Klumme

Bræk og bogstavrim

Kgl. hørm af overbetonet selvros
Debat
24. august 2013

Husstandsomdelt landede tryksagen i entréen, Det Kongelige Teaters ’sæsonmagasin’. Beskeden titel, fjernt fra det store spring fremad i sin tid i Michael Christiansens første år, hvor en marketingsperson kaldte sæsonplanen: De store Øjeblikke. Den blev de takket være dette blads ydmyge mellemkomst lettere til grin på. Store øjeblikke er sjældne i kunst, og jo ikke noget udbyderen kan garantere på forhånd.

Teatret er altså blevet klogere. Tilsyneladende. Sæsonplanens forside er beskeden, hjælpeløst grå med intetsigende fotos i tegnede orange cirkler, bobler, som man siden forstår er symbol på det sprudlende.

Årets gaveidé, fortæller sæsonplanen, er ’Teaterkortet’, der giver rabat på Magiske aftener for dig og dem, du elsker. Det står der.

På siden overfor: Teater for alle (alle dem man elsker?) Og så kommer det: Når vi går i teatret, fejrer vi livet sammen. Vi mærker, hvem vi elsker, hvad vi drømmer om, hvad vi har forsømt. Heldigvis behøver særlige oplevelser ikke være særligt svære. Det eneste du skal gøre, er at sætte dig godt til rette og nyde øjeblikket (det store?). Så gør vi alt, hvad vi kan, for at nå dig med det, vi har på hjerte og få dig ud på kanten af stolen.

Nu havde man ellers sat sig godt til rette med alle dem man fejrer livet sammen med og mærker(!), var faldet i dyb slummer og drømte om, hvad man har forsømt, og så bliver man sendt ud på kanten af stolen. Hvad de dog kan på det teater.

Og det kan de: De fejrer og fejrer side op og side ned. De er: forrygende, sublime, festlige, overdådige, hæderkronede; de er verdens bedste; de spiller Janàcek, en af de største operakomponister nogensinde (!), og Flagermusen er: verdens bedste operette. De er i det hele taget i verdensklasse med en sanger der er verdensbaryton, en musiker der er en sensationel cellist der spiller med en verdensviolinist og skyder sæsonen i gang. Eller også er det teatrets højst efterspurgte sangere eller de unikke dansere; eller hvad med Macbeth der er et fortættet drama spillet af blot fem skuespillere, der lader Shakespeares beskidte magtspil falde gennem tiden og lande brutalt i skødet på publikum.

Så skal man nok alligevel ikke sidde for langt ude på stolekanten med dem man elsker, så får det beskidte magtspil svært ved at ramme under Shakespeares fortættede drama.

Hårdt, heftigt og hamrende

Følger man anvisningen, sætter sig godt til tilbagelænet med åbent skød til rette, tænker man, som skrevet står, på teatrets fascinerende værksteder: Et øjebliks kuldegysninger i salen kræver måneders forberedelse. Det er hårdt, heftigt og hamrende sjovt undervejs. Rent bortset fra at det ikke fremgår, hvor kuldegyset opstår, i teatersalen, måske fordi det trækker, eller i værkstedet hvor teatrets medarbejdere maler kulisser, skrev PH apropos formuleringen: hårdt, heftigt og hamrende:

 

Sikket syn og se dig sidde sødt og snildt og sy/ med et blik som blinker blåt og blidt og blomsterbly/ Jeg ku harpe lyren ømt i kluk og klokkerim/ hvis jeg bare ikke brækked mig af bogstavrim.

 

Don Juan, betros teaterkunden, kan ikke få nok af kvinder, og fører en lang liste over sine erobringer … for ham har de alle attraktionsværdi (!). Det er nu ikke DJ selv der fører listen, men hans tjener; kendsgerninger og kommaer lever deres eget liv i publikationen. Forestillingen kan for resten komme til at koste Lars Ulrik Mortensen dyrt. Dirigenten benævnes den brændende barokfortolker. Man må håbe de har en spand vand på podiet.

Det røbes ikke i sæsonheftet, hvem fanden der har forfattet dybsindighederne, heller ikke om teatret har gjort sig overvejelser om betimeligheden i at udstøde det ene jubelskrig efter det andet over egne forestillinger, ingen aner hvordan bliver.

Gyset fra malersalen kan såmænd tidsnok blive barsk realitet, hvis kulisserne vælter, som det uheldigvis sker nu og da.

Den eneste indrømmelse i teksten, det eneste sted hvor teatret – sikkert ubevidst – tager et forbehold over for egne kommende bedrifter, er det nævnte første forord. Her skriver de, før de får dig ud på kanten af stolen: … så gør vi, hvad vi kan …

Ja, mon ikke. Inden de hårdt, heftigt og hamrende leverer det de plejer, plus minus.

Overbetoningen af sproget sker her i skriftsprogets markedsføringsstil, som kan være lige ulideligt i annoncer for sød sodavand som for sensationelle cellister. I mere eftertænksom forstand kommer den overbetonede selvros til at betyde det modsatte: At det de slår på stortromme for ikke rigtigt er noget. Stor advokat lille skilt, lille skilt stor advokat. Teatrets propagandister dementerer kvaliteten, hvad der ikke så sjældent endda kan være gode grunde til.

Sproglig amatørisme

I mundtlig formidling betyder overbetoninger også modsætning, dog mere konkret, eftersom vi unægtelig forstår talesproget på den måde. Betones lille, er lille i modsætning til stor; betones ord uden modsætningsmulighed i sætningen, udløser betoningen noget uforståeligt vrøvl. For tydelighedens skyld er de i DR nu også begyndt at betone verberne konsekvent forkert: Vi SKAL til Kairo; vi ER til pressemøde i STATSministeriet. Hvem har indvendinger mod at redaktionen tager til Kairo, eller benægter at reporteren passer sit arbejde tirsdag i statsministeriet, som han plejer?

DR har fået en beundrer i retorikcoach Thea Sejr Hansen, der mener at overbetoninger er fedt, kun gamle havenisser forstår ikke de nye toner. Værterne kommunikerer med tryk og betoning, siger hun til Politiken. DR er tilfreds med den besked, amatørismen i sprogredaktionen fortsætter, alt ved det gamle.

Hvis Det Kgl. Teater vil have sit budskab mundtligt ud, bør de hyre den overbetonende coach til at fejre LIVET sammen – og dødens PØLSE.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Max Suhr Olesen

For tiden ærgrer jeg mig over TV-stationernes oplæsere. Det skulle være relativt veluddannede folk, men læse simple tekster op fra manuskriptet eller Tele-prompteren kan de ikke. Det er især fordelingen af tryk i en sætning, der volder problemer. Jeg har ikke noget konkret eksempel at citere, men nu vil jeg samle på dem. Jeg tror, at samlingen kan blive forbløffende omfangsrig.

Konstrueret eksempel:

Hun kunne ikke komme på, hvordan filmen sluttede.

Normal trykfordeling: Hun kunne ikke komme PÅ, hvordan filmen sluttede.

Oplæserne: Hun kunne ikke KOMME på, hvordan filmen sluttede.

Læg mærke til det: Der er virkelig mange fejl af samme type som i mit eksempel. Det mærkelige er, at de samme oplæsere ikke ville være i stand til at lave de samme trykfordelingsfejl i ganske almindelige, mand-til-mand samtaler. Trykfordeling er bare sådan noget, man mestrer, når man har dansk som modersmål. Men som man vil forstå: Helt, helt anderledes i oplæsningssammenhænge.
Jeg har endnu ikke nogen forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan. Kan det være, fordi de (i denne sammenhæng) tumpede oplæsere ikke har haft højtlæsning i skolen?

Michael Kongstad Nielsen

Det Kongelige Teaters selvros og jubel over egne kvaliteter er bare som at høre et tilfældigt reklameindslag på The Voice, radio Nova FM eller Pop FM. Men man skulle tro, Det Kgl. kunne hæve sig lidt over den kunstneriske standard, ellers lover det ikke godt, hvis teatret er nødt til at lægge sig ned for tidens platte reklamelyd.

Er det så også med frisk ungpigestemme med diskret småfortroligt latterkluk i sidste ord ?

Niels-Simon Larsen

Det gælder jo ikke kun Det KongeligeTeater, men bøger, film, musik og meget andet.

En butik lukkede - jeg ved ikke om det var 12 generationer, men karrieren større end stor - i denne butik blev der skabt og repareret instrumenter - karrieren sluttede med:

Det var det.

Amerikaniseringen er ulidelig, uren, og fagligt forkastelig.

Niels-Simon Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Skulle der ikke have stået: "Stort skilt, lille advokat. Lille skilt, stor advokat" Altså, den, der har behov for at skilte voldsomt og prangende med sine kvaliteter, skal man nok vare sig for, mens den, der tilbyder kvalitet, ikke behøver at larme, lokke, smigre så meget med det

Niels-Simon Larsen

@Klara: Før i tiden var der flere forskellige violinbyggere i København. Nu kun få. Et ædelt håndværk, slået ud af fabriksvioliner især fra Kina, men også slået ud af den manglende interesse for at lære at spille et instrument. Det er for anstrengende. Jeg synes, det er sjældent, at jeg ser nogen bære på et instrument.