Interview

Duellen: ’De har jo alligevel ikke råd til at smide os ud’

21-årige Alexander Smedegaard røg hash op til flere gange ugentligt gennem sin gymnasietid. Skulle hans rygning være stoppet, havde det krævet et ultimatum fra skolen, mener han. Det kom aldrig
19. august 2013

Med en studentereksamen med et karaktergennemsnit på 10,8 var Alexander Smedegaard på mange måder en mønsterelev. Han lavede sine lektier og deltog aktivt i undervisningen. Men så var der lige det med hashen. Alexander røg op til tre gange ugentligt gennem hele sin gymnasietid.

»Jeg ser mig som forbruger, ikke misbruger. Som ung er der så mange ting, man skal leve op til. Der er forventningspresset fra forældre og lærere, og samtidig skal man passe vennerne og være en god kæreste. Ved at ryge mig skæv kunne jeg komme lidt væk fra alt det.«

– Men den flugt kunne jo også være et symptom på et dybereliggende problem, som nogen måske kunne have hjulpet dig med?

»Jeg tror ikke, problemet ligger hos mig. Man kunne lige så vel kigge på det system, man har skruet sammen, der gør, at sådan en som mig har brug for det åndehul, hashen er.«

– Hvad kunne have fået dig til at holde op?

»Et ultimatum om, at man ikke både kan ryge hash og tage en uddannelse. Det havde virket for mig, fordi skolen var så vigtig en del af min identitet, og der var krav fra mig selv og andre om, at jeg skulle klare det godt. Men jeg tror, det er meget individuelt, hvad der virker.«

– Var du aldrig bange for at blive opdaget og smidt ud?

»Aldrig. Jeg kender ingen, der decideret er blevet smidt ud. Og vi elever vidste udmærket, at der var lang line, fordi gymnasiet under taxameterordningen bliver belønnet økonomisk for at holde på os.«

– Hvordan følte du, hashen påvirkede din indsats i skolen?

»Hvis jeg havde røget med en kammerat, og det blev sent, kunne jeg godt føle mig uoplagt dagen efter. Men aldrig mere, end at jeg godt kunne være aktiv i undervisningen. Og helt ærligt tror jeg ikke, der er den store forskel i forhold til, når nogle af pigerne havde været i byen og mødte op med tømmermænd dagen efter.«

– Kunne du ikke have klaret dig endnu bedre, hvis du ikke havde røget?

»Det tror jeg faktisk ikke. Hvis jeg ikke havde røget, havde jeg bare drukket mere i weekenderne. Jeg kunne godt lave en afleve-ring om søndagen, hvis jeg havde røget, men ikke hvis jeg havde tømmermænd. Og jeg tror ikke, jeg kunne have passet både elevråd, venner, skole og kæreste uden at have de åndehuller, hashen gav mig.«

– Men der findes også dem, der pga. hashrygning får problemer med at gennemføre. Er du ikke bare undtagelsen, der bekræfter reglen?

»Det tror jeg ikke. I min vennekreds var der virkelig mange drenge, der røg hash. Nogle har fået dårlige karakterer og kom kun igennem med røven i vandskorpen. Men de fleste, jeg kender, der har røget omtrent lige så meget som mig, fik høje karakterer og har klaret sig godt. Et eksempel er min bedste kammerat, der skal til at læse økonomi.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu