner. Meningsløsheden bliver med tiden åbenbar. Mange veteraner vil have fået børn. Børn larmer og skriger. Tålmodigheden hører op. Familieskænderierne tager til. Skilsmisserne også. Alkohol ligeledes. Dernæst vil vi se arbejdsløshed og eventuelt hjemløshed. Samfundets store eksklusionseffekt tager til.

Veteranerne føler sig klemt mellem de mange systemer og falder igennem. I mange tilfælde får det langvarige effekter, også for deres børn. Afghanistan-krigens langsigtede omkostninger vokser – både de menneskelige og de finansielle! For ikke at tale om de sammenbrud, vi kommer til at se i Afghanistan. Vi har kun set begyndelsen af lavinen, nu er den ikke til at stoppe.

Gorm Harste er krigssociolog og lektor ved Institut for Statskundskab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Danfær
  • Tom Paamand
  • Grethe Preisler
  • Inger Sundsvald
  • Steen Sohn
  • Niels Engelsted
  • Niels Mosbak
Mads Danfær, Tom Paamand, Grethe Preisler, Inger Sundsvald, Steen Sohn, Niels Engelsted og Niels Mosbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Puh-ha - det lyder ikke godt; men Gorm Harste har nok ret.
Vietnam-veteraner i USA gik det ilde; men det havde vel også noget med det amerikanske samfunds reaktion at gøre. Vi er vel trods alt mere positive overfor vore veteraner fra Afghanistan.
Og så alligevel, jeg husker en formand for et kommunalt socialudvalg forsvare, at krigsinvalider bare måtte lade sig skrive i den kommunale venteliste for invalideboliger og vente lige så længe som alle andre værdigt trængende.
Problemet var blevet akut, fordi den pågældende soldat var færdigbehandlet på Rigshospitalet, havde fået tilpasset sine benproteser, fået den nødvendige genoptræning og nu kunne udskrives.
Men til hvad?.....Hjemkommunen havde årelang ventetid på invalideboliger. Men sådan var dét altså bare ifølge socialudvalgsformanden.

Torben Lindegaard:

Og det finder du mere urimeligt overfor en veteran end overfor enhver anden medborger med brug for en invalidebolig?

Torben Lindegaard

Hey Dana
I første omgang blev jeg stødt over, at staten ikke sørgede for invalideboliger til de lemlæstede soldater.
Staten burde kompensere den enkelte kommune for de direkte omkostninger, eller selv opføre invalideboliger til krigsinvalider. Det kan umuligt komme som en overraskelse, at et antal soldater vil komme hjem fra krigen som invalider.
Det er ikke fair overfor veteranerne blot at skubbe ansvaret over på kommunen, som så står med et håbløst problem, som indebærer et valg mellem Scylla og Charyptis med belastning af socialbudgettet.

Det var stadig ikke et svar på mit spørgsmål.

Mener du seriøst, at det er mere forargeligt at en invalideret veteran skal vente på bolig end at en invalideret civilist skal?

Lars R. Hansen

Hvorfor kan sådanne ekstremister tilsyneladende ikke fatte - det bliver aldrig meningsløst, at gøre det rigtige - tjene Danmark uagtet de personlige omkostninger?

Og det er i øvrigt sigende - at der hvor "krigssociolog" Gorm Harste forsøger at kvalificere problemstillingen - da nærmer Harste sig det komplet absurde, bl.a. med følgende påstand:

"Frivillige soldater er selv skyld i deres misere, når de bliver handicappede og får PTSD"

Hvilket er en absurd påstand - at bankassistenter selv skyld i deres misere, når de som følge af vold eller trusler om vold under røverier, pådrager sig invaliderende lidelser - opløser begrebet skyld.

Skyld - er det normative, moralske eller juridiske personlige ansvar man pådrager sig ved med egen handling eller undladelse at have forårsaget en hændelse eller hændelsesforløb - alene når handlingen eller undladelsen falder uden for det normative spektrum, de moralske eller juridiske regler.

Hvis fx. en frivillig livredder omkommer - i forsøget på at redde en nødstedt - da er livredderen nødvendigvis ikke selv skyld i sin død - selvom pågældende livredder var sig bevidst om faren ved hvervet som livredder og det konkrete rednignsforsøg - eftersom pågældende med sine handlinger ikke har foretaget normative, moralske eller juridiske brud.

Lige så er det med soldaten - den enkelte soldat er nødvendigvis ikke selv skyld i, at han rammes af en IED eller PTSD som følge af sin tjeneste for Danmark - selv om pågældende, i lighed med den frivillige livredder, tager en kalkuleret risiko ved at tjene Danmark som soldat.

At tjene Danmark som soldat - udgør selvsagt ikke et normativt, moralsk eller juridisk brud - hvorfor soldaten derfor ikke pådrager sig nogen skyld for de skader eller lidelser - som kan følge af udførelsen af sin militære tjeneste - selvsagt ikke.

Når Gorm Harste påstår det modsatte - da indtager han et ekstremt politisk standpunkt, hvor det at tjene Danmark som soldat bryder med det normative, de moralske eller juridiske regler - et ganske ekstremt standpunkt.

Når det så gælder den faktuelle fremstilling af omfanget af problemet med psykiske krigsskader - da efterlader lektor Harstes fremstilling noget tilbage at ønske - til eksempel:

GH:"I hvilket omfang kan man se i USA, hvor der i 2012 var 8.000 selvmord blandt krigsveteranerne"

Hvor lektor Harste helt undlader at nævne det væsentlige forhold - at de omkring 8.000 selvmord sker i en gruppe på omkring 23.000.000 krigsveteraner - her er altså tale om en selvmordsrate, der ikke afviger markant fra den generelle befolknings ditto - man må ud fra undladelsen slutte, at "krigslektor" Harste enten ikke ønsker eller ikke evner, at oplyse om problemets egentlige omfang - men i stedet forsøger at spænde krigsskadede soldater for Harstes politiske vogn.

Det er nederdrægtigt.

Inger Sundsvald

Oveni de 8.000 selvmord er der også alskens andre dårligdomme og ødelagte liv og familier, heriblandt nogle der begynder at skyde vildt omkring sig, fordi man ikke har tænkt efterbehandling ordentligt ind i hele miseren.

Den generelle dødelighed er lavere blandt aktive usanske soldater, end hos deres civile kolleger derhjemme. Dette skyldes naturligvis, at kun folk uden sygdomme bliver sendt i krig, og at de i modsætning til andre usanere er under lægeopsyn.

Men selv ved sammenligninger med tilsvarende sunde unge mænd, lever soldaterne længere - på trods af risikoen ved at gå i krig. Største dødsårsag er trafikuheld, med selvmord på en tæt andenplads. Hvordan sådanne tal ser ud for danske soldater ved jeg ikke, men antallet af dræbte i kamp tyder på en tilsvarende statistik.

Lars R. Hansen

Dana Hansen

At du tilsyneladende ikke er enig med det politiske flertal - som stod og står bag de danske militære indsatser i udlandet - ændrer ikke ved danske soldater tjener Danmark, når de tjener Danmark.

Jeg ved mange sådanne ekstremister har det svært med det hersens folkestyre - hvor vi lader et flertal af Danmarks folkevalgte definere den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik - og altså hvordan danske soldater skal tjene Danmark.

Og sådan er det - der vil altid være nogen som ikke kan respektere den demokratiske styreform og finder det meningsløst - ikke mindst når en beslutning går en imod.

Lars R. Hansen

Frækhed - ville være at påstå danske soldater ikke tjener Danmark - når danske soldater udfører Danmarks valgte udenrigs- og sikkerhedenspolitik.

Udemokratisk - er at fornægte det folkevalgte flertal har den demokratiske ret til at definere den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik - det er en frækhed.

Lars R. Hansen

Det er sandt - men når man ikke fornægter det folkevalgte flertal har den demokratiske ret til at definere den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik - så er man ikke demokrat.

Og hvis man ikke erkender - at fællesskabets demokratisk vedtaget beslutninger, medfører, at fællesskabets tjenestemænd, tjener fællesskabet, når tjenestemændene udfører det vedtaget - så har man indtaget et ekstremt standpunkt.

Jeg tror Lars R. Hansen har misforstået min kommentar. For det første taler jeg på ingen måde om et retligt eller moralsk ansvar tillagt soldater, tværtimod, der er tale om et politisk ansvar (jf også Sten Rynnings og mine kronikker fra 30/1/2012 og 8/2/2012. Hævder man, at samfundet (herunder krigen) kun består af enkeltindivider og ikke af sociale systemer (e.l.), så er det svært at komme uden om at placere årsager, skyld etc hos enkeltindivider, som soldater. Kulturhistorisk set er der en næsten ubærlig baggrund for at tale om soldaters skyld, skam, ære, tjeneste, moral o.m.a. som går århundreder tilbage; men altsammen tjener det til ofte at gøre enkeltindivider ansvarlige frem for at se på de indbyggede systemfejl i de sociale systemers risici.
Min pointe er således, at man i den politiske ledelse af krigen ikke har været klar over de omfattende strategiske betænkeligheder, som er blevet fremført om asymmetrisk krig fra krigsanalytikere (Colin Gray, Echevarria, Arreguin-Toft, Hammes, Thorton, William LInd, Andrew Mack etc.), men også af ’the American way of war’ og af den militære revolutions muligheder i forbindelse med statsbygning i Afghanistan. Herunder også misforståelserne om at demokrati i forstanden flertalsstyre kunne sikre mod risiciene for borgerkrig i ikke mindst Irak. Det er denne række af fejl (hvortil kommer adskillige folkeretlige m.h.t. Irakinvasionen), der har skabt opfattelser om krigens meningsløshed – også blandt udsendte soldater. Problemet jeg vil påpege, er at krigens meningsløshed bliver et problem for soldater, der i forvejen er stressede af krigens belastninger. Der er ikke meget der tyder på, at den politiske ledelse af de to nylige krige har været klar over omkostningerne ved krigsførelse, og er man ikke det, er man slet ikke klar over, hvad nedslidningskrig er for et strategisk fænomen, som man med andre ord skal forsøge at undgå så vidt muligt.
Ang. demokratiopfattelsen er det en klar misforståelse at antage, at demokrati består i et selvbestemmende flertalsstyre i en enkelt stat, når denne stat vil foretage invasion i andre stater; her er forudsætningen en intakt folkeret, herunder forbud mod præventiv krigsførelse (Operation Iraqi Freedom), der skaber en destabiliseret folkeret.
Ang. antallet af selvmord. Jeg anvender det amerikanske veteranministeriums rapporter. Antallet af selvmord i den amerikanske hær skal naturligvis ses ud fra den samlede mængde veteraner, der aktuelt ligger på ca. 22 millioner, og en del af selvmordene findes således blandt ældre veteraner fra Anden Verdenskrig, Koreakrigen og Vietnamkrigen. Antallet af veteraner er faldende, mens antallet af selvmord er stigende. Dertil kommer angiveligt ca. 16.000 selvmordsforsøg (i 2011). Man kan finde en del sigende vidneudsagn på you-tube, men mere omfattende analyser i psykiatriske tidsskrifter og hos forfattere som Lawrence Korb, Kirsten Holmstedt, Jonathan Shay, Aaron Glantz etc.
Jeg vil desuden gerne påpege, at krigserfaringer om meningsløshed ikke behøver at udvikle sig negativt, individuelt eller kollektivt, men kan skabe konstruktive udviklinger, således som man også kender det fra mellem- og efterkrigstidens kulturelle udviklinger i kunst, filosofi, teologi etc.

Inger Sundsvald, David Zennaro og Dana Hansen anbefalede denne kommentar