Kommentar

Europas politikere bør lære af Hegel

Den tyske mestertænkers hovedværk, ’Åndens fænomenologi’, kaster lys over eurokrisen: Velstand og vækst er ikke alt – i demokratiet søger borgerne også gensidig anerkendelse
Debat
6. august 2013
Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

Få andre bøger er blevet beskyldt for at være så ulæselige. Alligevel er Åndens fænomenologi – Georg Wilhelm Friedrich Hegels absolutte hovedværk – netop oversat til hollandsk. Og selv om den filosofiske klassiker udkomførste gang i 1807, kan den ikke desto mindre kaste lys over den aktuelle eurokrise. Af bogen kan vi nemlig lære, at politikerne er på vildspor, hvis de kun anser kriser som den nuværende for at være et økonomisk problem.

Reaktionen fra Martin Schulz, formand for Europa-Parlamentet, på Storbritanniens plan om at sende EU-medlemskabet til folkeafstemning er et eksempel på denne holdning. Planen er ifølge Schulz en dårlig idé, fordi »Camerons Europa à la carte ikke er praktisk mulig. I Europa må vi holde os til at fokusere på beskæftigelse og vækst, ikke hengive os til endeløse diskussioner om de europæiske traktater.«

Synet på EU som et samarbejde, der først og fremmest skal bringe velstand og få den økonomiske maskine til at køre gnidningsfrit, er almindeligt udbredt blandt kontinentets politiske beslutningstagere. Det deles i Holland af statsminister Mark Rutte og arbejdsgiverformand Bernard Wientjes.

»To tredjedele af den hollandske eksport går til Europa,« udtalte Wientjes for nylig til BNR Nieuwsradio.

»Halvanden million hollandske job afhænger af Europa. Vi tjener 180 milliarder euro på EU og euroen. Europa og euroen er rygraden i hollandsk økonomi.«

Læser vi Hegel, indser vi, at det overdrevne fokus på den fælleseuropæiske valuta er forfejlet. Jo større velstand, desto mere støtte til EU? Nej, sådan hænger tingene ikke sammen. Som den tyske filosof pointerede for 200 år siden: »At blive set og hørt er næsten vigtigere for os end at trække vejret.«

Anerkendelseskamp

De, som ønsker at forstå eurokrisen, kan studere den lange passage om den gensidige anerkendelseskamp, som mennesker befinder sig i. Hungeren efter anerkendelse fører uundgåeligt til konflikter. Forholdet mellem to mennesker – ’herre-slave-dialektikken’ – er så centralt for Hegel som ’overmennesket’ for Friedrich Nietzsche og ’ondskabens banalitet’ for Hannah Arendt. Slaven kan aldrig give herren den anerkendelse, han higer efter. Ægte anerkendelse opnås ikke ved magt og tvang.

På længere sigt er forholdet mellem herren og hans slave uholdbart. I Hegels opfattelse ville herre-slave-dialektikken derfor bane vej for et samfund, hvor alle borgere skulle have de samme rettigheder: demokratiet.

Næsten 200 år senere uddybede den amerikanske filosof Francis Fukuyama synspunktet. Da han proklamerede historiens afslutning, pegede han på demokratiet som den styreform, der bedst opfylder behovet for anerkendelse. Demokratiske valg er ikke kun en måde til at regulere overførsel af magt. Det forhold, at borgerne kan komme til orde, er lige så vigtigt.

Men eurokrisen har vist os, at mennesker med et gennemført demokratisk sindelag er vanskelige at finde i den europæiske magtelite. Martin Schulz, formanden for det organ, som skulle formodes at symbolisere europæisk demokrati, reducerer ikke desto mindre den varslede britiske folkeafstemning til et administrativt anliggende, som giver en mængde ekstra tidskrævende besvær. Politisk deltagelse devalueres til en luksus, der vel kan tillades, når udviklingen er i en god gænge, men ikke midt i en krise.

Tegnebogen er ikke alt

Ikke desto mindre argumenterer Schulz på sin egen måde for et samfund, der er baseret på lighed. Det er hans opfattelse, at landene i Nordeuropa (de rige), skal hjælpe dem i Sydeuropa (de fattige) med en bred vifte af støtteforanstaltninger. Dette vil give større lighed – om ikke af den type, Hegel havde i tankerne, men snarere den lighed, som Karl Marx argumenterede for i midten af det 19. århundrede.

Fordi vi har været tilbøjelige til at læse Hegel gennem Marx, har vi også været for tilbøjelige til at fokusere på de økonomiske mangler. For mange politikere er det blevet en rygmarvsrefleks, at hvis vælgerne er utilfredse, må grunden være manglende velstand. Det har ført til den opfattelse, at euroen er det vigtigste instrument, de har til rådighed. De sætter ind imod utilfredshed med et tilskud her og et økonomisk incitament der, fordi den stiltiende antagelse er, at vælgernes adfærd på valgdagen primært dikteres af deres tegnebog.

Men enhver, som reducerer samfundsborgeren til homo economicus, har udviklet et blindt punkt. At borgere kan motiveres af andet end økonomiske faktorer er svært for politikere og teknokrater at forstå.

En undersøgelse, foretaget af Maurice de Hond-instituttet (der bygger på et panel bestående af 2.000 personer), viste i foråret, at hollændernes største bekymring er, hvad de ser som EU’s manglende respekt for demokratiet. Dette er en mistillid, politikerne selv er med til at nære. Luxembourgs premierminister siden 1995. Jean-Claude Juncker, der også er tidligere leder af Eurogruppen, sagde det for nylig rent ud til det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel: »Om nødvendigt må politikerne forfølge den korrekte politik, uanset om mange vælgere opfatter den som den forkerte.«

Tilsyneladende er demokrati kun acceptabelt, i den udstrækning det giver de ønskede valgresultater. For Europas politikere burde Åndens Fænomenologi være tvungen læsning. Med en eurokrise, der synes endeløs, kan bogens genudgivelse ikke komme på et mere passende tidspunkt.

Sebastien Valkenberg er hollandsk journalist og filosof. En dansk oversættelse af hele ’Åndens Fænomenologi’ udkom i 2005.

© Trouw og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nå Jan - så nok engang: Næ nej, Jan Weis. Citatfusk indenfor filosofien fremmer ikke nogen forståelse. Man er nødt til at tygge molevitten igennem. "Jenseits von Gut und Böse" kan snildt læses i engelsk udgave: "Beyond Good and Evil", eller sågar i den danske udgave: "Hinsides godt og ondt".

Og så må jeg lige tilføje, at såfremt dit univers er anderledes end mit, er univers måske lige en tand for højtideligt for dig som term. Måske du skulle kigge på moralfilosofiens mere ukendte bagside, nemlig ydmyghed. Du finder den i en fjern galakse, "hvor imperiets tropper...

Stadig med venlig hilsen

Har lige hurtigt skrålæst bemeldte afsnit i Nietzsches Werke - uden at støde på noget om en kineser fra Königsberg i porcelæn eller bare af kød og blod - men Kants kategoriske imperativ opfatter Nietzsche godt nok som en slags fornærmelse - moral i Kants forstand kan man ikke forlange af andre, basta - sagt af én, der henregner sig selv til gruppen: Wir Immoralisten! (226) ...

Hans karakteristik af kvinder (236) vil jeg i denne forbindelse helt undlade at kommentere - det taler for sig selv ... :-)

Så guderne må vide, hvor det med kineseren af porcelæn stammer fra - men måske holder du det bare hemmeligt uvist af hvilken grund ...

Nietzsches Werke, Klassiker-Ausgabe, Band 7, Abschnitt 187, Seite 115. Weimar 1919.

Beklager Weis, såfremt du foretrækker at copy/paste eller Google filosofien, må jeg desværre frafalde at fortsætte udvekslingen. Til din oplysning er jeg idehistoriker, social antropolog og rendte igennem ph.d-forløbet ved Center for Kulturforskning ved AU. Anliggendet var magtfilosofi. Så jo, jeg er udmærket bekendt med Nietzsches kritik af såvel Hegel som Kant.

Måske jeg i din anseelse ikke rækker over bord-kant'en, men du er naturligvis velkommen til at læse Nietzsche's brevkorrespondance igennem, såfremt du ikke kan finde referencerne andetsteds. Du kunne jo også se på, hvilke referencer til kineseri, der var tilgængelige fra midten af det 19. århundrede. Måske for meget forlangt? Men er det Nietzsche, du vil vide noget konkret om, finder du såmænd nok nogen, som vil give enetimer. Jeg opgiver at give dig flere hints til kritikken af Kant. Du forekommer temmelig ensporet immun. Til din formentlige fortrydelse kan jeg ikke få øje på nogen aktualitet for ny-kantiansk tænkning i de emnelag, som Information dækker. Men klø du bare på. Din stædighed er 'i sig selv' en kantiansk åbenbaring. Men måske tåler du bare ikke konstruktiv kritik. Eller osse' har Mihail's kortere tålmodighed med dine indlæg fæstet sig hos mig på samme led efterhånden.

Så helt ærligt: Kant som samfundsfilosofisk forsvar for EU: hvor langt ud i hampen vil du egentligt? Eller googler du nu også Althusser, hvis jeg citerer ham for dit ideologiske sludder?...

Beklager ligeledes, hvis din professionelle ære er gået for nær - det eneste udestående du havde var såmænd bare svar på et konkret spørgsmål om en reference i sund videnskabelig ånd - men det har åbenbart bragt dig rimeligt fra koncepterne - det er naturligvis ikke så godt ...

Hvad du ellers skriver er svært misforstået - jeg har vistnok aldrig advokeret for et kantiansk samfundsfilosofisk forsvar for EU - mit ærinde var netop ikke noget forsvar, men et tredie kritisk synspunkt - men det er åbenbart ikke gået op for dig - så har du overhovedet læst mine indspark, som bare bygger på de to nævnte filosoffers mening om Hegel, kan man med rette spørge om ...

Din indsats har ikke været særligt fagligt imponerende - men hvad bliver der nu af kineseren i porcelæn fra Heidelberg - nu du selv nævner ordet sludder ...

Det er naturligvis aldrig morsomt at blive taget i sludder og vrøvl - så undskyld ulejligheden ...

Rolig nu hr. Weis, du bringer imidlertid ikke meget til torvet ud over viljen til håbløs polemik. Jeg har alle koncepter i behold, osse' imåren, det rykker du såmænd ikke en tøddel ved. Men jeg kan nu konstatere, at du ikke mener, at hverken Mihail eller jeg forstår, hvad perspektiverne i idehistorien går ud på. Det hygger du dig bare med.

Som jeg forstår sammenhængen, forsøgte vi blot at bringe idehistoriske såvel som filosofiske fakta på plads. Inklusive beklagelsen fra min side for at forveksle Königsberg for Heidelberg, og som jeg ser det, tror jeg slet ikke, at nogen af os har haft nogen ambition om at imponere dit fremragende intellekt. Faktisk ser vi nok helst, at du ikke forstyrres yderligere. En forfærd'lig hvepserede, du bokser med dær'. Det bringer nok for megen uro i den kosmiske balance, min ven. Men du får naturligvis det sidste ord...

Med venlig hilsen

Hr. Barlach har åbenbart tænkt sig - trods flere udestående svar - at fortsætte en håbløs polemik - og hvad angår, hvem af Hugo eller Mihail, der mener sig forstå flest perspektiver i idehistorien, skal herfra være usagt - det må man selv bakse med - samtidig med, at andre så tillader sig at filosofere over seriøsiteten i deres projekt ...

Herfra skal afslutningsvis blot takkes ærbødigst for interessen og de mange bizarre belæringer via sludder og manglende opfyldelse af selv de mest basale krav til dokumentation af fremsatte vilde påstande - og - ikke at forglemme, hvad det gode sunde grin over vredesagenternes fremturen i spalterne og hele opstandelsen hos disse filosoffer, der påstår, at de har helt styr på koncepterne, er endt med - men tak til Hugo for deltagelse i stuntet ...

Søren Kristensen

Hegel har ret: anerkendelse er utrolig vigtigt. Brug evt. "Anbefal kommentar" hvis du er enig.

Mihail Larsen

Jeg taler helst for mig selv

Det var mig, der bragte Kants betydning for EU-konstruktionen på bane. Læs venligst hans lille folkeretslige publikation "Til den evige fred" – eller lav et opslag i "Klassisk og moderne politisk teori", s. 291-92. Det må da være overkommeligt.

Det er da utroligt, Jan Weis, som du kan tage på vej. Sofisteri bringer ingen nogen som helst vegne. Så såfremt jeg har provokeret din tendens til uvedkommende flueknepperi, har det såmænd været en fornøielse. Jeg gør det måske gerne igen...

Det har bestemt været en fornøjelig oplevelse - sofisteri eller ej - kom bare an en anden gang, Hugo ... :-)

Cheers

Godt så, der ér intet moralsk imperativ under EU. Tværtimod. Og derfor heller ikke nogen som helst brug for Kants metafysik i sammenhængen. Eller anden metafysik for den sags skyld. Overhovedet. EU bygger på suverænitetsfordringen. Og såfremt du vil have nøjagtige henvisninger i traktaterne til dette forhold, er jeg nødt til at tvinge filosofien igennem ved at henvise til, at du kan læse om det imellem linierne...

Med venlig hilsen

Selv godt så - og velkommen i erkendelsens kantianske rækker - blæse være med henvisninger denne gang - men (det er måske mere henvendt til Mihail) - den dér med at Kants "Zum ewigen Frieden" skulle være blevet en del af EU's tankegods kræver stadig en henvisning til, hvor præcis i EU-papirdynger dette eksplicit skulle være dokumenteret sort på hvidt, gerne med hans navns nævnelse ...

Cheers

Det ser ud til, at det er en hævdvunden akademisk praksis at citere Nietzsche for, at Kant er en kineser, uden at røbe, hvor han har sagt det eller sammenhængen. Her for eksempel en lærd afhandling om Kants mulige kinesiske aner foranlediget af selvsamme beskyldning eller måske ros fra Nietzsche, hvor alle steder i Nietzsches korpus omtalende kineserier synes at være beskrevet - alle undtagen altså det skriftsted som udgør stridens æble.

http://www.the-philosopher.co.uk/chinese.htm

Måske hvis man havde den oprindelige endnu grundigere tærsken langhalm - Nietzsche ville nok bemærke om nutidens professionelle filosoffer at manglende evne til at føre en pen er et kriterium for at blive optaget blandt dem - citatets oprindelse ville blive afsløret i litteraturhenvisningerne.

Der er dog ingen grund til at kede sig ihjel i selskab med ovennævnte essay, for jeg har ved egne anstrengelser været i stand til at fastslå, citatet stammer fra nederste linje af paragraf 210 i Jenseits Gut und Böse

Godt gået, Claus - "Auch der grosse Chinese von Königsberg war nur ein grosser Kritiker" - for at være helt præcis - men det kan vel næppe kaldes en sønderlemmende kritik - snarere en stadig venligsindet konstatering ... :-)

Fint oplysende link - mange debattører gurgler desværre ofte bare temaerne uden at sætte sig ordentlig ind i det substantielle - "Clearly, we have not found enough evidence to merit the conclusion that Kant had a Chinese personality in any overly literal sense." - Kant var altså ikke specielt Chinese og slet ikke af porcelæn ... :-)

Som analytisk filosof er det god tone at tænke højt og møjsommeligt. Enhver mulighed skal hives frem og endevendes, enhver blindgyde omhyggeligt kortlægges, enhver ambiguitet desambigueres, før man til slut kan nå en konklusion, som sjældent var omvejen værd. Man dyrker de omvendte dyder af dansemesteren Nietzsche, for kunsten i al kunst, men fremfor alt dansen, er jo at få det til at se let ud - at sige meget med lidt snarere end lidt med meget.

Nuvel, filosoffernes æt er i krig med kunsten, den sminkede hore, som tager sin rigelige hævn ved at gå i døden leende af sine banemænd. I mellemtiden kan vi, takket være Stephen Palmquists omhyggelige forabejde, konstatere at Kønigsbergs store kineser ikke var særlig kinesisk, men dog i lige præcis høj nok grad til udgøre tao i syntesen af de store antiteser Øst og Vest.

But it enables us to give a plausible answer to the question with which we began. How "Chinese" was Kant? Not very "Chinese", really. But he was "Chinese" enough to serve as the basis for some potentially meaningful cross-cultural dialogue, dialogue that can give us a glimpse of one world, where all philosophers-indeed, all humanity-can strike the transcendental balance he struck between theory and practise, between rights and duties, between the empirical and the transcendent, between East and West.

Hvad Nietzsche i virkeligheden mente med hin skandaløse bemærkning var altså, at Kant er den store hegelianer fra Kønigsberg, og dermed er vi via et fornøjeligt divertissement evigt tilbagevendt til debattens udgangspunkt, som nu træder i sin sande karakter af dens aufhebung .

Sören Tolsgaard

"Kritikken af Kant allerede fra midten af 1800-tallet, efterlader hans samfundsfilosofiske betragtninger som rudimentære. Og her kan ingen moral filosofi komme til undsætning, af den simple grund, at moral behændigt udlader at gøre rede for ethvert konkret magtforhold. I filosofisk forstand indleder Nietzsche ballet. Helt op til 1890. Og så tager ganske anderledes økonomisk-politiske præferencer over i karakteristikken af, hvor samfundsfilosofien må hente sine inspirationer. Det betyder med andre ord, at en nostalgisk begejstring for Kants tanker, om end nuttet, ikke bidrager med nogen form for rationel kerne til at beskrive, hvor de moderne magtpositioner bevæger sig hen. Var det så klart nok? monsør Weis..."

Hugo Barlachs ovenfor gengivne indlæg viser - for mig at se - med al ønskelig tydelighed, hvad den elitære afvisning af Kant beror på: Moral og metafysik er rudimentære størrelser, som en form for mentalt affald at betragte. Nu må vi med Nietzsche og andre magtpositions-afdækkende samfundsfilosoffer med økonomisk-politiske præferencer søge de virkelige og 100% materielle sammenhænge i karakteristikken af, hvor samfundet bevæger sig hen. Det handler om penge og den magt, som klæber ved dem.

Dette er så netop, hvad artiklen forsøger at gendrive ved at påpege, at der gives andre og måske vigtigere motiver, måske især i betragtning af, at de materielle behov for længst er tilgodeset, og tilfredsstillelsen af yderligere materielle behov forekommer mange mennesker absurd. Alligevel handler elitens projekt fortsat udelukkende om materiel vækst, nu først og fremmest til eliten selv, som via øgede magtbeføjelser fortsætter sit indbyrdes udskilningsløb, hvor kun de allerstørste vil overleve, mens alle andre reduceres til overfødige stastister.

Som artiklen ganske rigtigt påpeger, så ønsker mennesker ikke at være statister. Magthaverne har misforstået noget, når de spiser os af med flere tv-kanaler. Måske ønsker vi egentlig heller ikke alle de velsignelser, som nu er gennemtrumfet uden demokratisk mandat: fælles valuta, arbejdskraftens frie bevægelighed, osv. Måske gives der i folkedybet en bevidsthed om, at vi til en vis grad er bedst tjent med at opretholde de forskelligheder, som den historiske baggrund samt etniske og geografiske forskelligheder betinger. En sådan opfattelse er dog ikke politisk korrekt, og på baggrund af de frygtelige konsekvenser af Nietsches magt-filosofi ført ud i den politiske virkelighed, har det været relativt let vha. politisk demagogi at gennemtrumfe et europæisk fællesmarked, hvor bortfald af alle nationale skel skulle komme alle til gavn..

Naturligvis skulle der fortsat være plads til konge og fædreland, ved højtidelige lejligheder endog til Gud. Man skal jo huske på, at det er dybt reaktionære politiske partier i samarbejde med de industrielle magthavere, som sætter dagsordenen, så en fortyndet kristendom anvendes gerne som fernis, når det gælder vores fælles arv.

Realiteterne betragtes dog som økonomiske, også af de såkaldte socialister, der betragter den ønskelige udvikling gennem ligeså materialistiske briller. Derfor er de ex-marxistisk inspirerede regimer i Rusland og Kina i dag de allerstørste aftagere af luksusgoder til partipampere med en særdeles smidig opfattelse af, hvad eliten har behov for og ret til.

Heldigvis ligger der på bunden af menneskesjælen en dybere fortståelse for, hvad der egentlig er ret og rimeligt, en slagt kategorisk impertiv måske, som tilsiger, at der er behov for helt andre og måske moralske værdier, for større værdighed, når eliten korrumperes. Eliten gør klogt i at lytte den jævne befolkning og bilder sig skam også ind, at den gør det. Men gør den det nu også? Er historien ikke gang på gang udtryk for, at eliten overhørte de signaler, som den selv gennem sin umådeholdne magtbrynde havde lagt op til?

Mennesker er villige til at yde en stor fælles indsats, når de oplever, at magthaverne fører an via et godt eksempel. Når det modsatte er tilfældet, bliver der stadig større murren i krogene, hvilket ender i opløsning - eller i bedste fald i indsættelse af mere folkelige ledere..

Det kan herefter med føje konkluderes, at filisteriet og den elitære – for ikke at sige totalitære – tankegang nu også har indhentet provinsfilosofferne Knold og Tot - hvor man må dog håbe, at de filosofistuderende og især idehistorikere af i dag ikke forfalder til denne intellektuelle og pubertære arrogance – ud over at besmykke sin eventuelle pseudoviden med useriøse angreb på skeptiske opponenter - at plædere for en afdanket banal magtfilosofi – som i midten af forrige århundrede til overmål blev markedsført i Europa - frem for at beskæftige sig med f.eks. Immanuel Kants univers af opbyggelige humanistiske tanker …

Man må ikke håbe, at dagens seriøse filosofistuderende på danske universiteter og andre steder omgås kildekritik på samme måde, som nogen i disse spalter har dokumenteret, at han gør – så vil faget ganske givet snart blive bortskaffet – men det ville så i givet fald redde filosofien ud af kløerne på den åbenbar herskende forlegenhed i fakulteterne …

Til almen oplysning skal her som afslutning meddeles et uddrag fra forordet til én af de seneste Kant-biografier –

”Fast alle Weisen modernen Philosophierens gehen auf Kant zurück. Seine Ideen haben sich verwandelt, doch leben sie weiter. Kants Lehre kennenzulernen ist ein guter Anfang für das Studium der Philosophie überhaubt: eine Erziehung zum selbständigem Denken”. - jamen, monsør Hugo - var det ikke netop Oplysningens primære formål … :-)

Arsenij Gulyga: ”Immanuel Kant. Eine Biographie” Suhrkamp, 2004.

Mihail Larsen - I ”Den evige fred”, udgivet af Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske Udvalg i 1990 ses der ikke - i forordet - at være nogen direkte reference til EU, tværtimod – ”Under de igangværende omvæltninger i Sovjetunionen påberåber man sig direkte Kants ”Den evige fred” som ledetråd” – måske foreligger der her en forveksling, som har været med til at sløre billedet … :-)

I Kants første definitivartikel forlanger han indførelse af republikansk regeringsmåde i de enkelte stater.

I den anden kræver han skabelse af et ”folkeforbund”, et føderalt statsforbund, som grundlag for folkeretten.

I den tredje definitivartikel, der omhandler den ret, der forbinder alle mennesker, at denne skal begrænses til en besøgsrets betingelser, og at de europæiske staters udbytning af naturfolkene skal ophøre.

Som enhver burde kunne se – målt alene på disse tre faktorer - er der næppe meget hold i teorien om, at ”EU er som snydt ud af næsen på Kant” – det er nok at tage den gamle herre til indtægt for mere end de historiske kilder kan bære … :-)

Mihail Larsen

Stavetavle

Naturligvis har Kant ikke skrevet EU ind i sin bog om "Den evige fred". Hans ærinde med bogen - og med min henvisning til ham - er, at kun gennem et føderalt statsforbund kan man afværge de revolverende krige. Hvad er EU med sin "stadig tættere sammenslutning" andet end netop sådan et føderalt statsforbund i udvikling?

At undgå fremtidige krige var blandt de fremmeste mål for de enkeltpersoner og stater, der skrev Rom-traktaten.

Moral og politik

Ingen påstår forhåbentlig, at Kant nævner EU i sine værker ... :-)

Udviklingen inden for EF/EU indtil nu bekræfter ikke tesen om føderalismen som endemål - en slags model Schweitz - det er bevist med EU's notoriske demokratiunderskud ...

Kant opererede med to slags politikere - den moralske politiker, som afpasser sine grundsætninger for statsklogskaben således, at de stemmer med moralens, en sådan kunne han godt tænke sig - men ikke den politiske moralist, der smeder sig en sådan moral, at den stemmer med statsmandens fordel ...

"Den sande politik kan altså intet skridt gøre, uden først at have hyldet moralen," ... (Tillæg I i Bajers oversættelse).

Denne kantianske dyd kan næppe nogen beskylde EU for at være angrebet af - og hvad angår Romtraktaten og det føderalistiske og de postulerede fredelige mål er kun at tilføje - at det stadig fremtræder som et politisk konstrukt - hvor mange europæiske lande har egentlig været omme i Afghanistan, Irak og snart vil føre "krig" på nye slagmarker - man skal nok være glødende EU tilhænger for at kunne overse disse trends, som går i den stik modsatte retning end Kant beskriver ...

Sören Tolsgaard

@Mihail Larsen: Hvad er EU med sin "stadig tættere sammenslutning" andet end netop sådan et føderalt statsforbund i udvikling? At undgå fremtidige krige var blandt de fremmeste mål for de enkeltpersoner og stater, der skrev Rom-traktaten.

Omend man i mangel af en filosofisk doktorgrad til tider måtte have behov for en staveplade, kan man vel fuld ret tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved, om de enkeltpersoner, der på demokratiske nationalstaters vegne - men ofte uden folkeligt mandat - formulerede Rom-traktaten, samt de, der fortsat støtter op om føderationens udvikling, synes på ret kurs eller muligvis har forfejlet opgaven, og endvidere ved, hvorvidt Kants ærinde med "Den evige fred" kan tages til indtægt for deres bestræbelser?

Jeg citerer fra en afhandling om emnet:

"Det eneste der mangler er dannelsen af en form for verdensstat i bedste liberal, demokratisk og kosmopolitisk ånd. Dette er på ingen måde en ny ide allerede den ærværdige Immanuel Kant gjorde den til genstand for overvejelse i slutningen af det attende århundrede i den kosmopolitiske klassiker "Til den evige fred". Hvad der først og fremmest ligger Kant på sinde er, som det fremgår af titlen, opnåelsen af en varig verdensfred:

"Fra fornuftens synsvinkel er der kun én måde, hvorpå staterne, i deres indbyrdes forhold , kan forlade den lovløse tilstand, hvor krigen er så almindelig. Staten må ligesom mennesket give afkald på sin vilde og lovløse frihed, underkaste sig offentlige tvangslove, og således danne en stadigt voksende folkestat (civitas gentium), der i sidste ende ville omfatte alle jordens folk."

Kant afviser dog ideen om en verdensstat ud fra den betragtning at mens der i en stat er henholdsvis ét folk og én suveræn ville en verdensstat være kendetegnet ved ikke at kunne reduceres til blot at rumme ét folk, den ville tværtimod rumme mange folk. Man kan altså sige, at Kant her til en vis grad forsvarer det Westphalske verdensbillede opbygget omkring suveræne stater. Derimod fremsætter Kant en alternativ løsning nemlig dannelsen af en verdensomspændende føderation:

"I stedet for den positive idé om en verdensrepublik kan, om ikke alt skal være tabt, kun det stadigt voksende forbund som et negativt surrogat, afværge krigen, dæmpe fjendskabet og vældet af retsstridige tilbøjeligheder.""

http://www.filosofiske-essays.dk/artikler/politisk.html

Spørgsmålet bliver på baggrund heraf, hvornår statsforbundet eller føderationen overskrider sit mandat gennem elitære og ikke-demokratisk funderede bestræbelser på at omdanne mange folk til ét folk. Såvidt jeg kan forstå Kant i ovenstående citat, så advarer han netop imod en overnational magt, som tilstræber at underminere de suveræne nationalstater.

De færreste vil dog også indrømme at være i færd med en sådan underminering, tværtimod udtrykker EUs motto respekt for forskelligheden: "United in diversity". Men hvad foregår der mon i virkeligheden gennem tilintetgørelsen af nationale valutaer, grænser, miljøstandarder, arbejdsmarkedsforhold, etc.?

Som jeg ser det, advarer Kant imod, at de enkelte folkeslag reduceres til forsvarsløse brikker i et overnationalt magtspil. Dette modvirkes kun forsåvidt, som nationalstaterne fortsat ser sig i stand til at håndhæve egne forhold, mens et overstatsligt eller føderativt forbund skulle tjene til at afværge krige, dæmpe fjendskab og retsstridigheder.

Sådanne stridigheder risikerer at bygge sig op, netop hvor de nationale særegenheder ikke respekteres. En hastigt accellererende ensretning, som tilintetgør den diversitet, man påstår at tilstræbe, skaber en babylonisk forvirring som resultat af ubændig magtkoncentration.

Under EU-parlamentets tynde demokratiske fernis arbejder elitære og megalomane kræfter på at afvikle de europæiske nationalstater efter en nøje tilrettelagt agenda, som kun den folkelige modstand kan afværge.

Michael Kongstad Nielsen

Det er muligt, at nogle af de embedsmænd og enkeltpersoner, der puslede i Messina med at forberede andre samarbejdsformer end Kul- og Stålunionens, havde tanker af militær karakter i hovedet udover hovedformålet, der var at gennemføre et fælles marked uden toldsatser eller andre handelshindringer. Men sådanne tanker blev ikke formuleret noget sted, og blev ikke vedtaget i noget parlamentarisk eller demokratisk forum.

Hvis der var sådanne frit svævende militære tanker har det snarere drejet sig om at gøre de seks lande til en stærkere militærfaktor geopolitisk set, og ikke for at holde intern fred. Og sådanne tanker kunne være opstået af det forsmædelige nederlag, Frankrig sammen med Storbritannien måtte inkassere, da USA og Sovjetunionen tvang dem til at trække sig ud af Ægypten, efter at Nasser havde nationaliseret Suezkanalen. Det viste hvor svage Frankrig og England var på verdensscenen, og det kan have medvirket til at Frankrig skrev under på Romtraktaten året efter. I så fald var det altså ønsket om at være en stærk militærmagt udadtil, og ikke ønsket om indre fred, der trak læsset.

Men som sagt, det er spekulationer, og hovedformålet var så klart opbygningen af et fælles marked, først for industrivarer men snart også landbrugsvarer, og det blev en kæmpe succes, der skubbede lynhurtig gang i de seks landes økonomier og overskud. Mange manglede England, der først ikke selv ville styres fra Bruxelles, og siden ikke kunne få lov af de Gaulle. Men så lavede England bare en pendant, EFTA, der blev ligeså succesfuldt.

Sætningen om den "stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk" i Romtraktatens indledning er formentlig forfattet af embedsmanden Jean Monnet, Kul og Stålunionens første (kommissions)formand. Han var arkitekten bag disse første traktater, og troede sikkert selv på visionen om en stadig snævrere sammenslutning, der formentlig kunne være altomfattende, eller i hvert fald pegende mod føderationen eller forbundsstaten eller hvorfor ikke bare staten. Det har der som bekendt været mange folkelige knaster i, da det er og bliver en embedsmandsdrøm i de høje cirkler, som en del politikere desværre er hoppet med på og nu har svært ved at slippe ud af.

Men, Mihail, det borgerlige Europa har måske uanset oprindelsen nok anvendt begrundelsen, at nationale konflikter kunne undgås fremover med en europæisk overnational konstruktion. Og så har vi siden set, at EU formidlet over såvel FN- som NATO mandater (og såmænd også uden) er gået i krig i den tredje verden igen og igen. Samt at man har overført mere og mere suverænitet til EU fra de nationale sammenhænge. Med det resultat, at traktaterne fra 1992 og frem har præferencen placeret omkring suveræniteten. Udadtil over "fredsbevarende" tiltag, og indadtil over de juridiske institutioner fra kommisærer, parlament, kommission og ministermøder. Og man kan vel ligeså godt medtage dén udvikling, når man afviser, at moralen er det bærende samfundsfilosofiske grundlag for konstruktionen af EU.

At Weis så igen er ude med lansen og bekæmpe vindmøller og Tolsgaard læser Nietzsche som vinden blæser, behøver vel ikke blokere diskursen generelt...

Med venlig hilsen

Altså at metafysikken først og fremmest er en erkendelsesteoretisk anstrengelse og at Hegel havde sine egne kritikere til at drive samfundsfilosofien fremad.

Nu mangler der blot, at en moderne aristoteliker gøer over den kritiske filosofi og så er alt ved det gamle...

Med venlig hilsen

Mihail Larsen

Nå. Den anti-EU diskurs gider jeg ikke bruge tid på – med eller uden Kant.

Og, Søren Tolsgaard, hvorfor som vinden blæser? Jo, fordi den fremstilling af Nietzsche, du her advokerer, stammer fra 1960-erne, og blev kørt grundigt over i sidste fjerdedel af det 20. århundrede. Ikke mindst herhjemme. Så dén udvikling har jeg ingen ambitioner om at gentage. Jeg går derimod ud fra, at man er orienteret, når man spiller ind i nærværende debatforum. Deraf kritikken af polemisk sofisteri. Så det er ikke mig, der har et udestående med Kants placering i idehistorien. Jeg holder såmænd også af 'kineseren fra Köningsberg', men mener samtidig, at han bør placeres i den rette sammenhæng

Og hvad angår Nietzsche, er der ret beset ingen afgørende socioøkonomiske overvejelser fra hans side. Hans forfatterskab stopper et kvart århundrede før 1. verdenskrig. Så hvad angår sværmeriet for de racismeprægede tendenser må der henvises til Nietzsches søster samt totalitære regimers insisteren på at fejllæse ham. Hans egen kritik går på det prøjsiske kejser-projekt og Bismarck. Nietzsche har ikke tilknytninger til totalitære sammenhænge, mister tidligt i forfatterskabet sin forlægger og må selv udgive egne værker. Det er heller ikke i den socioøkonomisk og kritiske skole, at han tages op i 1980- og 90-erne. Det er især i fransk sammenhæng, som adskiller sig ved at koncentrerer sin kritik på filosofisk ideologiskritiske vilkår. Og derfor undrer det mig såmænd at blive udnævnt til elitefilosof. Det vil jeg "meget nådigt have mig frabedt" (frit efter Storm P)...

Med venlig hilsen

Man forstår at til historiens og filosofiens ende er i disse spalter tilføjet anti-Eu diskursens.

Ikke desto mindre er der næppe tvivl om, at Nietzsche ville have trukket foragteligt på skulderen af idolet, der troner over kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelse, såvel som løftet til den naive flok om grønt græs og evig fred, i den europæiske union.

bevægelighed

Sören Tolsgaard

@Hugo Barlach: Jeg ønsker ikke at skyde hverken Nietzshe eller dig de tolkninger af hans filosofi i skoene, som en magtstræbende eftertid anvendte ham til. Mange var vel snarere eksponenter for den komformitet, som han foragtede dybt.

Dog vil jeg gøre gældende, at den fremhævelse af det elitære, som Nietzshe i kraft af sine uomtvistelige analytiske og oratoriske evner gjorde gældende, formentlig også var basis for de kortslutninger, der førte ham ud, hvor han ikke længere kunne bunde.

Selvhævdelse er karakteristisk for megen modernisme. Hvadenten den grunder sig i åndeligt hovmod eller i arbejdets såkaldte adel, så pukkes der ringeagtende på "mindre" bemidlede. Nietzshes hybris grundede sig for mig at se i hans nådesløse angreb på selv de urkristelige og medmenneskelige værdier, som førte menneskeheden frem til "Guds død" og vor tids konkurrencementalitet. Om Nietzshes bidrag til europæisk åndsliv evt. kan ses fra en helt anden vinkel, ved jeg ikke, men det er altid godt at lære noget nyt.

Oplysningstidens store ånder opererede med en instinktiv opfattelse af Gud og Kristus, som satte en moralsk standard for menneskelivet, fjernt fra de klerikale hierakier. Hegel gjorde vel gældende, at selv det grundlag nu måtte stå for en dialektisk prøvelse i kraft af rationalismens - i denne sammenhæng specialt den materialistiske ateismes - frembrydende stømning eller tidsånd. Modernismen både til højre og venstre i det politiske spektrum befinder sig fortsat i helt overvejende grad dette åndelige vakuum, hvilket for mig at se er baggrunden for artiklens henvisning til Hegel.

Det synes mig interessant, at den dialektiske udvikling allerede i samtiden blev ført videre i en åndsvidenskabelig retning, bl.a. af Goethe, som gjorde gældende, at de erkendelsesmæssige grænser, som Kant havde afstukket, faktisk kunne sprænges ved en udvikling af de sjælelige kræfter ved en højere bevidstheds opvågning, som kan føre til en individuel erkendelse af, at sjælen har dybere dimensioner, end naturvidenskaben endnu har anelse om.

Tak for dit forsøg på trods alt at komme en filosofisk plebejer i møde. Det er en sådan dialog i øjenhøjde, som vi desværre i stigende grad ser erstattet med nye feudalherrers egenmægtige manøvrer, som påstår at tilgodese, men faktisk er i færd med at underkue de europæiske nationalstaters suverænitet.

Søren Tolsgaard:

Det nytter ikke noget at frikende Nietzsche på et punkt blot for at anklage ham des stærkere på et andet, stadig fra den samme moralske vinkel.

Det var ikke Nietzsche, som slog gud ihjel eller introducerede vor tids konkurrencementalitet; han angreb heller ikke urkristelige og medmenneskelige værdier for såvidt det første er lig det andet. Hvis han angreb noget, var det nihilismen iklædt disse ideer, som er distinkt fra det at handle på en måde, vi godt kunne kalde moralsk, i den enkelte situation.

Sören Tolsgaard

@Claus Jensen: Uanset, om det "nytter noget", så tillader jeg mig at anskue Nietzsche fra en vinkel, som nok ligger mere i tråd med Kant og andre oplysningsfilosoffer, end med de angreb på disse herrers morallære, som Nietzsche selv stod for.

For mig at se var Nietzsche en stridslysten herre, som forvanskede "moralske" foregængeres lære ud i det karikaturagtige, idet enhver afvigelse fra "viljen til magt" blev stemplet med frasen "nihilisme". Hermed ønskede han vel at ruske op i samtidens søvngængeragtige og hykleriske forestillinger og fandt gehør hos mange modernister. For mig at se ligger der dog en ensidighed i hans medrivende postulater, som resulterede i, at barnet blev skyllet ud med badevandet, at medmenneskelighed og næstekærlighed blev kategorisk nedgjort som tegn på hyklerisk given efter for klerikale doktriner, som "nihilisme" eller svaghed forårsaget af en sygelig mangel på sunde evner til selvhævdelse.

Selvom Nietzsche på dette grundlag talte til "overmennesket" og hånede svaghed, så bør man dog næppe skyde ham bl.a. antisemitisme i skoene. Hans kraftfulde retorik blev forvansket af de kredse, som stod ham nærmest på et tidspunkt, hvor han ikke selv kunne bide fra sig, og det er derfor vigtigt at skelne mellem, hvad han selv har givet udtryk for, og hvad han er blevet taget til indtægt for af andre, som har ladet sig inspirere af fragmenterede udsagn.

Nietzsche var vel også selv en stærkt splittet personlighed, omend det naturligvis var ham meget imod at give udtryk for personlig svaghed. Omend han vel især har været og stadig er i højsædet i ateistisk-materialistiske kredse, så postulerede han, såvidt jeg ved, en ret bemærkelsesværdig opfattelse af det evige liv: Da "overmennesket" elsker sit egenmægtige liv og dets fylde, vil det til evig tid gentage dette liv !

I grunden ikke langt fra den forestilling om reinkarnation, som som også åndsvidenskaben har genopfrisket i nyere tid. Der er dog for mig at se den væsentlige forskel, at Nietzsche postulerer "overmenneskets" elitære ret til og trang til at anvende sin overvældende magt, hvilket synes at have inspireret mange, som dog langtfra var "overmennesker", men snarere må betragtes som novicer eller endog sorte magikere i den åndelige verden.

Og jeg må også uundgåeligt tage Nietzsches personlige skæbne, hans mentale isolation og definitive sjælelige opløsning som yderligere udtryk for, at han heller ikke selv var sine store visioner voksen, men netop endte denne inkarnation i "evig gentagelse" af egne tankerækker, som ikke i tide var blevet afbalanceret med andre væsentlige kræfter, såsom de moralske og medmenneskelige egenskaber, som han angreb så nådesløst.

Sider