Kommentar

Europas politikere bør lære af Hegel

Den tyske mestertænkers hovedværk, ’Åndens fænomenologi’, kaster lys over eurokrisen: Velstand og vækst er ikke alt – i demokratiet søger borgerne også gensidig anerkendelse
Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

6. august 2013

Få andre bøger er blevet beskyldt for at være så ulæselige. Alligevel er Åndens fænomenologi – Georg Wilhelm Friedrich Hegels absolutte hovedværk – netop oversat til hollandsk. Og selv om den filosofiske klassiker udkomførste gang i 1807, kan den ikke desto mindre kaste lys over den aktuelle eurokrise. Af bogen kan vi nemlig lære, at politikerne er på vildspor, hvis de kun anser kriser som den nuværende for at være et økonomisk problem.

Reaktionen fra Martin Schulz, formand for Europa-Parlamentet, på Storbritanniens plan om at sende EU-medlemskabet til folkeafstemning er et eksempel på denne holdning. Planen er ifølge Schulz en dårlig idé, fordi »Camerons Europa à la carte ikke er praktisk mulig. I Europa må vi holde os til at fokusere på beskæftigelse og vækst, ikke hengive os til endeløse diskussioner om de europæiske traktater.«

Synet på EU som et samarbejde, der først og fremmest skal bringe velstand og få den økonomiske maskine til at køre gnidningsfrit, er almindeligt udbredt blandt kontinentets politiske beslutningstagere. Det deles i Holland af statsminister Mark Rutte og arbejdsgiverformand Bernard Wientjes.

»To tredjedele af den hollandske eksport går til Europa,« udtalte Wientjes for nylig til BNR Nieuwsradio.

»Halvanden million hollandske job afhænger af Europa. Vi tjener 180 milliarder euro på EU og euroen. Europa og euroen er rygraden i hollandsk økonomi.«

Læser vi Hegel, indser vi, at det overdrevne fokus på den fælleseuropæiske valuta er forfejlet. Jo større velstand, desto mere støtte til EU? Nej, sådan hænger tingene ikke sammen. Som den tyske filosof pointerede for 200 år siden: »At blive set og hørt er næsten vigtigere for os end at trække vejret.«

Anerkendelseskamp

De, som ønsker at forstå eurokrisen, kan studere den lange passage om den gensidige anerkendelseskamp, som mennesker befinder sig i. Hungeren efter anerkendelse fører uundgåeligt til konflikter. Forholdet mellem to mennesker – ’herre-slave-dialektikken’ – er så centralt for Hegel som ’overmennesket’ for Friedrich Nietzsche og ’ondskabens banalitet’ for Hannah Arendt. Slaven kan aldrig give herren den anerkendelse, han higer efter. Ægte anerkendelse opnås ikke ved magt og tvang.

På længere sigt er forholdet mellem herren og hans slave uholdbart. I Hegels opfattelse ville herre-slave-dialektikken derfor bane vej for et samfund, hvor alle borgere skulle have de samme rettigheder: demokratiet.

Næsten 200 år senere uddybede den amerikanske filosof Francis Fukuyama synspunktet. Da han proklamerede historiens afslutning, pegede han på demokratiet som den styreform, der bedst opfylder behovet for anerkendelse. Demokratiske valg er ikke kun en måde til at regulere overførsel af magt. Det forhold, at borgerne kan komme til orde, er lige så vigtigt.

Men eurokrisen har vist os, at mennesker med et gennemført demokratisk sindelag er vanskelige at finde i den europæiske magtelite. Martin Schulz, formanden for det organ, som skulle formodes at symbolisere europæisk demokrati, reducerer ikke desto mindre den varslede britiske folkeafstemning til et administrativt anliggende, som giver en mængde ekstra tidskrævende besvær. Politisk deltagelse devalueres til en luksus, der vel kan tillades, når udviklingen er i en god gænge, men ikke midt i en krise.

Tegnebogen er ikke alt

Ikke desto mindre argumenterer Schulz på sin egen måde for et samfund, der er baseret på lighed. Det er hans opfattelse, at landene i Nordeuropa (de rige), skal hjælpe dem i Sydeuropa (de fattige) med en bred vifte af støtteforanstaltninger. Dette vil give større lighed – om ikke af den type, Hegel havde i tankerne, men snarere den lighed, som Karl Marx argumenterede for i midten af det 19. århundrede.

Fordi vi har været tilbøjelige til at læse Hegel gennem Marx, har vi også været for tilbøjelige til at fokusere på de økonomiske mangler. For mange politikere er det blevet en rygmarvsrefleks, at hvis vælgerne er utilfredse, må grunden være manglende velstand. Det har ført til den opfattelse, at euroen er det vigtigste instrument, de har til rådighed. De sætter ind imod utilfredshed med et tilskud her og et økonomisk incitament der, fordi den stiltiende antagelse er, at vælgernes adfærd på valgdagen primært dikteres af deres tegnebog.

Men enhver, som reducerer samfundsborgeren til homo economicus, har udviklet et blindt punkt. At borgere kan motiveres af andet end økonomiske faktorer er svært for politikere og teknokrater at forstå.

En undersøgelse, foretaget af Maurice de Hond-instituttet (der bygger på et panel bestående af 2.000 personer), viste i foråret, at hollændernes største bekymring er, hvad de ser som EU’s manglende respekt for demokratiet. Dette er en mistillid, politikerne selv er med til at nære. Luxembourgs premierminister siden 1995. Jean-Claude Juncker, der også er tidligere leder af Eurogruppen, sagde det for nylig rent ud til det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel: »Om nødvendigt må politikerne forfølge den korrekte politik, uanset om mange vælgere opfatter den som den forkerte.«

Tilsyneladende er demokrati kun acceptabelt, i den udstrækning det giver de ønskede valgresultater. For Europas politikere burde Åndens Fænomenologi være tvungen læsning. Med en eurokrise, der synes endeløs, kan bogens genudgivelse ikke komme på et mere passende tidspunkt.

Sebastien Valkenberg er hollandsk journalist og filosof. En dansk oversættelse af hele ’Åndens Fænomenologi’ udkom i 2005.

© Trouw og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Levi Jahnsen
  • Ervin Lazar
  • HC Grau Nielsen
Levi Jahnsen, Ervin Lazar og HC Grau Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tegnebogen er ikke alt

Hvor er det dog sødt sagt... men hvordan får vi kapitalisterne og deres politikere til at indse det?

Da Karl Marx i februar 1848 fik udbetalt noget af arven efter sin fader, 6000 daler, blev denne ret betydelige sum omgående brugt til indkøb af våben til bevæbning af Bruxelles' arbejdere, hvilket betød at Karl og hans kone Jenny og tre børn kort efter blev udvist af Belgien.

Karl Marx havde åbenbart en klar fornemmelse af at ord; økonomi og filosofi - ikke er alt.

Daniel Mikkelsen, Niels-Simon Larsen, Niels Mosbak, Henrik Brøndum, Torben Nielsen, Jørn Petersen, Claus Oreskov og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Jeg mener, at de europæiske politikere grundlæggende er for EU ud fra et ønske om at komme væk fra Europas lange tradition for indbyrdes krige, hvoraf 2 stk udviklede sig til verdenskrige.

I øvrigt bør staten / EU ikke gøre mere end at give alle en 100 % fair og reel mulighed for at forme deres eget liv efter eget forgodtbefindende.

Politikere, filosoffer , religiøse ledere m v skal ikke misbruge staten til at forme borgernes liv efter bestemte religioner , filosofier , politiske ideologier o s v.

Så hvis der er fuld beskæftigelse, ordentlige sundheds-, uddannelses- og velfærdsordninger o s v, så skal den enkelte borger nok selv tage resten af ansvaret for sit livs udformning.

Henrik Brøndum og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne kommentar
Claus Jansson

*CHOK*

Økonomi er ikke den eneste motivationsfaktor.... det er næppe noget nyt, heller ikke indenfor virksomhedsideologi, hvor man benytter mange (og til tider langt bedre) motivationsfaktorer. Nemlig de i denne artikel nævnte faktorer for anerkendelse, men også medindflydelse/medbestemmelse og arbejdet under eget ansvar, er stærke faktorer til at motivere.

*CHOK IGEN*

Disse faktorer gør sig ikke kun gældende for et lønnet erhverv, i det private erhverv.

Spændende artikel, glad for at jeg slap for at læse den som en hollandsk oversættelse ;o)

Peter Günther

..ja, der må jo være noget helt fundamentalt galt med vore evner til at være ansvarlige borgere, hvis:

1) Vi vælger politiker, som vi ikke har tillid til og
2) disse sammen med deres politiker-kolleger skaber et over-nationalt samarbejde,
de heller ikke selv rigtigt tror på, og
3) i ønsket om at vi virkelig ønsker at samarbejde over-nationalt på skabe en mønt vi
alligevel ikke har tillid til

Er der noget at sige til, at en tillidskrise af det format, er grobund for ultra-national tankegang??

Christian Yde

@Bill Atkins:

"Da Karl Marx i februar 1848 fik udbetalt noget af arven efter sin fader, 6000 daler, blev denne ret betydelige sum omgående brugt til indkøb af våben til bevæbning af Bruxelles' arbejdere, hvilket betød at Karl og hans kone Jenny og tre børn kort efter blev udvist af Belgien.
Karl Marx havde åbenbart en klar fornemmelse af at ord; økonomi og filosofi - ikke er alt."

Karl Marx var netop (specielt den sene Marx) klar over, at den omsiggribende revolution udemærket kunne ske via demokrati og via arbejderne blev bragt ud af deres falske bevidsthed.

I øvrigt er dit citat hamrende forkert. Karl Marx blev beskyldt for at have brugt 1/3 af sin arv, og kun den belgiske Konge beskyldte ham. Marx blev aldrig dømt og der blev aldrig fundet beviser for, at han skulle have forsøgt at bevæbne belgiske arbejdere.

...men udvist blev han. Og iøvrigt har Marx udtalt at "Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den."

"Hylende" -- forkert citat." ???

Der er ovenfor ikke tale om et citat, men om en historisk hændelse/diskussion, og hvis jeg har betrådt hvad du opfatter som dit helt eget gebet så må du affinde dig med at jeg har tænkt mig, også i fremtiden, at øse gavmildt af min viden på området.

Mihail Larsen

Misbrug af Hegel

Ja, nu skal man se det med. I mange år blev Hegel betragtet som ærkekonservativ, nu bliver han fortolket som nationalliberal. Det er simpelthen en forfalskning af Hegel. Han baserede sin samfundsfilosofi på en idé om 'behovenes system' og en anden idé om 'herre-slave' forholdet. Behovenes system ville – formidlet over økonomien – gradvis overskride de nationale barrierer i takt med verdensmarkedets udvikling. I dag er der – via det indre marked – etableret et selvstændigt europæisk behovssystem. Det står i øvrigt i et 'herre-slave' forhold til verdensmarkedets øvrige storspillere, i første omgang USA, men snart også Kina og de andre fremstormende økonomier.

Nic Pedersen, Niels Mosbak, Henrik Brøndum, Curt Sørensen, Maiken Guttorm, Robert Ørsted-Jensen, Hugo Barlach og Christian Holm Clausen anbefalede denne kommentar
Lars B. Jensen

Ja Robert Kroll, det er helt sikkert EU-medlemsskabet der har forhindret indbyrdes krige. Jeg husker for eksempel de mange krige mod vores gamle hovedfjende Sverige der først blev afsluttet da de i 1995 blev medlem af EU.
Nåh nej, Sverige har ikke deltaget i krige i 181 år før deres EU medlemskab og gør det, i modsætning til flere EU lande, stadig ikke.

Kan der måske være andre grunde til de fraværende krige end lige EU?

Per Torbensen, Nic Pedersen, Thomas Petersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Christian Holm Clausen

Ingen tvivl skal der herske om, at europas politikere ville lære noget af at læse Phänomenologie des Geistes. Dog er dette en umulighed i den forstand, at dette ville kræve, at hver eneste af dem tog et sabbatår med læsningen af bogen. Den er nemlig ikke let tilgængelig og den kræver meget forarbejde, hvis man ønsker at komme ind til benet i Hegels tænkning.
Jeg mener, med mit kendskab til Hegel, at koblingen er for tynd. Fænomenologien behandler nok mange store historiske udviklingstemaer; sædelighed, fornuft, ånd og religion, samt den noget gennemtærskede herre-slave-dialektik, men det er nu i mine øjne de røde tråde, som gentages i historiens og bevidsthedens udvikling, der er det essentielle i værket. Det er disse dialektiske gentagelser og mønstre Hegel forsøger at vise til udlægningen af åndens væsen.

Henrik Brøndum, Robert Ørsted-Jensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Ja, Lars Jensen. Du har sandelig ret. Nu er der bare det aberdabei ved dit argument, at EU ikke blev oprettet for at forhindre en krig mellem Danmark og Sverige, men mellem Frankrig og Tyskland – Frankrig, der havde stålet, og Tyskland, der havde kullet. Altså en kul-og-stål-union.

Er det interessant? Det er måske ikke gået op for dig, at de to lande har ligget i krig med hinanden i 4-500 år til og med 2. verdenskrig. Nå, det er nok en detalje, du har overset.

Mihail Larsen

Ja, Lars Jensen 2

- og i næsten alle tilfælde spredte konflikten mellemTyskland og Frankrig sig til en stribe andre, europæiske stater. Derfor var der god grund til efter 2. verdenskrig at sætte en stopper for dette vanvid ved at binde Tyskland og Frankrig til et europæisk fællesskab.

Michael Kongstad Nielsen

Den der med EU og krigene vil jeg gerne give et ord med på vejen. EU var først og fremmest et (plan)økonomisk samarbejde for at få gang i økonomien og genopbygget Europa. Siden et frit markedsprojekt, stadig for at bygge økonomi og velfærd op. Det var ikke et fredsprojekt, for det havde man Nato til, og Tysklands fire besættelsesmagter til, samt FN til.

Levi Jahnsen, Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Artiklen er et slemt udtryk for en uhyggelig pseudo-intellektuel tendens: en af de store ånder (Hegel) tages til indtægt for en umådelig ofte gentaget pointe om, at mennesket ikke lever af ånd alene - og så zoomes fluks over til en velkendt diskussion om EUs demokratiske underskud. Så plat er Hegel ikke. Man kunne ønske, at mange skribenter ville læse mere, end de skrev. Og prøve på at følge sagerne ned i materien selv og ikke i deres banale paralleluniverser.

Robert Ørsted-Jensen, Henrik Brøndum, Mihail Larsen og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Lars B. Jensen

Mihail Larsen, det kan da godt være at kul og stålunionen mellem et Tyskland der var demilitariseret og et Frankrig der havde mistet lysten til krig, efter at være rendt over ende og splittet på grund af Vichy regeringens ageren, har medvirket til et fredeligere Europa.
Men den evindelige, vi forhindrer krig i Europa, man hører hver gang EU-modstandere opponerer mod den stadig tættere union, er ikke til at holde ud.
Jeg prøvede bare at antyde at der er andre grunde til at europæiske lande ikke længere bekriger hinanden og tilhængere af den store bureaukratiske institution der er under opbygning ikke konstant kan komme med argumentet: Mere EU eller flere krige i Europa.

Nic Pedersen, Per Torbensen, kim jensen, Thomas Petersen, Claus Jensen, Flemming Scheel Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Hegel bliver her læst som Nostradamus. Altså en klassisk fejl, som handler om, at man læser sin egen samtid ind i fortiden. Og dermed pynter sit eget ideologiske ståsted med fjer grebet i den blå historiske luft. Måske den tydeligste løftede pegefinger for førsteårsstuderende på såvel idehistorie, filosofi, dansk, antropologi og jeg ska' gi dig af humanistiske discipliner.

Men filosofihistorien kan naturligvis, som Mihail skriver, slet ikke stå inde for den noget jubellykkelige læsning af "Åndens fænomenologi", som Sebastien Valkenberg her geråder sig ud i. Hegels store opgør indenfor den tyske idealisme (Fichte, Kant, Schelling m.fl) er med Kant, hvis statiske opfattelse af verden, erstattes med dialektikken. Og det er den, som driver Hegels samfundsfilosofi.

Og så er Valkenbergs sammenstilling med Nietzsche er så langt ude i hampen, at det næsten gør ondt. Overmennesket er Nietzsches klare kritik af overskridelsen imellem viljen til liv, efter Schopenhauers samtidige indspil imod netop Hegel ved universitetet i Berlin på daværende tidspunkt, og så viljen til magt. I samfundsfilosofisk regis er det netop skredet imellem disse viljeforhold, som for Nietzsche indvarsler "Der Untergang". Og skal man så forstå denne lemfældige læsning ret, må EU allerede være udtryk for, at man har bevæget ind i eller ud over afgrunden. Man kunne såmænd godt forestille sig, at Valkenberg har sine største karrieremuligheder indenfor journalistikken...

Med venlig hilsen

Christian Yde, Peter Günther, Robert Ørsted-Jensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Lars B. Jensen

Mihail Larsen. De har godt nok haft travlt Tyskland og Frankrig, med deres 4-500 år krig op til 2. verdenskrig, når man nu tænker på at Tyskland ikke blev samlet som nationalstat før 1871. Det er måske grunden til at den detalje er smuttet for mig ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Det europæiske establishment er ængstelige ved at se Storbritanniens tilløb til en folkeafstemning om EU-medlemskab. Hvad bilder de sig ind, de briter? Nu har vi kæmpet i årevis for at undgå af høre folkets røst hvad EU-opbygningen angår, det er noget, eliten har for sig selv, det tåler ikke folkelig efterprøvelse, og så kommer ved gud disse briter og får vores elfenbenstårn til at vakle.

Frankrig, Holland og Irland stemte nej til Forfatningstraktaten. Tysklands befolkning har aldrig nogen sinde fået lov til at stemme om EU, det samme gælder Italiens. EU´s problem er ikke manglende demokratisk beslutningskraft, men manglende demokratisk fundering og legitimitet. Det er ikke folkenes EU, men elitens.

Nic Pedersen, Per Torbensen, Niels Mosbak, kim jensen, Thomas Petersen, Peter Andersen, Richard Sørensen, Lars B. Jensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Michael Kongstad Nielsen:

Nu er der heldigvis den fordel ved folkeafstemninger vedrørende EU, at man blot kan stemme om, hvis resultatet i første omgang ikke bliver det ønskede. Og hvis folk skulle finde på, at synes, det er en mærkelig form for demokrati, har vi jo set herhjemme, at politiet med held kan træde til og minde befolkningen om EU-demokratiets grundregler med et minimum forbrug af ressourcer.

Niels Duus Nielsen, Lars B. Jensen, Niels Mosbak, kim jensen, Thomas Petersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Lars Jensen 3

Det er dog fantastisk, så du fører dig frem sofistisk. De utallige religionskrige i 15-1600 tallet (herunder ikke mindst trediveårskrigen) foregik frem for noget andet sted i Tyskland. Napoleonskrigene gik også ud over Tyskland. Krigen mellem Preussen og Frankrig i 1860'erne (som Danmark forresten også lige nåede at blive en flig af) var endnu en konflikt, der involverede ikke kun de to lande. Og ja, så er det rigtigt, at Tyskland før blev samlet i én stat i slutningen af 1800-tallet, men Tyskland har nu også eksisteret som forbund tidligere. Og de to verdenskrige blev udløst efter Tysklands samling.

Michael Kongstad Nielsen

Claus Jensen, jeg forstår godt din ironi, tror jeg, men må alligevel påpege, at nej-resultaterne altid har afstedkommet positive forandringer. I Danmarks tilfælde de fire forbehold, i Irlands tilfælde diverse særregler, og i Frankrigs og Hollands tilfælde en almindelig tilbageholdenhed med unionsprojektet, som dog ser ud til at være ophørt, da finans-, bank- og eurokrisen kræver yderligere EU-koncentration af magt på det overstatslige niveau.

Lars B. Jensen, Ervin Lazar og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Eliternes projekt

Tror nogen, at historien drives frem af 'manden på gulvet'? Statsdannelser helt tilbage til antikken har altid været et produkt af eliters indsats. Det gælder Palæstina, de græske bystater, det kinesiske kejserrige, romerriget, frankerriget, de italienske bystater, de monarkiske nationalstater, de demokratiske nationalstater, USAs samling, Italiens samling, Tysklands samling, Ruslands samling og i efterkrigstiden de fleste tidligere koloniers selvstændiggørelse.

Hvis man forestiller sig, at alle disse fænomener var blevet til noget, hvis man hver gang havde afholdt en folkeafstemning, så tager man grundigt fejl. Uden visionære politiske ledere til at krystallisere, formulere og formidle de sociale, økonomiske og kulturelle udviklingspotentialer, havde vi slet ikke haft det samfund og den verden, vi lever i i dag.

Blev videnskab og teknologi indført af 'manden på gulvet'? Blev industrialismen? Blev verdenshandelen? Blev menneskerettighederne? Blev de politiske partier? Blev velfærdssamfundet? Blev informationsteknologien?

Det betyder naturligvis ikke, at enhver ny udvikling er af det gode. Men at tro, at udviklingen trygt kan overlades til folkeafstemninger, er naivt.

Skal man kritisere EU – og det er der god grund til – så fri os dog for den platitude, at det er et elitært projekt. Hvis ikke kritikken bliver mere konkret og saglig, så abonnerer man på en årtusind gammel anti-intellektualisme.

Levi Jahnsen, Peter Günther, Henriette Bøhne og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Forstandens tyranni

I sit værk Åndens fænomenologi har Hegel en helt anden analyse, som EU-modstanderne kunne have fokuseret på med større ret, nemlig hans analyse af forstandens tyranni, som dækker over hans kritik af den Franske Revolution.

FR gik for vidt i sine midler, fordi den ville udløse en frigørelse, der endnu ikke var basis for i det franske samfund. Eliten løb med andre ord langt forud for masserne, og da masserne ikke ville følge med, så greb eliten til terror. Det var dens fejl.

Men FR som sådan var ikke nogen fejltagelse. Hegel accepterede til sin dødsdag FR som en historisk nødvendighed. Det gamle regime kunne ikke fortsætte, fordi det var irrationelt og stillede sig i vejen for den historiske udvikling.

Det er denne distinktion mellem erkendelse af en historisk nødvendighed og en kritik af ændringens midler, der karakterer en progressiv tænker. I modsætning til dem, der bare fokuserer på midlerne og alene på grundlag af dem fordømmer hele projektet. Det er de reaktionære.

Med denne tænkning er det forståeligt, at Marx senere stillede sig på skuldrene af Hegel, selv om han kritiserede ham for 'idealisme'.

Det ville være ønskeligt, hvis de, der nu vil spænde Hegel for anti-EU-vognen, ville lære af Hegels eksempel. F.eks. ved faktisk at læse, hvad han skrev.

Henrik Brøndum

Jeg hygger mig rigtig meget under disse akademiske vingesus, og kan kun bidrage med et lille hjoerne.

"Men enhver, som reducerer samfundsborgeren til homo economicus, har udviklet et blindt punkt."

Det er en misforstaaelse at tro at virksomhedsledere, finansministre, "husmoedre" eller andre der har saerlig fokus paa oekonomi, overskud, velstand etc. kan slippe afsted med at kun at taenke paa penge. Velstand kommer ud af at du designer en god forretningside, en sund offentlig sektor etc. og saa til sidst regner den oekonomisk igennem for at se om den holder vand. Jeg ved godt der er nogen der med enten stolthed eller foragt siger: "Handelshoejskolen handler om to ting - kroner og oerer!" - men de tager altsaa fejl.

”Hegel var kulminationen af den bevægelse i tysk filosofi, der begyndte med Kant. Selv om han ofte kritiserede Kant, kunne hans system aldrig være opstået, hvis Kants ikke havde eksisteret. Hans indflydelse, der nu er på retur, har været meget stor, ikke alene eller hovedsageligt i Tyskland.

Han fuldendte sin ”Phänomenologie des Geistes” dagen før slaget ved Jena. I den senere del af sit liv var han patriotisk prøjser og en loyal statstjener, der i ro og mag nød sin anerkendte fremtrædende stilling som filosof. Men i sin ungdom foragtede han Prøjsen og beundrede Napoleon så stærkt, at han glædede sig over den franske sejr ved Jena.

Hegel mente, at alle tings egenskaber kunne udledes ved logik, hvis man vidste nok om den til at adskille den fra alle andre ting. Dette var en fejl, og af denne fejl opstod hele hans systems imponerende bygning. Dette illustrerer en vigtig sandhed, nemlig at jo dårligere ens logik er, jo mere interessante følger afføder den.”

Bertrand Russell: ”Vestens Filosofi”. København, 1953.

Virkningerne af den hegelske tænkning må kaldes uhyrlig (Ungeheuer). Den har dannet skole og modskole – bevarelsesinstinkter eller revolte. Trods klare forskelle mellem det napoleonske imperium og det hegelske Prøjsen står over begge et fælles fortegn: et gennembrud til den fuldbragte forfatningsstat.

At spillet om benægtelsen af det hegelske fuldendelsespostulat og udskydelsen af forsoningsbehov for uforløste grupper præger idekampene i det 19. og 20. århundrede – på den marxistiske fløj og for eksistentialisterne – for bare at nævne to af de vigtigste post-Hegel-bevægelser – stadig pågår inden for det af kyniske neo-liberale politiske kræfter producerede europæiske neo-proletariat, aktuelle kvindebevægelser, økologi – og miljøbevægelser, fredsbevægelser, rettigheder for børn, mindretal, sindslidende, dyr – og mange andre – hver for sig en del af dette årtusindes vigtigste temaer …

Frit efter:
Peter Sloterdijk: ”Philosophische Temperamente”. Von Platon bis Foucault. München, 2009.

Man kunne her måske også passende nævne den politiske kamp mod denne elitære Molok med kronisk demokratiunderskud – EU …

Med andre ord: Hegels filosofi er vist ikke noget at samle på mere – ryk tilbage til Immanuel Kant …

Mihail Larsen

Bertrand Russells kritik af Hegel bærer præg af, at han bekendte sig til den logiske positivisme. Den må i dag anses for forældet, medens Hegel er kommet til ære og værdighed igen i kølvandet på 'den sproglige vending' i filosofien (som Austin og den ældre Wittgenstein indledte). Russells forståelse af den hegelske logik (og især hans dialektik) virker i dag barnagtig.

Sloterdijks kritik er mangeartet, delvis anarkistisk, delvis nietzscheansk, delvis bare retorisk-polemisk. Det kan diskuteres i en anden sammenhæng. Men at gøre hans polemik til trædesten for en tilbagevenden til Kant er - far out. Læs f.eks. Kants "Til den evige fred", der faktisk har tjent som ideologisk model for EU. Hold nu orden på begreberne!

At slutte fra det, at Russell af nogen bliver skældt ud for at være logisk positivist - til ikke at have en pointe i sin karakteristik af Hegels filosofi, er noget af en logisk spagat enhver seriøs og ikke dogmatisk filosof burde afholde sig fra ... :-)

At Sloterdijk vedrørende Hegel mener, at det nu gælder om at komme videre fra filosofisk umodenhed til en tidssvarende filosofisk klarhed, kan de fleste sandsynligvis være enige om - erindringen om Hegel og hans grandiose fiasko - den storslåede elendighed af hans filosofiske "success" kan være nyttige til at forstå, hvorfor filosofferne - hegelianere eller andet - nødvendiggør, at nogen bringer projektet ud af elendigheden - og man herunder også lytter til disse stemmer - bl.a. Sloterdijk virker her som en fænomenal katalysator ...

Forslaget om at rykke tilbage til Kant stammer fra nærværende ydmyge indsparker - og skulle der endelig peges på et værk af Kant, som EU-tilhængere og deres politiske apologeter uden tvivl ville have godt af at stifte bekendtskab med, må det være "Grundlegung der Metaphysik der Sitten" - om menneskeværdighed og meget andet godt ...

Så hold orden på begreberne - samtidig med, at udvise åndens fleksibilitet ...

Claus Oreskov

@Mihail Larsen. ”Eliternes projekt” ja hvis historien ikke var så forbandede kompleks! Omvendt har jeg svært ved at få øje på en revolution som ikke blev gennemført af ”manden på gulvet”.

Flemming Scheel Andersen, Per Torbensen og Lars B. Jensen anbefalede denne kommentar

Ja ja Claus Oreskov - vi er nu reduceret til "anti-intellektuelle" fordi vi ikke fatter storheden i elitens projekt - et projekt der nødigt skal forplumres af en misforstået opfattelse af demokrati og folkets medbestemmelse - men farven på lokumspapiret kan vi godt få lov at stemme om.

Niels Duus Nielsen, Jan Weis, Nic Pedersen, Flemming Scheel Andersen, Levi Jahnsen, Per Torbensen, Lars B. Jensen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg vil også godt prøve at sige noget kort om "eliternes projekt".
Alle de projekter, der har udviklet historien i strid med magthavernes interesser, har krævet en folkelig opbakning, altså fra manden på gulvet. At disse folk så har haft brug for visionære ledere og tænkende filosoffer er en anden ting, der ikke ændrer ved, at uden folkelig opbakning, ingen forandring.
Dette var grundlaget for alle de demokratiske revolutioner, der satte "den generelle vilje" igennem overfor despotiet. Demokratiet kendetegnes i sidste instans ved "håndsoprækning", folkeafstemning, men kan fungere på forskellige måder undervejs i forløbet. Men hvis en magtstruktur udvikler sig i et samarbejde uden folkelig opbakning, og folket afskæres fra at tage stilling til det, fjerner man sig fra demokratiet skridt for skridt, og lader en ny teknokratisk elite blive de nye magthavere, der fungerer uden folkets tillid og opbakning.

Flemming Scheel Andersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

"Velstand og vækst er ikke alt – i demokratiet søger borgerne også gensidig anerkendelse"

Jo tak, det er vi helt på det rene med. Det er derfor så mange af os gør oprør over det der sker. Skattelettelser til de velstillede på de fattigstes bekostning, og pisk til de uheldige.

Undskyldningen er at pengene skal investeres i vækst, så vi kan bevare den velstand der nu tages fra os? Ren logik, ikke?

- Hm, nå... Ok da. Og hvornår skal denne velstand så komme igen. For det var jo det ordene beskrev. Eller skal denne tilstand af et konkurrencesamfund med store samfundsskel bestå?

- Jamen, når alle er i arbejde, så behøver vi jo ikke piske de ledige og syge mere. Og de har heller ikke brug for overførselsindkomster da nu klarer sig selv.

- Aha... Det vil med andre ord sige hjælp til selvhjælp? En selvopfyldende teori?

- Ja, kan det blive meget bedre? Det hele går op i en højere enhed!

- Den enhed er vel Europas Forenede Stater, hvor de rigeste lande poster alle deres penge i de fattigste lande - selvfølgelig på bekostning af de der allerede er de fattigste i de rigeste lande.
Du er ikke enig i at mennesker trives bedst under ligeværdige kår? Det er bevist at de lykkeligste mennesker er de der lever i lande hvor ligheden er størst. Er det derfor i bruger forskelsbehandlingen nu? For at gøre mennesker ulykkelige? Eller er der helt andre planer bag ved jeres handlinger?

- Nej nej da, vi vil jo bare sikre vores velstand. Det gør os jo trygge og sikre i det lange løb. Vil du undvære din mobiltelefon eller den offentlige service?

- Det ved jeg snart ikke rigtigt hvad jeg skal svare til. Der er jo praktisk taget ingen offentlig service tilbage. Det hele er centraliseret. Mennesker er objekter på en fabrik og tal i en statistik. Og der er langt til indflydelse og nærhed. Før var der varme hænder og forståelse. Og der var indflydelse i de små kommuner. Nærdemokrati.
Siden midten af 1970'erne har skiftende regeringer stille og roligt fjernet alt det menneskelige. Bid for bid. Umærkeligt og sikkert. Der er intet tilbage af det sikre og trygge, på trods af at der aldrig har været flere penge i Danmark end nu. Hvor forsvinder pengene hen? Hvem får glæde af dem?
Er det den stigende mængde millionærer? Er det tungt bureaukrati og stigende udgifter til elektronisk udstyr? Er det forsøget på at omstille alt til at køre automatisk via internettet, så der slet ikke behøver at være mennesker involveret længere?
Er det den øgede kontrol sluger pengene? Eller er det hver gang nye politikere kommer til magten og skal lege med vores infrastruktur efter forgodtbefindende? Jeg ved i hvert fald at det koster mig en herregård hver gang jeg skal flytte. Men det er måske anderledes med det offentlige?
Kan det være de 24 milliarder vi hvert år smider ned til Bruxelles, der er med til at fratage os vor velfærd og nærhed?
Du må undskylde, men jeg har altså en meget ubehagelig kriblen i nakken. Det kan godt være jeg ikke er så hurtig på aftrækkeren, men mine instinkter og sjette sans fejler altså intet.

Jeg synes faktisk det er en smule frækt af dig at stå dér og forsøge at bilde mig ind at du vil tage det hele fra mig, netop fordi det er til mit eget bedste.

Niels Duus Nielsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Næ nej Jan Weis. Mihail har givetvis fat i forskellen på logisk determinisme og dialektisk determinisme. Og det er immervæk den sidste, der kræver den største indsats at operere med. Og med hensyn til Kant efter Kant kan man såmænd blot henvise til, at Hegels næststørste kritiker, efter Schopenhauer, nemlig Nietzsche, havde følgende karakteristik af kants tænkning: "Kineseren fra Heidelberg". Porcelæns-nikkedukken...

Der blev ikke lagt fingre imellem dengang heller. Men at Kant skulle være et solidt udgangspunkt for at sige magten samfundsfilosofisk midt imod var allerede dengang, skal vi sige, en logisk kortslutning...

Med venlig hilsen

Lars B. Jensen

Mihail. Bare for at være sofistisk. Hvis du definerer alle der har haft indflydelse på Europas udvikling som eliten, så er de jo per definition eliten. Mage til tautologisk argument skal man lede længe efter!

Lars B. Jensen

Mihail. Du har, på trods af din hegelianske kritik dog aldrig svaret på min egentlige anke: Er EU den eneste grund til at Europæiske stater ikke længere bekriger hinanden?

Mihail Larsen

Vrøvl

Jeg har ikke sagt, at eliten er den eneste, som har haft indflydelse. Eliten har ikke kunnet omsætte sine visioner, uden at der var et samfundsmæssigt grundlag for det. Men den har haft en sommetider afgørende, katalyserende rolle – en slags fødselshjælper, for nu at bruge et Marx-udtryk.

Jeg er naturligvis bevidst om klassekampenes historie. Hvad jeg protesterede imod var en populistisk og unuanceret forkastelse af projekter med den ene begrundelse, at de var 'elitære'.

Hugo Barlach

Det er naturligvis altid prisværdigt at prøve på at komme andre til undsætning – men i dette tilfælde er anvendelsen af begreber som logisk determinisme og dialektisk determinisme nok skudt helt forbi nærværende indsparker – da de ikke ses at være nævnt i mine med referencer forsynede beskedne bidrag – så relevansen i denne sammenhæng er ikke umiddelbart forstået – og om din konstatering af Mihails fatteevner er korrekt – skal ikke kunne afgøres her – det har jo slet ikke været til debat i denne omgang – i hvert fald ikke én, man har deltaget i …

Referencer vil som regel altid blive efterspurgte, når nye forbløffende historiske kendsgerninger meddeles en skeptisk læser – så en henvisning til, hvor præcis det nævnte citat fra Nietzsche forekommer i hans værker vil måske kunne understøtte hukommelsen og dermed afklare oplysningsbehovet – indtil da vil en medejendomsret til tvivlens nådegave forhåbentlig også komme nærværende evighedsstudent udi philosophie til gode – lad høre …

At Kants ”Zum ewigen Frieden” påstås at være gjort til EU’s ”ideologisk model” skal såmænd nok have sin rigtighed – for de fleste dødelige finder først den evige fred på kirkegården – det kan mange i disse tider i Sydeuropa skrive under på – hvis de altså stadig kunne holde på en pen …

Hvorvidt Kants morallære vil kunne oplyse dagens politikere herhjemme – men også nede blandt de imperiale og elitære system-byggere i EU – står forhåbentlig ikke til diskussion, men at de efter en eventuel læsning af Kant skulle finde på at tænke mere over, hvad de egentlig har gang i, er nok et fromt håb – det ville i givet fald være et opsigtsvækkende politisk-moralsk novum ...

Lars B. Jensen

Hold dog kæft, hvor er i gode til philologiske fremmedord. Skal vi ikke i stedet diskutere erkendelsesteori med baggrund i Bohr, Einstein og Planck?

Lars B. Jensen

ok Jan Weis. Så prøver jeg.
Min opfattelse af verden er at der kun eksisterer sandsynligheder, der findes ingen virkelighed og ingen stof. der er kun sandsynligheden for at den eksisterer. det gælder også for de taster jeg trykker på.

Hugo Barlach

Jfr. mit indspark af d.d. kl. 03:44 – der som så mange andre sikkert er gået tabt i den korte kronologiske oversigt – ventes der stadig spændt på dine kildehenvisninger til påstanden om, at Immanuel Kant - alias Kineseren - skulle have opholdt sig i Heidelberg …

Af hensyn til opfattelsen af seriøsiteten af dine indlæg ville oplysning herom være en klar forbedring …

Christian Yde

@Lars Jensen:

Det er noget sludder. Kvantemekanik kan ikke danne grundlag for dit udsagn "Min opfattelse af verden er at der kun eksisterer sandsynligheder, der findes ingen virkelighed og ingen stof. "

I den meget simplistiske forstand findes du heller ikke, hvilket åbenbart er noget sludder. Kvantemekanikken foreskriver sandsynligheder for at specifikke hændelser vil indtræffe - aka noget er i en subjektiv opfattelse.

Eksempelvis ved jeg ikke om du stadig er i live i dette tilfælde. Statistisk set har du 0.001% sandsynlighed for at være død ligenu så i statistisk forstand er du både død og levende (det der kaldes en superposition til den uindviede) - men det er jo en åbenbar subjektiv opfattelse som alene relaterer sig til min opfattelse.

Det er akkurat lige så absurd som at sige, at et fodboldhold er i en superposition indtil jeg har læst kamp resultatet i nyhederne... Det absurde består i det storhedsvanvid at en superposition kan opstå ud fra et individs oberservationsfelt og dermed at hele universet centrer sig om individet.

En klar og åbenbar fejlslutning.

I det klassiske eksempel med Schrödingers kat er det derfor åbenbart (igen) at superposition relatere sig alene til en subjektiv tilstand - katten er enten død eller levende og observationen af katten afslører tilstanden. Præcis det samme med bølge-konceptet i QM.

I virkeligheden er det opfattelsen af sandsynligheder der er problemet. Sandsynligheder er ligesom tid noget vi ved hvad er men ikke kan definere.

Jeg vil anbefale dig at læse op på Bayesiansk statistik - herved vil du opnå en forstående af statistik som "den grad af sandsynlighed med hvilken vi tror en hændelse erfaringsmæssigt vil indtræffe". Nøgleordene er 'tror' og 'erfaring'.

Kære Jan Weis

Sorry, "Kineresen fra Königsberg". Og jeg frafalder naturligvis samtlige alle mine indlæg i Information fra 1972 og frem til i dag på baggrund af svipseren. Jeg går imidlertid osse' ud fra, at du, i dig selv, har læst hele Nietzsche forfatterskab igennmem. Og derfor er i stand til at levere en substantiel kritik af Mihail i sammenhængen med min kommentar. Det skylder du mig herefter, såfremt vi skal lade din logik gå for at være den mest gældende. Så det er er såmænd ikke Mihail, jeg forsøger at komme til undsætning. Det klarer han nok selv. Næ, hr. Weis, det er dig, jeg forsøger at komme til undsætning.

Kritikken af Kant allerede fra midten af 1800-tallet, efterlader hans samfundsfolosofiske

Kære Jan Weis

Sorry, "Kineresen fra Königsberg". Og jeg frafalder naturligvis samtlige alle mine indlæg i Information fra 1872 og frem til i dag på baggrund af svipseren. Jeg går imidlertid osse' ud fra, at du, i dig selv, har læst hele Nietzsche forfatterskab igennmem. Og derfor er i stand til at levere en substantiel kritik af Mihail i sammenhængen med min kommentar. Det skylder du mig herefter, såfremt vi skal lade din logik gå for at være den mest gældende. Så det er er såmænd ikke Mihail, jeg forsøger at komme til undsætning. Det klarer han nok selv. Næ, hr. Weis, det er dig, jeg forsøger at komme til undsætning.

Kritikken af Kant allerede fra midten af 1800-tallet, efterlader hans samfundsfilosofiske betragtninger som rudimentære. Og her kan ingen moral filosofi komme til undsætning, af den simple grund, at moral behændigt udlader at gøre rede for ethvert konkret magtforhold. I filosofisk forstand indleder Nietzsche ballet. Helt op til 1890. Og så tager ganske anderledes økonomisk-politiske præferencer over i karakteristikken af, hvor samfundsfilosofien må hente sine inspirationer. Det betyder med andre ord, at en nostalgisk begejstring for Kants tanker, om end nuttet, ikke bidrager med nogen form for rationel kerne til at beskrive, hvor de moderne magtpositioner bevæger sig hen. Var det så klart nok? monsør Weis...

Med venlig hilsen

Og Jan Weis - så er jeg naturligvis 'dybt rystet' over, at du har problemer med seriøsiteten af mine indlæg. Nu ka' jæ' skisme' nok ikke sove ordentlig om natten, førend jeg har fået din tilgivelse. Det hænger måske sammen med, at jeg overfor din logik, nok må anses for at sidde på "kanten" af verden og skue ind i afgrunden, du ve' den som skuer baglæns ind i dig...

Med venlig hilsen

Og ska' du så ha' en henvisning til ovenstående, er det fra "Jenseits Gut und Böse" , ja så må jeg nok engang anbefale dig, at læse værket. Så finder du såmænd nok seriøsiteten i anliggendet. Eller også kigger seriøsiteten måske ind til (i) dig...

Med venlig hilsen

Hugo Barlach

Tak for indrømmelsen af svipseren - det er alt for meget - men har du måske også lige et afsnits- eller sidetal i en eller anden udgave af "Jenseits Gut und Böse"? - resten forbigår jeg i stum forundring - især over, at Kants morallære også fylder så lidt i dit univers ... :-)

Cheers

Sider