Klumme

Fighting for peace is like fucking for virginity

De afghanske flygtninge, Danmark tog imod fra Sovjets krig i landet i 1980’erne, må have brugt det seneste årti på at måbe. Hvordan kunne det land, som tog imod dem med humanisme, gentage overgrebet på deres landsmænd?
23. august 2013

Han var afghaner, og russerne havde torteret ham. De havde hevet hans negle af. De havde brændt ham og i det hele taget skadet ham på værst tænkelig måde. De havde holdt ham vågen, banket ham og vist nok taget livet af hans familie. Vi kan kalde ham S. Han var elev på højskolen, hvor jeg voksede op.

Jeg kan huske, at han havde eneværelse. Dels på grund af torturen, der rev ham i stykker i søvnen, dels på grund af den bøn, der samlede ham igen ud på morgenen, når han forlod den varme seng, rullede tæppet ud og bad.

Der var så meget, han ikke forstod. Han forstod ikke sproget, men forsøgte at lære det. Han forstod ikke kulturen, men studerede den med respekt. Sværest var det at forstå kvinderne, at de ikke var anløbne og umoralske, at det var okay at have sex før ægteskab, at man ikke fratog dem deres eller sin egen ære ved at gå ind i et forhold. Han lærte nok aldrig at forstå moralen. Alt var anderledes, og ingen gjorde, som han var vant til. På trods af det var han taknemmelig.

Nu, hvor vi gennem en årrække har ført krig i hans hjemland på den anden side af kloden anført af en række uklare moralske udsagn om demokrati og rettigheder, har han måske lært os bedre at kende.

Lært, at den kultur, der gav ham asyl, sendte ham på højskole og hjalp ham videre i livet, er den samme kultur, der gentog de overgreb, russerne påførte ham og hans familie fra 1979 til murens fald og Sovjets sammenbrud ti år senere. Lært, at den kultur som viste ham humanisme og hjælpsomhed, har destabiliseret og bekriget hans land på ny.

Han må i hvert fald have forstået, at den amerikanskledede invasion var en kamp mod den middelalder, der herskede i hans hjemland. Det er blevet gentaget i en uendelighed. Afghanistankrigen var en menneskelig invasion af et umenneskeligt sted. Man befriede S’s folk fra sig selv. Basta.

Men enhver krig er et valg, og det er direkte perverst, når det lykkes at bilde verden ind, at vi fører krige af humanistiske grunde. Det gør vi naturligvis ikke. Vi fører interessekrige. Vi vælger og vrager i konflikterne ud fra en række parametre, og de er ikke bløde. De er stenhårde, kolde og handler om magt.

Det humanistiske argument er sekundært. Om ikke andet var det vel læren fra Balkan, hvor det internationale samfund så til, mens en hær af bosnisk-serbisk herkomst og med absolut støtte fra den Jugoslaviske hær (dengang en af Europas største) omringede Sarajevo i 1992 og udbombede og belejrede byens indbyggere i knap fire år!

Verdenssamfundet var nok godt klar over, hvad der foregik, men interessen for at støtte og forsvare den nyoprettede muslimske stat Bosnien-Hercegovina var begrænset. Resultatet kender vi alt for godt. Det humanistiske argument veg for en benhård kalkule: Lad serberne og kroaterne dele Balkan imellem sig.

I samme periode ignorerede man, hvad der foregik af forfærdeligheder i Tjetjenien. Russerne ville ikke afgive magt i Kaukasus, primært på grund af ressourcer som olie og mineraler, men naturligvis også på grund af Tjetjeniens strategiske beliggenhed. Resultatet var en blodig krig og en vellykket fortælling om Tjetjenien som et land af terrorister. Et argument, der var på mode og derfor let at sælge.

Ikke så mange år efter, var det så verdenssamfundet, der førte an og brød ind over grænserne til Irak og senere til Afghanistan i en håbløs kamp om magt og olie, forklædt som kulturkrig ... eller skal vi kalde det korstog?

Ingen kan modsætte sig, at det er nødvendigt at bekæmpe mørkets studenter, Taliban, eller at hver eneste pigeskole, det er lykkedes at åbne blot en eftermiddag for kameraernes skyld, er en succes. Ingen kan betvivle, at der et eller andet sted gemt i krigens rasen har været en humanistisk ambition.

Men det har jo ikke handlet om mennesker, men om magt. Og i stedet for at bruge verdenssamfundets ressourcer på positiv udvikling – f.eks. i retning af en mere bæredygtig kultur – har man misbrugt dem på frugtesløse krige, der kun skaber flere krige, der kun skaber flere ...

Jeg kan huske, at S tog mig med ind på sit værelse. Jeg kan huske hans afghanske hue, og jeg kan huske, at han forklarede mig, hvordan han bad.

Om han lærte at forlige sig med dansk sexualmoral er nok tvivlsomt, men måske kan han tilslutte sig aktivisten fra nullerne, når hun skrev på sit banner: Fighting for peace is like fucking for virginity.

 

Peder Frederik Jensen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu