International kommentar

Bulgarerne demonstrerer, men ved ikke for hvad

Folkelige protester mod den til enhver tid siddende regering er blevet et permanent fænomen i Bulgarien – opsigtsvækkende nok med EU’s velsignelse
Debat
7. august 2013

Inden for de sidste to-tre år har millioner af vrede borgere – som oftest unge, veluddannede mennesker mobiliseret via sociale medier – ’besat’ centrale pladser i lande så forskellige som USA, Egypten, Rusland, Spanien, Brasilien, Tyrkiet og Bulgarien, hvor de har krævet ikke blot en ny regering, men også en helt ny måde at regere på.

Hvad der forener disse ellers vidt forskellige protestbevægelser er en fælles mistillid til både de finansielle og de politiske eliter. Men når de har vakt offentlig opmærksomhed, er det hverken på grund af en ny ideologi eller karismatiske politiske ledere. De vil blive husket for deres videoklip – ikke for deres manifester; for deres happenings – ikke for deres taler; for deres konspirationsteorier – ikke for deres politiske programskrifter.

Kort sagt er de globale protester ikke et udtryk for, hvad Vaclav Havel engang kaldte »de magtesløses magt«, men for de myndiggjortes frustration.

Som en dårlig Hollywood-film

I denne globale protestbevægelse spiller Bulgarien en særlig rolle. Landet er et klassisk eksempel på alt, hvad der kan gå galt med demokratiet – korruption, dysfunktionelle institutioner og offentlig apati. Men det er også et skoleeksempel på, hvorfor demokratiet stadig er vores bedste håb, med de muligheder det åbner for at mobilisere civilsamfundet og gøre det muligt at vælte inkompetente regeringer på fredelig vis.

I februar gik centrumhøjre-regeringen under den tidligere regeringsleder Boiko Borisov af. Det skete, efter at 100.000 demonstranter, primært fra landdistrikterne, havde stormet hovedstadens gaderne i protest mod fattigdom, arbejdsløshed, korruption og prisstigninger på el. Syv personer satte ild til sig selv under protesterne.

Denne sommer er turen kommet til at tvinge den nuværende regering – en koalition mellem det bulgarske socialistparti og det tyrkiske mindretals parti – til at træde tilbage. Historien om den seneste krise er så simpel som handlingen i en B-film fra Hollywood.

Det hele begyndte den 14. juni, da parlamentet udpegede Delyan Peevski som leder af den statslige efterretningstjeneste for national sikkerhed. Udnævnelsen af denne mand, som vestlig presse omtaler som en »mediemogul med lyssky forbindelser«, men de bulgarske medier (de få af dem, han ikke ejer) helst undgår at omtale, havde samme effekt som et politisk jordskælv.

Blot få timer efter beslutningen blev bekendtgjort, samlede tusindvis af mennesker sig på gaden. De var mobiliseret via sociale medier, og de forlangte hans tilbagetræden. Han endte da også med at gå af, men det var ikke nok for de protesterende. De krævede også, at den regering, der havde fået den perverse idé at udnævne ham, måtte gå af.

Hver aften siden den 14. juni er tusindvis af demonstranter gået på gaderne i Sofia med krav om én ting – at der udskrives nyvalg. Og deres protest retter sig ikke bare imod denne, men mod enhver regering, der behandler mennesker som »udtjente møbler«.

Bulgariens centrumvenstreregering har valgt at forfølge en strategi, som går ud på at foregive, at der i grunden ikke sker noget virkelig vigtigt, og håbe på, at protesterende snart vil drage på ferie. Men folk er ikke væk. På den 40. dag for protesterne blev de blodige. Klokken 22 forsøgte politiet at bryde belejringen omkring parlamentet. Det kom til tumulter, hvorunder både demonstranter og politifolk blev såret.

Situationen er fortsat spændt. Det må forventes, at et nyvalg kan blive udskrevet når som helst. Seneste meningsmåling viser, at kun 16 procent af bulgarerne ønsker, at regeringen skal sidde valgperioden ud.

Isoleret middelklasse

Hvad kan sommerens protester i Sofia lære os om ’den globale middelklasses revolution’? For det første at selv 40 dages protester inklusive blodsudgydelser ikke var nok til at flytte den bulgarske regering. For det andet at selv i Facebooks tidsalder står storbyernes middelklasse politisk isoleret, ude af stand til at række ud til andre sociale grupper.

En sidste lektion må være, at efter den forrige cyklus af protester og valg i Bulgarien kan folkelige protester ændre meget; men ikke nødvendigvis på den måde, folk stemmer på.

Hvis protesternes initiativtagere ikke udvikler politiske alternativer, folk er klar til at støtte, er deres aktioner dømt til at forblive forbigående episoder. Ikke desto mindre: Selv om de indtil videre har forfejlet deres politiske mål, er der kommet noget godt ud af protesterne: De seneste meningsmålinger viser, at efter næsten to måneder med protester er bulgarernes støtte til både demokratiet og EU steget.

Den holdning, som Bruxelles og de store europæiske lande har valgt at indtage, gør da også, at de bulgarske protester adskiller sig fra Europas øvrige protestbølger. For i tilfældet Bulgarien har EU og det officielle Europa undladt at følge de bureaukratiske instinkter og i stedet taget parti for de protesterende og imod den politiske klasse og magtelite. Ambassadører fra Frankrig og Tyskland skrev således en fælles artikel den 4. juli, hvor de skarpt kritiserede den politiske model, som både den siddende og de tidligere regeringer har fulgt. Og ikke nok med det: EU’s kommissær for retslige anliggender, Viviane Reding, kom sågar til Sofia og gjorde, hvad den bulgarske statsminister ikke har gjort – talte til folket.

Ivan Krastev er formand for Sofia-tænketanken Center for Liberale Strategier

© The Guardian og Information, Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her