Kommentar

Filosofiske slag kan sagtens udkæmpes i høje hæle

Kvinder egner sig ikke til den analytiske filosofis fægtekunst, forstår man på Lars-Henrik Smidt, Anders Fogh Jensen og Kirsten Klercke. Men faktisk holdes kvinderne snarere væk af en gammeldags, forstokket forestilling om kvinder end af filosofien som sådan
15. august 2013

Ifølge de interviewede filosoffer (kvinder som mænd) i informations artikel »Bliver kvindelige filosoffer diskrimineret« (den 8. august) er svaret på spørgsmålet, om der er plads til kvinder i filosofi et klart ja! Der er plads til kvinder i filosofi, hvis altså filosofien selv bliver mindre kampsport (Lars-Henrik Schmidt), mindre fokuseret på logiske spidsfindigheder (Lars-Henrik Smidt), mindre analytisk (Kirsten Klercke) og i det hele taget bliver mere dyb (læs: kvindelig) og mindre skarp (læs: mandelig) (Anders Fogh Jensen).

Jeg er selv kvinde og lektor i filosofi. Jeg er ansat på Juridisk Institut på Syddansk Universitet, og jeg har længe undret mig over, at jeg oprindeligt oplevede, at det var mere uproblematisk at gå ind i rollen som forsker her blandt juristerne, end i det filosofiske miljø blandt mine fagfæller; filosofferne.

Med Informations artikel stod svaret pludselig lysende klart: Selv kvindelige filosoffer, som giver udtryk for at kæmpe med stereotypisering og diskrimination, synes at have internaliseret et dybt romantisk billede af kvinden, som gør det at være kvinde svært foreneligt med en filosofisk fagtradition, der er konkurrencepræget og dyrker rationalitet og logisk sammenhæng.

Kvinder har også ambitioner

Men kan det virkelig være rigtigt, at jeg risikerer at sætte spørgsmålstegn ved min kvindelighed, hvis jeg overbeviser en anden filosof med rationel argumentation? Kan det virkelig være rigtigt, at det kun er den lidt mystiske kontinentale tradition, der kan appellere til kvinders faglighed? Hvad med verdenskendte analytiske filosoffer som Jessica Brown, Christine Korsgaard og Judith Jarvis Thomson? Er de uforklarlige undtagelser, der bekræfter reglen om, at analytisk filosofi ikke appellerer til de uudgrundelige og dybe kvinder? Det synes at være, hvad stort set alle de interviewede filosoffer i Informations artikel konkluderer.

Men hvis sådan et kvindesyn er udbredt i det filosofiske fagmiljø, er det ikke så svært at forstå, hvorfor jeg som logisk tænkende og rationel forsker, følte mig mere hjemme hos juristerne. Her er der ikke noget ukvindeligt ved at være skarp og logisk tænkende. Der er heller ikke noget ukvindeligt ved at være et konkurrencemenneske, der stræber efter at manifestere sig blandt de bedste. Tværtimod bliver vi alle opfordret af vores (kvindelige) institutleder til at søge at få vores artikler optaget i de bedste internationale tidsskrifter. På Juridisk Institut, hvor jeg er ansat, er der ikke noget specielt mystisk ved at være kvinde.

Absurd romantisering

I modsætning hertil mener f.eks. Lars Henrik Schmidt, at »forudsætningen for, at kvinder kan komme ind i filosofien, er, [...] at filosofien bliver selvforelsket.« Det er denne absurde idealisering og romantisering – ikke af kvinden som sådan, men af potentielle kvindelige fagfæller – der kan gøre det endog meget svært at tage sig selv alvorligt som kvindelig forsker i det filosofiske miljø. For hvordan ville du selv have det med at komme på arbejde hver dag, hvis det blev forventet, at du var den levende (og selvforelskede) manifestation af ’sandheden’ som »appellerende, prist, attrået og tilbedt i kvindelig form« (igen Lars Henrik Schmidt)?

Informations artikel viser, at sådanne romantiseringer stadig er udbredt i det filosofiske miljø i Danmark. Det skal vi naturligvis tage alvorligt. For denne romantisering og stereotypisering er mere end noget andet med til at holde kvinder ude af filosofien. Det er således ikke filosofien i sig selv, der er utilgængelig for kvinder, men (enkelte) stemmer i det filosofiske fagmiljø, der reproducerer en gammeldags og forstokket forestilling om kvinder, og den er med til at holde kvinderne væk.

Men det er samtidigt vigtigt at understrege, at denne tankegang er på tilbagetog, og at den er langt mindre fremherskende i den yngre end i den ældre generation, som de fleste af de interviewede filosoffer tilhører.

Personligt oplever jeg, at langt de fleste fagfæller efterhånden har fået stor opmærksomhed på stereotypiseringsproblematikker, og at (mandlige som kvindelige) kolleger nyder respekt for deres faglighed, uanset hvilken gren af filosofien de forsker i.

Jeg håber, at udviklingen bliver ved med at gå den vej, og at vi om 10 år vil tage Informations artikel frem og måbende sige til hinanden »tænk at man virkelig kunne mene sådan dengang!«

 

Emily Hartz er lektor i filosofi ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
  • Maiken Guttorm
  • Niels Mosbak
  • Mihail Larsen
  • Inger Sundsvald
  • Ingrid Uma
  • Ole Sandberg
Kristian Rikard, Maiken Guttorm, Niels Mosbak, Mihail Larsen, Inger Sundsvald, Ingrid Uma og Ole Sandberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Universet er maskulint. Af alle mandens egenskaber er hans nysgerrighed sikkert den mest fremtrædende. Denne nysgerrighed er så forskellig fra kvindens, at den ubetinget må fremhæves.

Kvinden interesserer sig principielt kun for ting, som hun umiddelbart kan se det nyttige i for sig selv. Hvis hun f.eks. læser eller skriver en filosofisk artikel i avisen, så er det langt mere sandsynligt, at hun vil gøre indtryk på en filosofisk studerende eller måske ligefrem institutlederen, end at hun af hele hjertet interesserer sig for filosofi, føler en inderlighed og kærlighed til faget. Slår hun navnet på en græsk filosof efter i et leksikon betyder det ikke en pludselig interesse for græsk filosofi, men at hun mangler det i en kryds og tværs. Studerer hun annoncen for en ny bil, så er det fordi hun vil have den og ikke af en slags platonisk interesse for teknik ... :-).

Mandens nysgerrighed derimod er noget ganske andet. Den tilfredsstiller sig selv, der er ingen umiddelbar nyttevirkning forbundet med den, og den er ikke desto mindre mere nyttig end kvindens. Der er i princippet intet som ikke interesserer ham, hvad enten det drejer sig om politik, botanik, biologi, atomteori eller gud ved hvad. Også ting, som har meget at gøre med madlavning, bagning og spædbørnspleje eller gud ved hvad fra privatsfæren.

Men det er ifølge hårdnakkede rygter meget langsomt ved at ændre sig, i hvert fald for de professionelle undervisere med en akademisk grad inden for faget på nogle institutter, men for resten af den kvindelige menneskehed uden for miljøet vil det stort set stadig have sin rigtighed, hvilket i alle mulige og umulige sammenhænge jævnligt bekræftes bl.a. i nærværende spalter.

Men bliver de kvindelige filosoffer så altid forstået? Efterfølgende linkede afhandling kræver måske en nærmere analyse af, hvad angår meningsindholdet. Kunne dette - af én eller anden med eller uden høje hæle – forsøges omskrevet i klartekst, så selv en mand af ren og skær nysgerrighed kunne få en fair chance for at forstå den dybere mening – og hvorfor kun Henrik Zinkernagel skulle være filosofisk afmægtig – fordi han er mand? -

http://www.information.dk/67411

”Så snart vi begynder at tale om en tvingende, nærmest naturvidenskabelig nødvendighed indenfor politik, åbner vi døren for totalitaristisk propaganda.” – gælder det også sådan noget som den manglende politiske moral (Kant)?

Lise Lotte Rahbek

Hvor er det ærgerligt med den tåbelige, kønsfirkantede overskrift.

Josephine Lehaff, Hanne Ribens, Kristian Rikard, Maiken Guttorm, Vibeke Rasmussen, Mihail Larsen, Inger Sundsvald og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er ikke alene overskriften og æselsparkene til seriøse mandlige filosoffer, som er håbløst, men også, at det åbenbart er nødvendigt for argumentationens skyld at bringe sig selv i det ufilosofiske midtpunkt ved anvendelse af den selvcentrerede form - "jeg" - hele 10 gange ... :-)

Ligestilling er åbenbart kun for de rige og veluddannede, sært det ikke giver modstand. Det er selvfølgelig i tidens ånd.

Helge Hübschmann

@Jan Weis
"Kunne dette - af én eller anden med eller uden høje hæle – forsøges omskrevet i klartekst, så selv en mand af ren og skær nysgerrighed kunne få en fair chance for at forstå den dybere mening – og hvorfor kun Henrik Zinkernagel skulle være filosofisk afmægtig – fordi han er mand? -"

Jeg er uden høje hæle, men har ikke det fjerneste problem med at forstå indholdet i omtalte artikel - måske fordi jeg også har været i nærkontakt med Kierkegaard, hvis subjekttivitet jo netop et det "endelige" opgør med filosofiens "objektive systembyggere". Man kunne også referere til Erich Fromm's (Frankfurterskolen) - efter min opfattelse mislykkede - forsøg på at definere en eviggyldig (logisk) etik.
Emily Hartz argumenterer i artiklen fremragende og klart for, at når der er tale om "personer" (psykologi) inddrages uvægerligt netop subjektets erfaringsfelt, hvilket umuliggør en egentlig objektivitet - også når det gælder en definition af personers rettigheder.
Humanismen forsøger sig fortløbende med fastlæggelse af "objektive grundrettigheder", men det er reelt ikke muligt at argumentere for dem objektivt. Må man tage et andet menneskes liv? Har alle mennesker "ret" til at leve? - I hengangne tider fandtes i sproget udsagnet, at "man havde forbrudt sit liv", i.e. man havde mistet retten til at leve (f.eks. ved at tage et andet menneskes liv). Det baseredes ikke på en hævnforestilling, men på en moralsk/etisk overvejelse, som hverken kan argumenteres for eller imod på et logisk grundlag, men alene på subjektivitetens "kollektive erfaring" (fra artiklen: At politik er en trossag, eller at politiske standpunkter må være subjektive, betyder derfor ikke at de er private eller tilfældige. Det betyder at de på samme tid må være subjektive og almengyldige.) -

Og at de er almengyldige er ikke resultatet af en logisk analyse, men en konstatering af en "kollektivt anerkendt erfaring".

Det falder mig vanskeligt at se, at artiklens indhold skulle kræve nogen oversættelse til klartekst af hensyn til hverken mænd i sorte laksko, elegante kvinder i høje hæle eller "den lille pige i flade sko". Det kræver efter min opfattelse ikke stort andet end evnen til at læse indenad.

Iøvrigt fremgår det intetsteds af artiklen, at Zinkernagel skulle være afmægtig, fordi han er mand. Derimod begrunder artiklen postulatet om denne afmagt uden på nogen måde at beskæftige sig med Zinkernagels kromosonsammensætning.

Kristian Rikard, Annette Hjort Knudsen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Jeg tror jeg tager nogle

"stereotypiseringsproblematikker"

med paa fredagsbar.

Vibeke Rasmussen, Jan Weis og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Helge Hübschmann

@Jan Weis
"Det er ikke alene overskriften og æselsparkene til seriøse mandlige filosoffer, som er håbløst, men også, at det åbenbart er nødvendigt for argumentationens skyld at bringe sig selv i det ufilosofiske midtpunkt ved anvendelse af den selvcentrerede form - "jeg" - hele 10 gange ... :-) "

Da Emily Hartz i indlægget tager udgangspunkt i sin egen situation og sine konkrete erfaringer som kvindelig forsker og filosof i et akademisk-filosofisk miljø, turde det være indlysende naturligt at bruge "jeg-formen" - at omtale sig selv i 3. person er selv dronningen forlængst holdt op med - også i sine nytårstaler.
Der er dermed på ingen måde tale om at bringe sig selv i et "ufilosofisk midtpunkt", men alene om at argumentere (subjektivt) ud fra en personlige, subjektive oplevelser (og som evt. også kan være almengyldige - relaterende til den linkede artikel).

Marianne Mandoe, Kristian Rikard, Viggo Okholm og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

Netop - Helge Hübschmann - humanismen har vanskelige kår, men den er jo også bare en subjektiv følelse, kan man forstå på det hele, en ligegyldig overlevering fra Oplysningstiden - men hvad med Kants morallære, var det noget? - også for de postmoderne politikere, der jo som regel svælger i moralløse subjektiviteter, som næppe kan kaldes almengyldige - og om du må tage et andet menneskes liv skal være usagt - men det bør du vel ikke? ... :-)

Kunne det diffuse og indholdsløse begreb "kollektivt anerkendt erfaring" i denne forbindelse f.eks. måske erstattes af Kants kategoriske imperativ? - at Kierkegaard ikke var nogen særlig fan af systembyggeren Hegel er vistnok alment kendt inden for branchen ...

"Jeg er selv kvinde og lektor i filosofi." - hvor er det bare en ligegyldig oplysning - men helt i overensstemmelse med èn de værste fordomme om kvinder - så kan man vist nok mageligt springe resten over - en seriøs filosof bør vel ikke tage udgangspunkt i sin egen subjektive opfattelse af verden - så kan man med sikkerhed garantere, at hele fristilen ikke når at få vinger ... :-)

For øvrigt ser det ud til, at de indledende uddrag fra bogen "Den dresserede Mand" af Esther Vilar (1972) har vakt den sædvanlige form for respons ... :-)

Inger Sundsvald

Det er ikke alle der anerkender det almengyldige, den "kollektivt anerkendt erfaring" – netop fordi den ikke behøver at være matematisk logisk, men er et udtryk for en vedtaget retfærdighed, af og til ophøjet til lov.

Helge Hübschmann

@Jan Weis
"Netop - Helge Hübschmann - humanismen har vanskelige kår, men den er jo også bare en subjektiv følelse, kan man forstå på det hele, en ligegyldig overlevering fra Oplysningstiden -"

Dertil blot dette af Piet Hein:

»En yndet form for polemik,
består i det probate trick,
at dutte folk en mening på,
hvis vanvid alle kan forstå«.

Det er lidt svært at debattere på et - af dig - frit opfundet grundlag, som jeg hverken har lod eller del i.

"og om du må tage et andet menneskes liv skal være usagt - men det bør du vel ikke? ... :-) "

En etisk problematik, der kan føres helt tilbage til den græske tragedie, og som der er skrevet hyldevis af meter litteratur om. Den engelske filosof Jonathan Glover har bl.a. skrevet en bog, hvor problematikken rejses. Den kan ikke blot affejes med et "..det bør du vel ikke..."

"det diffuse og indholdsløse begreb "kollektivt anerkendt erfaring"
er ikke det fjerneste diffust eller indholdsløst. Det er en anerkendt, kollektiv erfaring, at man brænder sig på varmt vand. Der kan derimod ikke fastlægges en sand, objektiv temperatur, hvorved man brænder sig, fordi oplevelse og smertegrænse er subjektiv.

""Jeg er selv kvinde og lektor i filosofi." - hvor er det bare en ligegyldig oplysning - "
Tjah - det var jo Poul Henningsen, der udtalte, at Danmark er landet, hvor selv analfabeter kan læse.
Når udgangspunktet er at beskrive en kvindelig forskers og filosof af det akademiske miljø, turde det ellers være en indlysende vigtig oplysning. Hvis een eller anden udgiver en bog om, hvordan det er at være homoseksuel i et overvejende heteroseksuelt samfund, vil jeg sætte pris på at blive forvisset om, at jeg får oplysningerne fra hestens egen mund.

"en seriøs filosof bør vel ikke tage udgangspunkt i sin egen subjektive opfattelse af verden - så kan man med sikkerhed garantere, at hele fristilen ikke når at få vinger ... :-)"

Farvel Kierkegaard, Sløk, Sartre m.fl.

Kristian Rikard, Anne Rasmussen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Annette Hjort Knudsen

Alder, køn, race, politiske holdninger forsæt selv listen, er selvfølgelig bedøvende ligegyldigt, når man skal vurdere et filosofisk argument. Enten er argumentet godt, eller også er det skidt. Punktum. Det gider jeg egentlig ikke diskutere yderligere. At nogle udelukkes fra fagfilosofien baseret på noget som helst andet end deres evne til at argumentere rationelt og logisk er naturligvis en skandale for fornuften!

Derfor er der også kun en enkelt bemærkning i en ellers glimrende artikel, som falder mig lidt for brystet: "at det kun er den lidt mystiske kontinentale tradition, der kan appellere til kvinders faglighed". Der er intet "mystisk" ved den kontinentale tradition. Også hos Kant og Hegel (for eksempel) argumenteres der rationelt og konsistent. Dog ligger tankens "genstand" i denne tradition ikke udenfor det tænkte, idet de beskæftiger sig med tankens egne forudsætninger. Og det er klart, at når filosofiens genstand ikke er et forhold i den ydre verden, men handler om sine egne eksistensforudsætninger, så vil argumenterne have en anden karakter, end hvis det er en "objektivt observerbar" størrelse, der reflekteres over. Men det bliver argumenterne hverken mystiske eller irrationelle af.

Har af samme grund anbefalet Helge Hübschmanns kommentar fra kl 12:06 :-)

Anne Rasmussen, Maiken Guttorm og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Helge Hübschmann

@Jan Weis
"Kunne det diffuse og indholdsløse begreb "kollektivt anerkendt erfaring" i denne forbindelse f.eks. måske erstattes af Kants kategoriske imperativ?"

som lyder:
Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne.

Og hvorved sikrer vi os så, at mit "Maxime meines Willens" (som jo er subjektivt!) kan danne basis for en almen lovgivning/regel? - Det kan vi i realiteten kun gøre ved, at det kvantificeres, i.e. tilstrækkeligt mange har det tilsvarende som deres maxime, hvorfor det naturligvis udgør en "kollektiv erfaring". Sidstnævnte udtryk/bestemmelse er således betydeligt mere indholdsrigt end Kants, der nok på overfladen synes bygget på logik, men i sit præmis er lige så dybt subjektivt, som den subjektivitet, han forsøger at definere sig ud ad. Hvilket vores egen begavede Søren naturligvis ikke var længe om at finde ud af...:-)

Annette Hjort Knudsen

Og denne erkendelse af subjektivitetens afgørende betydning er dybt rationel. Søren Kierkegaard argumenterer jo for at "subjektiviteten er sandheden", selvom hans argumenter er af en anden karakter (og henviser til almene erfaringer) end logiske deduktioner.

Anne Rasmussen, Helge Hübschmann og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

Tja: diskussionen her er og bliver intellektuel hvor de fleste skriver og argumenterer i et fagsprog så en halvgammel pensioneret pædagog som undertegnede kan have svært ved at holde fokus.
I øvrigt er og bør filosofi vel være almenmenneskelig i ord og handling,hvis den skal have værdi fra professoren i tårnet via modeeksperten og skibsrederen til rengøringsassistenten på den lokale skole.Det må være målet uanset om man er af han-eller hunkøn. Jeg er så af den opfattelse at kvinder måske vil være en smule bedre til den formidling,de ved i det mindste hvor skoen trykker i dagligdagen med job,børn,praktisk arbejde og kærlighed.
Jeg anser filosofi som meget vigtig i vores hæsblæsende tidsalder,men kom ned fra tårnet og sæt de daglige problematikker i relief, Den med retten til livet er ret så aktuelt.

Helge Hübschmann

@Viggo
"I øvrigt er og bør filosofi vel være almenmenneskelig i ord og handling,hvis den skal have værdi fra professoren i tårnet via modeeksperten..."

Så starter du bare med Søren Kierkegårds "Modehandlerens tale" (fra bogen "Stadier på Livets Vej") - så får du dagligdagens filosofi på et sølvfad, og et godt grin...:-)

"Den med retten til livet er ret så aktuelt."
Ja - og mere end indviklet. Eks.: Det klassisk dilemma:
Den græske konge står over for fjenden, og oraklet i Delphi har fortalt ham, at han redder sit rige og sit folk, hvis han ofrer sin unge datter til guderne - gør han det ikke, er han og folket fortabt. Hvem har ret til at leve? Datteren eller folket?

Din søn sidder fastklemt i en brændende lastbil, og du er 100% ude af stand til at få ham ud. Men du har et gevær, og kan skyde ham og dermed spare ham for lidelserne ved at brænde ihjel. Må du dræbe ham? - Vil du gøre det?

Det kan synes som fortænkte eksempler, men dagligdagen indeholder ofte mange - i princippet - lignende dilemmaer. Beskrevet ved det gamle ordsprog om at vælge mellem pest og kolera. Og hvordan gør man så det? Det beskæftiger ikke mindst eksistensfilosofien sig med. Kierkegaard fra en religiøs indfaldsvinkel, Sartre fra en ateistisk. Og dér, skulle jeg hilse at sige, kommer enhver logik uhjælpeligt til kort.

Søren Blaabjerg, Anne Rasmussen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Hvor er filosofferne bare heldige, at enhver logik åbenbart kommer til kort. Naturligvis er Kants maksime også af subjektiv karakter, men det forhindrer vel ikke et civiliseret samfund at gøre sig nogle overvejelser om f.eks. politikeres ageren – i den ene ende af samfundet lovgiver man om dét af slå mennesker ihjel – mens man i en slags parallelsamfund hos militæret uddanner unge mennesker i mordets kunst og sender dem udenlands for at slå andre mennesker ihjel – men det er måske for megen anvendt filosofi af kantiansk observans … :-)

Det er muligvis ikke helt formålsløst alligevel at have lyst til at nævne – selv om bare tanken ville være politisk ukorrekt – og igen medføre vrede verbale ”øretæver” fra vredesbanken – at kvinder i dag ser ud til at have en karakteristisk affinitet overfor fag, hvor udenadslære er et væsentligt element – sprog, farmaci, filosofi og til nød kemi og gud ved hvad – men det er måske bare tilfældigheder, et synligt fænomen, som ingen tør røre ved – og slet ikke mennesker af hankøn – så vanker der nemlig øretæver … :-)

Jeg-fikseringen har ikke noget at gøre inden for videnskaben – den er kun med til at skabe en yderligere forfladigelse – et eksemplarisk kendetegn i disse postmoderne tider med alle disse forsøg på at gøre massen til subjekt – hvor alle meninger opfattes som lige gode, hvor alle er sin egen ekspert, ingen får lov til at bare nærme sig med forslag om en form for objektiv sandhed – Janteloven V2.0 - og et hav af teorier bliver rystet ud af ærmet, kun for at forvirre mere end at oplyse … :-)

Når en nulevende polemisk-ironisk tysk professor i æstetik og filosofi kan skrive en bog på 356 sider uden at skrive ”ich” – hvilket han nævner er bevidst for ikke at forfladige argumentationerne – kunne man godt savne, at hjemlige filosoffer ikke bare nævner en masse navne i flæng, men også objektivt gav sig i kast med at bringe kildestof og argumenter for fremføret påstande i relation til emnet under behandling – kort og godt gebærdede sig bare tilnærmelsesvis akademisk … :-)

Det vil nok være et fromt håb, at faget filosofi som vi kender det vil eksistere om 10 år, hvis den meningstømmende tendens fortsætter – der læses åbenbart stadig fortrinsvis fortyggede meninger gylpet op af en eller anden professor, hvor den dybere beskæftigelse med kilderne alt for ofte bliver glemt - faget er i dag sandsynligvis ikke meget andet end et udvidet filosofikum … :-)

Men nu er bolden givet op – så andre må gerne fortsætte – god fornøjelse … :-)

Helge Hübschmann

@Jan Weis
Det styrker altså ikke din argumentation, at du - igen og igen - forvrænger din modparts udsagn ud i ekstremen for derefter enten at modargumentere det ikke sagte eller ironisere over det.
"Hvor er filosofferne bare heldige, at enhver logik åbenbart kommer til kort."
Der er INGEN i denne tråd, der har hævdet eller argumenteret for, at enhver logik kommer til kort. Kun at logikken - ikke mindst ved opstillingen af et forudsætningssskabende præmis - har sine klare begrænsninger.

"men det er måske for megen anvendt filosofi af kantiansk observans … :-)"
Næh, såmænd ikke. Og det er der vist heller ingen, der hævder. Det er også en klassisk problemstilling om dilemmaet mellem nytteværdien for den enkelte og for flertallet (må man slå een ihjel for at redde 1000 andre). Hvad stiller din rene logik op med den?

"at kvinder i dag ser ud til at have en karakteristisk affinitet overfor fag, hvor udenadslære er et væsentligt element..."
Ikke forstået. Der kræves jo ikke den store udenadslære inden for filosofi, men derimod forståelse. Udenadslæren ligger til idéhistorien, som på den anden side vel nok må betragtes som et rimeligt "bifag" til filosofien. Men man bliver altså ikke filosof af at kende sin idéhistorie. Så når kvinder bliver filosoffer er det nok - ligesom for mænds vedkommende - antageligt fordi de tiltrækkes af den komplicerede problemstillings udfordringer.

"hvor alle meninger opfattes som lige gode, hvor alle er sin egen ekspert, "
??? - Kontekst? - Observation? - Jeg er desværre hægtet af.

"men også objektivt gav sig i kast med at bringe kildestof og argumenter for fremføret påstande i relation til emnet under behandling – kort og godt gebærdede sig bare tilnærmelsesvis akademisk … :-)"
Hvilke danske filosoffer hentyder du til? - David Faurholt er ganske vist pensioneret, men jeg gætter på, at hans nu praktiserende elever gennem årene ikke er gået helt ustraffet gennem hans logik- og argumentationsmaskine. Og tilsvarende gælder med stor sandsynligvis nok også for såvel professor Vincent F. Hendricks som hans elever.

"der læses åbenbart stadig fortrinsvis fortyggede meninger gylpet op af en eller anden professor, hvor den dybere beskæftigelse med kilderne alt for ofte bliver glemt - faget er i dag sandsynligvis ikke meget andet end et udvidet filosofikum … :-)"
Dokumentation? Selv de idéhistorikere, jeg kender, læser kilderne - jeg går ud fra, at du refererer til filosoffernes egne værker. Så jeg har svært ved at forestille mig, at filosofferne ikke også gør.

Lise Lotte Rahbek, Kristian Rikard, Anne Rasmussen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

Bare undtagelsesvis disse referencer til forståelse af nogle aspekter ved de såkaldte postmoderne tider for de, der eventuelt føler sig hægtet af – ”Det postmoderne er en tilstand af forfladigelse og fragmentering” – Jean-Francois Lyotard: ”Det postmoderne vilkår”. 1979.

Han var ikke selv nogen begejstret profet, men var tværtimod bekymret for, at markedslogikken (har den for resten ikke for længst også indfundet sig på universiteterne) og managementsproget ville kvæle de kvalitative forskelle i verden, skabe en overfladisk mangfoldighed, hvor alt kunne sammenlignes med alt, og alt var lige lidt værd – eller – ligegyldigt.

Det postmoderne blev pludselig slogan for en kultur, hvor de store fortællinger blev erklæret døde – ”Viden om det postmoderne samfund”. 1979. Han beskrev en tilstand, hvor ironi, spil og små fortællinger træder i stedet for politiske ideologier og utopier, det moderne projekt, defineret som fortløbende opløsning af hierarkier til fortløbende frigørelse af det fornuftige menneske.

Se også Peter Sloterdijk: ”Masse og foragt”. Suhrkamp. 2002, om massens objektgørelse – dens forvandling fra fysisk mylder og protest til medieformidlet isolation og følgagtighed – fra krævende fællesskab baseret på forskelle til banal rettighedskultur uden markører - ”Vi taler om nærhed, men lever i fremmedhed; vi fabler om kvalitet, men hengiver os til middelmådighed (gælder naturligvis ikke for Uni-pølsefabrikkerne!); vi hylder frihed, men lader os nøje med grydeklare tilbud; og vi kræver respekt, men møder kun foragt” ....

Cheers

Tænk, jeg var slet ikke klar over at den menneskelige nysgerrighed kunne opdeles i en maskulin og en feminin del.
Hvad videnskaben dog når frem til i disse dage....

Torben Nielsen, Majbritt Nielsen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

Niels Mosbak:

Det er ganske vist, manden elsker i kvinden, og kvinden elsker sig selv. Alle der læser norsk pop, ved vel også, at Sofia er et pigenavn, og deraf kan udledes al filosofi.

Men i den hele artikel, har man kun denne ene dunkle anekdote som belæg for, at det virkelig forholder sig, som det siges at forholde sig:

jeg oprindeligt oplevede, at det var mere uproblematisk at gå ind i rollen som forsker her blandt juristerne, end i det filosofiske miljø

Hvad menes mon dermed? Hvilke problemer? Hvilket miljø? Og hvorfor er det aldrig før faldet fortællerinden ind, at Sofia er et pigenavn?

Ak, kvinde, du udsagde ordet, og dog forstod du ikke! Det er jo manden, der er irrationel, sværmerisk, dyb, romantiker, og det er dig, der er rationel, fornuftig, overfladisk, realist. Det er på grund af dine ærkefeminine egenskaber, du ikke er velkommen. Hvad har et fornuftsvæsen som du at bestille blandt os store elskere? Find din egen muse, berøv os ikke vores.

Majbritt Nielsen

at kvinder i dag ser ud til at have en karakteristisk affinitet overfor fag, hvor udenadslære er et væsentligt element – sprog, farmaci, filosofi og til nød kemi og gud ved hvad

Mon ikke det bunder i opdragelsen? Drenge opføre sig som "raske drenge". Og kan derfor ikke sidde stille længe nok, til udenadslære. Eller hur er det nu man populært forklare drenge(senere som mænd) ikke klare sig lige så godt bogligt?

Jeg var heller ikke klar over at der var forskel på mænd og kvinders nysgerighed. Mandens ikke ligefrem havde nogen " umiddelbar nyttevirkning forbundet". Kvinder kun gik efter noget de kan "bruge til noget".

Det var da godt der ikke var nogen der fortalte mig det, da jeg var yngre og troede på hvad andre sagde.
Så havde jeg aldrig tygget mig igennem den stak bøger man gratis(endnu) kan låne på biblioteket: Eksempelvis.
Underlig indstilling. Den minder jo om den tid hvor fattigfolk, lige lærte sin katttekismus og kunne skrive sit navn. (for hvordan skulle man ellers kunne gældsætte sig til herremanden?)

Mihail Larsen

En underlig diskussion

Det er muligt – og endda sandsynligt – at kvinder inden for visse akademiske fag har svært ved at gøre sig gældende og måske endda bliver diskrimineret.

Hvad ligger der i det? Og hvad gør vi ved det?

Der kan være historiske, traditionelle årsager, der hænger sammen med den almindelige kulturelle udvikling. Det er f.eks. ikke engang 100 år siden, kvinder fik stemmeret, og først i 1877 fik en kvinde lov til at blive optaget som studerende på et dansk universitet. Familiemønstret har fastholdt kvinder i en afhængig rolle, der først begyndte at blive løsnet, da man i 1960'erne opfandt p-pillen, og i 1973 blev fri abort tilladt. Alt det, og meget mere, har naturligvis forud skabt et kulturelt billede af 'kvinden', der hørte hjemme i køkkenet. I dag er det dybt åndssvagt. Kvinderne myldrer ind på de videregående uddannelser og kræver ligestilling på alle områder. Det manglede da bare.

Ikke desto mindre er der en hel del personer her i debatten, der fortsætter med at synge den gamle sang om kvinder som en særlig afdeling af menneskeheden, der ikke fuldt ud er på højde med mændene, hvad intelligens og handlekraft angår. Ikke af kulturhistoriske, men af biologiske årsager. Jeg bildte mig ellers ind, at den slags primitivisme hørte fortiden til.

Jo, det er rigtigt, at kvinder ikke kan måle sig med mænd, hvad nobelpriser angår. At de heller ikke hører til blandt filosofiens, kunstens og musikkens klassikere. Men det angår jo fortiden. Al den tid, kvinder har været godt og grundigt undertrykt af sociale og kulturelle konventioner. At bruge disse kendsgerninger som bevis på kvinders biologisk bestemte, kulturelle underlegenhed, er ren positivisme.

Når det er sagt, så er det fortsat også hen i vejret at tro, at man kan reparere på skaden ved at kræve 'kvoter'. Når kvinder, med rette, er utilfredse med, at de ikke agtes efter fortjeneste, kan det ikke nytte, at de nu vil agtes efter kvoter.

Kan ikke se, at kvinders biologi er nævnt noget sted – men banale pseudoerkendelser som f.eks. denne – ”Så snart vi begynder at tale om en tvingende, nærmest naturvidenskabelig nødvendighed indenfor politik, åbner vi døren for totalitaristisk propaganda.” – må vække til filosofisk eftertanke – kan dette virkeligt være ment helt seriøst? ...

Man kunne frygte det – men først, når de kræver kvoter, hvilket er en helt naturlig konsekvens af udviklingen her i det postmoderne ligemageri, hvor den forskelsløse masse krævet at komme til fadet uanset hvilke kvalifikationer man møder op med, ja så først falder fars hammer …

Synlige delmængder af menneskeheden såsom - ”Den undertrykte Kvinde” og ”Den dresserede Mand” – kunne være oplagte temaer for en sociologisk-filosofisk behandling for kommende ph.d. studerende i sociologi med filosofi som ballast og med bare en lille smule kendskab til dialektisk materialisme – måske ville mange af de overleverede fordomme og myter om de to køns forskelligheder eller det modsatte - som vores generation har sloges med i henved et halvt århundrede - kunne aflives eller bekræftes én gang for alle – og måske omsider måske ligefrem danne baggrund for alle køns frigørelse fra sådanne sociale anomalier som neo-feminisme og mandschauvinisme - endnu i vores levetid … :-)

Arbejdstitel: Filosofiens funktion i de postmoderne kapitalistiske samfund … :-)

Søren Blaabjerg

Kvinder er meget forskellige indbyrdes, og det samme gælder mænd. Derfor vil det altid være dybt uretfærdigt at diskriminere nogen eller ringagte nogens faglighed alene med baggrund i deres køn. Af samme grund er hele denne her diskussion af meget ringe interesse og lugter mildt sagt mere end godt er af andedam. Det må vist være på tide at komme videre inden for såvel som uden for "filosofiske fagmiljøer"..

Jan Weis, Mihail Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar