Klumme

Forlæng barndommen og snak hundesprog

Er det et problem, at teenagere og såkaldte ’tweens’ bliver voksne hurtigere? Næ, for når først deres flirt med voksenlivet begynder at kede dem, vil de holde fast i barndommen til det sidste
Debat
15. august 2013

Barndommen krymper, hedder det i Berlingske. Når børn i en tidlig alder bliver introduceret til mærkevarer og samtidig får større indflydelse på familiens forbrug, er vi »i fuld gang med at forkorte barndommen«, vurderer en forsker, der har studeret forbrugeradfærden hos de såkaldte tweens. Det er en populærbetegnelse for børn i den prepubertære alder. Altså dem, der er lidt yngre end teenagere. De har for travlt med at blive voksne, og det er til dels forældrenes ansvar at fastholde dem i barndommen så længe som muligt, lyder det.

Formaningerne kommer, efter samme dagblad har kunnet fortælle, at andelen af teenagere, der har en kæreste, er halveret de seneste 10 år. Mens det i 2000 var 40 procent af eleverne i 7. til 9. klasse, der havde en kæreste, var andelen i 2010 kun 21 procent.

Tal, der kan fortolkes på flere måder, men over for Berlingske pegede eksperter på, at tidsånden blandt os voksne, individorienterede, moderne danskere har forplantet sig til de helt unge. De vil være singler – ligesom de ser, succesfulde voksne er.

Vi har altså at gøre med endnu et eksempel på, at børn bliver voksne hurtigere.

Men stop en halv. Hvis single-børn skulle være et eksempel på, at børn forlader barndommen hurtigt, må det altså betyde, at det er et tegn på manddom og voksenhed ikke at kysse med pigerne i folkeskolen. Hvis det er tilfældet, skal der virkelig være sket noget med den folkeskole, jeg forlod for omkring 10 år siden.

Dengang havde jeg ikke kysset med en eneste pige, og jeg var ligesom de fleste af mine jævnaldrende uden kæreste. Det at være single forbandt vi ikke med at være voksen. Tværtimod. De seje drenge havde kærester og knallerter, nogle af dem røg også cigaretter, og de var om nogen i kontakt med det voksne univers.

Så når de helt unge ikke længere bliver kærester med deres klassekammerater lige efter konfirmationen, kan det også bare betyde, at de gerne vil have deres barndom i fred.

Spørgsmålet er, om vi overhovedet skal frygte, at barndommen krymper.

Jeg er 25 år og vokset op med PlayStation, videofilm, Nintendo Gameboy, kabel-tv hjemme hos alle mine klassekammerater. Vores forældre frygtede for firkantede øjne og andre skrækkelige konsekvenser. Som for eksempel at vi glemte at være børn.

Sammenlignet med mine forældres generation og deres forældres generation er jeg i den grad blevet introduceret til mærkevarer i min barndom. Længe før jeg overhovedet var tween, deltog jeg i diskussionen om, hvilken slags sodavand og hvilke morgenmadsprodukter vi burde købe, og hvilke kondisko jeg skulle have på.

Alligevel er jeg selv et syndrom på det modsatte fænomen: Jeg er en ung voksen, der har forladt barndommen langsomt. På visse områder holder jeg stadig fast i den. Når min kæreste og jeg skal hygge os, køber vi bland selv-slik fyldt med farvestoffer. Vi spiller Matador, Mikado og Ludo, og den anden aften morede vi os med at bokse løs på hinanden med nogle overdimensionerede boksehandsker, hun havde lånt af en gammel gymnasiekammerat. Sidst, jeg rigtig blev glad, var, da jeg fandt Wikke & Rasmussens børnefilm Hannibal og Jerry (som ikke kan ses på Netflix, lånes på biblioteker eller købes i videobutikker) for en tyver i Tiger, og jeg tilbringer gerne en weekendeftermiddag i selskab med Krummerne, Buster og Disney.

Alt dette skyldes givetvis en vis portion nostalgi, men også at man som ung voksen hurtigt finder ud af, at voksenlivet ikke er særlig tillokkende.

Som voksen bruger man eftermiddage på at lede efter den helt rigtige andelslejlighed, som man kan snakke om under aftenens parmiddag. Man følger vejrudsigten nøje og finder det både nødvendigt og naturligt at konversere om parkeringspriser og politik med mennesker, man alligevel er enig med.

Nej, så hellere forlænge barndommen og snakke hundesprog, male med vandfarve, spille minigolf i Hans Tavsens Park og gå tur i regnvejr. Det skal både tweens og teenagere nok finde ud af. Måske har nogle af dem travlt med at forlade barndommen, og måske kan det aflæses i deres civilstatus, men før eller siden indser de, at det er sjovere at være barn.

 

Rasmus Elmelund er kulturjournalist på Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Rasmussen

God og tankevækkende artikel. Husk at det begynder igen efter, at børnene er flyttet hjemmefra! :-)

Jesper Bjørk

Carpe diem - quam minimum credula postero.