Kronik

Fejltrinnene i Afghanistan er svære at erkende

Når krig er et politisk projekt, er politikerne afhængige af, at den bliver en succes. Det gør det svært at lære af sine fejl
Det vil være katastrofalt for vores evne til at bidrage til internationale stabiliseringsoperationer i fremtiden, hvis ikke vi forsøger at drage erfaringer fra krigen i Afghanistan, så vi kan undgå at begå de samme fejl næste gang. For man skal vist være politisk naiv for at udelukke, at der bliver en næste gang, mener dagens kronikør.

Shah Marai

5. august 2013

NATO har været i krig i Afghanistan i 12 år – først i en krig mod al-Qaeda og Taleban og senere for den afghanske regering og befolkning som del af den større stabiliseringsstrategi for Afghanistan. ISAF-operationen slutter med udgangen af 2014, uden at vi kan rose os af, at kampagnen har indfriet de store stabiliserings-, demokratiserings- og udviklingsmål, vi satte for den. Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvad vi kunne eller burde have gjort anderledes, og hvad vi har lært eller bør lære af operationen.

I fraværet af en åbenlys succes for det politiske projekt Afghanistan vil der være en ligeså åbenlys politisk ulyst til at ransage kampagnen. For det vil uundgåeligt afdække både politiske og militære fejl og mangler på koalitionens og Danmarks side. Det brede parlamentariske flertal bag krigen garanterer, at en sådan undersøgelse ikke vil blive initieret af Folketinget. Men faktisk vil det være katastrofalt for vores evne til at bidrage til internationale stabiliseringsoperationer i fremtiden, hvis ikke vi forsøger at drage erfaringer fra krigen, så vi kan undgå at begå de samme fejl næste gang. For man skal vist være politisk naiv for at udelukke, at der bliver en næste gang – vi behøver blot at skele til dagens overskrifter fra Syrien eller Egypten for at forvisse os om, at efterspørgslen på militære bidrag til stabiliseringsoperationer vil være der.

Demokratifremmede

Mindst tre strategiske lærestykker bør stå lysende klart.

For det første den lidt banale, men for samtlige vestlige demokratier – både det amerikanske og de europæiske – tilsyneladende meget vanskelige erkendelse: Det virker ikke stabiliserende med magt at introducere demokrati og universelle menneskerettigheder i skrøbelige eller sammenbrudte stater, der aldrig har kendt til demokrati. Det er muligvis den rigtige og måske eneste opskrift på legitime og stærke stater på længere sigt. Men på kort sigt vil det naturligvis ikke virke stabiliserende at introducere politiske mekanismer og dynamikker, der er både befolkning og politikere helt fremmede.

Endnu værre bliver det, hvis vi i vores ambition om at skabe politisk succes for projektet i vores hjemlige opinioner stiller os tilfredse med blot at tilvejebringe nogle symptomatiske skalkeskjul for at demokratiet i for eksempel Afghanistan virker. F.eks. ved at insistere på, at tvivlsomt lovlige og i hvert fald illegitime valg er nok til at kunne hævde succes i stabiliseringsprojektet. Læren er, at demokratisering ikke medfører stabilisering – i hvert fald ikke på den korte bane – tværtimod!

Uklare mål

For det andet den knap så banale, men lige så oversete erkendelse, at politisk succes i en militærstrategisk kampagne afhænger helt ubetinget af, at den politiske ledelse (i dette tilfælde 28 NATO-medlemslande) giver den militære ledelse af krigen klare og positive strategiske slutmål. Det nødvendige politiske kompromis i en konsensusorganisation leverer garanti for, at det er vanskeligt. I Afghanistan-krigen insisterede USA i begyndelsen på et såkaldt ’let militært fodaftryk’, ingen statsopbygning, ingen stabilisering – kun militære præcisionsoperationer for at slå al-Qaeda og Taleban.

Senere skete et ubønhørligt skred i forståelsen af, hvad den militære kampagne i Afghanistan havde til hensigt at opnå. Krigen syntes vundet allerede i november 2001, ISAF blev oprettet under et bredt FN-mandat, NATO overtog ISAF fra 2003 og opmærksomheden i øvrigt blev rettet mod Irak. Kulminationen på dette skred indtraf i foråret 2009, da den tiltrædende amerikanske chef for den nyoprettede ISAF Joint Command definerede både udviklingen af en stabil stat, tilvejebringelse af inklusivt demokrati og etablering af respekterede menneskerettigheder som en del af sin mission.

Først med Lissabon-topmødet i november 2010 og den følgende Bonn II-aftale i 2011 blev et klart, positivt og afgrænseligt militært slutmål etableret for ISAF: transition af ansvaret for sikkerhedsstyrkernes operationer fra NATO til den afghanske regering med udgangen af 2014. Altså først 10 år efter krigen begyndte, lykkedes det at nå til enighed om, hvad den militære indsats strategisk skulle opnå. Læren er, at et præcist, opnåeligt og afgrænseligt strategisk slutmål er en afgørende forudsætning for, at en militær kampagne overhovedet kan lykkes.

Svær omstilling

For det tredje har det været en meget vanskelig strategisk proces at omstille den militære kampagne fra indledningsvis at fokusere på at bekæmpe fjenden – at slå al-Qaeda og Taleban ihjel – til fra 2009 at være fokuseret på at beskytte befolkningen. Hensigten med denne omstilling var at demonstrere for befolkningen, at NATO og de afghanske sikkerhedsstyrkers operationer fandt sted for at understøtte befolkningens sikkerhed og regeringens evne til at levere politiske og sociale ydelser til gavn for befolkningen. Der var og er stadig massiv uenighed mellem koalitionslandene og mellem de forskellige militære og civile operative chefer i Afghanistan om, hvor klart denne omstilling skulle fremstå. End ikke efter at et positivt strategisk slutmål blev formuleret i 2011, stod det altså klart, hvorvidt det var civile udviklings- og stabiliseringsprojekter eller militære operationer, der havde forrang. Vi skal (gen)lære, at klar identifikation af missionens operative fokus og dermed prioritering af, hvad der er kernen i operationen, er og bliver en forudsætning for at kunne opnå succes.

Krig som politisk projekt

For alle de tre lærestykker, der er opregnet ovenfor, er der åbenlyst tale om, at kendte vanskeligheder ved at føre krig og gennemføre stabiliseringsoperationer med overvejende militære midler forstærkes mangefold, når krigen skal besluttes politisk i en konsensusafhængig organisation som NATO, eller når krigen skal føres i en koalition ganske vist med NATO som kernen, men med mere end 50 landes militære deltagelse.

Når krigen ikke er et overlevelsesprojekt, hvor den politiske legitimitet giver sig selv, men derimod et politisk projekt, som regering og det parlamentariske flertal bagved skal tilvejebringe politisk legitimitet for, sker der noget med krigen, som vi skal være meget opmærksomme på. Krigen reduceres fra at være et undtagelsesfænomen, hvor det alvorligste og mest vidtgående voldsinstrument i den politiske værktøjskasse tages i brug for at sikre samfundets overlevelse i en eksistentiel forsvarskamp – en brug af væbnet magt som de fleste ville enes om i situationen. Krigen reduceres, når vi ikke er eksistenstruede, til at være et politisk projekt på lige fod med alle andre. Her er de politiske beslutningstagere afhængige af, at projektet forlenes med politisk succes.

Den logiske konsekvens er, at der ikke vil være politisk appetit på at afdække forhold ved krigen i Afghanistan, der taler imod en forståelse eller beskrivelse af ’Projekt Afghanistan’ som en succes. Men det må ikke standse en selvransagelse og læringsproces, som er afgørende nødvendig på bagkanten af en krig, hvis succes i det mindste ikke er indlysende. Når det er så vigtigt, er det, fordi anvendelse af militær magt – i modsætning til alle andre politiske instrumenter – ikke kan eller må reduceres til at ligne ethvert andet politisk instrument. For når militær magt anvendes til dets egentlige voldsformål, er det det alvorligste og potentielt mest vidtgående instrument i statens værktøjskasse.

Ole Kværnø er dekan ved Forsvarsakademiet

Serie

Seneste artikler

  • Udviklingsbistand er et vanskeligt våben

    14. august 2013
    Under Afghanistan-krigen er udviklingsbistanden blevet brugt i kampen mod Taleban. Det har gjort støtten til et partsindlæg og svækket det lokale ejerskab. I den fremtidige indsats bør man i højere grad lytte til afghanernes ønsker, også selv om det udfordrer grundprincipper i dansk udviklingsbistand
  • Vesten fastholdt forfejlet kurs i Afghanistan i årevis

    12. august 2013
    12 års krig i Afghanistan har lært os, at krigsførende demokratier kan stå sammen om store, langvarige indsatser, men at det sker på bekostning af politisk indsigt og evnen til at justere kursen
  • Afghanistans civile magthavere skal have styr på militæret

    6. august 2013
    Hvis Afghanistans stabilitet skal sikres, er det afgørende, at landets militær underlægges civil kontrol. Ellers kan vi ende med et nyt Pakistan
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nic Pedersen
Nic Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

At erkende fejl i danskernes krigsførsel i de varme lande er, som skulle erkende, at Niels Bohr var en misfoster. Eller at erkende at Karen Blixsen var en kolonial anakronisme.

Når jeg på folketingets hjemmeside undersøger hvad de officielle mål var for ISAF-overfaldet på Afghanistan og folketingsmedlemmernes beslutningsgrundlag for deltagelse, så er denne formulering fra wikipedia, nok den der kommer virkeligheden nærmest:

Det angivne formål med invasionen af Afghanistan var at fange Osama bin Laden, ødelægge Al-Qaeda og fjerne Taliban-regimet der havde støttet Al-Qaeda og givet netværket et tilflugtssted.

Hvordan dekanens mål fremkommer:

ISAF-operationen slutter med udgangen af 2014, uden at vi kan rose os af, at kampagnen har indfriet de store stabiliserings-, demokratiserings- og udviklingsmål, vi satte for den.

...er mig en gåde. Måske er der tale om en indre efterrationalisering eller hvordan?

Men jeg kan i hvert fald konstatere at hverken de reelle mål eller dekanens mål er nået. Men mens forfejlingen af dekanens mål viser at det er 'den gode viljer' der fejlede, så viser forfejlingen af de oprindelige reelle mål, at Nato og ISAF simpelt hen har lidt et militært og kulturelt nederlag.

"stabiliseringsoperationer i fremtiden" ...hvor jeg dog ønske for befolkningerne ude i verden, at de undgår den skæbne, der er overgået det irakiske og afghanske folk i form af disse "stabiliseringsoperationer" der har kostet i 100.000 af civiles liv.

og så lige denne:

vi behøver blot at skele til dagens overskrifter fra ...Egypten for at forvisse os om, at efterspørgslen på militære bidrag til stabiliseringsoperationer vil være der. ...tror hr. dekanen at et land der har det største besvær med at brødføde sin befolkning har behov for militære bidrag?

Her er en tredje målsætning:

På den civile side er der behov for fortsat omfattende bistand til at sikre bedre afghansk regeringsførelse, herunder opgør med korruption, beskyttelse af menneskerettigheder, genopbygning, samt bekæmpelse af den ulovlige opiumsøkonomi.

(B 161: Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan.)

...også den målsætning må siges at have lidt skibbrud.

I kronikken nævnes ordet ”politisk” 25 gange – abekastningen kan tage sin begyndelse – men lad os kort rekapitulere, hvordan hele misèren begyndte …

”The War on Terror” besidder den ideelle egenskab ikke at kunne vindes – og derfor aldrig at kunne sluttes – et kærkomment fremskridt efter den kolde krigs afslutning, da disse udsigter lover et langt liv for postdemokratiske trends – dette slogan skaber forudsætningen for, at demokratisk valgte statsledere ustraffet vil kunne gebærde sig ustraffet som øverstkommanderende …

Hvor den politiske tænkning er indskrænket til og kun bygger på rådgivning af overkommandoen, bliver koncepter som demokrati og en uafhængig retskultur kun brikker i et strategisk spil …

Den psykosociale skæbne i de forenede stater under den første og anden Bush-administration illustrerer disse sammenhænge med en mængde umisforståelige eksempler, nationen slås med den dag i dag …

I løbet af få år blev verden vidne til, hvordan et demokrati med vilje blev omdefineret til, at det nu kun handlede om en nations overlevelse og på området politisk mangfoldighed blev reduceret med nye slogans – enten er I med os eller også er I imod os – den indre politiske opposition blev paralyseret af dette nye patriotiske imperativ, som for en sikkerheds skyld også blev lovfæstet …

Denne udvikling blev for størstedelen igangsat af de neokonservative mullaher i guds eget land, politikere, der ikke kender til hæmninger og uden videre fremkalder spøgelset om en fjerde verdenskrig, også for bevidst at kvæle ethvert tilløb til, at det truede kapitalistiske system kunne fremavle en indre og mere empatisk opposition, set i lyset af den voksende kløft mellem rig og fattig …

Se, det var sød musik i især én dansk politikers øren – en farlig mand, der da også senere blev belønnet for sin patriotiske indsats for neo-mullaherne …

Disse politiske dyr har vistnok ikke på noget tidspunkt været i tvivl om de strategiske mål for deres krige, og at komme nu efter 12 års udsigtsløs krigsførelse – undskyld: stabiliseringsoperationer - og påstå noget andet, ligner mest af alt endnu en bortforklaring af egne militære fiaskoer – samtidig med, at der i kronikken helt utilsløret akkvireres efter nye indsatser i fremtiden …

Målene er øjensynlig allerede spottede – og de politikere, der ikke kan se det geniale i dette spild af ressourcer og den lykkebringende kroniske behagesyge over for visse anløbne kredse, udråbes rask væk som naive …

”Læren er, at demokratisering ikke medfører stabilisering – i hvert fald ikke på den korte bane – tværtimod!” – forlyder det …

Men som det burde være almindelig bekendt – træerne vokser ikke ind i himlen, men rødderne rækker ned i helvede – jo mere man ideologisk prøver at eksportere ”demokrati”, des mere forsvinder der af samme – demokratireserverne i verden skrumper - og vi hjælper til efter fattig evne …

Så man kan ikke nok som undre sig over denne form for bizar militær-logik, som her præsenteres og det utilslørede bæ-trilleri over til politikerne – det skal fremover nok blive temmelig underholdende … :-)

Begyndelsen er frit efter:
Peter Sloterdijk: ”Zorn und Zeit. Politisch-psychologischer Versuch”. Suhrkamp, 2006.

Når de homeriske anti-helte efterhånden finder tilbage til den trygge lejr Dannevang højt mod nord – opgivende og forladende deres ikke-erobrede Troja i den fjerne ørken - vil der sandsynligvis opstå nye problemer – krigerne vil kræve at blive modtaget og behandlet som homeriske helte og betle for at opnå den hegelske anerkendelse fra staten - ellers bryder vreden også herhjemme ud i privatsfæren med en tendens til at brede sig til samfundet – en personlig vrede, som en Achilleus i den antikke græske mytologi kunne føle – og som bekendt endte i en sejr over trojanerne …

Med en tydelig pendant i nyeste tid – en beregnende og uhæmmet militaristisk diffus vrede hos en politisk neokonservativ mullahklike efter 9/11 – trods verdens største samlede våbenmagt, inklusive koalitionen af villige paladiner - alligevel endte i flere tabte krige og øgede elendigheden i verden – sandalkrigere med en tevarmer på hovedet løb af med sejren – vredeskrigerne havde ikke engang kunne genopfinde en trojansk hest trods deres teknologiske overlegenhed …

Disse krigseventyr vil belaste samfundet i generationer – og så fables der allerede om nye – men på forhånd ligeledes tabte - ”stabiliseringsoperationer” – hvilket for mange mest lyder som et kirurgisk indgreb, samfundet burde tage i anvendelse mod uforbederlige politikere og militarister – der alt for nemt kan lokkes til at understøtte et hvilket som helst håbløst neokonservativt eventyr … :-)