Kronik

En dag sagsøger jeg sgu mig selv

Som moderne, frisat individ har jeg travlt. Travlt med at klage og holde på min ret. Jeg føler mig tit stresset, fordi der er så meget, jeg skal gå efter i sømmene. Men når jeg nu har så meget større indsigt end alle andre, er jeg jo nødt til at tage ansvaret for det hele og klage. En generation af kompetente klagere er under udklækning
Som moderne, frisat individ har jeg travlt. Travlt med at klage og holde på min ret. Jeg føler mig tit stresset, fordi der er så meget, jeg skal gå efter i sømmene. Men når jeg nu har så meget større indsigt end alle andre, er jeg jo nødt til at tage ansvaret for det hele og klage. En generation af kompetente klagere er under udklækning

Rasmus Fly Filbert

17. august 2013

Hvor mange gange er jeg ikke blevet fortalt af mine lærere og lærerinder, at jeg lever i et postmoderne samfund? Et samfund hvor jeg realiserer mig selv. Hvor jeg konstant træffer afgørende valg og samtidig individualiseres mere og mere gennem det universelle livsprojekt: Identitetsdannelse.

Konceptet er egentlig pikant nok. Problemet er bare, at jeg som postmoderne individ efterlades i et følelsesmæssigt kaos. Jeg føler mig på en gang hævet over alle andre og trådt på og undertrykt. Når jeg ikke får alle mine behov opfyldt på den måde, jeg ønsker, og når verden til tider ikke kun drejer sig om mig, og derfor ikke kan tage sig af alle mine rettigheder i mindste detalje, så bliver jeg frustreret. For det er vel netop mine rettigheder, jeg skulle kunne finde tryghed i, når den platform, min identitet står bygget på, begynder at vakle, ikke sandt?

Med tiden har jeg udviklet en klagementalitet ud over det normale. Min postmoderne socialisering tvinger mig til at være kritisk grænsende til det paranoide. Jeg skal have fundamental mistillid til autoriteter og kunne argumentere og forsvare hver eneste af mine overvejelser og handlinger. Hvis ikke jeg kan det, begår jeg praktisk talt eksistentielt selvmord. Nietzsche er blevet streng: Det er ikke længere nok bare at kunne træffe mine egne valg for at eksistere, jeg skal også have belæg for dem.

Offerkortet

Som postmoderne gymnasieelev er jeg blot et produkt af min samtid, hvor moral er selektiv og sandhed relativ. Og sandheden er ikke bare filosofisk relativ, den er juridisk relativ. Så relativ, at den konstant bøjes og strækkes. Når man har sin daglige gang på et af landets gymnasier, skal man ikke være Thomas Blachmann for at spotte tendensen. Vi er i min klasse – og jeg understeger, at jeg også er omfattet – ikke bare almindeligt gode; vi er manisk perfektionistisk gode til at hive vores rettigheder frem og sætte os selv i offerrollen. Vi klager, så snart vi kan, og vi sætter os ikke ned på stolene, før vi som minimum har fundet et fordelagtigt kompromis. Vi klager på skrift. Vi klager verbalt. Hver gang med lige stort engagement. Samfundet opfostrer en hær af identiske, men alligevel individuelle juristrobotter, der pr. automatik scanner enhver situation for mulige uoverensstemmelser med deres gældende rettigheder.

Selv i eksamensperioden, hvor vi knap nok opholder os på skolen, klager vi. Vi klager over eksamensspørgsmål, over indholdet og udleveringen af dem. Vi klager over skæv administration i forhold til placering og opstilling til eksamensborde og omstrukturering af skabe. Og som bonus klager vi over ressourcerne til årsprøverne – vagter og faciliteter.

Klagelogik

Det er faktisk slet ikke så svært at forstå, hvorfor jeg som ung føler mig så evigt stresset, når jeg har så meget at holde styr på og så meget at gå efter i sømmene. Men når jeg nu har så meget større indsigt end alle andre, er jeg jo nødt til at tage ansvaret for det hele. Det er jo logik, i hvert fald for det postmoderne individ.

Ifølge den selv samme logik er det selvfølgelig heller ikke tilladt en lærer at krænke min selvfølelse. Hvis det alligevel skulle ske, er det sikkert, at et klagebombardement vil finde sted. Jeg erindrer en episode på min tidligere skole, der nær endte med et lærerskifte. For når man som gymnasieelev i min generation mødes af en lærer, der for en gangs skyld tør hæve stemmen og forvente en hvis faglig standard, er det en selvfølge, at frustrationen bruser frem. Efter at være blevet fortalt, at hvis vi ville blive til noget, skulle vi gøre en indsats, trampede jeg og nogle klassekammerater med selvhøjtidelig mine ned til vores studievejleder og brokkede os i så store mængder, at den stakkels mand burde have haft lønforhøjelse for at lægge øre til. Vi blev opfordret til at give det lidt tid, før klagen gik videre til rektor. Vi var forfærdede og planlagde et nyt vejlederbesøg, men efter nogle uger kunne vi godt se pointen med vores lærers undervisningsform. Han endte med at blive den lærer, vi nærede størst respekt for.

Den sorte skoles ’fordi jeg siger det’-tilgang er ikke længere tilstrækkelig til at lukke en diskussion. Med den principielle afskaffelse af udenadslæren og autoriteten som eneste kilde til viden udviklede den kritiske klagetendens sig. Jeg lever på, at jeg har ret til at have ret, og at jeg skal tvivle på andre og tro på mig selv.

Det princip giver et fingerpeg om fremtiden. For et stykke tid siden havde jeg en af de her fremtidssnakke med min onkel. Jeg drøftede mine kvalificerede overvejelser om uddannelse og job, når jeg er færdig med gymnasiet om et år. Blandt andre nøje gennemtænkte muligheder var jurastudiet. Jeg fik straks en sang om tørheden og snobberiet, der efter sigende skulle florere der. Men da jeg næsten havde skudt den mulighed fra mig, pointerede min onkel en vigtig ting. Han sagde: »Hvis du vil tage en uddannelse, hvor du er sikret job, er det jura, du skal læse. Folk sagsøger hinanden til fingerspidserne, og det vil de gøre i stigende grad. Til sidst begynder de at sagsøge sig selv. Se bare på USA.«

Det gav mit postmoderne jeg stof til eftertanke.

Der findes ikke det, vi på den ene eller anden måde ikke klager over eller sagsøger hinanden for. For det er jo bedst at være på den sikre side, når vi nu selv står med ansvaret for vores valg. Hellere lige give udtryk for sin skepsis en gang for meget end en gang for lidt, så har man i hvert fald skubbet ansvaret fra sig, så godt man kan. Det er i hvert fald mit umiddelbare indtryk, at amerikanerne har taget den lære godt og grundigt til sig.

Når jeg hører, at en kvinde har valgt at sagsøge en død mand, da hun blev ramt af blodet fra sammenstødet mellem tog og mand, får jeg en dyrisk trang til at sagsøge alle, der krænker min egen personlige integritet. Men så bliver jeg ramt af den danske tabermentalitet, Janteloven, og af alle de konsekvenser af mit klageri, som jeg alligevel ikke magter at tage. Jeg holder mig til det mindre besværlige og klager videre i det små.

Travl ombudsmand

Det er godt, Danmark har en ombudsmand til at holde mine kommende klager i skak og bevare rationaliteten, når mine rasende udskejelser mod staten begynder at vælte ind. Måske Jørgen Steen Sørensen vil vise sig at blive den, der kommer til at lægge en dæmper på min omvendte ’Big Brother’-mentalitet, når det virkelig gælder. For det er vel netop en sådan mentalitet, jeg har tilegnet mig. Jeg har sammen med min generation i det dystopiske postmoderne og individualiserede samfund, frarøvet staten ’Big-Brother’-rollen. Nu er det os, de nye borgere, der holder øje med staten som et klinisk kontrollerende politi.

Jeg ønsker alt vel for Jørgen Steen Sørensen, og underskylder på forhånd alt det overarbejde, jeg måtte påføre ham i fremtiden. Og mens fortællingen om min individualisering og mine mange valg gentages igen og igen, funderer jeg med en uhyggelige følelse af afmægtighed over det samfund, jeg selv er i gang med at skabe: Klagesamfundet anno 2013.

Sarah Bastholm er gymnasieelev

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sören Tolsgaard
  • Kristian Rikard
  • Flemming Pedersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Sören Tolsgaard, Kristian Rikard, Flemming Pedersen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Måske hvis der blev skruet lidt ned for sarkasmen,
ville jeg bedre være i stand til at forstå,
hvad skribenten EGENTLIG mener.

Sören Tolsgaard

Vi lever i en tid, hvor de idealer, som demokratiet stillede os i vente, bryder sammen skridt for skridt. Forræderiske politikere gennemtrumfer regler, som gradvis forøger skrankepaveriet, lemfældigheden og afmægtigheden.

Vi har lært, at man ikke skal finde sig i den slags, og stadig mere energi mobiliseres i forsøg på at komme på højde med situationen. De stigende krav, som i enhver henseende stilles til den afmægtige borger, får dog stadig flere til at resignere.

I hvert fald må man vælge sine slag med omhu. Den udspekulerede vil formentlig vælge selv at søge ind i sagsbehandlerhierakiet og lukrere derpå, mens der for B-holdet kun er tilbage - såvidt muligt - at redde hvad reddes kan.

Artiklen spidder den desperation, som de unge måske fornemmer stærkere end end de ældre, som nu ikke længere melder ind med ret meget andet end at gyse for fremtiden. Dengang vi var unge, fandt vi os sg'u ikke i noget!

Vi red på en kollektiv bølge, som nu er grundigt knægtet af magthavernes bitre medicin. Hvor kan man søge udfrielse fra det kaos, som truer? I bevidstheden om sit eget indre lys ligger nøglen begravet: Kend dig selv, som de gamle vismænd sagde.

Christian Meyer Nielsen

@Lise Lotte Rahbek
Det er desværre et gennemgående problem når gymnasieelever får kronikker trykt i aviser som Politiken og Information. I mange af disse kronikker finder man en række stilistiske fællestræk der bl.a. omfatter sarkasme, en indledning bestående af retoriske spørgsmål, en tendens til fact-dropping osv.

Desværre virker det som om at der bliver lagt mere vægt på form end indhold når man i gymnasierne skriver kronikker, og resultatet bliver at man får en kronik som denne, hvor man med referencer til Nietzsche og Geoge Orwell (meget originalt i øvrigt), prøver at dække over at indholdet ikke er andet en filosofisk navlepilleri.

Dermed ikke sagt at netop denne kronik er særligt dårlig. Jeg mener egentlig ikke at den er hverken værre eller bedre end alle de andre kronikker skrevet af gymnasieelever. Den ligner faktisk noget jeg selv kunne have skrevet da jeg gik i gymnasiet, og af samme grund ville jeg egentlig også helst være fri for at læse sådan noget på Information.

Sören Tolsgaard

Hold da op, skulle et stramtandet udfald af en stilistisk analyse medføre, at man simpelthen ikke gider høre om, hvordan dagens ungdom opfatter sin hverdag?

Klø alligevel på Sarah Bastholm ;)

Vi opdrages til det.
I ethvert brev fra den offentlige sagsbehandling er angivet klagemuligheden. Hvor kom det fra ?
Joh ! - I regelDanmark, hvor uoverskuelighed er i højsædet, er det uundgåelige med en tilsvarende klagemængde. Deraf en øget klagekultur. Hellere klage en gang for meget........ Hvorfor ikke bruge vores demokratiske ret, når vi tilmed opfordres dertil.

Derfor, fjern regler og vi fjerner tilsvarende klager. Svaret på nogle af klagerne og retsafgørelserne, sammen med anden sagsbehandlinger er B.........

Men brokhoveder har der altid været.

Casper Udemark

Det må være skrevet af en person uden tilstrækkelig livserfaring.

Når folk klager, er det fordi de føler sig undertrykt og reelt ofte er blevet forkert behandlet.

I Danmark har man et udstrakt klagesystem - i Tyskland har man derimod forvaltningsdomstole.

I det danske system er klageinstanserne en del af systemet, og de giver oftest myndigheden medhold.

Staten er mere Big Brother end nogensinde før, så jeg er helt uenig med sidste del af indlægget.

Dette er ikke bare ligegyldigt, for vi står midt i en proces hvor staten er begyndt at indskrænke borgernes klagemuligheder. Der er for mange klager. Hvorfor mon?

Gymnasieelever er tit stressede til det yderste, og efter reformen er gymnasiet blevet endnu mere forvirrende og projekt-usammenhængende. Så jeg forstår godt de klager, men det er vel bare tegn på desperation. De får også hele tiden at vide at hver eneste decimal i karaktergennemsnittet er afgørende for deres fremtid. De tror på hvad de får at vide - tager det alt for alvorligt - og det er jo bl.a. derfor de klager.

Skribenten tager statens parti, og det skal man være på vagt over for. Hun kan sikkert blive en god embedsmand i det offentlige. Men hvis hun vil være jurist skal hun lære at se begge sider af en sag.

Det er primært de højtuddannede og privilegerede som klager uden god grund. Men de skal nok klare sig. De har råd til advokat. Hvis man indskrænker folks muligheder for at klage, går det ud over de laveste dele af samfundet.

I en tid hvor det offentlige laver flere fejl end nogensinde før, ofte forsætligt, ville det da være vanvid at fjerne klagemuligheder. Men vi lever også i en vanvittig (eller statskriminel) tid.

Moh Abu Khassin , Ib Christensen, Leo Nygaard, Sören Tolsgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

I rygende frustration over Politikens ukritiske udgivelse af det ene studentikose indlæg efter det andet, som alle havde det tilfælles, at studenterne apologetiske fremstillede deres egen generation, som en forkrøblet og tåbelig en af slagsen, valgte jeg at zappe helt væk. Ak og ve - nu skal Information absolut give spalteplads til mere apatisk og selvlidende STX-sociologi, der afvækker anerkendende nik hos Hr. og Fru. Jensen. Ja, klap, klap, klap.

Der er ikke noget problem i at brokke sig. Det handler om at brokke sig om de rigtige ting. Man kunne f.eks. afholde sig fra konstant at brokke sig over ens egen generations uformåen (det står ældre generationer og politikere i kø for at gøre) og gøre sig bevidst om de strukturere, der omgiver én og finde sig noget substantielt at gøre op med - i stedet for at gå i forsvarsposition og blive besunget for det af et kor statsrepræsentanter, der konstant er på jagt efter nye at skyde skylden på.

Og lige til sidst: Inden man finder sig et nyt buzz word at smide rundt med, så ville det være hensigtsmæssigt at indse det potentiale i 'poststrukturalisme', der rent faktisk muliggør en reflektorisk overskriden af den determinisme man så lidende placerer sig selv i.

Maria Guldager

Hihi, godt sunget. Kunne være så befriende med færre klager og flere roser så diskursen om snart sagt alt undviger den moraliserende fælde. Om gymnasielæreren kunne vi på forhånd tænke at vedkommende gør et umådeligt stort og agtværdigt stykke arbejde ved blot at troppe op; denne har sikkert et puslespil af et privatliv, et stressramt arbejdsklima, truende ledelse, dræbersnegle mm i haven, lønnedgangs-bekymringer og hvad-ved-jeg at tilse. Hvis vi nu har som konstituerende primat havde at anerkende andre mennesker som lige så fantastiske som vi er (selvkærlighed forudsat) og har deres grunde til at handle som netop de gør, såvel som vi selv har vores -- så kommer man i alle fald væsentligt langsommere ned til den afgrund af buldrende kritisk røst, der potentielt i sin egen reproduktion slår om sig med præstationsangst og derfor- for min skyld- meget gerne må skrues heeeeeelt ned for.... Det bliver næppe heraf et problem at høre og genkende tilværelsens og menneskets bølgende mangler