Klumme

Donorkannibalisme

Det er en gylden regel at betragte ethvert menneske som et formål i sig selv og ikke som et middel eller en genstand, der kan bruges af andre. Derfor skal man ikke pille ved princippet om aktiv tilmelding som organdonor
Debat
13. august 2013

Som 39-årig fik min mor konstateret en kronisk nyresygdom. 11 år senere var hendes nyrefunktion blevet så svag, at hun skulle i dialyse – med mindre hun fik en nyretransplantation.

Her skilte de uselviske og modige i min familie sig fra den selviske og bange. Min moster, storesøster og lillesøster hørte til de første. Uden tøven erklærede de sig parat til at donere deres ene nyre. Jeg nikkede stumt og skjulte min 23-årige lettelse, da lægen forklarede, at man aldrig accepterer organdonation fra børn til forældre, kun fra forældre til børn og vandret i samme generation mellem søskende. Desværre kunne min mosters smukke tilbud ikke realiseres på grund af deres forskellige blodtyper. Min mor gik i dialyse fire gange om ugen i de følgende 19 år.

Nogle år senere fik hun godt nok en nyretransplantation fra et ukendt og netop dødt menneske, men vores euforiske glæde varede kun til nyren blev frastødt en uges tid senere.

Hver uge dør en dansker, som måske kunne havde reddet livet med et doneret organ. Så er det selvfølgelig pinefuldt frustrerende for både læger, patienter og pårørende, at kun 18 procent af de voksne danskere har tilmeldt sig donorregistret: En enkelt død organdonor kan potentielt hjælpe 50 mennesker til et længere og bedre liv.

Mange har derfor stillet forslag om at ændre loven, så borgere i Danmark i udgangspunktet er organdonorer efter døden – med mindre de aktivt siger fra.

Heldigvis har Folketinget været tilbageholdende med at ændre det gældende princip om aktiv tilmelding. Det er en gylden regel at betragte ethvert menneske som et formål i sig selv og ikke som et middel eller en genstand, der kan bruges af andre. Vi er vores kroppe. Derfor har vi i første omgang selv og dernæst vores efterladte retten til at bestemme, hvad der skal ske med os efter døden. Vi er ikke samfundets ejendom, og derfor skal samfundet ikke have ret til at bruge vores døde kroppe som reservedelslager.

I sidste uge foreslog lektor i filosofi Thomas Søbirk Petersen i en kronik at give skattefradrag til mennesker, der tilmelder sig donor-registret. Dels for at skaffe flere organer ad frivillighedens vej, dels for at svække organturismen til fattige lande.

Målet er mere sympatisk end midlet. Jeg foretrækker at tage ordet donation alvorligt, og så i øvrigt at gå den britiske vej: Ordet betyder en gave – og i Storbritannien har det siden 2006 været muligt for levende anonymt at donere en nyre til en fremmed ved at være registreret i en såkaldt donorbank. Det gjorde seks mennesker det første år, men hele 76 i 2012. Noget tilsvarende kan ske i Danmark. I Nyreforeningens undersøgelse fra sidste år svarede flere end 500.000 ja til, at de vil give en nyre til en ukendt. Der er selvfølgelig langt fra det ja til operationsbordet, men resultatet antyder, at der også er ufatteligt modige og gavmilde danskere.

At 82 procent af befolkningen har undladt at tilmelde sig donor-registret, tolkes ofte som manglende stillingtagen. Det behøver ikke at være tilfældet. Mange har det sikkert som jeg efter dødsfald i familien og den nære omgangskreds: Man aner ikke på forhånd, hvordan man reagerer ved tabet af et elsket menneske. Sorg har mange udtryk og rædsel eller væmmelse ved tanken om, at møde den afdøde som genbrug, er ikke ualmindelig.

For min skyld må lægerne såmænd splitte mig i smådele, når hjernen er slukket. Jeg tror ikke på et liv efter døden i anden forstand, end at jeg lever videre i min familie og venners erindring og følelser. Men det er søreme også afgørende, hvordan det efterliv former sig!

Jeg vil gerne skåne mine kære for en unødig sorgfuld følelse af, at lægerne krænker mit legeme, eller at fremmede mennesker kannibaliserer mig – hvis det er sådan deres følelser er skruet sammen, den dag afgørelsen skal tages. For mig er dét uendeligt meget vigtigere, end at min døde krop forlænger fremmede menneskers liv.

Derfor har jeg givet Donor-registret besked om, at min mand bestemmer, hvad der skal ske med mit jordiske hylster – og hvis han ikke kan, så mine andre efterladte. De behøver ikke tage stilling nu, det kan tidsnok komme.

Pia Fris Laneth er forfatter og foredragsholder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Der er jo ingen tvivl om, at folk som giver organgaver er gode og pæne mennesker,
mens de, som ikke giver gaver (af egen fri vilje ?)
er selvgode og egennyttige mennesker,
som skal skamme sig over alle de mennesker, som kunne have overlevet.

Den diskussion mellem de gode (donorer) og de onde (ubesluttede og donornægtere)
er fuldstændig urimelig.

Jeg er en af de onde, skal jeg lige nævne.
Så længe mit hjerte slår, er der liv.
Med andre ord: Jeg accepterer ikke hjernedødskriteriet.
Min krop og mit sind dør sammen og jeg skal ikke have døende menneskers kropsdele indoperereret.
Jeg er en person, som tænker på mig selv før jeg tænker på andres behov. Selv i døden.
Det er vel nok godt at disse egenskaber får lov at dø sammen med mig.

Artikelcitat:
”… at give skattefradrag til mennesker, der tilmelder sig donor-registret. … dels for at svække organturismen til fattige lande.”

Filosoffen Kant formulerede i det 17 årh. udsagnet om, at man skulle ”betragte ethvert menneske som et formål i sig selv og ikke som et middel eller en genstand, der kan bruges af andre”.

Denne hans etiske erkendelse afspejlede vel, at det karakteristiske ved et monetær-økonomisk funderet samfundssystem netop er, at de fleste mennesker i et sådant samfund jo netop anskues som ’midler, der kan bruges af andre’, således som dette tydeligst kommer til syne på det såkaldte ’arbejdsmarked’, hvor mennesker for at opretholde livet må sælge sig selv til andre som ’arbejdskraft’.

Og herfra har pengenes abstrakt-kvantificerende markeds-mekanisme-forståelse bredt sig ud til at omfatte mere og mere af det menneskelige samvær – altså også hinsides døden.

Med venlig hilsen