Kronik

Afghanistans civile magthavere skal have styr på militæret

Hvis Afghanistans stabilitet skal sikres, er det afgørende, at landets militær underlægges civil kontrol. Ellers kan vi ende med et nyt Pakistan
Afghanistans hær, ANA, får en endnu vigtigere rolle, når landet selv bliver ansvarlig for dets sikkerhed. Derfor er det vigtigt at tøjle hæren med civil kontrol, skriver dagens kronikør.

Søren Bidstrup

6. august 2013

I dag er Afghanistan ikke en trussel mod international sikkerhed, og al-Qaeda er trængt i defensiven i Sydasien. Men fundamentet for den succes hviler på den præmis, at den afghanske stat vil formå at overtage ansvaret fra de internationale styrker og med tiden sikre landets stabilitet. Det er endnu meget usikkert. Et afgørende, men desværre ofte overset, spørgsmål i den sammenhæng er, hvordan forholdet mellem landets civile og militære ledere vil udvikle sig. Uden civil kontrol med militæret vil landets demokratiske håb falme. Omvendt kan for stor politisk indblanding i militærets anliggender underminere dets effektivitet i frontlinjen. Står man i Afghanistan og ser mod vest og øst, er Iran og Pakistan stærke vidnesbyrd om, hvor stor betydning statens civil-militære forhold kan få. Alliancen mellem præstestyret og Revolutionsgarden er grundpillen i Irans autokratiske regime. I Pakistan har flere militære interventioner undermineret landets demokratiske udvikling og stabilitet.

Ser man på Afghanistans fremtidsudsigter, vil det afghanske militær uden tvivl få en toneangivende rolle. I en stat med så svage civile institutioner, stor politisk usikkerhed og stærke oprørsgrupper, står militæret med gode kort på hånden. Den afghanske nationale hær (ANA) er med sine våben og 200.000 mand statens stærkeste institution. Den nyder tilmed høj anseelse i befolkningen. I takt med, at ansvaret for landets sikkerhed gradvist overdrages til afghanerne og den internationale tilstedeværelse reduceres, bliver Kabul-regeringen stadig mere afhængig af ANA. Hvordan vil det stille Afghanistans civil-militære forhold i fremtiden?

Hærens skæbne afgør fremtiden

I grove træk kan man skelne mellem fire udviklingsscenarier.

ANA kan slå en autokratisk handel af med en civil elite. Det har været formlen bag skiftende monarkers magt igennem afghansk historie.

Alternativt kan en fraktion af ANA’s officerskorps selv gribe magten og styre staten direkte eller bag en civil facade. Hæren har før interveneret i politik – i 1973, da den sidste konge blev afsat af Mouhammad Daud Khan med militærets velsignelse og i 1978, da selvsamme Daud blev væltet i et kup støttet af en fløj i officerskorpset.

ANA kan også falde fra hinanden, splittet af interne spændinger og knækket af oprørernes pres. Uden statens rygrad stiger risikoen for en ny borgerkrig voldsomt.

Endelig kan ANA indtage rollen som vogteren af en magtdeling mellem landets største etniske grupper. De fleste, der tilhører landets elite, ved, at langsigtet stabilitet og udvikling kræver en etnisk velfordelt magtbalance.

Jeg har talt med flere afghanske politikere og analytikere i Kabul om hvert scenarie. Flere påpeger bekymret, at stærke aktører i og uden for regeringen kappes om at placere loyale personer i officerskorpset. Jo større indflydelse man får inden for ANA, desto stærkere vil man stå fremover. Problemet er, at det kan svække sammenhængskraften i officerskorpset. Falder ANA, falder staten.

Flere spår også en risiko for, at kontrollen over ANA samles i hænderne på en smal, autokratisk elite af pashtunere og tajikere i regeringen. Det kan bane vejen for, at landets demokratiske kræfter eksluderes og militæret bruges som musklen i statens jerngreb. Det ville i så fald sætte landets demokratiske fremskridt – hvor ufuldstændige og skrøbelige de end er – over styr.

Flere peger også på, at der i praksis er en ganske svag afghansk civil kontrol med ANA. I det afghanske forsvarsministerium er langt størstedelen af de civile stillinger besat af officerer. Staben i det nationale sikkerhedsråd, som til daglig betjener præsidenten, har ikke kapacitet til at udøve systematisk kontrol med ANAS adfærd. Endelig er parlamentets evne til at kigge ANA og Kabul-regeringen over skulderen utrolig svag. Det øger militærets muligheder for – ligesom i Iran og Pakistan – at udvikle sig til en stat i staten.

Kludetæppe af alliancer

Bekymringerne er velbegrundede. Det civil-militære forhold er vævet ind i et kompliceret netværk af personlige og skiftende alliancer baseret på etnicitet, stammeforhold og penge. Den civile kontrol over ANA – i det omfang den vil blive udøvet i fremtiden – vil formentlig gå via disse personlige kontakter snarere end igennem formelle institutioner. Det gør det civil-militære forhold vanskeligere at overvåge og mere sårbart over for kriser. Der er heller ikke udsigt til, at det afghanske forsvarsministerium civiliseres – altså at civile poster rent faktisk udfyldes af civilt uddannede personer fremfor officerer. Dertil er der for stærke interesser imod en gennemgribende reform.

Der er dog også tegn, der kan vække en vis optimisme. Ser man f.eks. på debatterne i parlamentet – et forum, hvor kritik af Kabul-regeringen er så almindelig som morgensang på danske efterskoler – er der en påfaldende bred opbakning til regeringens overordnede forsvars- og sikkerhedspolitiske kurs. Den kritik, som opstår, fokuserer på udførelsen af politikken fremfor dens formål. Ser man på kritikkernes etnicitet, flugter den generelt med den etniske fordeling i befolkningen. Der er altså ikke tale om, at nogle etniske grupper er særligt bekymrede, mens andre er særligt begejstrede. Selv om Kabul-regeringen ikke holder sig tilbage fra at misbruge sin magt på andre områder, indikerer dette, at kontrollen over ANA i dag tjener interesser, som et meget bredt flertal i parlamentet kan enes om.

Behov for støtte

Den civile kontrol bygger dog stadig på et spinkelt institutionelt grundlag. Statens civile institutioner er svage, og forsvarsministeriet er militariseret. Uden samme internationale militære tilstedeværelse som i dag, er der i fremtiden få hindringer, hvis ANA’s ledere vil træde i det pakistanske militærs fodspor og blande sig i politik.

Derfor det vigtigt, at det internationale samfund bliver ved med at bistå Afghanistan med at opbygge statens civile kapacitet. Men den indsats kan ikke stå alene. Det tager lang tid at opbygge stærke civile institutioner og etablere et solidt fundament for den civile kontrol over ANA. Derfor er der også behov for løsninger med gennemslagskraft på kort sigt.

Den vigtigste, enkeltstående handling fra det internationale samfund – som også Danmark bør arbejde for – er at sikre, at den internationale støtte til ANA kanaliseres igennem Afghanistans civile regering. I dag får ANA sine midler og ressourcer fra en fond, som er underlagt international kontrol. Tildeles Kabul-regeringen derimod ’the power of the purse’, vil det markant styrke forudsætningerne for, at den civile kontrol over ANA kan opretholdes. Dette er selvsagt ikke uden risici. Det vil blive nødvendigt at følge regeringens kontrol med midlerne særdeles tæt og sikre, at de udstedes til tiden. Men trods sit blakkede ry, har Kabul-regeringen ikke en stor interesse i at forhindre ANA i at gøre sit arbejde, da det kan sætte landets skrøbelige sikkerhed over styr. Skal den afghanske stat stå distancen efter 2014, kræver det et velfungerende civil-militært forhold i Kabul.

Christian Bayer Tygesen er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han forsker i afghanske civil-militære relationer og har lavet over seks måneders feltarbejde i Kabul

Serie

Seneste artikler

  • Udviklingsbistand er et vanskeligt våben

    14. august 2013
    Under Afghanistan-krigen er udviklingsbistanden blevet brugt i kampen mod Taleban. Det har gjort støtten til et partsindlæg og svækket det lokale ejerskab. I den fremtidige indsats bør man i højere grad lytte til afghanernes ønsker, også selv om det udfordrer grundprincipper i dansk udviklingsbistand
  • Vesten fastholdt forfejlet kurs i Afghanistan i årevis

    12. august 2013
    12 års krig i Afghanistan har lært os, at krigsførende demokratier kan stå sammen om store, langvarige indsatser, men at det sker på bekostning af politisk indsigt og evnen til at justere kursen
  • Fejltrinnene i Afghanistan er svære at erkende

    5. august 2013
    Når krig er et politisk projekt, er politikerne afhængige af, at den bliver en succes. Det gør det svært at lære af sine fejl
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer