Læsetid: 2 min.

Duellen: ’Psykisk syge skal behandles som alle andre’

Det er et stort problem, at psykisk syge patienter tages mindre alvorligt end patienter med fysiske lidelser, mener SIND’s landsformand, Knud Kristensen. Han efterlyser en kulturændring i lægestanden
Debat
20. august 2013

Det er ikke kun eventuelle bivirkninger af medicin, der udgør en fare for psykisk syges fysiske velvære. Danske læger er også alt for dårlige til at tage sig af psykisk syges almindelige helbredsproblemer. Det mener landsformand i SIND Knud Kristensen.

»Psykisk syge har almindelige hverdagsagtige problemer som alle os andre med rygning, overvægt og så videre. Men det er, som om lægerne ikke tager det seriøst. Man tænker, at det er, fordi de er psykisk syge. Men psykisk syge vil faktisk i mange tilfælde gerne tabe sig eller holde op med at ryge,« siger Knud Kristensen.

Den holdning ser han som en medvirkende årsag til, at psykisk syge i Danmark ifølge et fællesnordisk forskningsprojekt udgivet i The British Journal of Psychiatry dør 15-20 år tidligere end personer uden en psykiatrisk diagnose.

»Rygning er den største dræber, vi har herhjemme. Men alligevel tager man det ikke alvorligt, når en psykisk syg ryger. Man tænker, at det jo bare er sådan, psykisk syge er. Men der er slet ikke godt nok. FN’s handicapkonvention siger klart, at psykisk syge har krav på samme behandling som alle andre. Når psykisk syges leve-alder er så meget lavere, er det efter min mening dokumentation sort på hvidt for, at vi ikke lever op til den forpligtelse,« siger Knud Kristensen.

Som et eksempel på, hvordan psykisk syge forskelsbehandles i sundhedssystemet, fremhæver han en sag, hvor en psykisk syg kvinde med mavepine blev afvist på skadestuen.

»Da personalet opdager, at hun er psykisk syg, siger de, hun skal tage på psykiatrisk afdeling. Til alt held har hun en pårørende med, som insisterer på, de undersøger hende. Det viser sig, at hun har tarmslyng. Hvis det ikke havde været for den pårørende, kunne hun have været død i dag,« siger Knud Kristensen.

Han mener, der skal en kulturændring til blandt lægerne, hvis levealderen for psykisk syge skal hæves.

»Vi er nødt til at tage psykisk syge lige så alvorligt som andre mennesker. Det er min fornemmelse, at der i de seneste år er kommet fokus på problemet, men det tager lang tid at få ændret noget så grundlæggende som synet på psykisk syge. Det kræver en debat blandt lægerne, som forhåbentlig er ved at komme,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her